Arktis, Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

Stopper Golfstrømmen?

For nogle få dage siden kunne man i medierne læse om et nyt opsigtsvækkende forskningsresultat vedrørende klimaet, udgivet af to professorer fra Københavns Universitet. For en gangs skyld vil vores CO2-udledninger ikke føre til et varmere klima her i Danmark, tværtimod, her vil blive lige så koldt som i det nordlige Canada. Årsagen er, at den globale opvarmning vil medføre, at Golfstrømmen går i stå, og det kan ske i løbet af få årtier. Golfstrømmen transporterer ellers masser af varme op i det nordlige Atlanterhav, og er netop årsagen til, at både Danmark og Norge har et behageligt klima, med vintre, der ikke er alt for kolde. Fig. 1 viser Golfstrømmen, hvor det varme vand strømmer nordpå og koldere bundvand bevæger sig i den modsatte retning.

Fig. 1: Golfstrømmen efter TV2

Her er, hvad de danske medier, her BT, skriver i første omgang:

En dyster klimaberegning fra Københavns Universitet (KU) lavet af forskerne Peter Ditlevsen og Susanne Ditlevsen forudser, at vigtige havstrømme kan kollapse langt tidligere end før beregnet.

Årsagen til kollapset skulle være udstrømningen af ferskvand, primært fra Grønlands smeltende indlandsis.

Med 95 procent sikkerhed påpeger Peter Ditlevsen, at deres beregninger viser, at kollapset vil ske mellem 2025 og 2095. Mest sandsynligt om 37 år.

Den eneste mulighed for at modarbejde det er at “skynde os med at få stoppet vores udledninger af drivhusgasser til atmosfæren”.

TV2’s hjemmeside havde også fat i historien og kunne tilføje:

Den gængse opfattelse hos blandt andre FN’s klimapanel (IPCC) har længe været, at havstrømmene vil blive svækket over en lang periode. Men et egentligt kollaps er meget usandsynligt i den nærmeste fremtid, lyder det.

Den forudsigelse er ifølge Peter Ditlevsen behæftet med fejl.

– Vi siger, at det næsten er sikkert, at det vil ske i dette århundrede. Forskellen er, at IPCC bygger sine forudsigelser på klimamodeller, og det er der store usikkerheder ved, siger han.

Derfor har de to forskere i stedet set på data for overfladetemperaturer i det nordvestlige Atlanterhav fra 1870 til 2020, som ifølge Peter Ditlevsen er en slags “fingeraftryk” for de dybe havstrømme.

Ved hjælp af en række nye matematiske værktøjer har de fremskrevet den udvikling for at komme med et ”mere robust estimat” for, hvornår den termohaline cirkulation vil kollapse i Atlanterhavet.

2 x Ditlevsen har offentliggjort deres resultater i en artikel i Nature Communications, hvor den ligger frit tilgængelig. Her kan man læse nærmere om, hvad det er, der er gjort.

Havstrømmen er meget vanskelig at måle, og reelt er man først begyndt på den slags inden for de seneste 20 år. Det kan jo ikke bruges til at påvise nogen tendens over længere tid, og derfor har 2 x Ditlevsen grebet til en anden fremgangsmåde. De kigger simpelthen på overfladetemperaturerne, dels i et lokalt område i det nordlige Atlanterhav, dels den globale havoverfladetemperatur. Forskellen i udvikling af de to skulle så være et mål for Golfstrømmens styrke, se fig. 2.

Fig. 2: a: Området, der bruges til de lokale målinger i Nordatlanten (sorte omrids). b: Havtemperaturen i området vist i a. c og d: Anomalier (afvigelser) for hhv. den lokale og den globale havtemperatur. e: Tallene i c fratrukket 2x tallene i d.

Forfatterne skriver:

Golfstrømmen (AMOC) er kun blevet overvåget kontinuerligt siden 2004 gennem kombinationer af målinger fra bøjer, elektriske signaler i undersøiske kabler og satellitmålinger. I perioden 2004-2012 er der observeret en nedgang i AMOC, men der er brug for længere tiders måleserier, før man kan se, om det har nogen betydning. For at få dem, har omhyggelige analyser af længere tidsserier af havoverflade-temperaturer, kombineret med en lang række klimamodelstudier, vist, at havtemperaturerne i et område i det nordlige Atlanterhav (SG), se fig. 1a, indeholder et optimalt fingeraftryk for styrken på Golfstrømmen.

Temperaturdifferenserne bliver nu brugt til fremskrivningen, ved hjælp af en masse statistiske beregninger. Forudsigelsen er vist på fig. 3, og man ser klart, hvordan det hele ramler lige efter midten af dette århundrede.

Fig. 3: Fremskrivning af temperaturkurven, der viser tidspunktet for Golfstrømmens ophør

Forfatterne skriver i afslutningen af artiklen:

Dette er i sandhed et bekymrende resultat, der burde føre til hurtige og effektive tiltag til at reducere de globale udledninger af drivhusgasser for at undgå den støtte ændring af kontrolparameteren mod sammenbruddet af AMOC (dvs. reducere temperaturstigningen og tilførslen af ferskvand fra afsmeltning af is ud i det nordlige Atlanterhav).

Budskabet er klart, nu må vi gennemføre den grønne omstilling, det kan ikke gå stærkt nok. Man kan jo spørge sig selv, om det overhovedet er nødvendigt at nævne det budskab i en videnskabelig artikel, men det ligger åbenlyst forfatterne meget på sinde.

Det bliver mere forståeligt, når man tager i betragtning, at netop Peter Ditlevsen er koordinator på TiPES-projektet, Tipping Points in the Earth System, eller på dansk: ”Væltepunkter i Jordens System”, hvor formålet ved oprettelsen netop var at identificere disse væltepunkter med henblik på at få skruet op for klima-alarmismen. Et stop for Golfstrømmen er netop et af væltepunkterne, og deraf kommer Ditlevsens levende interesse for emnet.

Generelt må man sige, at på trods af det imponerende statistiske arbejde, så er hele udgangspunktet for artiklen noget tvivlsomt. Hvordan kan man være sikker på, at en tilfældig valgt temperaturforskel virkeligt er udtryk for styrken af en enorm havstrøm, der har eksisteret i tusinder af år?

Det skal da også siges til både BT’s og TV2’s ros at de ikke umiddelbart køber historien, og derfor citerer de videre fra deres kilde, Ritzau, der har talt med en ekspert fra DMI. Han hedder Steffen Malskær Olsen, og er klimaforsker med speciale i havstrømme ved Nationalt Center for Klimaforskning under DMI. Han roser indledningsvist det statistiske arbejde, men fortsætter ifølge BT:

– Men jeg vil påpege, at de data – den tidsserie – de bruger, ikke er målinger af havstrømme. Det er en indikator – en proxy – der er forbundet med en masse usikkerheder.

– Vi har simpelthen ikke målinger af havstrømme, der er i lange nok tidsserier til, at man kan lave den her type studier, siger han.

– Det gør i mine øjne, at det er lidt friskt at komme med et årstal eller årti og ændre hele fundamentet for vores forståelse af golfstrømmen, siger Steffen Malskær Olsen.

Malskær Olsen gør opmærksom på, at der faktisk er direkte målinger af havstrømmen, der tyder på at den er meget stabil – og det er jo det stik modsatte af, hvad 2 x Ditlevsens artikel konkluderer:

– De data, vi har, viser stabilitet og muligvis en øget styrke i varmetransport mod Arktis, hvilket er det modsatte scenarie.

TV2 tilføjer:

I løbet af de seneste år er forskere ifølge Steffen Malskær Olsen blevet mere og mere i tvivl om, hvorvidt overfladetemperaturerne i det nordvestlige Atlanterhav overhovedet er forbundet til den termohaline cirkulation.

Men det er netop den sammenhæng, hele studiets forudsigelser er baseret på.

Så inden vi alle sammen farer i byen og køber termoundertøj og polarforskerjakker, skal vi måske lige tage den lidt med ro. Her er der tale om endnu en alarmistisk klimaartikel, der kan blive offentliggjort i et anerkendt tidsskrift og blive omtalt i medierne, selvom kejseren ikke havde ret meget tøj på, når det kommer til stykket.

Del på de sociale medier

10 Comments

  1. Knud Larsen

    P1 Morgen brugte idag, 3/8, en hel time (med afbrydelser) på et interview med Esther Kjeldahl, medstifter af ”Den Grønne Ungdomsbevægelse”. På opfordring holdt hun en afsluttende peptalk til potentielle proselytter.
    Hun fik også “Grønlandspumpen” flikket ind i sine jeremiader, samt opfordrede til at slå ”klimakampen” sammen med kampen mod ”islamofobi”.

  2. Knud Larsen

    PS: I P1 Debat 27/7 medvirkede også en “klimapsykolog” (sic!)

  3. Knud Larsen

    2 x Ditlevsens hovedtese fik 27/7 megen plads i DR (P1 Morgen og P1 Debat): ” “Grønlandspumpen” vil med 95 % sikkerhed kollabere mellem 2025 og 2095, mest sandsynligt i 2060, og dette vil føre til et dansk klima som p.t. i Alaska.”
    Men Alaska ligger altså på 60-70 grader nordlig bredde, mens Danmark ligger på ca. 55 grader ligesom Labrador/ Newfoundland, det gamle Vinland. Dér var landet så indbydende (med vindruer), at vikingerne slog sig ned der for 1.000 år siden. Og de kunne dyrke korn i Sydvest-Grønland, netop på højde med Alaska.
    Gad vide, hvordan Grønlandspumpen fungerede dengang? Alle læsere af denne hjemmeside ved, at vi alene i historisk tid har haft lunt klima i bølger med ca. 1.000 års mellemrum.
    Peter Ditlevsen politiserede voldsomt i P1 Debat. Som jeg kan forstå, at han og Susanne Ditlevsen også gør i deres paper i ”Nature Communications”. Jeg synes ikke, at dette sømmer sig for statsbetalte forskere. Og da slet ikke i et land, der har fostret Willi Dansgaard og andre fremtrædende iskerneforskere:
    Vejr og klima har ALTD ændret sig, ofte i løbet af meget få år, længe før Homo sapiens havde nogen som helst indflydelse. Hvorfor i himlens navn tages så netop et stabilt klima som udgangspunkt af IPCC og alle klimatisterne? Der argumenteres, som om hver eneste lille ændring er en katastrofe, og menneskets skyld.
    Må det være tilladt at sige: Hellige enfold?

  4. Ingen modelberegning er bedre end de algoritmer man har valgt og de data man har valgt som input. shit ind = shit ud, og er algoritmerne fejlagtige eller med bias vil det altid være shit ud.

    Nu har vi jo ikke for gode erfaringer i Danmark mht. Professorer der hævder at drive videnskab med deres manipulerede regneark, så mon ikke vi bare skal beholde en sund portion skepsis overfor videnskabsfolk, indtil vi har undersøgt hvem der betaler deres løn.?

    At stole blindt på en videnskabelig afhandling uden først at kende alle forhold omkring denne, vil nok være dumt mht. klima i disse tider.

    Er man medlem af den grønne kirke, og tror på dette scenario, er det jo lidt af et paradoks at man samtidig bekæmper grøn grundlast i EU, og erstatter denne med brunkul og afbrænding af gavntræ, især hvis man er leder af et grønt parti eller kalder sig rød/grøn. Også mht. at det jo er den lille mand der betaler gildet, et gilde hvor der kun serveres varm luft.

  5. Bent Sørensen

    Der er flere ting, der undrer mig ved dette forskningsprojekt.
    Fig 1b (Sørens 2b) må være målt i C og ikke i K? Hvordan har man kendt til havtemperaturen i området helt tilbage i 1870? Det må være meget sporadiske målinger fra skibe! Hvis Golfstrømmen svækkes, så må indlandsisen i Østgrønland da stoppe med at smelte => havet bliver mere salt => nedsynkningen øges => Golfstrømmen bliver kraftigere. Der må være en vis inerti i systemet, så det ikke bare lige kan tippe.
    Omkring 1980 var man bekymret for, at en ny istid var på trapperne, og at netop Golfstrømmen ville gå i stå, og dermed udløse en ny istid. I slutningen af 1980’erne prøvede man at lave en måling af Golfstrømmen fra Færøerne og østpå. Konklusionen på den undersøgelse blev, at Golfstrømmen ikke var ved at gå i stå.
    Det er let som forsker at komme i avisen.

  6. Jens Arne Hansen

    Det gælder vel om at vedligeholde tilpas meget klimapanik til at folk ikke stiller spørgsmål til alle de penge vi bruger på vindmøller, men heller ikke så meget at det vil kræve drastiske beslutninger om at gøre noget reelt såsom at begynde at bygge atomkraft!
    For vindmøller passer perfekt til de nulvækstideologi som ligger bag klimakampen, de sluger ressourcer og skaber aktivitet uden at det skaber værdi og vækst og hensætter således vore samfund i den stagnation og unødig fattigdom som vi kender så godt fra de statslige sparekampagner som jævnligt kører!
    Modstykket til dette er atomkraft som er en stor investering, men som derefter leverer den pålidelige og rigelige energi som er grundlaget for at samfundet kan vokse og udvikle sig så et frit erhvervsliv kan tjene penge og skabe velstand!

    • Dines Jessen Petersen

      Jens Arne Hansen, tror du investering i vind og sol incl backup er billigere? Produktionsanlæg til backup og PTX, der ender med en effektivitet på måske 40%, energiøer i Nordsøen, enorme investeringer i el-kabler! Jeg tror det ikke.

      Der burde aflægges regnskaber for Energinets enkeltinvesteringer, f.eks. regnskab for Viking Link, så vi fik dokumentation for deres påstande om enorme energiudvekslinger. Transmisions-afgifter er for mig et nyord.

  7. Søren Andersen

    Mon diverse forskere, semi-forskere og øvrige interesserede forstår betydningen af deres forskning/ forudsigelser? Den ene Ditlevsen blev “overrasket” over den store interesse efter publiceringen?? Betyder det mon intet for dem, at det modsatte scenario/ status quo kunne være en mulighed?

  8. Hans Henrik Hansen

    “Så inden vi alle sammen farer i byen og køber termoundertøj og polarforskerjakker, skal vi måske lige tage den lidt med ro”

    – ja, i en artikel om samme emne fra 2022 står bla.:

    “Since 1980, there is evidence for periods of strengthening and weakening, although the magnitudes of change (5–25%) are uncertain[…]Research priorities include developing robust and sustainable solutions for the long-term monitoring of the AMOC, observation–modelling collaborations to improve the representation of processes in the North Atlantic and better ways to distinguish anthropogenic weakening from internal variability”

    https://www.nature.com/articles/s43017-022-00263-2

  9. Jørgen Keinicke

    At smeltevand fra indlandsisen skulle sætte Golfstrømmen i stå er fortalt før. I det hele taget nærer alarmistiske forskere helt overdrevne forestillinger om, hvor meget indlandsisen smelter. Senest er en historie gået verden rundt, om en isklump fundet i en fryser skulle vise, at hele ismassen mere eller mindre skulle smelte helt, som følge af den stigende temperatur forårsaget af menneskets udledning af CO2.

    Grønland er imidlertid inde i en interessant udvikling, fordi klimaet i Grønland bølger. Efter 2010 er det igen blevet koldere i Grønland. Kilde: DMI. Indlandsisens afsmeltning er i de sidste 10 år markant mindre end i de foregående 10 år. Kilde: GEUS.

    Smeltesæson                              Massetab inkl. kælving
    2002/2003 til 2011/2012                         2.486 Gt
    2012/2013   til 2021/2022.                       1.756 Gt

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*