Patrick T Brown, klimaforsker, har skrevet en interessant artikel om hvordan han fik offentliggjort sine forskningsresultater i det ansete tidsskrift Nature. Det burde i sig selv ikke være noget særligt, men det specielle ved tilfældet var den metode, Brown måtte gribe til, for at forehavendet lykkedes. Her følger en let forkortet oversættelse af Browns artikel:
Hvis I har læst nogen som helst nyheder om naturbrande i denne sommer – fra Canada til Europa til Maui, så vil I helt sikkert få det indtryk, at stort set alle brandene er en konsekvens af klimaforandringer.
Jeg er en klimaforsker. Og mens klimaforandringer er en vigtig faktor, der har indflydelse på naturbrande i mange egne i Verden, så er de ikke i nærheden af at være den eneste faktor, vi skal fokusere på.
Så hvorfor er medierne så optaget af, at klimaforandringerne er hovedårsagen? Måske af de samme grunde, som jeg også brugte i en videnskabelig artikel om naturbrande i Nature, et af Verdens mest respekterede tidsskrifter: De passer ind i den fortælling, der belønner den person, som fremfører den.
Den artikel, jeg netop har offentliggjort – ”Den globale opvarmning forøger den daglige risiko for ekstreme naturbrande i Californien” – fokuserer udelukkende på, hvordan klimaforandringerne har påvirket de ekstreme naturbrande. Jeg vidste, at jeg ikke skulle forsøge på at sætte tal på andre faktorer end klimaforandringerne i min forskning, fordi det ville udvande den fortælling, som velanskrevne tidsskrifter som Nature og konkurrenten Science ønsker at komme med.
Det her er vigtigt, fordi det har afgørende betydning for forskere at få offentliggjort deres arbejder i de højtrangerende tidsskrifter; på mange måder fungerer disse som adgangsbilletter til succes inden for forskningen. Og redaktørerne af disse tidsskrifter har gjort det krystalklart, både i forbindelse med hvad de offentliggør, og hvad de afviser, at de ønsker klima-artikler der understøtter visse forhåndsgodkendte fortællinger – selv hvis disse fortællinger medfører et tab af bredere indsigt i samfundet.
For at sige det ligeud, klimavidenskaben handler efterhånden i mindre grad om at forstå kompleksiteten i Verden og mere om at udfylde rollen som en slags Kassandra, der indtrængende advarer offentligheden om farerne ved klimaforandringer. Hvor forståeligt dette instinkt måtte være, så skævvrider det en stor del af klimaforskningen, fejlinformerer offentligheden og – hvad der er mest vigtigt – gør praktiske løsninger sværere at gennemføre.
Hvorfor sker det?
Det starter med det faktum, at en forskers karriere afhænger af, at hans eller hendes arbejde bliver citeret bredt og bliver betragtet som betydningsfuldt. Det giver den selvforstærkende effekt af berømthed, bevillinger, ansøgninger fra velkvalificerede PhD-studerende og unge forskere og selvfølgelig rosende omtaler.
Men da antallet af forskere er steget voldsomt i de senere år – der er tæt på seks gange så mange PhD’er, der bliver uddannet i USA i dag sammenlignet med 1960’erne – så er det blevet sværere og sværere at hæve sig op over flokken. Så mens der altid har været en stor gevinst ved at få sine arbejder offentliggjort i tidsskrifter som Nature eller Science, er konkurrencen også blevet ekstremt meget hårdere.
I teorien skulle forskning værdsætte nysgerrighed, uhildet objektivitet og en hensigt om at afdække sandheden. Det burde da helt sikkert være de kvaliteter, som redaktørerne ved videnskabelige tidsskrifter skulle værdsætte.
I realiteten har redaktørernes fordomme (og deres fagfællebedømmeres ditto) en stor indflydelse på hele den videnskabelige produktion fra hele fagområder. De udvælger, hvad der bliver offentliggjort fra et stort udvalg af forslag, og ved at gøre det, får de også indflydelse på, hvordan forskningen mere bredt bliver udformet. De intelligente forskere skræddersyer deres artikler for at maksimere sandsynligheden for at de bliver antaget. Jeg ved det, fordi jeg er en af dem.
Her er, hvordan det virker.
Det første, den kloge klimaforsker ved, er, at hans eller hendes arbejde skal understøtte den gængse fortælling, nemlig at effekterne af klimaforandringerne både er omfattende og katastrofale, og at de ikke primært skal håndteres ved praktiske tilpasnings-tiltag så som stærkere og mere modstandsdygtig infrastruktur, bedre opdeling i risikozoner, bedre byggestandarder, mere aircondition – eller i tilfældet med naturbrande, bedre naturpleje eller underjordiske højspændingskabler – men derimod med grøn omstilling for at reducere CO2-udledningerne.
Så i min nye artikel i Nature, som jeg skrev med syv andre, fokuserede jeg snævert på indflydelsen af klimaforandringerne på ekstreme naturbrande. Tag ikke fejl: Den indflydelse er reel nok. Men der er også andre faktorer, der kan være lige så vigtige – eller mere vigtige – som f.eks. dårlig naturpleje og det stigende antal mennesker, der antænder naturbrande, enten ved uheld eller med vilje (et overraskende faktum: Over 80% af naturbrande i USA bliver startet af mennesker).
I min artikel ulejligede vi os ikke med at inddrage indflydelsen af disse andre åbenlyst relevante faktorer. Vidste jeg, at artiklen ville komme med en mere realistisk og nyttig analyse, hvis disse faktorer blev inddraget? Det gjorde jeg. Men jeg vidste også, at det ville udvande den rene fortælling om klimaforandringernes negative følger og dermed forringe chancen for at artiklen ville finde nåde hos Nature’s redaktører og bedømmere.
Disse rammer, med indflydelsen af klimaforandringerne helt urealistisk betragtet som enerådende, er den gængse regel for forskningsartikler på højt niveau. For eksempel, i en anden nyligt udkommet betydningsfuld artikel i Nature beregnede forskerne, at de to største følger for samfundene af klimaforandringerne er varmerelaterede dødsfald og skader i landbruget. Imidlertid nævner forfatterne aldrig, at klimaforandringerne ikke er den primære årsag til disse effekter, antallet af dødsfald i hedebølger har været faldende og høstudbytterne i landbruget stigende i årtier på trods af klimaforandringerne. Men at anerkende disse fakta ville betyde, at Verden har klaret sig godt på trods af klimaforandringerne – hvilket ifølge den grundlæggende tænkning ville underminere motivationen til at nedbringe udledningerne.
Det fører til en anden uskreven regel, hvis man vil have succes med en klima-artikel. Forfatterne bør se bort fra – eller i hvert fald nedtone – praktiske tiltag, der kan modvirke effekten af klimaforandringerne. Hvis antallet af dødsfald pga. ekstrem varme er faldende og høstudbytterne stigende, så er det indlysende, at vi kan håndtere nogle af de negative følger af klimaforandringerne. Burde vi så ikke studere hvordan vi har opnået disse positive resultater, og derved fremme dem yderligere? Selvfølgelig skal vi det. Men at kigge på løsninger i stedet for at fokusere på problemer vækker ikke offentligheden – eller medierne. Hertil kommer, at mange klimaforskere betragter mulighederne for at bruge teknologi til at tilpasse sig klimaforandringerne som helt forkert; vi skal fokusere på at nedbringe udledningerne. Så den kloge forsker ved, at han/hun skal holde sig fra praktiske løsninger.
Her er et tredje trick: Læg vægt på målinger, der giver de mest opsigtsvækkende tal. Vores artikel kunne f.eks. have fokuseret på en simpel indlysende talstørrelse som de ekstra kvadratkilometer, der brændte, eller den stigende intensitet som følge af klimaforandringerne. I stedet valgte vi at følge den gængse metode med at kigge på ændringen i risiko for en ekstrem begivenhed – i vores tilfælde den forøgede risiko for at mere end 40 km2 ville brænde på én dag.
Det er en meget mindre intuitiv talstørrelse, der er sværere at omsætte til information, man kan bruge til praktisk handling. Så hvorfor er dette mere komplicerede og mindre brugbare tal så almindeligt? Fordi det generelt givet meget større stigninger end andre udregninger. For at skære det ud i pap: I får større tal, der giver jeres arbejde berettigelse, en velfortjent plads i Nature eller Science og bred omtale i medierne.
En anden metode til at opnå de store tal, som vil understøtte vigtigheden af ens forskning – og gøre indtryk på redaktører, anmeldere og medierne – er altid at bedømme omfanget af klimaforandringerne over flere århundreder, selv hvis den tidsskala er helt irrelevant i forbindelse med den effekt, som man kigger på.
For eksempel er det sædvanlig fremgangsmåde at se på konsekvenserne for samfundet af de klimaforandringer, der har været siden den industrielle revolution, men at ignorere de tekniske og samfundsmæssige ændringer i den samme periode. Det giver ikke megen mening fra et praktisk udgangspunkt, da ændringer i samfundet mht. befolkningstal, infrastruktur, adfærd, forebyggelse mod katastrofer osv., har haft en langt større indflydelse på vores sårbarhed over for ekstreme vejrbegivenheder end klimaforandringerne siden 1800-tallet. Det kan man f.eks. se ved de stejle fald i antallet af dødsfald fra vejr- og klima-katastrofer over det seneste århundrede. Tilsvarende er det den gængse praksis at beregne følgerne af skræmmende scenarier for fremtidens opvarmning, der forekommer ret utroværdige, samtidigt med at man ser bort fra ændringerne i teknologi og modstandsdygtighed, som ellers ville reducere følgerne. Disse scenarier giver altid gode overskrifter.
En meget mere brugbar analyse ville fokusere på ændringer i klimaet i forhold til den fortid som levende mennesker faktisk har oplevet og så udføre fremskrivninger for en overskuelig fremtid – de næste få årtier – mens man tager ændringerne i teknologi og modstandsdygtighed med i betragtning.
I forbindelse med min nye Nature-artikel ville det indebære, at man overvejede følgerne af klimaforandringerne i forbindelse med forventede reformer af naturforvaltningen i løbet af de kommende årtier. Faktisk viser vores nuværende forskning, at disse ændringer i naturforvaltningen helt kunne opveje de negative følger af klimaforandringerne i forbindelse med naturbrandene.
Denne mere praktiske tilgang til analysen frarådes imidlertid, fordi hvis man ser på ændringer i konsekvenserne over kortere tidsrum og inkluderer andre relevante faktorer, vil det reducere den beregnede størrelse af følgerne af klimaforandringerne, og derved svække sagen med hensyn til nedskæringer i drivhusgas-udledningerne.
Måske tænker I nu, at jeg faktisk fornægter min egen artikel. Det gør jeg ikke. Tværtimod, jeg mener, at den fremmer vores forståelse af klimaforandringernes rolle i forbindelse med naturbrande fra dag til dag. Det er bare, at tilpasningen af forskningen til et berømt tidsskrift har gjort den mindre værdifuld, end den kunne have været.
Med hensyn til hvorfor jeg fulgte den fremgangsmåde, på trods af min kritik, er svaret enkelt: Jeg ønskede min forskning offentliggjort via den mest berømte kanal muligt. Da jeg begyndte på forskningen bag denne artikel i 2020, var jeg nyansat og ønskede at maksimere mine muligheder for en succesrig karriere. Da jeg tidligere forsøgte at afvige fra den fremgangsmåde, blev mine artikler afvist lige på stedet af redaktørerne på de berømte tidsskrifter, og jeg måtte nøjes med mindre velkendte medier. For at sige det på en anden måde, jeg undlod at bidrage med den mest værdifulde viden for samfundet, bare for at min forskning skulle være på linje med de fordomme, som de attråværdige tidsskrifters redaktører og bedømmere havde.
Jeg forlod universitetsverdenen for over et år siden, delvist fordi jeg syntes, at det pres, der bliver lagt på forskerne, giver for megen skævvridning af videnskaben. Nu er jeg medlem af et privat non-profit forskningscenter og føler meget mindre pres for at tilpasse min forskning til ønskerne fra berømte tidsskrifters redaktører og resten af forskningsområdet.
Det medfører, at jeg kan arbejde med den version af forskningen vedr. naturbrande, som jeg mener giver meget mere praktisk værdi for beslutningstagere i den virkelige Verden: Studier af følgerne af klimaforandringerne inden for relevante tidsrum og i sammenhæng med andre vigtige forandringer, f.eks. i antallet af brande antændt af mennesker og effekterne af fornuftig naturpleje. Forskningen giver måske ikke de samme skarpe historier og ønskede overskrifter, men den vil være mere nyttig i forbindelse med planlægning af klimarelaterede tiltag.
Men det burde ikke være nødvendigt, at klimaforskere går i eksil fra universitetsverdenen for at kunne offentliggøre den mest nyttige version af deres forskning. Vi har brug for en ændring i kulturen i videnskaben, én der tillader en meget bredere samtale om samfundenes modstandsdygtighed over for klimaet.
Medierne skulle f.eks. ophøre med at antage artikler, bare fordi de ser rigtige ud, og i stedet grave lidt for at finde ud af, hvad der blev udeladt. Redaktørerne af de berømte tidsskrifter må udvide deres horisont ud over den snævre fokus på reduktion af drivhusgas-udledningerne. Og forskerne bør gøre modstand mod redaktørerne eller finde andre udveje for deres artikler.
Hvad der virkeligt burde tælle, er ikke antallet af referencer (citeringer) for tidsskrifterne, overskrifter i medierne eller forskernes karrierer – men derimod forskning, der faktisk er til gavn for samfundet.
Danish
Hej Paul,
Tak for interessant læsestof.
Er langt hen ad vejen det samme, jeg oplever hernede i Tyskland. Hvis ikke du har den rigtige holdning, bliver der kigget underligt på dig. Når jeg spørger folk, hvor meget CO2 der er i atmosfæren, ved de færreste det, når jeg fortæller, at vi var nede på all time low ved starten på den industrielle revolution og ikke så langt fra det niveau, hvor planter får svært ved at gro, har de svært ved at tro på det. Min påstand er, at det ville se skidt ud for os, hvis vi ikke havde stoppet den nedadgående trend. Det er naturligvis helt galt at sige sådan noget, vil jeg da ikke redde jorden? Et trickspørgsmål, for selvfølgelig vil jeg det. Aha, siger de så, så er du alligevel enig i at vi ikke skal ødelægge naturen (som om jeg nogensinde har påstået noget andet), og følgelig må du være enig med os. Herfra bliver diskussionen lidt tung.
Et andet godt spørgsmål er: ok, lad os sige at niveauet af CO2 i atmosfæren er “forkert”, altså ikke optimalt …. fortæl mig så lige, hvad den “optimale” mængde af CO2 i atmosfæren er, det vil jeg gerne vide, så jeg ved hvad vi stiler imod?
Jeg får ikke noget svar. Så vi bruger nu trilliarder for at opnå …… hvad helt præcist?
Det er lidt mine tanker, resultatet er at jeg bliver set som Climate denier.
Hvilket naturligvis er et fikst kunstgreb, for de færreste, hvis nogen overhovedet, benægter at vi har et klima, og at det ændre sig, det har det jo altid gjort. Med et sådan begreb hæftet på en person ønsker man at stemple personen som en idiot af værste skuffe, som man ikke skal bruge tid på…
Verden vil bedrages, og nu kører jeg en længere tur i min Mercedes Unimog fra 1998.
Hej Jacob
Selv tak!. interessant og godt skrevet historie med mange gode pointer, du her kan fortælle. Der desværre er tidstypisk, og blot understreger at flertallet ikke altid har ret.
Nu ser det ikke ud til, at den tyske regering klarer sig så godt i de sidste meningsmålinger, så hold ud, måske folk langsomt er ved at vågne fra deres grønne rus, i takt med at realiteterne melder sig.
Ja, kør og nyd endelig en lang tur i din Unimog, og spred med god samvittighed livets gas i den grønne natur, så vi måske ved fælles hjælp, kan holde den næste istid stangen lidt endnu. Planterne vil takke dig.
Censur kan udføres på mange måder, afgifter, tilskud, udvælgelse, negligering, neddrosling, opløftning.
Gøglervisen “Jo jo, gøgleri er en nådig kunst” fra 1856 i højskolesangbogen af Erik Bøg passer så fint på mange af vort lands politikere, “klimaforskere”, journalister og andre med lemminge-adfærd.
“Censur kan udføres på mange måder, afgifter, tilskud, udvælgelse, negligering, neddrosling, opløftning.”
God pointe, der får en til at stille et sundt spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk vores demokrati i grunden er, og når meget af det, der foregår, i grunden er noget helt andet end demokrati og retsstat.
Hvad er farligst, åbenlys censur, eller den censur der er sminket for folket?
https://www.berlingske.dk/samfund/paa-slotsholmen-er-problemet-kendt-nu-viser-det-sig-at-ogsaa-kommunale
Tak for indsigten Søren
For en ægte videnskabmand M/K der følger den videnskabelige metode, den vigtigste metode menneskeheden har fostret, den metode vi kan takke for at vi ikke længere lever i jordhuler, den metode der er den direkte årsag til at vi her kan sidde og dele vores viden på internettet, handler det ikke om at få ret, men om nysgerrigheden efter at finde sandheden, hvor det at man ikke fik ret med sin teori, kan være ligeså værdifuldt som hvis man fik ret. I begge tilfælde kom menneskeheden, og ens nysgerrighed, et skridt videre.
”
The Principle of Science
The principle of science, the definition, almost, is the
following: the test of all knowledge is experiment.
Experiment is the sole judge of scientific “truth”. But
what is the source of knowledge? Where do the laws
that are to be tested come from? Experiment, itself,
helps to produce these laws, in the sense that it gives
us hints.
But also needed is imagination to create from these
hints the great generalizations—to guess at the
wonderful, simple, but very strange patterns beneath
them all, and then to experiment to check again
whether we have made the right guess.
From Feynman Lectures on Physics”
https://web.cs.ucla.edu/~lixia/Feynman.pdf
For kirken og de troende, der i århundreder har været et kæmpe problem for menneskeheden når kirken har bekæmpet videnskaben og den videnskabelige metode, som den grønne kirke fortsat gør det den dag idag, handler det derimod om tro, magt og om at have ret.
Vigtigt at man har evnen til at skelne mellem hvad der er tro, og hvad der er videnskab.
Man kan sige at troen i sig selv er slangen i paradis, hvor det kræver intelligens, karakter, nysgerrighed og hårdt arbejde at drive videnskab, mens det er langt enklere, og dermed fristende for svage sjæle, blot at leve på en livsløgn, bekende sig til en tro, og den vej rundt få en identitet, hvor man i trossamfundet, altid har ret.
http://reo.dk/wp-content/uploads/kort-nyt-142-sept-01-2023.pdf
Et godt eksempel på at flertallet langtfra altid har ret, hvilket udstiller demokratiets akilleshæl, når flertallet tror de har ret, eller vælger at tro de har ret så ens identitet kan opretholdes i gruppen, på baggrund af “videnskabelige” artikler, publiceret af “videnskabsfolk”, der godt ved flertallet ikke har ret i henhold til den videnskabelige metode, men alligevel, som her f.eks. for personlig vindings skyld (menneskets natur), udgiver videnskabelige afhandlinger de godt ved ikke er videnskabelige.
Og således holdes den onde selvforstærkende uvidenskabelige cirkel igang, lige indtil den dag (som det altid sker) man bliver indhentet af realiteterne, hvor realiteterne kun er tro mod videnskaben, og ikke tro mod tro.
“Men der er også andre faktorer, der kan være lige så vigtige – eller mere vigtige – som f.eks. dårlig naturpleje og det stigende antal mennesker, der antænder naturbrande, enten ved uheld eller med vilje (et overraskende faktum: Over 80% af naturbrande i USA bliver startet af mennesker).”
Over, 80%!!!, dertil kommer alle de andre faktorer, som højspændingsledninger, der jo kun bliver flere af ved VE hvor EL, i modsætning til lokale SMR reaktorer og lokale fossile kraftværker, transporteres over lange afstande. osv.
Ja, man kan være salig i sin tro og vælge at leve sit liv på en livsløgn. Det ændrer dog ikke på naturlove og realiteterne, det giver heller ikke flertallet ret i forhold til realiteterne, og det bringer heller ikke menneskeheden videre, tværtom.
Herunder et eksempel på den grønne kirkes version af den videnskabelige metode, og hvad de betragter som demokrati, hvor man ikke bliver intelligent af at sniffe super glue, men i realiteten bare mister lidt flere hjerneceller, og måske tilmed en hånd.
https://www.youtube.com/watch?v=RA–VhmEn0E
Herunder et eksempel på hvordan den grønne kirke her i moderne tid, fortsat med magt modarbejder videnskaben og hvad der er bedst for menneskeheden.
https://politiken.dk/indland/art9540156/Dansk-modstand-mod-europ%C3%A6isk-atomkraft-spalter-regeringen
Den videnskabelige metode har for længst vist hvad den kan gøre for menneskeheden, mens eXtinction rebellions fortsat mangler af vise hvad godt de kan gøre for menneskeheden.
Her i det 21 århundrede er vi så forkælede og spolerede (og smådumme), at vi ikke forstår at værdsætte samt udvise lidt ydmyghed, for den videnskab der har gjort det mulige at nyde en god kop kaffe, uden at mælken er sur.
Bringer lige den fulde tekst af “Det drejer sig om identitet”, for den er vigtig.
Man kan ikke argumentere med rationelle argumenter, eller selv fakta, til folk der ikke er modtagelige for rationelle argumenter eller selv fakta, som vi også her på siderne, på det seneste har oplevet det.
Dette bliver først rigtig farligt, hvis man har en regering der ikke er modtagelig for rationelle argumenter.
Når folk begynder at råbe i kor, skal man være på vagt. Det burde vi have lært af historien.
De rigtig kloge hoveder er en sjældenhed, så hvis flertallet der råber i kor, altid har ret. Ser det ikke så godt ud for menneskeheden.
—————————————————————
Det drejer sig om identitet!
Der er nok nogle stykker, der undrer sig over, at uanset hvor dramatisk klimaet tér sig, og uanset hvilken andel af de klimatiske katastrofer, der tilskrives udslip af CO2 fra menneskelige ktiviteter, så er der blandt klimafolket ingen, der omtaler kernekraften. Nu er forklaringen kommet. Den 1. august sendte DR i P1 Morgen et indslag med klimaforskeren Sebastian Mernild, som i mange år har været ledsaget på sine rejser af forfatteren Robert Zola Christensen. De blev venner og har sammen skrevet bogen: ”Da kulden forsvandt”, der udkom i februar 2022. I udsendelsen på P1 udtalte Robert Zola Christensen følgende (udskrift så tro som muligt mod talesproget):
Holdning er i samme skuffe som følelser. Så disse udtalelser passer ind i Bertel Haarders omtale af ”debatstoppere” i Berlingske Tidende 17. august: ”Lige så med følelsesargumenter. De er også debatstoppere:
Jeg har ret, fordi jeg føler eller oplever noget. Det kan der jo ikke argumenteres imod med rationelle argumenter. Derfor er krænkelseskulturen ikke blot egoistisk, den standser også debatten og hører ikke hjemme i et oplyst retssamfund, hvor det bør være argumenter og fakta, der tæller. ”Jeg føler” er ikke noget argument.”
Sebastian Mernild er mediernes foretrukne klimaekspert, altså naturvidenskabsmand med klima som speciale. Et interessant spørgsmål er, om han også er klimaaktivist og deler vennens opfattelse? De to klimaaktivister (Sebastian Mernild og Robert Zola) har gang i et nyt projekt, der binder humanisme og naturvidenskab sammen. Måske skulle de indbyde Bertel Haarder til at være medforfatter?
https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2023-08-01
https://danskforfatterforening.dk/forfatteren/forfatteren-og-forskeren/
https://eavis.berlingske.dk/titles/berlingske/280/publications/5710/articles/1876152/26/1 (abonnement kræves)
http://reo.dk/wp-content/uploads/kort-nyt-142-sept-01-2023.pdf
Kan se noget (det vigtigste) manglede i min copy / Paste ??? mht. (det drejer sig om identitet)…, men det kommer herunder. Må skyldes sideopsætningen af pdf dokumentet, samt selvfølgelig også at jeg ikke opdagede det i tide.
Se der blev den videnskabelige metode lige testet.
– Jeg havde en teori om at jeg kunne lave en copy/paste fra REO pdf dokumentet.
– Udførte eksperimentet.
– Lærte (så længe hukommelsen rækker) at det kunne jeg ikke umiddelbart.
Læseren kan selvfølgelig også bare følge REO linket her, så står det hele i den rigtige rækkefølge.
http://reo.dk/wp-content/uploads/kort-nyt-142-sept-01-2023.pdf
——————————————–
Nu begynder nogen at snakke om atomkraft igen som en ren energikilde, og det passer ikke i den fortælling vi har (heller) om, hvordan vi klimaaktivister ser på verden, så vi er imod det, vi vil ikke en gang anerkende det som en option, fordi det tør vi ikke, for det passer ikke med det billede af os selv. Så i det menneskelige humanistiske aspekt så har vi fortælling om os selv, vi bekender os til at få identitet igennem, som gør, at vi har nogle bestemte holdninger.