Klimaadfærd, Klimapolitik

Klimafolkemøde

I år afholdes der igen et 3-dages klimafolkemøde i Middelfart, fra d. 31. august til d. 2. september. Det bliver et stort arrangement, og i år vil selveste Klimarealisme være repræsenteret af de to ildsjæle Ole Klitgaard & Dines Petersen. Det lykkedes dog ikke Ole og Dines at få en regulær bod, og derfor optræder foreningen ikke i programmet. Men de har fået tilsagn om en stadeplads, hvor de kan sætte plancher op osv.

Foruden Ole og Dines er der muligvis et par stykker mere, der dukker op. Men I andre må meget gerne lægge vejen forbi også, det koster ikke noget og bliver helt sikkert en stor oplevelse. Her er beskrivelsen fra hjemmesiden:

Programmet for Klimafolkemødet 2023 er nu klar.
Sæt tænderne i en pariser-aftale-toast, bliv klogere på, hvordan DU i din hverdag kan bidrage til den grønne omstilling, og kom og oplev magtkritisk disco-rap med MC Dommedag og Klimahystaden.
Sådan lyder blot et mikroskopisk udpluk af programmet for Klimafolkemødet 2023.
I år glæder vi os til at byde velkommen til flere end 150 arrangører, 100 boder, 12 scener, tre workshop-scener, grønt streetfood-marked og elbil-festival.
275 arrangementer fordelt over tre dage fra den 31. august til den 2. september i Middelfart.
Eller sagt med andre ord: Klimafolkemødet 2023 bliver det største til dato.
På Klimafolkemødet samler vi borgere, beslutningstagere, brancher og organisationer med fokus på at skabe klimahandling sammen.
Klimafolkemødet er gratis at deltage i og alle er velkomne.

Det vil være et arrangement, hvor folk kan bekræfte sig selv og hinanden i troen på klimakrisen og Danmarks rolle som ”foregangsland” til løsningen. Der bliver i programmet lagt megen vægt på, at vi alle sammen skal bidrage, spise anderledes, genbruge vores tøj osv. Det er aktiviteter, der absolut ikke får nogen indflydelse på klimaet, men de giver en god fornemmelse i maven, når man nu har troen.

Det er derfor supergodt, at et par klimarealister vil dukke op og forsøge at tage diskussionerne op. Der bliver ikke megen hjælp at hente på stedet, det eneste, der snerper en lille smule i samme retning, er Foreningen Atomkraft Ja Tak, med overskriften: Atomkraft Ja Tak – En teknologineutral tilgang til at løse klimakrisen. Resten af deres oplæg giver desværre ikke helt mening, der skulle vist have været en redaktør ind over.

En del af boderne er primært reklamefremstød for (mere eller mindre) ”grønne” virksomheder, der ser en chance for billig markedsføring.

Dansk Overfladebelægning
Naturlige belægninger
Bæredygtighed – genbrug af materialer samt vegetabilske bindemidler

Hertil kommer organisationerne, med de sædvanlige ret forudsigelige programpunkter. Her et par eksempler:

Bedsteforældre i Klimaaktion for børn og børnebørn.
BKa, Bedsteforældrenes Klimaaktion er en græsrodsbevægelse for klimaaktivister. I vores bod kan du træffe aktive bedsteforældre (og andre + 50 årige) fra hele landet. Sammen forvandler vi vores bekymring for Klodens fremtid til aktiv klimahandling. 
Vi vil gerne i dialog med folk på gaden, og her bruger vi forskellige praktiske redskaber til at komme i kontakt.
Vi giver inspiration til, hvad man kan gøre, hvordan vi bedst muligt påvirker beslutningstagerne til at tage reelt ansvar og handle hurtigt på den meget alvorlige klima-og biodiversitetskrise. Vi taler også om, hvordan den enkelte kan håndtere sit personlige ansvar. Kom og besøg os og få en snak. Sammen er vi stærke.

Det Syddanske EU Kontor
Syddansk klimahandling sammen – henover EUs grænser
Ved at informere om EU’s store rolle inden for den grønne omstilling og mulighederne for internationalt samarbejde, ønsker vi at inspirere folk til at tænke ideer og lokaludvikling ind i et internationalt perspektiv, hvor man samarbejder hen over ikke blot kommune- men også faglige grænser og EU-grænser. Mange udfordringer går på tværs af fag- og kompetenceområder og kræver både lokalt og internationalt samarbejde, og vi vil oplyse om, hvordan dette kan opnås gennem EU støttede projekter. Ved at projektliggøre lokale udfordringer, håber vi på at kunne inspirere flere til at få øjnene op for værdien ved internationalt samarbejde og indtænke dette i deres lokale klimaprojekter.

Vi må helt klart se at få ”projektliggjort” nogle lokale udfordringer, det giver en herlig masse beskæftigelse til lokale kommunale bureaukrater og aktiviteter til politikerne, så de kan holde en velfortjent pause fra det sure slid med prioriteringer inden for kommunernes budgetter.

Ung Kultur Fyn
Grøn By & De 17 Verdensmål 
UNG Kultur Fyn inviterer til sjov læring gennem leg. Se den flotte og spændende udstilling om Up – Re -Down-Cyceling og biodiversitet. Kom og prøv Verdensmål spillet og bliv klogere på De 17 Verdensmål. Besøg vores insektbar hvor du kan smage på insekter med lakrids og chokoladesmag samt knækbrød lavet af insektmel. 
Vi viser hvordan vi som samfund og enkeltpersoner, på en kreativ måde, kan gøre en forskel. Blandt andet viser vi hvordan man kan lave affald om til et kunstværk og til skoler har vi sammensat et eksempel på, hvordan en emneuge omkring Grøn By & De 17 Verdensmål kan se ud. Vores bod er opbygget af bæredygtige – og genbrugsmaterialer.

Stakkels insekter!

Som sagt, hvis nogen af jer har tid – også bare et par timer én af dagene, så duk op og støt Ole og Dines og hjælp til med diskussionerne. Dem burde der blive nok af.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Bare en ide jeg fik, man frit kan bruge eller undlade at bruge, ment som Icebreaker / feedback måleinstrument.

    Man kunne jo spørge forbipasserende om de på et “feel good” barometer, har lyst til at sætte pilen på hvor meget “feel good” de oplever på udvalgte emner, f.eks når staten bruger 37 mia DKK af vores alle sammens penge på CCS, hvorefter man efter en samtale, igen kan spørge dem om pilen nu skal stå det samme sted.

    På den måde får man en “ice breaker”, aktiveret gæsten, lidt sjov, anledning til at oplyse om et emne man selv har forberedt sig godt på, evt. med video klip og print m.m., samt feedback på om ens samtale har rykket noget, eller om man måske har talt for døve øren.

    Ligeledes har man mulighed for at forberede nogle udvalgte emner, man kan tage temperaturen på hos et større antal gæster.

    Man kunne selvfølgelig også vælge at et sådant barometer skulle måle så mange andre ting end lige “feel good”.

    https://pixabay.com/da/illustrations/barometer-m%C3%A5ler-tilfredshed-6555976/

    Ja, ved godt at Klimarealisme.dk helt sikkert allerede har et kanon oplæg til hvad der skal ske, men så kan ide´en jo bare kommer på fjernlager til evt. senere brug.

  2. Få nogle internationale kendte forskere med
    Ellers virker det amatøragtig og pludder-pladder-snak

    • Søren Hansen

      Niveauet på sådan et folkemøde er uhyggeligt lavt, og langt de fleste fremmødte har absolut ingen indsigt i sagen. De mennesker kan vores medlemmer sagtens tackle og få en meningsfyldt dialog med – og det er jo primært det, der er formålet. I øvrigt hænger “internationalt kendte forskere” ike på træerne – og slet ikke nogen, der har tid til at deltage i gøgl som dette.

  3. Dines Jessen Petersen

    Det er en god ting, hvis der er medlemmer, der kan kommentere og stille spørgsmål i evt. debatter. Spørgsmål om hvordan elektriciteten sikres i januar uden vind, hvad er energitabet, når overskudsstrøm skal forsyne, når der er underskudsstrøm, hvad er investeringsbehovet til overskuds-PTX, giver det mening at den påbegyndte metanolfabrik ved Aabenraa tilsluttes elnettet, så de kan trække strøm på basis af fossile brændstoffer til at fremstille et erstatningsprodukt til fossile brændstoffer, det enorme materialeforbrug til vindmøller (25-100 gange mere end atomkraft), burde strømmen ikke kvalitetsvurderes (får vi den når vi ønsker den, eller får vi den, når det blæser eller solen skinner) bør man kunne se regnskaber for de enkelte transmissions-forbindelser (Viking Link til England=11 milliarder kr.)?
    Der er meget der kan spørges om.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*