Vi har ved en tidligere lejlighed omtalt et udvalg af de store artikler, der forsøger at dokumentere, at der er ”konsensus” i klimavidenskaben om den menneskeskabte globale opvarmning. Artiklerne nåede alle frem til deres konklusioner om 97% eller 99% konsensus ved – mildt sagt – tvivlsomme videnskabelige og statistiske metoder. At vores artikel som en naturlig følge heraf var stærkt kritisk over for konsensus-tankerne, siger sig selv. Imidlertid kunne nogen få den tanke, at det kun var en amatør-bedømmelse af videnskabeligt arbejde på højt plan.
Derfor er det interessant, at en flok israelske videnskabsfolk, Dentelski et al., nu på seriøs – og fagfællebedømt – vis har taget fat i en af konsensus-artiklerne, Lynas et al. fra 2021.
Dentelski et al. lægger ud med at gøre opmærksom på, at selve definitionen på menneskeskabt global opvarmning, som brugt af Lynas et al., er noget uklar. Selv definerer Lynas et al. begrebet som ”accept af eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer”. Men der er ikke nogen tal på, der kunne kvantificere ændringerne. Her kunne man f.eks. vælge, at menneskeheden er skyld i minimum 50% af den globale opvarmning siden 1850. Dermed ville en forsker, der accepterer dette udsagn, være med i konsensus. Man kunne selvfølgeligt også bruge en noget slappere definition, og bare skrive, at mennesket er ansvarlig for en del af opvarmningen f.eks. > 0%.
Sætter man en grænse ind for menneskehedens ansvar, får man imidlertid en meget skarpere definition på hvem, der er en del af konsensus og hvem, der ikke er det. En artikel, der bare undervejs nævner global opvarmning, ville med Lynas et al.’s definition tælle med i konsensus, men den ville ikke nødvendigvis gøre det, hvis man har fastlagt en grænse for menneskets bidrag.
Men ved at holde definitionen så løs kan man får flere artikler med på konsensus-vognen. Lynas et al. tæller alle artikler med, der blot nævner menneskeskabte klimaforandringer – men i konklusionen tillader man sig at medregne dem alle som støtte for teorien om, at menneskeheden har hovedansvaret for opvarmningen. Der er jo en væsentlig forskel.
Det store problem med Lynas et al. er selvfølgeligt håndteringen af alle de artikler, der ikke nævner noget som helst for eller imod teorien om menneskeskabt opvarmning. Lynas et al. havde kigget på 3000 sammendrag og to tredjedele tilhørte denne neutrale kategori – hverken for eller i mod. Valgte man at udelade dem, kunne man jo ikke mere påberåbe sig, at man havde konsensus eller næsten-konsensus blandt 3000 forskere. Derfor regnede Lynas et al. dem med til at være en del af konsensus ud fra betragtningen:
… konsensus er defineret som en manglende modstand mod en fremherskende mening eller synspunkt.
Dentelski et al. bemærker her tørt, at man kunne jo lige så vel anlægge det modsatte synspunkt, at alle de, der ikke udtrykker nogen mening, må siges ikke at være for teorien om menneskeskabte klimaforandringer. Men så ville tallet for konsensus falde ned til omkring 30%, og det var jo ikke målet for Lynas et al. Det mener Dentelski et al. selvfølgeligt heller ikke er nogen rimelig måde at konkludere på, og påpeger, at resultatet mest korrekt kunne udtrykkes som mellem 33 og 99% konsensus. Men et sådant resultat trækker næppe de store overskrifter i medierne.
Dentelski et al. har fundet tilsvarende metoder anvendt i andre artikler om konsensus. Her har argumentet været, at det ville være urimeligt hvis forskere, der arbejder inden for et givet område vil være uenige i en af dets grundlæggende tanker. Derfor er det nok overvejende sandsynligt, at de er enige i de tanker. Men bruger man den antagelse til at afgøre hvor mange, der er enige, har man jo foretaget en cirkelslutning og har ikke længere foretaget en uafhængig undersøgelse.
Dentelski et al. foretager nu deres egen lille test af 50 artikler, der enten havde konklusioner, der var kritiske over for teorien om menneskeskabt global opvarmning eller var skrevet af kendte ”klima-skeptikere”. 54% af artiklerne blev bedømt til at tilhøre enten den neutrale kategori, eller den mildeste gruppe af positive over for teorien, defineret som ”Indirekte erkendelse af at mennesker står for opvarmningen”. Det er jo interessant, fordi disse åbenlyst klima-skeptiske artikler alligevel kunne finde vej ind i konsensus – igen en følge af de meget løse definitioner som Lynas et al. benytter sig af.
Dentelski et al. fremdrager et eksempel i form af Willie Soons forskning, der jo har været meget skeptisk over for ideerne om, at den globale opvarmning fortrinsvis er menneskeskabt. Soon påpeger dels solens rolle, dels at opvarmningen generelt nok er overvurderet pga. byvarme-effekten. Men læser man Soons sammendrag med Lynas et al.s briller, vil Soon helt klart ende i konsensuslejren, hvilket han næppe ville være særligt tilfreds med.
Der fremhæves flere problemer i artiklen, f.eks. at hvis man udelukkende bruger sammendragene som grundlag for bedømmelsen, risikerer man ikke at få hele historien med. Af forskellige årsager kan forskere vælge at skærpe budskabet i sammendraget eller at gøre det modsatte. Her vil der ofte være et ønske om ikke at gå i mod strømmen (= konsensus) og derfor pakkes kontroversielle resultater ind i mere neutrale vendinger.
Alt i alt er hele ideen om konsensus fundamentalt set noget vrøvl, den er et udslag af troen på klimasagen og på nødvendigheden af grøn omstilling for at ”redde” kloden. Inden for f.eks. astronomien er der videnskabelig uenighed om mange detaljer, f.eks. vedrørende universets begyndelse og fortsatte ekspansion. Men ingen spilder tid på at afklare, om der er konsensus om den ene eller den anden kosmologiske teori. Man forsker bare videre.
Danish
Hele konsensus-påstanden er ret vild, hvis man dykker ned i den. Mange af de her 3.000 rapporter beskæftiger sig ikke engang med klima, og hvis det overhovedet nævnes, afvises klimapåvirkning som ikke signifikant.
Alligevel tages rapporterne med og til indtægt for konsensus. Den dygtige journalist burde jo hurtigt erkende, siden hvornår har nogen som helst, nogensinde været mellem 97 og 99% enige om noget som helst?
Spørgsmålet burde så foranledige dybdegående journalistik, når jeg kunne finde ud af det, godt hjulpet af et par nyttige links i kommentartråd i Børsen af alle steder, så burde en skolet journalist også kunne det.
Nok en afsløring af manglende (fri?) vilje til forskning etc.
Jeg har haft svært ved på en letforståelig måde at argumentere imod konsensus-påstanden. Artiklen er mig til stor hjælp, den viser hvodan statistik kan og bliver misbrugt. Så den vil jeg have i min avishylde.
FREMRAGENDE
Der var engang konsensus om, at jorden er flad….
Det er en moderne myte, som næppe nogensinde har været sand. Myten er primært båret af samme personer i US, som kalder folk antivaxere eller sølvpapirshatte, klimafornægtere ;O)
Der findes flere vidnesbyrd om langt tilbage i historien, at man langt tilbage i tiden har været klar over jorden krumning og “manglende” kant. Alene erkendelsen af, skygger har forskellige vinkler til f.eks. træer efterhånden som man bevæger sig i en given retning.
Kilde f.eks. https://videnskab.dk/rummet/derfor-ved-vi-at-jorden-er-rund/
“A recent letter to the editor asserted
“There is a scientific consensus on climate change.” The late Michael Crichton, MD, author, film producer, refutes this notion saying,
“Historically, the claim of consensus has been the first refuge of scoundrels; it is a way to avoid debate by claiming that the matter is already settled. Whenever you hear the consensus of scientists agrees on something or other, reach for your wallet, because you’re being had.
Let’s be clear: the work of science has nothing whatever to do with consensus. Consensus is the business of politics.
Science, on the contrary, requires only one investigator who happens to be right, which means that he or she has results that are verifiable by reference to the real world. In science consensus is irrelevant.
What is relevant is reproducible results. The greatest scientists in history are great precisely because they broke with the consensus. There is no such thing as consensus science. If it’s consensus, it isn’t science. If it’s science, it isn’t consensus. Period.”
The late Carl Sagan, in an interview granted to Charlie Rose in May of 1996 warned of two dangers:
“One is that we’ve arranged a society based on science and technology in which nobody understands anything about science and technology, and this combustible mixture of ignorance and power, sooner or later, is going to blow up in our faces.
I mean, who is running the science and technology in a democracy if the people don’t know anything about it?
And the second reason that I’m worried about this is that science is more than a body of knowledge. It’s a way of thinking.
A way of skeptically interrogating the universe with a fine understanding of human fallibility. If we are not able to ask skeptical questions, to interrogate those who tell us that something is true, to be skeptical of those in authority, then we’re up for grabs for the next charlatan — political or religious — who comes ambling along.”
Bill Rutledge,”
https://www.steamboatpilot.com/opinion/letter-to-the-editor/letter-consensus-is-not-science-science-is-a-way-of-thinking/
Paul, thank you for bringing up the late Michael Crichton in this forum his book “State of Fear” should be mentioned, kind of a biblic premonition, he came up with back in 2004.
He was a great researcher making use of his years at teacher at Harvard Medical School and College.