Debatindlæg, Klima i Medier, PM

Klima-nødsituation, i DR

Det forlyder fra velunderrettede kilder, at Danmarks Radio gik totalt amok i en radioudsendelse om klimaet i går formiddags (fredag d. 11). Udsendelsen blev betragtet med så stor alvor, at den efterfølgende blev refereret i radioaviserne hver time. Det var grove løjer her. Deltagerne i programmet havde alle den rette klima-alarmistiske tilgang til tingene, og i lyset af vejrbegivenhederne rundt omkring i Verden her i løbet af sommeren fik den ikke for lidt.

Der blev talt åbent om, at der burde erklæres ”klima-nødsituation” her og nu. Hvis regeringen gør det, får den vidtgående beføjelser til at indskrænke befolkningens muligheder for at leve et normalt liv. Bilkørsel, flyveture, valg af fødevarer m.m. kan der gribes ind i mod. Hertil kommer, at hele lovgivningen omkring miljø- og lokalgodkendelser kan suspenderes, hvorved vindmøller og solceller kan sættes op overalt i det danske land, helt uden stopklodser og helt uden, at nogen kan gøre indsigelser.

Som sagt var deltagerne i løjerne de gamle kendinge, heriblandt professor Sebastian Mernild. Han bidrog med en opfordring til, at 2030-målet for Danmarks reduktion i drivhusgasudledningerne bør sættes op fra 70 til 80% i 2030. De 80% er lige så urealistiske som de 70%, som vi med garanti ikke når, med mindre regeringen som et led i ”nødsituationen” lukker hele molevitten ned permanent. I 2021 var vores reduktion ifølge Energistyrelsen 41% og i 2022 viser foreløbige tal fra samme myndighed 42-43%. Der er langt til 70 eller 80 – og der er kun 7 år at løbe på. Så det når vi ikke.

Her følger et indspark om situationen, som vi modtog fra Hans G. Petersen. Han har sendt indlægget til DR som en officiel klage:

I dag i DR 1, kl 10.02. bragtes indlæg fra Sebastian Mernild (SDU) og Steen Nielsen (Information). Begge sagde samstemmende at klimasituationen er kritisk, denne sommer er bl.a. beviset, og NU skal regeringen handle, og med samme beslutsomhed som under Covid og krigen i Ukraine. Der hentydes dermed til den klimalovgivning, vi danskere trues med af den ny SVM-regering nu, straks efter sommerferien. For landets skyld, og for at vise vejen for Verden (Mernild).

Der var her til morgen ikke antydning af, at de grundliggende præmisser for denne bastante alarmisme måske er forfejlede, vildt overdrevne og uden for skiven. Senest har således den ny IPCC-chef Jim Skea, udtalt, at 1,5 grader plus i temperatur ikke er en katastrofe. Så hvor blev videnskaben så lige af her i DK? Dansk udledning af CO2 er ca. 0,1% af klodens. Nogen effekt – for Kina? Indien? (3 mia. mennesker, ca. 45% af al emission på planeten).

DR bidrager dermed på voldsom, entydig propaganda-vis til, uimodsagt og entydigt, at fremme den herskende klima-alarmisme i ekstrem grad. Børn skræmmes, lærere i skoler kujoneres og samfundet knager under al den klimadommedags-snak. Folk ophører med at se TV avis og lukker ørene for nyt pga. de vedvarende dommedagstoner fra ‘eliten’ vedr. klima.


Den stadige klima-apokalyptiske linje fra DR bereder vejen for drakonisk lovgivning fra FT. Denne skarpe anti-emissionslinje kan SKADE Danmark uopretteligt, hvis det gennemføres i praksis uden større konsekvenshensyn.

Det er uhørt, bedragerisk og uværdigt for et statsfinansieret radio-monopol som DR.

Alsidigheden i dækningen af klimastof er totalt forduftet, og de samme ypperstepræster fra klima-parnasset får taletid flere gange ugentligt, uimodsagt.

Hvad mener DR’s bestyrelse om den form for journalistik? Har bestyrelsen en mening herom?

Hvad agter man at gøre? Bidrage til at køre landet i sænk, ASAP? Kan vi høre fra de ansvarlige ministre? MF’er? Er de enige med Mernild og Co.? Er landet ved at koge, som Guterres lover os?

Eller har den ny IPCC-chef ret ved at mane til ro om al det klimahysteri og bæredygtighed og grøn omstilling ad nauseam?

Kan folket få DR’s ledelse i TALE?
Har selv prøvet, helt uden held.
Der er voldgrave og snubletråde overalt.

Vh. Hans Petersen

Del på de sociale medier

11 Comments

  1. Er der nogen der har bemærket at DMI sammen med flere banker har regnbuefarvet logo i disse dage?

    Hvilken relevans har et regnbluefarvet logo til DMI’s skatteyderbetalte vejrtjenester?

    Ved ikke med DR, men mon ikke man også der kan finde en lille regnbue et sted.?

  2. Knud Larsen

    Hver søndag formiddag, lige efter kirketid, har Iben Maria Zeuthen en udsendelse i DR’s P1 ”Hvad ville Jesus have sagt?”, hvor en gruppe præster besvarer spørgsmål fra kristne lyttere.

    12/6 skrev hun til DR’s generaldirektør: ”… Det globale klima er ude af kontrol. … Jeg synes at DR bør gå forrest og erklære en form for undtagelsestilstand. Rydde fladerne. Lægge et samlet fokus. …”

    (Hvornår har det globale klima da været under kontrol? Jeg spørger bare).

    Hun opsagde derpå sit faste job og er nu free-lancer i DR: ”Klimaspørgsmålet vejede helt klart tungt, og jeg er lettet over beslutningen. Jeg ville have svært ved at min pensionsopsparing var med til at bidrage til det her projekt” (BT). (Noget med PFA og olierørledninger.)

    Og hun har så startet bevægelsen ” #rydfladenforklimaet”. Dette er jo kristen klima-kamp, KKK.

    Jeg er egentlig mangeårig forsvarer af DR fremfor diverse reklame-radioer. Og vel også kulturkristen. Men jeg må tage afstand fra al denne farisæiske klimatisme. DR har i mange år sendt tiltagende flere reklamer for egne programmer, så det nu er helt ulideligt. Oveni kommer så dette klima-hysteri. Herre Jemini.

    Jeg har faktisk også altid været et loyalt medlem af velfærdssamfundet, hvor alle betaler til alle, så ingen skal kunne ”falde ud” af samfundet. Men jeg vil ikke være med til at betale til en propaganda-radio.

    Som Peter P. Rohde skrev (1970): De farligste samfundsreformatorer er idealisterne.

  3. Mikael Thau

    Man kan forstå, at vores regering har det synspunkt at Danmarks klimatiltag skal kunne få opbakning hos 80 % af befolkningen, og at der ikke må skabes ulighed mellem befolkningsgrupper. Egentligt et ret sympatisk synspunkt.

    Vi kan konstatere, at Danmarks import af varer med stort CO2-footprint, der dog afregnes i lande uden for Danmark, bringer os helt op i toppen af storforbrugende lande, hvor dette års “Earth Overshoot Day” oprandt den 2. august. Ligeledes kan vi konstatere, at der kun skal en kold og våd sommer til at få danskerne ind i flyvemaskinerne.

    Oven i dette har vi så de danske biomassefyrede kraftværker, hvis CO2-udledning ignoreres med henvisning til EU-principper, som snart står for fald, og som Klimarådet har advaret imod. En stor del af denne biomasse kommer fra skovfældning af andre landes skove – i sandhed et hykleri, der skriger til himlen.

    Tages alt dette i betragtning, er det for mig meget svært at se, at der kommer til at ske ret meget mere end det, der allerede er annonceret.

    Hvad det er, DR håber på at opnå, forsvinder lidt ind i tågen?

  4. (D)DR, der skulle være et neutralt public service medie for alle danskere (men som ikke har været neutral så længe jeg kan huske), har jo allerede engageret sig dybt i den grønne kirke, også fra deres skatteyder betalte hjemmeside.

    Her med ”viden” om klimaet.
    https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima

    Her med ”viden” til de store børn
    https://www.dr.dk/skole/geografi/udskoling/tema/klimaaendringer

    Her med ”viden” til de lidt mindre børn
    https://www.dr.dk/skole/natur-og-teknologi/mellemtrin/tema/klima-hvad-rager-det-mig

    Her kan vi alle blive ”klædt på”
    https://www.dr.dk/nyheder/tema/klaedt-pa-til-klimaforandringer

    Og her finder vi alle de ”rigtige” svar
    https://www.dr.dk/tjenester/klimasvar/

    En skatteyder betalt hjemmeside der følges op af en række TV produktioner for den grønne kirke, som Explainer, Deadline, Nyhederne, Clemens tabloid shows m.m.m., Således at DR nu spiller en stor rolle i landets ”sammenhængskraft”, hvor DR nu er blevet den prædikestol hvorfra alle prædikanterne kan sprede det grønne budskab…også til vores børn.

    Minder det ikke lidt om de ”spejderforeninger” man havde centralt i Europa for snart 100 år siden, hvor ungdommen blev ”klædt på” til livet, hvor (D)DR og folkeskolen så i dagens Danmark fungerer som denne spejderforening, der står for den sunde og gode ”opdragelse”, der snart vil gøre det meget nemmere for helt andre ideologier fra Øst, at overtage vore arealer.
    Intet er som sagt så skidt at det ikke er godt for noget, hvor man til den tid så nok kan se frem til at vore arealer bliver renset for sol og vind.

    Er det ikke ved at være tid til at DR pilles af finansloven, så DR (der til deres ros må man dog sige, spiller med helt åbne kort med at de ikke er et neutralt medie, men nu tilhører den grønne trosretning), fremover finansieres alene af den grønne menighed, præcis som folkekirken finansieres af den kristne menighed.

    Anklagesagen mod DR bør kunne startes, hvor anklagen er at de ikke opfylder kravet om at være et neutralt publicservice medie, og hvor bevismaterialet ligger frit tilgængeligt på DR´s egne websider.

  5. Svend Stouge

    I forrige uge og i forlængelse af ovennævnte udsendelse i DR blev emnet debatteret i DR-TV’s udsendelse ‘Deadline’ bl.a. med oversvømmelserne i Norge og brande på Hawaii som baggrund. Kun ‘klimaaktivister’ var inviteret som deltagere i udsendelsen (f.eks. Anders Morgenthaler, aktivist og som kører Tesla) og andre ligestillede. Det blev også fremført, at TV proaktivt skulle starte med at lave deres egne nye klimaudsendelser for befolkningen, så ‘vi’ kan blive opdraget (undskyld – det blev kaldt formidling på TV) korrekt og dermed lære at forstå klimaets og planetens alvorlige og kritiske tilstand mm. Dette skulle forhindre eller formindske den stigende modstand i befolkningen mod bl.a. opsætningen af mange flere vindmøller og solceller på land samt indførelsen af andre mere personlige indskrænkninger (såsom at køre bil hveranden søndag etc). Forslaget blev fremført i fuldt alvor af Jesper Theilgaard, som jo er ‘klima formidler’ (han ser nok frem til et ‘ben’ på DR). Denne ide om ensrettede og opdragende klimaoplysninger kan muligvis blive indført på DR, fordi chefredaktøren ved DR-TV deltog og han var positiv overfor ideen.
    Tiltag som disse er meget mere farlige og alvorlige end flere måske er klar over – de minder jo mere og mere om en totalitær stat’s fremgangsmåde med propaganda og ensretning mv. Nogle af os har jo set dette før.

  6. Hans Henrik Hansen

    “Deltagerne i programmet havde alle den rette klima-alarmistiske tilgang til tingene, og i lyset af vejrbegivenhederne rundt omkring i Verden her i løbet af sommeren fik den ikke for lidt”

    Jeg kom til at tænke på et nyligt interview i Weekendavisen, hvori professor Hans von Storch bla. udtaler:

    “…Den videnskabelige åbenhed forsvinder, for nu skal videnskaben understøtte den rigtige politik. Det har yderligere den konsekvens, at det ikke er de bedste forskere, der kommer i fjernsynet og i aviserne. I stedet styres den offentlige kommunikation af marginale forskere eller regulære charlataner”.

    Et diminutivt plaster på såret var det dog, at klima(mm.)ministeren godt en halv time senere kom ind – og minsandten manede til ‘ro på bagsmækken’!
    Bla. understregede han flere gange nødvendigheden af, at få danskerne (og resten af Verden) med på ‘projektet’, før Danmark når at bringe sine borgere til tiggerstaven!

  7. Og nu når vi er ved det med manipulerende medier, og den altomfattende infiltration, er der så nogen der har bemærket at hver gang både SEABORG og Copenhagen Atomics er med i noget, så er det kun SEABORG der er inde i varmen, og bliver nævnt.

    Så “pleaser” man ikke den politiske elite tilstrækkeligt, får det konsekvenser.

    https://energiwatch.dk/Energinyt/Politik___Markeder/article16347349.ece

    En plads i varmen Troels for noget tid siden sikrede sig.

    https://www.altinget.dk/forsyning/artikel/seaborg-dan-joergensen-har-ret-det-giver-ingen-mening-at-diskutere-a-kraft-i-danmark

  8. Ja, hvis man skærer helt ind til benet mht. rationel tankegang, og gør det så simpelt at selv folk med en ikke teknisk PhD kan være med, så udgjorde Danmarks bidrag til en global atmosfære i 2015 0,1 %, en andel der hvert år bliver mindre og mindre i takt med at Kina og resten af verden også skal industrialiseres, herunder 2 nye kulkraftværker hver uge, alene til Kina.

    Alle temperatur, Is, CO2, uvejr´s m.m. målinger er derfor ligegyldige set med Danske øjne, ligesom det heller ikke er relevant (mht. national klimaindsats) at vide om mennesket har del i noget af dette, idet lille Danmark med en andel på snart et stykke under 0,1% af verdens CO2 udledninger alligevel absolut ingen forskel kan gøre.

    Blev Danmark af en stor vejrgud fjernet fra jordens overflade imorgen, ville det absolut ikke have nogen som helst målbar indflydelse på planetens klima.

    Hvorfor er det at folk som Jesper T og (D)DR lederne ikke forstår dette rationale, men istedet prædiker at vi alle skal konvertere til veganere og ikke må se Topgear?

    Den politiske elite har jo helt og aldeles mistet jordforbindelsen, og deres forpligtigelser til også at være økonomisk ansvarlige…..vi har mange presserende problemer der koster penge, penge den grønne kirke hver dag inddrager til kirkebøssen.

    https://cepos.dk/abcepos-artikler/0286-danmark-staar-for-0-1-pct-af-verdens-samlede-drivhusgasudledning/

    Og at den Vestlige verden alene ruinerer sig selv, mens resten af verden har deres egen dagsorden, er næppe noget der for dem der evner det store overblik, er noget der kommer til at tjene hverken planeten eller menneskeheden.

    Det er ikke det globale klima, men den grønne kirke der er farlig, når Rusland og Kina på denne vis, og særdeles effektivt, kan operere dybt inde bag fjendens linjer, og få nationale TV stationer med på at køre den Vestlige verden i sænk, med Danmark som et foregangsland på hvordan det skal gøres.

    Den forbudte grundlast ville give mening, også økonomisk, mens meget af det man gør for at undgå den forbudte grundlast, er at gå fjendens ærinde.

    PS. er der nogen der har lavet et baggrundscheck af DR og DMI cheferne?

  9. Erik Ravn

    Det falder godt i tråd med en mail et antal DR værter og journalister sendte til DRs generaldirektør. Her opfordrede de DR til at rydde sendefladen i klimaets navn for at erklære undtagelsestilstand og behandle klimakrisen som en nødsituation.
    Det blev 15. juni 2023 diskuteret i P1 debat (https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2023-06-15). Præmissen om en klimakrise, blev der naturligvis ikke sat spørgsmålstegn ved.

    Tak til Søren Hansen for de mange gode artikler.

    • Mange tak for link Erik, interessant, og bare surt man er tvunget til at betale disse menneskers løn.

      Og selvfølgelig også en kæmpe tak til Søren for hans arbejde, indsigt og perlerække af vidunderlige debatindlæg, sikke en utrættelig primus motor vi har i Søren… “keep up the good work.”

  10. Erling Petersen

    Tak Søren.

    Jeg er ganske enig. Jeg er også holdt op med ar se DR. Det er kun et stort klimahysteri.

    Både vedrørende klimaet og andre store sager har de politiske partier rottet sig sammen i en junta,som bag lukkede døre indgår brede forlig, og giver hinanden håndslag på, at de aldrig vil ændre et komma. Så hvis befolkningen ønsker noget andet end juntaen, hvem skal man så stemme på? Meget tyder på, at der ikke sker mærkbare ændringer, før vi får en mindre revolution. Den er også på vej andre steder i Europa. F.eks Sverigedemokraterne og AfD i Tyskland. Spørgsmålet er bare, hvor galt skal det gå, før det bliver bedre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*