Der er langt til bunden

Vi har flere gange her på siden omtalt Scientific American, som onde tunger er begyndt at kalde ”Unscientific American”, bl.a. på grund af massive doser af politisk aktivisme i de offentliggjorte artikler. Specielt når det drejer sig om klimaet, har det efterhånden ikke meget med videnskab at gøre mere. Der er gennem de seneste år offentliggjort flere horrible eksempler, men i den seneste udgave, juni 2023, ser det ud til, at bladet kan synke endnu dybere.

I en stort opsat artikel af en journalist Lois Parshley tager man fat i Sammenkædnings-videnskaben (eng. Attribution Science) hvor ”klimaforandringernes” indflydelse på nylige tilfælde af ekstremvejr søges afdækket. Konklusionerne er selvfølgeligt givet på forhånd, vores udledninger af drivhusgasser har ført til flere og voldsommere storme, tørke, oversvømmelser, hedebølger osv.

Parshley interviewer flere af aktørerne i den gruppe, der er nedsat for hurtigt at komme ud med sammenkædningsresultater, World Weather Attribution, WWA (Verdens Vejr-Sammenkædning). Prominent blandt disse er Friederike Otto, som vi er stødt på tidligere.

Der lægges ikke skjul på, at hele den hurtige sammenkædning udelukkende tjener det formål at vække folks opmærksomhed på klimasagen, og få dem til at tro, at klimakatastrofen er lige om hjørnet. De videnskabelige resultater skal derfor ud, mens den ekstreme vejrbegivenhed er i frisk erindring – eller endnu bedre – stadigvæk er i gang. Det siger sig selv, at den slags videnskabeligt arbejde ikke kan nå at blive fagfællebedømt, men det hævdes at man følger ”fagfællebedømte metoder”.

Hm. Der er to metoder i brug her. Den ene er modelberegningerne, der viser, hvordan f.eks. en storm ville have udviklet sig, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren og dermed temperaturen befandt sig på førindustrielt niveau. Resultatet sammenlignes så med de faktiske observationer, og hvis modellen er justeret ind på rette vis, vil man naturligvis se, at det blev meget værre nu, end det ville have været.

Den anden metode er ”fortællingen”, storyline, som vi også har omtalt tidligere. Her går man ud fra almene betragtninger over, hvordan vejret kunne tænkes at arte sig. Højere temperaturer i havet giver mere energi til f.eks. orkaner. De leder også til mere fordampning, der derefter vil give mere regn, når en orkan går i land. Mere fordampning giver også mere regn til oversvømmelser. Fortællingen er en meget behagelig fremgangsmåde, man behøver ikke at beskæftige sig med faktisk målte data eller stringente videnskabelige teorier, der kan modbevises – falsificeres.

Netop med hensyn til orkanerne i Atlanterhavet, har det jo vist sig, at der faktisk er blevet færre af dem over de seneste 100 år, og den samlede afsatte energi er tilsvarende mindre. Forklaringen er, at orkanerne primært drives af temperaturforskellen mellem troperne og de arktiske egne, den er blevet mindre i takt med den globale opvarmning. Men sådan noget fnidder kan sammenkædnings-videnskaben ikke bruge til noget.

Modelberegningerne viser som nævnt, hvor meget regn en given storm vil medføre, uden og med global opvarmning, se fig. 1. Parshley nævner med slet skjult tilfredshed, at modelresultaterne med opvarmning kom til at stemme meget fint overens med virkeligheden. Tænk dog….

Artiklen kommer nu med den store konklusion, vist her på fig. 2. Her ser man en oversigt over sammenkædningsstudier og deres resultater, og det er klart de fleste, der viser at tilfældene af ekstremvejr enten er blevet alvorligere eller har optrådt med større hyppighed. Så sagen er klar, der er en direkte sammenhæng mellem klimaforandringerne og tilfældene af ekstremvejr.

Nu er det interessante ved fig. 2, at stort set alle artiklerne her ikke er fagfællebedømt. Der har ikke været andre forskere ind over foretagendet end den lille WWA-gruppe. Journalist Parshley har heller ikke gjort sig den mindste ulejlighed med at spørge udenforstående videnskabsfolk om deres syn på sagen her. Der er ellers nok at tage af, senest Roger Pielke, Jr.

Artiklen nævner ikke med et ord statistikkerne for de seneste 100 års tilfælde af ekstremvejr, det var de data, der bl.a. fik ovennævnte Friederike Otto helt op i det røde felt. De var jo ødelæggende for hendes guldæg af en forretning.

Retfærdigvis skal det siges, at arbejdet i WWA ikke direkte kaster penge af sig, en del af indsatsen foregår i forskernes fritid. Derfor drømmer de også om, at myndighederne, f.eks. amerikanske NOAA overtager arbejdet, og automatisk spyr sammenkædning ud, hver gang en orkan viser sig ude i Atlanterhavet. Det ville være så godt for troen på klimakrisen.

Men videnskab har det ikke noget at gøre med, og navnet ”Unscientific American” er desværre mere og mere berettiget.