Klimakonferencen på DTU – om kulstofbalance og den kommende kulde

Den 14/9 blev afholdt en forkonference på DTU. Konferencen blev arrangeret af to grunde:

1. Vores skandinaviske venner ville gerne have så meget som muligt ud af deres ophold
2. En anledning til at diskutere nogle af de kontroversielle klimaspørgsmål: Kommer stigningen i CO₂ i atmosfæren fra andre kilder end fossile brændstoffer, og vil andre faktorer overvælde den varmende effekt fra CO₂ så det snart bliver koldere? Spørgsmål som vi i Klimarealisme anser som afklarede og derfor ikke vil bruge tid på på vore fora: Hjemmesiden og SoMe.

Indlæggene bliver udgivet af Nordmændene i oktober i Science of Climate Change

Hans G. Petersen har lavet dette fyldige referat af DTU-konferencen:

The Carbon Cycle Controversy (Jan-Erik Solheim, Norge) (oversat fra konferencens program)                                                                                                                                       

Jan Erik Solheim, Norge, fortalte om vanskelighederne ved at estimere atmosfærisk CO₂. CO₂ er siden midten af 18. århundrede blevet målt ved kemisk analyse. Siden da er metoderne ændret, med stigende præcision. I 1938 blev et infrarød gas analyseapparat opfundet og de første kontinuerte målinger blev introduceret. Med den ny, kontinuerte proces blev løbende målinger introduceret i Mauna Loa på Hawaii i 1960. Siden er målinger dér fortsat og i dag er der målesteder overalt på jorden, i luften/rummet, i vandet, jorden, i alt ca 200 steder på kloden. Ved kontinuerte målinger kan temperaturerne måles løbende og ved at undersøge iskerneboringer kan CO₂ indholdet mange år tilbage fastslås. Det kan undre, at kulstofindholdet i 1890 var højere end ved Mauna Loa i 1960. Vulkansk påvirkning kan være grunden.

Da IPCC prøvede at balancere/fastslå CO₂ budgettet og -kilderne  for 1990’erne blev der opdaget et ‘missing link’, den såkaldte ‘land sink’, eller land-karret. Efter år 2000 blev det gradvis fastslået, at stigning i CO₂ IKKE ALENE skyldes antropogen/human påvirkning, men også skyldes andre faktorer, såsom temperatur-stigningen. Jens Erik Solheim (JES) og kolleger kunne fastslå, at temperaturvariationer kommer FØR CO₂ variationer, og ikke omvendt. Dette er ikke almindeligt anerkendt, men er ikke desto mindre iflg JES et faktum. Et andet emne er levetiden for et CO₂-molekyle udledt i atmosfæren.

The Global Carbon Cycle (Jens Olaf Pepke Pedersen, DTU Space, Lyngby) (oversat fra konferencens program)

Kulcyklus-komponenter indgår i jordens kulcyklus/kredsløb. De er bl a oceanerne, jord, biosfæren og atmosfæren, og udfordringen er at modellere disse komponenter og deres interaktion. Påvirkningen fra human/antropogen CO₂-emission på kulstofkredsløbet er det, som driver oceanernes og klodens ‘kar’ og for at modellere/konstruere interaktioner mellem jordens klima og kulcyklussen kræves viden om et antal feedbacks som forstærker eller reducerer kulemissionerne.

For eksempel, hvis atmosfærisk CO₂-udledning øges, vil effektiviteten af fotosyntesen øges, hvilket isolerer CO₂, netop som det øger koncentrationens vækst/hældning mellem atmosfære og oceanet, som fører CO₂-opløsning ned i oceanet.

Understanding increasing CO₂ in the Atmosphere (Hermann Harde, Helmut-Schmidt University in Hamburg) (from the programme):

Kulstofcyklen er vigtig for at forstå det menneskeskabte emissions-aftryk på den atmosfæriske CO₂-koncentration, og således klassificere vægten af disse udledninger på den globale opvarmning.

Hermann Harde’s team har bearbejdet modelkomponenterne og deres beregninger, som indeholder alle detaljerne vedr. målt atmosfærisk CO₂-koncentration over Mauna Loa Era. Fra disse beregninger fremkommer, at menneskets bidrag, via brug af fossile brændstoffer mv, siden industrialiseringens begyndelse (fra ca 1850) udgør blot ca 15%. Dette er beskedent.

The Carbon Cycle Controversy (Hans Schrøder)   

Ifølge det almindelige narrativ, akkumuleres den menneskeskabte CO₂ i atmosfæren. Dette narrativ antager, at en fast del af denne emission forbliver i atmosfæren, mens resten ender i jordmasserne og oceanets reservoir/kar. Schrøder ser ikke dette som et to-vejs system, men som fem adskilte systemer, der interagerer mht flows. Han får balance i systemet ved at løse fem parallelle, samtidige ligninger. Dette betyder at der tydeligt er to kuldioxid-emissioner i atmosfæren:

En naturlig og en menneskeskabt

Den naturlige er ti gange større end den menneskeskabte og den er afhængig af temperaturen. Tilhængere af den gængse tankegang mht kausalitet er ikke begejstrede for dette balancerede netværk.

Schrøder konkluderer, at det er tid til at forlade den almindelige narrativ, at kuldioxiden fra menneskers emissioner styrer og bestemmer temperaturstigningen.

Som konklusion må vi iflg. ham indse, at atmosfærisk CO₂ er steget siden den industrielle æras begyndelse, ikke primært på grund af menneskeskabt emission, men på grund af opvarmning. Dette er ikke overraskende.  Når det kommer til stykket, har man længe vidst, at CO₂-variationer halter efter temperaturen (ikke omvendt). Det overraskende er, at det ny narrativ ikke forlængst er anerkendt som det rette og at dette narativ blot er anerkendt af et lille fåtal af videnskabsfolk.

Carbon Dioxide Circulation (Antero Ollila, Finland) (fra programmet)

Hr. Ollila har udviklet sin egen kulilte-cirkulationsmodel, baseret på 26 ligninger. IPCC’s kuldioxid-konjunktur/cycle modeller er altomfattende og bruger flere undermodeller. IPCC antager at den årlige stigning i ppm kulstofdioxid i atmosfæren er fra fossile, dvs menneskeskabte brændstoffer. Men det mener Ollila giver urealistiske delta/ændringer i kulstofpromille-værdien. Strømmen af kulstof iflg IPCC mellem atmosfæren, oceanet og jorden viser uoverensstemmelser. Reduktionstempoet (i modellen) for det menneskeskabte CO₂ konflikter med den iagttagne reduktionsrate på 64 år for C14 hvilket er en ideel sporingstest for den menneskeskabte CO₂ i atmosfæren. Ollila kan mao. ikke godtage IPCC’s  CO₂-koncentrationer, således som de pt. vises.

The Carbon Balance shows that net-zero is neither necessary nor rational to keep the lid on global warming (Karl Iver Dahl-Madsen)

For KIDM er der disse muligheder:

Den aktuelle stigning i atmosfærisk CO₂ er altovervejende forårsaget af menneskelige emissioner (kul, olie, gas, afbrænding, bio mm). Alle andre forklaringer er i strid med ’the mass conservation law’.

Der er tre mulige scenarier fremover:

1. No climate action
   Selvom vi gør ingenting, vil vi før eller senere opnå at stabilisere og reducere atmosfærisk CO₂ og de globale temperaturer. Fordi vi kan forvente større effektivitet mht kulanvendelse og for det andet fordi andre energiformer som feks A-kraft gradvis vil blive relativt billigere end fossilt brændsel, som vil blive mere sjældent og dermed dyrere at finde og udnytte
2. Net-Zero
   Et (totalt) stop for CO₂-udledning vil mere eller mindre øjeblikkeligt resultere i en eksponentiel reduktion af atmosfærisk CO₂ hen mod et ligevægtsniveau med øjeblikkelig reduktion af overskudstemperatur til følge. Dette kan så afstedkomme (hurtige og) kraftige konsekvenser af økonomisk art og deraf afledte konsekvenser.
3. En konstant CO₂-emission
   Dette vil stabilisere CO2 udledningen i atmosfæren på et niveau hvor emission modsvares af naturlig absorption. Overskudsvarme vil ophøre og temperaturstigningen vil forsvinde. Denne vej vil muliggøre at fortsætte brændsel i hundreder af år til formål, hvor de (olie) er særligt egnede: transport og produktion af plastik

En kommende Lille Istid (John A Parmentola, The Rand Corp., Santa Monica, CA, USA)

 John Parmentola deltog remote fra Las Veagas, USA, vedr. flere emner indenfor Milankovitch-hypotesen og dens relation til klimaet. Det drejer sig om bestråling fra solen som den afgørende determinant mht klimaets udvikling.

Jens Erik Solheim, Oslo, redegjorde for Golfstrømmens væsen og Barentshavet. Golfstrømmen kommer syd fra (Caribien) og følger to ’arme’, én der går mod nord langs Vesteuropa, og én der går sydpå langs Afrikas vestkyst. Fordelingn af det varme vand mellem nord og syd afhænger af jordens rotation. Øges den, går mere mod syd, falder den, går mere mod nord. Målestokken mht at fastlægge indflydelsen, har været iskanten af Barentshavet. Jo mere varmt vand, jo mere trak iskanten mod nord og omvendt ved mindre varmt vand. Iskanten variererede mellem 76 gr. Nord og 80 gr Nord fra 16.-20. århundrede (første 300 år) og den er siden år 1900 flyttet mod Nord og 83 gr N. Bredde. Solen påvirkes af positionen af de fire største planeter (Saturn, Jupiter, Uranus, Neptun).  Afhængig af disse position, kan solens bane være mere el mindre kaotisk. Lige nu er den ’kaotisk’. Dette giver mere ekstremt vejr. Det menes også, at oversvømmelser som nu og afkøling af Atlanterhavet er følge heraf.

Den Lille Istid, har der faktisk været to af. Den første fra ca 4000 BC til 1200 BC og den næste, som vi kender den fra historien, fra 1330 til 1850 – nogle siger til 2150. I den faldt temperaturen i Europa med nogle grader og visse fænomener hjalp til:

Vulkanudbrud især. Disse var i særdeleshed (Eva Maria Brækkestrø):

• Hekla  (Island) 1300-1301 (et år) – indianere i Peru ofrede 140 børn for at formilde guderne, der havde påført dem denne formørkelse.
• Krakatau (Java) i maj 1680
• Tambora i 1815

Isskøjteløb i Holland 1695
Isskøjteløb på kanalerne i Venedig 1708
Som følge af den Lille Istid.

Golfstrømmen er nylig blevet udpeget som en varmekilde, der vil reduceres meget i nær fremtid. Så tæt på os, at nogle forudser, et voldsomt varmetab (10 grader C) allerede i 2025. Iflg. Brækkestrø kommer det ikke til at ske så hurtigt. Men der er en mulighed for at det vil ske i perioden 2050-90. Næppe før.

Vi kan derfor forvente en ekstra ny Lille Istid om 20-40 år i Nordeuropa. Dette korrellerer dårligt med udsigten til ’global warming’. Endsige ’the Era of Boiling’ (A. Guterres).

Harald Yndestad (prof. v Oslo teknisk Universitet, Norge), forudser, at vi bevæger os mod en ny en 100 års dyb og kold periode. ’Winter is coming’. Arktisk is har været konstant siden 2007-22 (satellit-data).

PÅ forespørgsel fra salen kunne JES (Norge) bekræfte, at medierne i Norge, akkurat som i Danmark, undertrykker dissidenter mht klimaet. Falske data og velvalgte tidsserier, der bekræfter den herskende opfattelse, florerer og ensretningen mht klimaopfattelse og grunden hertil  (CO₂ og temperaturstignings-litanien) er som i Danmark. Klimaalarmisme regerer i de off. medier, klimarealisme kommer ikke til orde. Det er en tilstand af de facto censur, der udøves. Hvad end grunden er hertil. Det gælder TV og presse.

Flere konferencedeltagere har oplevet af få artikler om klima afvist af pressen.

At IPCC nylig har fået ny formand, James Skea, kan måske ændre dette – med tiden. Men der er voldsomt brug for en åbning mht. anderledes-tænkende end den gængse klima religion.