Temperaturstigning?

Et væsentligt element i teorien om den menneskeskabte globale opvarmning er rekonstruktionerne af fortidens temperaturer. Formålet med disse er helt klart at kunne påvise, at den nuværende stigning i den globale temperatur er helt unik, og slet ikke noget, man har set før. Endnu bedre er det, hvis man kan dokumentere, at de nuværende temperaturer er højere, end man har haft de seneste 2000, 10.000 eller 100.000 år. Så kan alle da se, hvor slemme vi har været med vores forbrug af kul, olie og gas.

Disse drømmescenarier kræver et detaljeret kendskab til fortidens temperaturer, helst på niveau med det, vi har målt gennem de seneste 50-100 år. Men da vores termometer-målinger ikke rækker ret meget længere tilbage, er man nødt til at gribe til indirekte metoder for at bestemme temperaturen, de såkaldte proxy-målinger.

Det er der arbejdet med kolossalt meget, der findes i titusindvis af proxy-måleserier, baseret på iskerner, årringe i træer, aflejringer i havet eller i floder og søer, fossile rester af dyr osv.

Den formentligt mest berømte rekonstruktion af fortidens temperaturer er de såkaldte hockeystav-kurver udsendt af klimaguruen Michael E. Mann og hans medforfattere i 1998 og 1999. De viser præcist det ønskede billede, en lang periode på 800-900 år, hvor temperaturen varierer meget lidt, og derefter den kraftige stigning fra omkring år 1900 og fremefter, se fig. 1.

Fortidens temperaturer er her rekonstrueret ud fra en række forskellige proxyer spredt ud over den nordlige halvkugle. Gennemsnittet af dem giver det rolige temperaturforløb. De seneste 150 år er derefter baseret på temperaturmålinger med termometre, og de to kurver er splejset sammen til det ønskede resultat.

Det er alment erkendt, at metoden har nogle svagheder. Man skal på en eller anden måde sikre sig, at variationerne i proxyerne virkeligt er en følge af temperaturen og ikke andre faktorer. F.eks. kan man sagtens forestille sig, at bredden af årringene i træer varierer med den lokale nedbør, snarere end temperaturen. Hertil kommer, at når man kombinerer mange forskellige proxyer – og i klimaforskningen ses det som noget positivt at bruge mange – vil problemerne med dateringen af de enkelte målinger blive akutte. F.eks. kan man måske datere aflejringer i en sø med 50-100 års nøjagtighed, og hvis man så kombinerer dem med resultater fra årringe i træer (som normalt kan dateres ganske nøjagtigt, ved simpel optælling), så svarer det til, at man blander temperaturer fra f.eks. 1930 og 2010 sammen. Det kan man jo ikke bruge til at se, om der har været hurtige temperaturstigninger over kortere årrækker, og derved kan man ikke udtale sig om, hvorvidt de nuværende stigninger er ”uden fortilfælde” eller ej.

Javier Vinós har klart udtalt, at man aldrig bør kombinere flere proxymåleserier, man får et meget mere pålideligt resultat ved kun at se på en enkelt serie.

Men et endnu større problem er splejsningen med de målte temperaturer her i de sidste godt 100 år. Det er noget, man i princippet slet ikke bør kaste sig ud i, da man ikke kan vide, hvilket temperaturniveau, proxyerne repræsenterer, da målingerne jo som oftest er i form af anomalier. Man kan fra en proxyserie sige noget om variationerne fra år til år, men ikke nødvendigvis noget om det niveau, man gennemgående har haft. Hvis splejsningen overhovedet skal kunne forsvares, kræver den, at der er et stort tidsmæssigt overlap, jo længere, desto bedre. Proxyserierne skal derfor helst strække sig langt ind i det tyvende århundrede og vise den globale opvarmning, som termometrene har målt.

Og her kniber det gevaldigt. Af forskellige årsager er det de færreste proxyer, der fortsætter frem til vore dage, ofte har de deres afslutning for 50-100 år siden. Hvad værre er, mange af dem viser slet ikke nogen stigning her til sidst tæt på nutiden. Det betyder, at de ikke afspejler den nuværende temperaturstigning, og når de ikke gør det, kan man så stole på, hvad de viser af variationer i fortiden?

Michael Mann løste problemet med sin hockeystav ved at lægge mest vægt på nogle få udvalgte proxyserier, som tilfældigvis viste noget, der lignede en stigning til sidst. Andre forskere har grebet til tilsvarende løsninger, og de har alle været udsat for kraftig kritik f.eks. på hjemmesiden Climate Audit. Hvis man har ti proxyserier og kun en af dem viser en stigning til sidst, mens de andre ikke viser noget, med hvad begrundelse kan man så tillade sig at fokusere på den ene ud af de ti?

Der er eksempler rundt omkring i Verden på proxyserier, der når helt frem til vores dage. I en artikel i Climate Depot gennemgås en håndfuld af disse. De er jo af stor interesse, hvis de dækker perioden helt frem til år 2000 eller endda endnu senere. Det ene eksempel er fra en region i Brasilien, hvor man rekonstruerede temperaturen fra 1446 til 2011, se fig. 2. Målingerne er baseret på årringe i træer. Der er også kigget på nedbør i samme periode. Man ser, hvordan temperaturen har svinget med op til 2 grader fra år til år, men reelt er der ikke nogen tendens over de seneste 600 år. Dog følger den på det sidste stykke siden 1960 de målte temperaturer, omend den viser mindre udsving. Om det så generelt betyder, at der var større udsving i fortiden, end proxykurven her viser, er uvist, men generelt kan man konkludere, at der ikke er meget vidnesbyrd om en særlig nutidig opvarmning.

Et andet eksempel er fra en lokalitet i Kina, hvor man igen har kigget på årringe i træer fra omkring 1420 til nutiden (fig. 3). Her ser man også, at nutidens opvarmning ikke er noget specielt, og i øvrigt kan man også se kolde perioder, der falder sammen med Den Lille Istid.

Fremover vil det nok være bedre at gå bort fra de store sammenstrikkede hockeystave og i stedet fokusere på de lokale proxyer, hvor der er mindre tvivl om dateringen.