Der udføres megen mærkelig forskning, og resultaterne bliver offentliggjort i anerkendte tidsskrifter. Her er et eksempel, der fandt vej ind i PNAS, en af de mere prestigefyldte amerikanske publikationer. Opfindelsen lyder dels temmelig tosset, dels vildt urealistisk i praksis. Hvordan fik forskerne skaffet bevillingerne til arbejdet og derpå offentliggjort resultatet i PNAS? Det var faktisk nemt nok. Her er et par citater fra artiklen:
Hvis man skal have succes med at omdanne økonomien fra at være baseret på fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, er det nødvendigt med udbredte muligheder for lagring af energien….
Vores nye materiale baseret på porøse kulstof-cement blandinger udgør en løsning for energilagring, der kan opskaleres, og som derved vil understøtte den bydende nødvendige overgang fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder.
Klimakrise og grøn omstilling er det sesam-sesam-luk-dig-op, der skal til, for at det hele kører.
I denne omgang vil man lagre energien i betonkonstruktioner. Forskerne har fundet ud af, at hvis man blander aktivt kul-pulver i betonen, vil kulpartiklerne under udstøbningen danne lange kæder, der efterfølgende kan lede elektrisk strøm. Betonen fungerer således som en elektrode. Det kan man efterfølgende få bygget op, så man får en såkaldt kapacitor. Kapacitoren fungerer lidt som et batteri, men den virker ved at kunne opretholde en spændingsforskel mellem de to elektroder. Den kan derefter aflades efter behov, omend det er sværere at styre end ved batteriet.
Forskerne bag artiklen har bygget en lille prøveopstilling, som vist på fig. 1. Grundlæggende er der to små cylinderformede betonklodser med en isolerende membran i mellem. Opstillingen fungerede fint, ved gentagne op- og afladninger. De to betonklodser skal gennemvædes med en opløsning af kaliumchlorid for at fungere. Man har regnet ud, at en kubikmeter beton vil kunne lagre mellem 20 og 220 watt-timer. Med det optimistiske tal skal man således bruge 45 m3 beton for at kunne lagre 10 kWh, hvilket typisk ville være, hvad en husstand med solceller skulle bruge for at klare sig igennem natten.
Man forestiller sig nu, at hele parcelhusets fundament støbes i den kulstof-indeholdende beton og dermed har man samtidigt fået sit energilager, så godt som gratis.
Det er imidlertid lidt uklart, hvordan fundamentet faktisk skulle designes, så det kan fungere som kapacitor samtidigt. Hvordan vil man opdele det i elektroder – eller celler, og hvordan indsættes de mellemliggende membraner, uden at det går ud over styrken? Det står der ikke meget om i artiklen, men til gengæld er der en masse teoretiske beregninger, der skulle fungere som dokumentation for ideens levedygtighed.
45 kubikmeter beton er temmelig meget til et parcelhus. Det er endda under forudsætning, at man vitterligt kan lagre over 200 watt-timer pr. m3. Hvis tallet er i den lave ende, de 20 Wh/m3, så skal man have et fundament på 450 m3, dvs. et rumfang, der er større end hele huset, med et areal på f.eks. 150 m2.
Man kunne så forestille sig at bruge andre, større, betonkonstruktioner som energilager, men her løber vi ind i et andet problem. Betonen vil her være armeret, dvs. der er jern i den. Jern har det meget dårligt med kaliumchlorid, der vil få armeringen til at ruste.
Allerede her har vi vist argumenter nok til umiddelbart at kunne henlægge opfindelsen på Storm P.-Museet. Men på WUWT peger Eric Worrall på endnu et aspekt.
Kapacitorer har en tendens til pludseligt at aflade 100%. Det sker hvis isoleringen mellem elektroderne svigter. Afladningen er næsten øjeblikkelig, og det vil sige, at i værste fald frigøres de 10 kWh på én gang.
Det bliver noget af et knald, fordi energimængden i 10 kWh faktisk svarer til en anselig mængde sprængstof. Man kan regne ud, at 10 kWh svarer til ikke mindre end ca. 8,6 kg TNT, standardsprængstoffet, som man bruger som skala inden for den branche.
8,6 kg TNT er rigeligt til at sprænge hele huset i luften og efterlade et smukt krater i haven. Worrall forestiller sig endda, at rystelserne måske kunne forplante sig til nabohusene og få deres lagre til ligeledes at eksplodere – og så er hele kvarteret ryddet.
Om det går så galt, kan man ikke vide, men alt i alt er der tale om meget spekulativ teknologi, der helt sikkert ikke kommer til at spille nogen rolle i Danmarks opfyldelse af 2030-klimamålene og så godt som sikkert aldrig bliver til noget. Men ideen har givet god beskæftigelse til forskerne.
Danish
Kondensatorer i betonfundamenter HA HA HA
Man kan jo ikke komme til at reparere dem, hvis der er noget galt, og det er heller ikke så nemt at få dem til at eksplodere på kommando.
J. O. P.
Det gør godt at få rørt lattermusklerne.
Jamen, er beton nu ikke længere ‘klimabelastende’?
“Det kan man efterfølgende få bygget op, så man får en såkaldt kapacitor”
– hvilket vel svarer (nøje) til, hvad vi på dansk normalt kalder en ‘kondensator’!? 😉
Ha, ha, ja i den vestlige verden står vore kloge ledere i kø for at smide vores penge efter ikke-løsninger.
Kunne dog være en ide at benytte dette TNT fundament ved offentlige anlægsprojekter, som supersygehuse, så man efterfølgende sparer udgifterne til nedrivningen.
Er der nogen der har regnet på hvor rige vi alle kunne have været i dag, hvis den grønne kirke ikke eksisterede? Tænk hvor mange penge vi ville have til at lave ægte løsninger, som at udvikle og forfine kernekraften.