Willis Eschenbach har skrevet endnu en artikel til WUWT, hvor han tager fat i spørgsmålet om tørke i Verden. Er der blevet mere eller mindre? Til det brug har han fået fat i nogle data for det såkaldte Palmer Tørke-indeks, der groft sagt fortæller noget om, hvorvidt jorden har meget eller lidt vand til rådighed til planterne. Der findes masser af globale data for indekset, og dem er Eschenbach nu dykket ned i.
Fig. 1 viser det gennemsnitlige indeks for perioden 1901 til 2022. Her kan man se, hvor der gennemgående er tørt, og hvor der er mere fugtigt på Jorden. Eschenbach påpeger, at Australien er et tørt sted, og man kan også se, hvordan det østlige Nordamerika er fugtigere, end den vestlige del.
Fig. 2 viser så udviklingen i det globale gennemsnit over den samme årrække. Her er der svingninger fra år til år, men over hele perioden er der ingen udvikling. Jorden er lige så tør – eller fugtig – som den hele tiden har været.
Lad os herefter give ordet til Eschenbach:
Når vi er kommet så langt, ville jeg se, hvad IPCC’s Sjette Vurderingsrapport (AR6) har at sige om tørke. Her er et par citater:
”Det er en fastslået kendsgerning, at menneskeskabte drivhusgas-udledninger har ført til hyppigere eller/og kraftigere tilfælde af ekstreme vejrbegivenheder siden førindustriel tid, især for temperatur-ekstremer. Dokumentationen for observerede ændringer i de ekstreme begivenheder og sammenkædningen med menneskelig indflydelse (inkl. udledninger af drivhusgasser og partikler, samt ændringer i arealbrug) er blevet styrket siden AR5, især når det drejer sig om ekstrem nedbør, tørke, tropiske storme og kombinationer af ekstremvejr (inkl. tørre/varme begivenheder og naturbrande).”
Min tommelfingerregel er at for det meste, når IPCC skriver at noget er en ”fastslået kendsgerning” … så er det ikke tilfældet. Her er en anden af deres påstande:
”Kort sagt, der er stor tiltro til, at samtidige hedebølger og tørker er steget i hyppighed over det seneste århundrede på globalt plan og pga. menneskelig indflydelse.”
Begge disse udsagn får mig til at sige hmmm, så jeg besluttede at kigge på det, de kalder ”hedebølger”, ”tørke” og ”stor tiltro”. Fra ordlisten i delrapporten, hvor disse citater stammer fra, finder vi:
”Hedebølge: En periode med usædvanligt varmt vejr, ofte defineret i forhold til en relativ grænseværdi, med varighed fra to dage til måneder. Hedebølger og varme perioder har forskellige og nogle gange overlappende definitioner.”
”Tørke:” En usædvanlig periode med vandmangel i eksisterende økosystemer og for befolkningen (pga. ringe nedbør, høj temperatur eller/og vind).”
Jeg går ud fra, at det vil være muligt at definere fænomener, som man kan måle, endnu mere utydeligt, men det ville kræve noget arbejde. Hvordan i alverden kan man have ”stor tiltro” til noget, der er fuldstændigt udefineret? Og en ”hedebølge” af to dages varighed? Hvaba? Det er ikke en bølge, det er en lille krusning.
Tabel 1 viser hvordan de tildeler ”stor tiltro”. Ikke med matematik eller statistik, som I måske troede, men ved at knibe øjnene samme og kigge på sagen fra den anden ende af rummet og så komme med en bedømmelse baseret på ”dokumentation” og ”overensstemmelse”.
“En fremstilling af grader af dokumentation og overensstemmelse og deres sammenhæng med tiltro. Tiltro stiger henimod tabellens øverste højre hjørne som antydet ved den mørkere baggrundsfarve. Generelt er dokumentationen stærkere, hvis der er flere uafhængige men samstemmende serier af dokumentation af høj kvalitet.”
Så hvordan kan de have ”stor tiltro” til ”at samtidige hedebølger og tørker er steget i hyppighed” over det seneste århundrede, når de ikke engang har opstillet klare, faste definitioner på hverken hedebølger eller tørker? Det svarer efterhånden til bare at kaste dartpile efter ovenstående tiltro-tabel.
Når vi nu har set, at IPCC bare udgiver den sædvanlige meningsløse hjernemad, fortsatte jeg mine undersøgelser af Palmer-indekset. Jeg kiggede på udviklingen over de 120 år, region for region. Resultatet er vist på fig. 3:
Nogle bemærkninger. For det første er der ingen generel udvikling. Dernæst er der næsten ingen steder, hvor ændringen har været større end ± 0,1 indeks-enheder pr. århundrede. Dernæst: Det sydvestlige USA er blevet mere fugtigt, resten mere tørt. Og Australien, som sædvanligt … mere tørt. Men igen, ikke ret meget.
Når jeg ser det billede, kommer jeg til at tænke på den ofte gentagede påstand om, at våde områder bliver vådere og tørre områder mere tørre. F.eks. siger en artikel i Nature:
”At det tørre bliver mere tørt, det våde bliver vådere – er en læresætning der er bredt accepteret vedr. globale ændringer i fugtighed”.
For at tjekke om det er sandt, kan vi fremstille en graf, der viser sammenhængen mellem udviklingen i Palmer-indekset og det gennemsnitlige indeks. Det er vist her på fig. 4:
Interessant. Det meste af Verden har et gennemsnitligt Palmer-indeks mellem +1 og -1 (den vandrette skala). Her er der ikke nogen tendens. Men i de tørre områder, mindre end -1, jo mere tørt det er, desto mere fugtigt bliver det. Og det samme er tilfældet over +1, jo mere fugtigt desto mere tørt bliver det.
Hvad er så min konklusion? Ignorer vrøvlet om tørker. Der er altid en hårrejsende tørke i gang ét eller andet sted på denne skønne planet.
Og til sidst, for at vise, at der er ikke er noget nyt under solen, her er en langtidskurve for tørketilstanden i det vestlige USA, fig. 5.
Det er godt, at de nuværende talrige klima-snefnug ikke var tilstede under den 200 år lange tørke, folk den gang ville aldrig høre nogen ende på jammeren…
Danish