Andrew Montford fra Net Zero Watch har skrevet en interessant artikel om, hvorfor en overgang til vindmøller i elforsyningen generelt vil føre til højere priser på strømmen. Det er jo noget i modstrid med de sædvanlige påstande om, at vindmøller kan producere åh-så-billig elektricitet, som vi alle vil få glæde af i fremtiden.
Montford beskriver et elsystem, der består af nogle moderne gasfyrede kraftværker, der kan producere billigt og så nogle kulfyrede værker, der er ældre, mindre effektive og derfor dyrere i drift. Elmarkedet vil altid give de billigste producenter førsteret, så de gasfyrede anlæg kan få lov til at køre tæt på fuld kapacitet hver dag. I det omfang, de ikke kan imødekomme efterspørgslen, bliver de kulfyrede værker sat på opgaven med at levere resten af strømmen. Men det betyder, at disse værker kun kører en del af tiden og måske langt under deres kapacitet.
De kulfyrede værker skal stadigvæk have dækket alle deres faste omkostninger til personale, vedligehold osv., + eventuelle finansieringsomkostninger, hvis de stadigvæk har sådanne. Derfor bliver deres elpriser højere end gaskraftværkernes. Men dagens pris på elektriciteten er altid den højeste af leverandørernes, dvs. kulkraftværkernes pris. Kun på den måde kan kulkraftværkerne få dækket deres omkostninger, og det betyder også, at gaskraftværkerne får en meget smuk fortjeneste på elektriciteten.
Hvis man nu i et forsøg på at få elpriserne ned bygger nogle flere af de højeffektive gaskraftværker, kan man med ovennævnte model meget let ende med højere priser. Der er mindre brug for kulkraftværkerne, og dermed bliver deres pris pr. kWh endnu højere, da de stadigvæk skal have dækket deres omkostninger. Situationen kan blive så slem, at ejerne af kulkraftværkerne udtrykker et ønske om at lukke dem, men det går jo ikke, fordi så kan man komme til at stå og mangle kapaciteten ved spidsbelastninger. Så kan der blive tale om, at kulkraftværkerne skal have en form for statsstøtte, f.eks. betalt ved et tillæg til eltariffen, hvorved strømprisen stadigvæk ikke bliver lavere for forbrugerne.
Hvis vi nu beslutter at erstatte nogle af de fossilt fyrede kraftværker med vindmøller, bliver situationen meget mere kompliceret. Møllerne vil have en effekt, ligesom gaskraftværkerne havde det over for de kulfyrede værker. Hvis systemet på det tidspunkt består af vindmøller + gaskraftværker, vil vindmøllerne få førsteret til leverancer af strøm, da de jo i princippet kan levere den gratis, når først de er bygget. Nu bliver det gaskraftværkerne, der kører mindre optimalt og derfor må sætte priserne op, de priser som vindmølleejerne så også vil få.
Men strøm fra vindmøller er jo ikke gratis i virkeligheden. Der har været betydelige anlægsomkostninger, og i praksis har man ind til nu opereret med statslig støtte til investeringerne på den ene eller den anden måde. F.eks. har det været meget udbredt med garanterede faste priser for strømmen. Hvis markedsprisen aktuelt er lavere, betaler staten forskellen til vindmølleejerne, der så til gengæld skal aflevere den ekstra fortjeneste, hvis markedsprisen er højere end den faste pris. Det er de såkaldte contracts for difference. Reelt tager den slags ordninger det økonomiske ansvar fra vindmølleejerne, de kan tilbyde en nok så lav pris for at sikre sig de fulde leverancer og bagefter hente de garanterede penge i statskassen.
Sidste år var vindmøllebranchen grebet af eufori, fordi omkostningerne nu var så lave, at der slet ikke var brug for statsstøtte mere. Og i fremtiden ville det blive endnu bedre, sagde man. Det fik en brat ende her i år, priserne på udstyret steg voldsomt, finansieringsomkostningerne ligeså og nu kommer vindmølle-projektmagerne tilbage til regeringen og klynker efter mere støtte. Det er sket både i England og i USA her i løbet af sommeren.
Men tilbage til Montford. Han gør opmærksom på, at vindmøllerne ikke kan spille den samme rolle i elforsyningen, som de moderne gaskraftværker nævnt i det indledende eksempel. Hvis vi har et 1 GW gaskraftværk, kan vi i princippet erstatte elproduktionen med 3 GW vindmøller, under forudsætning, at de leverer 33% af kapaciteten. Men de leverer jo ikke strømmen jævnt, nogle gange vil de producere tæt på de 3 GW og andre gange stort set ingenting. Derfor er det helt uomgængeligt, at vi beholder gaskraftværket, og det skal stå klar til at overtage leverancen, når vinden svigter. Men økonomien i gaskraftværket bliver dårligere, fordi det i gennemsnit kommer til at levere mindre end kapaciteten, og det skal stoppe og starte mange gange og derved få færre årlige driftstimer.
Jo flere vindmøller vi installerer, desto dårligere bliver vilkårene for de gaskraftværker, som vi er nødt til at holde køreklar, så de kan overtage elforsyningen i fuldt omfang. Igen indebærer dette en omkostning, som elkunderne på én eller anden måde skal dække.
Resultatet vil også være stærkt fluktuerende elpriser, som vi har lidt under i de seneste 1-2 år. Vindmøllernes omkostninger til drift er som nævnt stort set nul, og derfor kan (eller skal) de tilbyde deres strøm til en pris tæt på nul. Hvis de leverer nok strøm til at dække hele forbruget, vil elkunderne nyde godt af den lave pris. Men så snart vinden bliver svagere, og møllerne ikke mere kan producere al den strøm, der efterspørges, så skal gaskraftværkerne i drift, og så bliver det deres stjernedyre priser, der kommer til at bestemme, hvad forbrugerne skal betale.
Til sidst påpeger Montford et par andre fordyrende elementer i en elforsyning domineret af vindkraft. For det første er møllerne ofte placeret med stor afstand til de store forbrugere (f.eks. langt ude på havet) og det giver stærkt forøgede omkostninger til transmissionsledninger, så strømmen kan føres frem til f.eks. storbyerne eller industriområder. De omkostninger vil også blive læsset over på forbrugerne (alternativet er skattebilletten, men det gør jo ikke den store forskel).
Det andet problem er det velkendte, at vores nuværende elsystemer holder leverancerne stabile over for korttidssvingninger i forbruget i kraft af, at de store fossilt fyrede generatorer er meget tunge og deres rotation kun langsomt kan bremses. De holder dermed frekvensen i nettet stabil, selvom der kortvarigt mangler en smule strøm. Vindmøller har slet ikke den effekt, og derfor er man nødt til at stabilisere på anden vis, delvist gennem batterier, men ellers ved at have tunge svinghjul kørende. I Tyskland har man i perioder holdt gamle kraftværker i drift, ikke for at levere strøm, men til at give stabilitet i nettet. Men disse løsninger koster også penge, og igen vil de kunne ses på elregningen.
Så glem alt om billig strøm, når – eller hvis – vi kommer længere hen i ”den grønne omstilling”.
Danish
SPOT ON, Paul.Tak.
Den grønne kirke har jo lært noget af lavpris flyselskaberne…man splitter regningen op, så det bliver umuligt at gennemskue hvad billetprisen egentlig bliver.
– En lav “up front” pris + baggage + vindus sæde + benplads + vand + priority boarding + gebyr for lufthavns indcheck – god service + kaffe + kage +++++
Det samme har man gjort med EL-regningen
Fast høj nettarif der altid gør EL dyrt, selv ved negative møllehat priser, + skjult VE statsstøtte + dyr nettarif når man har mest brug for EL + moms + EL-afgift + fortjeneste til el-selskab + innovationsstøtte + PBS gebyr + transport og afgifter + abonnement til netselskab + abonnement til EL-selskab +++
EL er altid dyrt i Danmark, nogen gange bare rigtig dyrt, selv ved negative møllehat priser. Så at snakke om billige nat-priser er blot en illusion.
https://www.quora.com/Germany-and-Denmark-have-the-most-solar-and-wind-power-generation-in-Europe-So-why-do-they-also-have-the-highest-electricity-prices-since-turning-to-renewables
Og så har vi Nordpool´s marginalprissystem, skræddersyet til at belønne de energikilder mest, der leverer det ringeste produkt…de utilregnelige leverancer fra sol og vind, samt sikre at den højeste pris sætter barren.
Igen, igen, igen. På samme måde som “up front” lavpris flybilletten er mindre interessant, er møllehat prisen det også.
Det er den fulde KWh pris vi betaler i Danmark, inkl. den pris man ikke kan aflæse på EL-regningen, der er interessant.
En pris vi også betaler over skattebilletten, når vi handler ved købmanden og handler ethvert produkt hvor der er forbrugt EL i produktionen.
Den største pris vi og naturen betaler, vil nogen mene, er den destruktion af alt det grønne, den grønne kirkes teknologi forvolder ude i det grønne, i det de paradoksalt nok kalder for “den grønne omstilling” og “grøn teknologi”.
Michael Thau. Dit forslag lyder meget fornuftigt. Alt, hvad der kan gøre el-prisen forudsigelig, er af det gode. Den stærkt svingende og fuldstændig uforudsigelige strømpris, vi har haft i lang tid, er ødelæggende for private og firmaers økonomi. En dagligdag, som skal organiseres med natarbejde på grund af priser og af hensyn til vindmøllernes levering, er fuldstændig ødelæggende for mange mennesker. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. Af samme grund mener jeg, at elektricitet skal tages af børsen, hvor kyniske spekulanter boltrer sig. En lav pris bør besluttes politisk for alle i Danmark uanset, hvor man bor. Ligegyldigt hvad EU så siger. I Danmark har vi i mange år, siden c.1950, haft en stabil og billig elforsyning bygget af hensyn til forbrugerne/borgerne. Nu er det vendt på hovedet. Forbrugerne skal nu tage hensyn til elforsyningen pga vindmølleindustrien, som ikke kan levere, det der efterspørges (stabilitet, sikkerhed, lav pris). Jeg ved ikke om det kun er denne regering, eller om det skyldes det forskruede, enøjede fokus på liberalisering af alt muligt de sidste 20 år. I hvert fald er tingene stillet på hovedet. Elforsyningen var til for forbrugerne, nu er forbrugerne til for elproducenterne. Staten var til for borgerne. Nu skal borgerne være til for staten. Der er sikkert flere lignende paradokser, som er opstået de sidste årtier.
Gensidig økonomisk destruktion.
Egentligt ganske forudsigelig.
Der skrives “Men så snart vinden bliver svagere, og møllerne ikke mere kan producere al den strøm, der efterspørges, så skal gaskraftværkerne i drift, og så bliver det deres stjernedyre priser, der kommer til at bestemme, hvad forbrugerne skal betale”.
Hvad er KWh prisen for disse “stjernedyre” gaskraftværker?
Der mangler helt reele og realistiske priser på de påstande, der fremføres i artiklen.
Gaskraftværkerne kører, som forklaret i artiklen kun forholdsvis få timer pr. år. Derfor bliver strømmen fra dem dyr, fordi de få timer skal dække alle de faste udgifter til personale, vedligehold og finansiering. Hvor dyrt det kan være, kan du se ved at kigge på elselskabernes timepris. Her er vi undertiden oppe over 2 kr./kWh – før skat, afgifter, nettarif osv. Den pris afspejler det marginale værks omkostninger, som oftest kul eller gasfyrede værker.
Det er formentligt accepteret af langt de fleste, at et VE scenarie har behov for et backup system for at forhindre blackouts. I et nettonul scenarie, som SVM regeringen satser på vi skal have senest i 2045, vil et backup system bestå af batterier eller anden energilagring, og optimeret ved intelligent elforbrug og produktion i EU området.
Indtil den nødvendige lagringsteknologi er opfundet må det være logik at backup må foregå ved den i dag kendte teknologi, som er enten fossilt eller kernekraft. Under alle omstændigheder skal ethvert backupsystem finansieres og der vil også være tale om driftsomkostninger. I mit hoved er det oplagt at omkostningerne forbundet med installation og drift af et backupsystem skal afholdes af den eller de enheder der har behov for denne backup. For denne afregning kan der fastsættes en standard afregningspris pr. kWh.
Dette kunne f.eks. gøres ved at et vindmølleanlæg i et defineret tidsrum forudsættes en fastlagt minimum levering af kWh. Hvis der indenfor dette tidsrum leveres mindre kWh skal vindmølleanlægget betale backupanlægget den fastsatte afregningspris pr. kWh.
En sådan afregning vil give mere klarhed over hvad VE reelt koster og vil også hjælpe VE developere når de skal vurdere fremtidige VE projekter, hvilket der tilsyneladende er stort behov for qua de problemer som vi f.eks. har set Ørsted rende ind i.
Hvorfor dog stille et så kompliceret planøkonomisk forslag til afregning som ingen kan udregne, gennemskue?
Vores elafregningssystem er timeafregning med prisen baseret på dyreste energikilde i energimixet. Som ejer af et kraftværk er det blot at beregne, den pris, der skal betales for produktet.
Herved vil markedet tilstræbe at udnytte ressoucerne mere og mere optimalt, det betyder udvikling, innovation, nye markeder, indtjening til danske virksomheder, der arbejder med alle aspekter af grøn omstilling.
I øvrigt er backup ikke kun atomkraft eller fossil afbrænding. Der er biomasse, biogas og vandkraft også.
Hej Peter
Vi kan forhåbentligt blive enige om at en elforsyning med en dominerende andel af VE og sol energi har behov for en reserve forsyning, der kan slå til når vinden ikke blæser og solen ikke skinner.
Debatindlægget belyser at en sådan reserve har en pris. Min pointe er at denne omkostning skal påføres den eller de enheder som skaber behovet for at installere og drifte denne reserve. Kun sådan kan vi få et overblik over hvad ting i virkeligheden koster samfundet.
Sådan som systemet er i dag, og som du argumenterer for, er det måske ikke så problematisk så længe sol og vind strøm ikke er dominerende. Men i et nettonul eller nær nettonul scenarie er det jo en helt anden historie. Her vil reserveforsyningen skulle betales af nogen. Jeg mener fortsat at en sådan reserveforsyning er en forudsætning for acceptabel drift af vind og solenergi og at denne udgift skal regnskabsføres hvor den hører hjemme og ikke sendes tilfældigt ud til sagesløse forbrugere. Hvis den innovation du efterspørger skal være sund, skal der være klarhed over hvad det koster at investerer i de nye teknologier.
Jeg havde nu ikke glemt biomasse, biogas og vandkraft. Disse kilder har dog en begrænset natur og er formentligt allerede fuldt udnyttet i dag, med mindre man begynder at anvende landbrugsarealer til energiafgrøder. Den nuværende danske import af træ til afbrænding i kraftværker er ikke bæredygtigt og vil på et tidspunkt blive udfaset. Se eventuelt klimarådets statusrapport herom.
Mener det skal tilføjes, at smartgrid og forbrugernes valg også egen faktor. Det er ikke så tosset med bevidste forbrugervalg: Mange er med til at udligne over-og underkapacitet ved at vaske, lade mv. om natten. Smartgrid og indbygget styring via apps mv. bruges til styre varmepumper, elbilers opladning mv. Det er også en udmærket sidegevinst ved omstillingen. Når batterilagring til “husbehov” breder sig til større kredse, end solcelleejerne, får vi endnu mere styr på uligningsmekanismerne.
De variable elpriser har således også positive sider. Inden prisreguleringer kommer på programmet, må jeg lige minde om hvor meget priser på olie, gas og kul kan svinge. Skal der også regulering på fossil energi?
Det er jo det “fleksible forbrug”, du taler om her. Det er vældigt fint, at man kan udskyde opladningen af elbilen i nogle timer, men hvis den skal ud at køre næste dag, så skal den jo have noget strøm. Det samme gælder på kolde vinterdage, der er det også begrænset i hvor mange timer, man kan stoppe sin varmepumpe – uden at det bliver ubehageligt.
Og som tidligere nævnt kan “Dunkelflauten” vare i flere uger, uden at hverken sol eller vind giver alverden. Så er det, at vi skal bruge al den kostbare backup – hvis den dog ikke er blevet nedlagt i mellemtiden pga. “klimamål”.
https://klimarealisme.dk/2023/10/21/vindstille/
Batterier kommer ikke til at spille nogen rolle, store eller små, de er alt for dyre.
Så vi vil stå tilbage med en vingeskudt elforsyning, der vil medføre både lidelser og tab i samfundet. Er det virkeligt det, vi vil, med henvisning til en imaginær “klimakrise”?
Ser du på strømpriserne før 2021, var de meget mere stabile, end vi har været udsat for her på det sidste.