Kip Hansen var manden, der for et stykke tid siden kunne afsløre den rette sammenhæng bag kurven fra EM-DAT vedrørende antallet af naturkatastrofer, se fig. 1. Kurven er blevet misbrugt på det groveste af mange instanser, der afgjort burde vide bedre. Umiddelbart ser det jo ellers ud til, at antallet af begivenheder er firedoblet siden 1970, helt i tråd med den globale opvarmning forårsaget af vores CO2-udledninger.
Kip Hansen fik EM-DAT til at indrømme, at der ikke er tale om nogen stigning reelt, det eneste der er sket, er at man er begyndt at registrere mange flere tilfælde, end man gjorde tidligere. Så grafen er udtryk for omfanget af registrering og ikke antallet af katastrofer.
Men hvad ligger der egentligt i tallene efter år 2000. Hvordan definerer man overhovedet en katastrofe? Det spørgsmål har Kip Hansen nu taget fat i. Her er EM-DAT’s definition:
EM-DAT definerer katastrofer som situationer eller begivenheder, der overvælder den lokale kapacitet og gør det nødvendigt at tilkalde hjælp udefra, på nationalt eller internationalt plan. Katastrofer er uforudsete og ofte pludselige begivenheder, der forårsager betydelig skade, ødelæggelse og menneskelige lidelser.
EM-DAT definerer så sine kriterier for, hvornår en begivenhed kan betragtes som en katastrofe. Man vil globalt registrere alle tilfælde pr. land med menneskelige og økonomiske tab, hvor mindst et af de følgende kriterier er opfyldt:
- 10 dødsfald
- 100 mennesker påvirket
- Der erklæres en nødsituation
- Der anmodes om international assistance.
Kip Hansen påpeger, at der kun skal én af disse betingelser til for at begivenheden finder vej ind i databasen. Kigger man på fig. 1, vil man se, at størstedelen af udviklingen er forårsaget af oversvømmelser (de blå søjler), de tegner sig for den helt store del af stigningen fra år til år, og de udgør ca. halvdelen af det samlede antal katastrofer. Det er måske ikke helt retvisende. Kip Hansen fremfører et eksempel:
Måske ville jeg ikke betragte det som en større katastrofe, hvis et slum-område i Den Dominikanske Republik bliver oversvømmet som følge af normalt tropisk regnvejr (fordi området er en flodseng, der igen og igen bliver oversvømmet, og derfor er jorden ubrugelig og dermed gratis) – selvom mere end 100 mennesker er berørt (hvilket bare svarer til tyve huse). Det er noget, der sker næsten hvert år. I mange af årene vil det ske mange gange på mange steder. I Den Dominikanske Republik er en oversvømmelse, der rammer 20 huse, ikke noget særligt og vil dårligt nok blive omtalt i de lokale medier. Det er selvfølgeligt en katastrofe for de ramte beboere, men hører det hjemme i et internationalt katastrofe-register?
Definitionerne giver heller ikke så meget mening, hvis man nu f.eks. kigger på hedebølger. Deres bidrag til statistikken er vist på fig. 2. En hvilken som helst hedebølge vil vel næsten uvægerligt påvirke mere end 100 mennesker, de sveder. Og det kan også være, at myndighederne eller medierne efterfølgende udnævner 11 dødsfald til at være ”varme-relaterede”. Men er det en naturkatastrofe? Der er i hvert fald ikke blevet bedt om international assistance.
Ser vi på fig. 1, synes der at være en nedadgående tendens siden år 2000. Generelt er antallet af dødsfald relateret til naturkatastrofer styrtdykket siden år 1900, se fig. 3. Vi er rigere, har flere ressourcer og kan bedre beskytte os mod naturens luner.
Så nej, når nogen påstår, at klimaforandringerne har medført flere naturkatastrofer, så er det simpelthen ikke sandt, og Kip Hansen opfordrer os til at stå fast på dette faktum.
Danish
Jo flere mennesker vi er, jo flere er der risiko for vil blive ramt af den ene eller anden “katastrofe”, og da verdens befolkning i 1950 jo var på 2,8 milliarder mod i dag 8 milliarder, så kan denne “katastrofekurve” jo lige så godt knyttes til den eksplosive befolkningstilvækst som jorden på få år har været udesat for.
Et eksempel blandt mange er jo Mellemøsten, hvor der for omkring hundrede år siden levede cirka 100 millioner, et antal der i dag er femdoblet, noget som trækker veksler på den i forvejen sparsomme ressource de har på de kanter, nemlig vand.
Og hvad sker der så? Grundvandsspejlet sænker sig, hvorved jorden tørrer ud, hvilket udover at ødelægge muligheden for at kunne dyrke også medfører temperaturstigninger. For enhver ved (eller burde vide), at tørre områder jo er varmere når solen skinner end fugtige, noget enhver kan efterprøve ved at gå sig en sommertur på hhv. et sandet areal og på en græseng.
Men hvad kaldes dette enkle fænomen med at jorden tørrer ud i Mellemøsten? Klimaforandringer. Ok, det er godt nok forandringer der er menneskeskabte, men det skyldes udelukkende at befolkningen er femdoblet og ikke meget andet, men se, denne befolkningstilvækst, uha, den må der jo ikke snakkes om skulle være medvirkende til problemet.