Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFM) er barslet med den årlige rapport, hvor der gøres status over opfyldelsen af de danske klimamål. Rapporten er en diger sag på 180 tætskrevne sider, med en del gentagelser og et væld af detaljer om procedurer, råd og nævn, udvalgsarbejder osv. Det kniber straks mere med de tekniske detaljer, f.eks. vedr. realismen i hele foretagendet.
Danmarks sololøb med klimamål begynder at snerpe til, allerede i 2025 skal vi have reduceret udledningerne med 50-54% sammenlignet med 1990. I 2021 var reduktionen kun på ca. 41%.
Rapporten lægger ud med en introduktion til klimasituationen, baseret på IPCC’s endelige syntese af hele den Sjette Vurderingsrapport (AR6), den har vi tidligere kommenteret på. Den danske regering skriver herom:
Med stigende opvarmning stiger også risikoen for arters uddøen og irreversibelt tab af biodiversitet, bl.a. i skove, koralrev og i arktiske egne. Op mod 14 pct. af de undersøgte arter på landjorden risikerer at uddø ved en global opvarmning på 1,5 °C. Klimaforandringer påvirker allerede nu sundheden bl.a. pga. sygdomme relateret til hedebølger, hvilket vil forstærkes yderligere med fortsat opvarmning. Yderligere opvarmning vil øge udbredelsen af vektorbårne sygdomme, så fx denguefeber vil udgøre en risiko for flere milliarder mennesker pga. øget udbredelse i Europa, Asien, Central- og Sydamerika samt Afrika. Ifølge IPCC vil flere mennesker fordrives som følge af klimaforandringer, og særligt i udsatte regioner med lav tilpasningsevne må mennesker migrere ufrivilligt.
Alarmisme for fuld udblæsning, rapporten kommer endvidere ind på havstigningerne, der jo er ”accelererende” og vil give store oversvømmelser – med mindre Danmark når sine klimamål og redder Verden fra temperaturstigninger over de 1,5 grader.
Klimamålene
Men hvordan går det så med Danmarks opfyldelse af klimamålene?
Danmarks drivhusgasudledninger er reduceret fra 78,4 mio. ton CO2e i 1990 (FN’s basisår under Parisaftalen) til 46,2 mio. ton CO2e i 2021, svarende til en reduktion på 41 pct. I Klimastatus- og fremskrivning 2023 forventes udledningerne at være reduceret til henholdsvis 39,7 og 28,9 mio. ton CO2e i 2025 og 2030, når der tages højde for resultatet af det første udbud fra CCUS-puljen vedtaget med Klimaaftalen om energi og industri mv. 2020.
50% reduktion skulle indebære 39,2 mio tons udledninger i 2025. Der mangler således minimum 0,5 mio. tons, og herom skriver rapporten:
Regeringen vil træffe de fornødne beslutninger, der bringer Danmark helt i mål med reduktionsmålet for 2025 og 2030. Reduktionsmankoen til 2025-målet på 50-54 pct. reduktion i forhold til 1990 skønnes med Klimastatus og –fremskrivning 2023 til at være ca. 0,5-3,7 mio. ton CO2e, når der tages højde for resultatet af det første udbud fra CCUS-puljen vedtaget med Klimaaftalen om energi og industri mv. 2020. Regeringen har i foråret 2023 foreslået virkemidler, der skønnes at reducere udledningen i 2025 med 0,5 mio. ton CO2e og dermed indfri 2025-målet.
CCUS er opsamling og lagring – eller anvendelse – af CO2. Her vil regeringen jo bruge en masse milliarder kr. i statsstøtte, og målet er i 2030 at nå op på næsten 4 mio. tons bortskaffet pr. år.
De planlagte reduktioner er vist på fig. 1. Man bemærker hvorledes ”Energi og forsyning” allerede nu bidrager med meget lidt til udledningerne, det skyldes, at man hverken medregner hele det kolossale forbrug af biomasse til kraft-varmeproduktion, dels at importen fra udlandet, der reelt sikrer vores elforsyning, når sol og vind svigter, heller ikke indgår i tallene, selvom den ofte er belastet af en del CO2-udslip.
Fig. 1 synes i øvrigt at være lidt i modstrid med de ovennævnte tal, og udviklingen i årene 2022-2025 viser nogle mærkelige spring i udledningerne fra energiforsyningen. 2022 gav ifølge Energistyrelsens foreløbige tal en reduktion på omkring 43% svarende til 44,7 mio. ton. Fig. 1 viser et lidt højere tal, men så til gengæld et kraftigt spring nedad for i år. Det vil jo vise sig. Men der er lang vej til de 50% selvom regeringen fastholder, at nye initiativer nok skal bringe os på plads. Der ofres dog mange ord på at beskrive situationen:
Status på 2025-målet
Reduktionsmankoen i 2025 er i høj grad blevet påvirket af både politiske aftaler og andre ændringer mellem klimafremskrivningerne. Ved indgåelse af Aftale om et indikativt drivhusgasreduktionsmål for 2025 i maj 2021 blev 2025-mankoen skønnet til 2,1-5,2 mio. ton CO2e. Siden da er der indgået aftaler, som på baggrund af partielle effektvurderinger er blevet skønnet til at reducere udledningerne med ca. 3,7 mio. ton CO2e. Der har imidlertid været andre ændringer i fremskrivningerne, som isoleret set har medført en stigning i mankoen på 2,1 mio. ton CO2e. Dette understreger usikkerheden, der er forbundet med den årlige fremskrivning af Danmarks fremtidige drivhusgasudledning.
Rapporten beskæftiger sig selvfølgeligt også meget med 2030-målet, her mangler der stadigvæk omkring 5 mio. tons i planlagte reduktioner, men rapporten er optimistisk, der er så mange muligheder for at nå dette mål, og der er stadigvæk tid nok til at implementere noget. Man bemærker dog atter at kulstofopsamlingen vejer tungt i planerne og vil koste statskassen mange penge i støtte.
Klimarådets kritik
Klimarådet har tidligere på året udtrykt sin tvivl om hvorvidt det overhovedet er realistisk at nå klimamålene. Ministeriets rapport citerer følgende fra Klimarådet:
“Klimarådet vurderer samlet set, at 70-procentsmålet ikke er anskueliggjort […] Rådet finder det på nuværende tidspunkt for usikkert, om regeringen kan finde reduktioner for 5 mio. ton CO2e i 2030 med de anviste virkemidler [inden for landbrugssektoren]. […] Når risikoen ved landbrugets udledninger lægges sammen med risiciene ved de strukturelle effekter af den vedtagne skattereform og med den store satsning på CCS, og når disse risici ses i sammenhæng med usikkerhederne i de fremskrevne udledninger, fremstår den samlede plan så risikabel, at regeringens klimaindsats ikke anskueliggør, at 70-procentsmålet i 2030 nås.”
Herefter finder regeringen den store gulv-violin frem, og den får ikke for lidt i kommentarerne:
Det følger heraf, at det i Klimaloven er en grundpræmis for realiseringen af klimamålene, at vejen til 2030målet indebærer betydelige risici og effekter af forskning og teknologisk udvikling. Derfor bemærker KEFM, at Klimarådets vurdering af anskueliggørelse ligeledes bør have øje herfor.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet bemærker derudover, at der indgår risikovurderinger i metoden bag opgørelsen af mankoen i den årlige Klimastatus- og fremskrivning, herunder at der arbejdes med middelskøn og løbende tages stilling til realisering og påvirkning fra eksterne faktorer fx ændringer i kvoteprisen. Klimalovens årshjul sikrer desuden, at der løbende følges op på de aftalte initiativer.
Fsva. risikoen forbundet med effekten af Aftale om grøn skattereform for industri mv. er der aftalt genbesøg i 2023, 2026 og 2028. Genbesøgene skal bl.a. ses i lyset af, at der helt overordnet er stor usikkerhed forbundet med at skønne over Danmarks udledninger frem mod 2030, opgørelser af fremtidige CO2e-reduktioner, den teknologiske udvikling og den nuværende udvikling på energimarkederne, senest som følge af krigen i Ukraine.
KEFM bemærker, at Klimarådet kun i begrænset omfang forholder sig aktivt til samfundsøkonomiske omkostninger, og hvordan klimaindsatsen bedst indrettes under hensyntagen til alle klimalovens principper, herunder den langsigtede grønne omstilling, omkostningseffektivitet, beskæftigelse og social balance, når de udformer deres anbefalinger.
Klimarådet har også udtrykt sin tvivl med hensyn til den storstilede satsning på opsamling af CO2. Den skepsis kan vi godt nikke genkendende til, der er er ikke gode erfaringer med teknologien ind til nu rundt omkring i Verden, hvor stort set alle projekter har slået fejl. Hertil kommer tvivlen om de reelle omkostninger, hvor priserne pr. ton bortskaffet CO2 har vist sig at være meget høje.
Ministeriet ryster dog ikke på hånden og henviser til, at hvis opsamlingen svigter, er der der mange andre gode forslag på bordet:
Klimarådet har tidligere kritiseret, at der er usikkerhed om reduktionerne fra kommende CCS-udbud, da disse endnu ikke er udbudt. Hvis det frem mod 2030 viser sig, at CCS som teknologi ikke kan bidrage med flere reduktioner end reduktionerne som følge af første udbud af CCUS-puljen, vil det potentielt både øge reduktionsmankoen i forhold til 70 pct. målet fra ca. 5,4 mio. ton CO2e op til ca. 8,2 mio. ton CO2e, ligesom en række store reduktionspotentialer i nærliggende analyse ikke længere er tilgængelige. I det tilfælde skønnes de tekniske reduktionspotentiale reduceret fra ca. 21 mio. ton CO2e til ca. 14 mio. ton CO2e.
Det vurderes dog at være meget usandsynligt, at yderligere CCS-udbud ikke bidrager til klimamålene. Dette skal ses i lyset af, at det første CCS-udbud er afsluttet med en forpligtelse til at fange og lagre 0,43 mio. ton CO2 fra 2026. Hertil kommer, at der er sat midler af til en række kommende CCS-udbud.
Elbiler
For mange af tiltagene har ministeriet beregnet omkostningerne for borgerne eller virksomhederne pr. ton sparet CO2. Fig. 2 viser et eksempel for transportsektoren. Her ser man, at de fleste af tiltagene vil være meget dyre, flere tusinde kr. pr. ton. En undtagelse er dog, hvis en privatperson udskifter sin benzin- eller dieselbil med en elbil. Her er der ligefrem penge at tjene pr. ton sparet CO2-udledninger. Det er dog under en stribe forudsætninger, som anført i rapporten:
Som nævnt indledningsvist er potentialet for elbiler større end reduktionsmankoen og skønnes med betydelig usikkerhed at have en privatøkonomisk gevinst på ca. 3.450 kr. pr. ton i gennemsnit. Dette svarer til ca. 6.000 kr. i sparede omkostninger pr. bil per år. Disse besparelser drives af sparede afgifter i forhold til det fossile udgangspunkt i form af registreringsafgifter og energiafgifter på brændslet. Såfremt der ses bort fra afgiftsforskelle i den gennemsnitlige omkostning ændres denne fra en gevinst på 3.450 kr. pr. ton til en omkostning på 1.400 kr. pr. ton. Dette afspejler, at hvis der ingen afgifter eller registreringsafgifter var på hverken elbiler eller fossile biler (eller at afgifterne var ens), vil det samlet set være dyrere at have en elbil frem for en benzin- eller dieselbil på trods af lavere driftsomkostninger grundet elbilens gennemsnitlige højere pris.
Det er jo et nedslag i debatten om, hvorvidt elbiler er dyrere eller billigere end benzin- og dieselbiler, og regeringen indrømmer, at den økonomiske fordel primært skyldes forskellene i afgifter. Et andet sted i rapporten nævnes det, at hvis et meget stort antal borgere skifter til afgifts-fritagne elbiler, vil det betyde et alvorligt tab for statskassen.
Udbygning med vindmøller
Regeringens store plan indebærer stadigvæk en massiv udbygning med vindmøller, som vist på fig. 3. Der er et nyt begreb, der er dukket op på det seneste: ”Overplantning”, som betyder, at man opstiller en større kapacitet af møller, end den mængde strøm, man må levere til nettet og samtidigt opstilles møllerne tættere, end hvad der ellers anses for at være optimalt mht. udnyttelse af vinden. Det eneste stensikre resultat heraf bliver et faldende udbytte af energi pr. mølle.
Rapporten skriver følgende om forventningerne til den fremtidige produktion, der vil få en gevaldig stigning lige før 2030:
Den samlede elproduktion fra VE skønnes at stige med 41 TWh fra 2023 til 2030. Stigningen svarer til mere end elforbruget i 2021, der var ca. 38 TWh. Til sammenligning skønnes der at blive opsat VE svarende til en elproduktion på 12 TWh fra 2016-2023. Elektrolysekapaciteten skønnes at stige til ca. 1 GW fra 2023 til 2030.
De to energiøer lever stadigvæk i ministeriets verden, som det fremgår af fig. 4, der er et uddrag af en tabel om energiprojekterne. Man ser her, at både øen i Nordsøen og Bornholm er ”under implementering”.
Elpriserne
Rapporten bruger mange sider på at se på, i hvor høj grad de danske klimamål samtidigt vil opfylde vores EU-relaterede forpligtelser, og her er der nogle konflikter, da de danske mål giver langt større metodefrihed end EU’s direktivstyrede detail-regulering af stort og (især) småt. Undervejs er der også et interessant afsnit om elpriserne i Europa, og hvad man gør (eller ikke gør) for at begrænse de store svingninger op i katastrofale højder:
EU-Kommissionen fremsatte i marts 2023 en reform af EU’s elmarked, der består af en pakke med to forslag om henholdsvis EU’s elmarkedsdesign og revision af EU’s REMIT- og ACER-forordninger. Forslagene er fremsat med afsæt i den energikrise, som opstod i Europa i 2022, og de ekstraordinært høje energipriser, der især var til stede i 2022. Revisionen af EU’s elmarkedsdesign har bl.a. til formål at sikre bedre forbrugerbeskyttelse, skabe mere stabile og forudsigelige elpriser og styrke investeringer i vedvarende energi. Reformen indfører alene målrettede justeringer, og de centrale principper i det eksisterende design fastholdes og bygges ovenpå. EU har generelt set en velfungerende markedsmodel for el, som er med til at sikre forsyningssikkerheden i EU og understøtte investeringer i vedvarende energi og den mest effektive produktion af el til lavest mulige priser, hvilket generelt har været med til at sikre lave elpriser. Det var dermed ikke det europæiske markedsdesign, som lå til grund for de stigende elpriser i 2021 og 2022 på tværs af Europa, men derimod eksterne chok på eludbuddet.
De ”eksterne chok” kom vist i høj grad fra den hovedløse satsning på udbygning med vedvarende energi og alt for hurtig lukning af de eksisterende velfungerende kraftværker, ikke mindst i Tyskland. De problemer kan ikke løses ved lidt mere bureaukrati i Bruxelles.
Landbruget
Det største udestående punkt i de store planer er landbruget, hvor man afventer det nedsatte udvalgs betænkning. Fra ministeriets side lægges der tilsyneladende ikke op til indgreb på Ida Auken-niveau over for hverken husdyrholdet eller befolkningens spisevaner. Fig. 5 viser fremskrivningen af de forventede udledninger fra husdyrene frem til 2035; her er kun tale om et meget beskedent fald. Rapporten taler en del om nye fodertilsætningsstoffer til kvæg, de skulle kunne reducere metanudledningerne betydeligt. Ellers tales der mest om tætning af staldene og gyllehåndteringen, udtagning af lavbundsjorde og omlægning af større arealer til økologisk drift.
Konklusion
Med rapporten giver regeringen sig selv meget snor til at få tallene til at se rigtige ud. Reduktionerne er en blanding af faktiske tal og så tiltag, der er mere eller mindre ”implementeret”. Det ser ud som om, der lægges op til at man godt kan medregne gevinsterne fra aktiviteter, der er ved at blive implementeret, men ikke er helt i drift endnu. På den måde skal det nok lykkes at få det til at se ud til, at vi nåede de 50% i 2025, og samtidigt uden, at alt for mange vælgere er blevet trådt over tæerne.
Man forstår godt, at ministeriet fremover vil overtage den årlige rapportering fra Energistyrelsen, som vi tidligere har omtalt. Derved får man bedre snor i fortællingen.
Og resultatet? Under alle omstændigheder bliver vi alle sammen fattigere, og klimaet sker der ikke noget med.
Danish
Samtidigt har statsministeren i sin åbningstale harceleret over, at hensynet til lokale bestande af flagermus og andre truede dyrearter lægger hindringer for udbygningen af vedvarende energi.
Vi skal altså smadre naturen for at redde verden?
Claus Beyer
De 5-7 goder du nævner er en helt korrekt betragtning. Der var en grund til at man havde koncessionerede selskaber.
Den refererede rapport er et strålende eksempel på ‘death by DJØF’. Især betragtningen ‘Et andet sted i rapporten nævnes det, at hvis et meget stort antal borgere skifter til afgifts-fritagne elbiler, vil det betyde et alvorligt tab for statskassen.’ er ærke morsom.
Når man ser på profilen af de daglige forbrugskurver, som er uændret i over 50 års, men forskudt opad med et større forbrug, kan man sige, at et relativt simpelt problem i.e. stabil el, forsøges løst på den mest komplicerede måde.
Der er ingen vej uden om atomkraft.
Interessant indlæg med mange tankevækkende oplysninger. For mig at se, viser det samlet, at politikernes indblanding også i energiproduktionen i Danmark indtil videre har været jævnt landskadelig med en forarmelse af danskerne som resultat. Jeg glæder mig til termen “implementeret” bliver udskiftet med “afviklet”. Hvis politikerne en dag finder på at tjene danskerne, bør de se på forudsætningerne for et velfærdssamfund, med andre ord definere en liste over de livsvigtige goder, som borgerne skal have til meget lav pris, for at det kan kaldes et velfærdssamfund. Det er en 5-7 goder, som IKKE skal overlades til kyniske spekulanter via børser at bestemme over. Disse livsvigtige goder er efter min mening elektricitet, varme (gas,el), drikkevand, sundhed (læge og hospital), beskyttelse (politi), forsvar (millitær), kommunikation (tlf, internet,post) og transport (offentlig). Ingen af disse goder hører hjemme på børsen. Ingen af disse goder skal give overskud. Med andre ord skal liberaliseringen af disse goder rulles tilbage til tiden før “liberalisering” blev et helligt ord. Hvis man fortsætter den hovedkuldse implementering af rasende dyre energiøer, overdimensionerede vindmølleparker, ditto solcelleparker, molboagtige CCS projekter, rasende dyre ptx og andre fantasiprojekter (som i øvrigt ikke vil påvirke klimaet det fjerneste), vil en af-liberalisering af ovennævnte livsvigtige goder selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre. I så fald bør politikerne åbent erkende, at vi ikke mere lever i et velfærdssamfund, men i et samfund a la det beskrevne i Orwells “Kammerat Napoleon”.