Her skal refereres en videnskabelig artikel af forskeren Antero Ollila. Artiklen er fagfællebedømt og offentliggjort i tidsskriftet Science of Climate Change. Ollila har taget fat i IPCC’s velkendte påstande om, at hele stigningen i den globale temperatur siden 1850 skyldes de menneskelige udledninger af drivhusgasser. Ollila ønsker at fremlægge et alternativ til teorien om den menneskeskabte globale opvarmning. Ollila hælder til en kombination af naturlige og menneskeskabte årsager, hvor den naturlige del har spillet en stor rolle.
Ollila påpeger, at hvis hans teori er korrekt, så har vi ikke nogen klimakrise og heller ikke noget akut behov for at nedbringe CO2-udledningerne.
Ollila tager nu fat i en lang række aspekter af klimasagen, og her vil vi referere et udvalg.
Til en start kigger Ollila på teorien om vanddamps forstærkning af CO2-ens drivhuseffekt. Det er en hjørnesten i hele IPCC’s budskab og i de underliggende klimamodeller. Ollila citerer IPCC:
Derfor, selvom CO2 er den vigtigste kontrolknap for klimaet, giver vanddamp en stærk og hurtig reaktion, der forstærker enhver varmepåvirkning med en faktor mellem to og tre.
Hele IPCC’s budskab om global opvarmning og klimaforandringerne står og falder med denne mekanisme. Vanddamp er jo den altdominerende drivhusgas i atmosfæren, og tanken er, at indholdet af vanddampen stiger i takt med indholdet af CO2. Sagt med andre ord mener IPCC at den relative luftfugtighed forbliver konstant, og ved højere temperaturer betyder det mere vanddamp i luften.
Men forholder det sig sådan i virkeligheden? Er den relative luftfugtighed virkelig konstant? Fig. 1 viser den globale temperatur målt med satellitter siden 1979 (UAH’s kurve) sammenholdt med målinger af atmosfærens indhold af vanddamp. De to skulle meget gerne følges ad slavisk, hvis IPCC har ret. Det viser sig så ikke at være tilfældet. Under opvarmningsperioden fra 1980 til 2000 er vanddampindholdet faldende, mens det omvendt stiger under varmepausen fra 2000 til 2015.
Ollila kommer derefter ind på, hvor stor en del af stigningen i atmosfærens CO2-indhold, der kan tilskrives menneskelige udledninger, og her kigger han bl.a. på forholdet mellem de to isotoper af kulstof: 12C og 13C. Det er dog ikke nogen særligt interessant problemstilling, det korte af det lange er, at vi har udledt store mængder, og ca. halvdelen er blevet i atmosfæren, mens resten er blevet opsuget af havet eller optaget af planterne. Men det er et interessant spørgsmål, hvad der ville ske, hvis vi pludseligt stoppede alle udledninger, dvs. nåede det forjættede ”netto-nul”. Ville vi så se en nedgang i atmosfærens CO2-indhold, ville det fortsætte med at stige, eller forblive uforandret? Det er der reelt ingen, der ved, og IPCC’s tanker om, at vi kan ”styre” indholdet og dermed temperaturen, forekommer i bedste fald naiv.
Tilbage til Ollila, der kigger på de store naturlige svingninger i klimaet, med typisk 60-80 års perioder. De giver sig blandt andet udslag i AMO, den Atlantiske Svingning, der jo bl.a. styrer temperaturen i Grønland, se fig. 2. Den svingning har eksisteret i tusindvis af år, hvad man bl.a. har konstateret ved studier af sedimenter, fordeling af isotoper i aflejringer og konstaterede ændringer i den indiske monsun.
Også i Stillehavet finder man svingninger, der mere eller mindre følger dem i Atlanterhavet, jfr. fig. 2. Årsagen til svingningerne formodes at komme ude fra Verdensrummet, der har været tale om påvirkninger fra de store planeter Jupiter og Saturn, eller ændringer i solens indstråling (der igen også delvist styres af planeternes gang). Effekterne forstærkes temperaturmæssigt her på Jorden af ændringer i skydækket.
Faktisk er der formentligt tale om to uafhængige svingninger, én med en periode på 60 år og den anden på 88 år. De havde deres maksimum samtidigt i 1940, hvor den globale temperatur var relativt høj. Frem til 1970 var temperaturen faldende, trods vores begyndende mere betydelige udledninger af CO2. Det er jo i modstrid med teorien om menneskets 100% ansvar for opvarmningen, og derfor har der da også været stærke kræfter i klimaforskningen, der arbejdede på at ”fjerne” toppen i temperaturen omkring 1940. Det blev afsløret i forbindelse med lækagen af emails i den berømte Climategate-sag.
Fra 1975 og frem til år 2000 var temperaturen stigende igen, men her er der reelt tale om to mekanismer bag, dels de naturlige svingninger, der nu pegede i retning af opvarmning – og dels selvfølgeligt vores drivhusgas-udledninger.
Der er også svingninger med længere perioder. Det kan man bl.a. konstatere, hvis man kigger på rekonstruktioner af den samlede indstråling fra Solen, se fig. 3. Her har vi et lavpunkt omkring år 1650 og så det nuværende toppunkt omkring år 2000. Man bemærker forskellen i solindstrålingen, op til 2,5 watt pr. kvadratmeter (W/m2), det er faktisk en forskel, der er i samme størrelsesorden som den, drivhusgasserne skulle bevirke i atmosfærens strålingsbalance (forskel mellem ind- og udgående stråling).
Solindstrålingen har indflydelse på skydannelsen, således at der bliver færre skyer ved kraftigere stråling. Bare 1% ændring i skydækket kan betyde 0,1 grads forskel i temperaturen. Det betyder, at selv en lille ændring i solindstrålingen vil have en betydelig effekt på temperaturen.
Skal vi kigge længere tilbage i tiden, må vi basere os på de såkaldte proxyer. De mest berømte er årringe i træer, men forskerne har også kigget på mange andre ting, der kan sige noget om fortidens temperaturer. Inden for klimaforskningen er det meget populært at tage gennemsnit af en lang række forskellige proxyer og derefter opstille en temperaturkurve. Problemet med den fremgangsmåde er imidlertid, at så får man udvisket en masse variationer, bl.a. fordi dateringen af proxyer ikke altid er særligt præcis, så reelt blander man måske 100 års temperaturer sammen. Man ender med kurver, hvor der ikke rigtigt sker nogen ændringer i temperaturen. Det er jo vældigt fint, hvis man er ude på at skabe en hockeystav-kurve med et langt lige skaft, der viser at fortidens temperaturer ikke varierede. Netop disse kurver bruges jo til at påstå, at nutidens opvarmning går meget hurtigere, end Jorden nogen sinde har været udsat for før, og heraf kan man konkludere, hvor ”farlig” den nuværende globale opvarmning er.
Ollila peger på, at de mest pålidelige kilder til fortidens temperaturer er årringe i træer, fordi her kan man i princippet datere sine målinger med et års nøjagtighed. I fig. 4 er vist et udvalg af kurver. De mest pålidelige af disse viser forholdsvis store temperaturudsving over de seneste 1000 år, og man ser, at det i den Middelalderlige Varmeperiode omkring år 1000 var lige så varmt, som det er nu. På fig. 4 er Michael Manns oprindelige hockeystav også vist, her er der stort set ingen temperaturvariationer, men den kurve er også for længst afsløret som stærkt utroværdig.
Går man længere tilbage, finder man også varmperioden i romertiden omkring år 0.
Ollila gør opmærksom på at varmen i fortiden også viser sig på anden måde, f.eks. ved at man nu under smeltende gletsjere finder rester af træer, der har groet i området for 1000 år siden. Det er jo en klar indikation på, at det den gang var lige så varmt som nu eller endnu varmere.
Ollila har også kigget på satellitmålinger af udgående kortbølget lys fra Jorden. Stort set al solstrålingen, Jorden modtager, er kortbølget, dvs. synligt lys. Strålingen opvarmer jordoverfladen og havet og varmen kastes tilbage i rummet som varmestråling – eller infrarødt lys. Men en del af solens stråler når aldrig jordoverfladen, de bliver reflekteret af skyerne og kastet tilbage i rummet uden at varme noget nævneværdigt op. Siden 2001 har man konstateret et fald i denne udgående stråling af lys, jfr. fig. 5, og det formodes at skyldes en reduktion i skydækket. Det betyder, at Jorden har modtaget tilsvarende mere energi til opvarmning. Dette fænomen kan i sig selv forklare den opvarmning, vi har haft i de seneste mange år.
Ollila lægger alle de her nævnte effekter sammen og når frem til, at hvor IPCC hævder at vores drivhusgasudledninger har medført en temperaturstigning på 1,01 grader celsius, er deres bidrag nok snarere omkring 0,35 grader. Resten er en kombination af de naturlige faktorer.
Ollila har testet sin model overfor de faktiske målinger af temperaturen og finder, at den rammer virkeligheden meget bedre end IPCC’s store klimamodeller, der jo alle sammen er tilbøjelige til at regne alt for varmt. Hvis de virkeligt tager fejl, er der som sagt ingen klimakrise og intet behov for en ruinerende grøn omstilling.
Danish