På Københavns Universitet huserer en Christian Mac Ørum, der er palæontolog og dermed studerer fortidens dyre og planteliv. Det ved vi en hel masse om takket være alle de fossiler – eller forsteninger, som man har fundet. De bliver aldersbestemt, og derefter kan man følge livets udvikling gennem de seneste 500-600 millioner år.
I det meste af tiden har livet trivedes fint, der er en stor artsrigdom af dyr, og gradvist udvikler dyrene sig til noget nyt – og formentligt mere konkurrencedygtigt. F.eks. var forfædrene til Tyrannosaurus rex meget mindre, selvom de lignede deres berømte efterkommere. Med T. rex nåede man toppen af den udvikling.
Men i alt 5 gange i Jordens historie er det gået galt. Her har man haft en masseuddøen, hvor hele grupper af dyrearter er forsvundet på kort tid. Man grupperer dyrearter i såkaldte slægter, og derefter samler man slægterne i familier. Alle kattedyr tilhører således den samme familie, men er opdelt i 3 slægter, de ”egentlige kattedyr”, som omfatter løver, tigre, leoparder og tamkatte, ”losserne” og ”geparderne”.
Den første store masseuddøen fandt sted for ca. 440 mio. år siden ved slutningen af epoken Ordovicium. På det tidspunkt fandtes livet kun i havet. Man regner med at ca. 85% af dyrearterne ved den lejlighed forsvandt, 27% af familierne og 57% af slægterne blev helt udryddet, dvs. alle deres arter gik til. Siden da var der fire store udryddelsesepisoder mere, den sidste var i forbindelse med det store asteroidenedslag for 66 millioner år siden, som bl.a. tog livet af dinosaurerne.
Der er megen diskussion om årsagerne til disse ekstreme hændelser. Der er næsten helt sikkert, at det var kraftige klimaændringer, der var skyld i dyrearternes uddøen; ekstrem kulde eller varme, tørke osv. Men hvad der forårsagede dem, er der tvivl om. Der er en række muligheder, som f.eks. kraftige vulkanudbrud, kontinenternes forskydning, der ændrer havstrømmene, ændringer i solens indstråling, ændringer i niveauet af kosmisk stråling osv.
Christian Mac Ørum har i sin forskning fokuseret på en nøjere bestemmelse af antallet af arter gennem de forskellige epoker og udviklingen af antallet, ikke mindst i forbindelse med den store masseuddøen i slutningen af Ordovicium. Han har udgivet seriøse artikler om emnet, og i hvert fald den fra 2019 virker ikke på nogen måde useriøs hvad klimaet angår.
Men i to artikler i Berlingske, hvor hans arbejde omtales og han interviewes, får den til gengæld ikke for lidt. I den første får vi følgende at vide:
Episoden i slutningen af Ordovicium tilskrives ofte en ekstrem kuldeperiode, men Mac Ørum mener nu i stedet, at der er tale om ”galopperende global opvarmning”. Mac Ørum kan nu koble denne opvarmning sammen med et gigantisk vulkanudbrud, der udsendte – ja gæt selv – en masse CO2! Opvarmningen er så selvfølgeligt en drivhuseffekt. Samtidigt førte CO2-en til en forsuring af havene, der gav problemer for f.eks. skaldyrene.
Den opmærksomme læser har måske allerede luret, hvor dette her bærer hen, men i den anden artikel i Berlingske skæres det ud i pap:
Livet på Jorden trives absolut bedst i et klima, der er næsten præcis som i nutiden. Bliver der få grader varmere eller koldere, falder biodiversiteten og dermed rigdommen af dyr og planter på kloden dramatisk.
»Vores studie rammer ind i nutidens debat om global opvarmning, for nu kan vi tydeligt se, at allerede for en halv milliard år siden var det afgørende for livet, at der ikke var for varmt,« siger palæontolog på Statens Naturhistoriske Museum, Christian Mac Ørum.
Mac Ørum beskriver, hvordan havene var meget varmere i starten af Ordovicium – op til 40 grader omkring Ækvator, men så 20-30 millioner år senere faldt temperaturen med omkring 10 grader, og derpå skete der en stor udvikling af livet med mange nye arter af forskellige klasser af dyr.
Men de gode tider fik en ende, de kraftige vulkanudbrud forårsagede den globale opvarmning og så uddøde dyrene.
Berlingske fortsætter:
I dag peger næsten al klimaforskning på, at mennesker er i fuld gang med at varme kloden op med stigende udslip af drivhusgasser. Ifølge FN-klimapanelet IPCC styrer vi mod en verden, der sagtens kan blive tre grader varmere – med mindre vi meget snart formår at hamre CO2-bremsen kraftigt i.
»Vores studie peger i retning af, at det ikke vil være godt for biologien, hvis temperaturen i nutiden stiger med tre-fire grader. Så risikerer vi at ryge uden for det vindue, hvor biologien trives. Vi kan ikke se ind i fremtiden, men jeg vil mene, at der i vores forskningsresultat ligger en løftet klimapegefinger til os her i nutiden,« siger den danske palæontolog.
Derefter nævnes påstanden om, at mennesker i dag er ved at forårsage den sjette masseuddøen i Jordens historie. Der tales om at måske en halv til en hel million arter allerede er forsvundet. Langt de fleste af dem kender vi dog slet ikke, det er regnet ud ved hjælp af modeller. Sammenligningen er under alle omstændigheder falsk. De tidligere episoder forårsagede uddøen blandt mange relativt store dyr – og som nævnt blev mange familier og slægter udryddet, jfr. fig. 1. I nutiden er ikke en eneste slægt uddød i sin helhed, der er kun tale om enkelte arter inden for hver slægt, og i alt kender man kun til nogle få hundrede krybdyr, fugle og pattedyr, der er forsvundet inden for de seneste 300-400 år. Det er ikke noget stort tal, og ingen af udryddelserne skyldes ændringer i klimaet. De fleste af de større dyr er simpelthen blevet jaget og skudt af mennesker.
Men man fornemmer klimatroen og ønsket om at politisere forskningen. Selv Mac Ørum bør i et af sine mere eftertænksomme øjeblikke overveje, om sammenligningen med nutidens meget beherskede opvarmning virkeligt er retfærdig over for fortidens voldsomme klimaændringer. Og voldsomme var de, ellers ville dyrene have overlevet. Der skal meget til at udrydde en hel dyregruppe, tænk bare på pattedyrene, krybdyrene og fuglene, der overlevede asteroiden for 66 millioner år siden, mens alle dinosaurerne og en masse andre dyrefamilier og -slægter forsvandt.
Men der er stærke kræfter, der arbejder på at fortolke hele fortidens klima udelukkende som et spørgsmål om CO2-indholdet i atmosfæren, så det kun er drivhuseffekten, der har styret, til alle tider. Det er jo absurd, intet mindre.
Og trilobitterne, de små (eller store) leddyr, der af udseende lidt ligner bænkebidere, og som var talrigt tilstede i urhavet i Ordovicium? De overlevede den store masseuddøen ved epokens afslutning, men forsvandt i forbindelse med den 3. katastrofe for ca. 250 millioner år siden.
Danish
Jeg kan tilføje et par kommentarer i denne sammenhæng
A) Lidt fakta
1) Hans rigtige og fulde navn er Christian Mac Ørum Rasmussen
2) Han er tilknyttet Københavns Universitet ved Globe Institutet, som hører under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet – dvs han er ikke tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum, som hører til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – der en forskel.
2) Han står ‘alene’ med sin ‘hypotese’ vedrørende den Ordovisiske masseuddøen.
B) Den Ordovisiske masseuddøen
1) Den Ordovisiske Masseuddøen hører til de klassiske ‘fem store’ masseuddøen – som det jo også er vist på Figur 1 ovenfor.
2) Med hensyn til størrelse af masseuddøen er den nummer 2 i rækkefølgen; dvs større end den mere eller mest berømte Kridt-Palaeogen (eller også kendt som Kridt-tertiær: KT grænsen) masseuddøen. Masseuddøen ved Perm-Trias grænsen var den største (i modsætning til hvad figur 1 viser) .
3) Mere end 85% af marine familier blev påvirket, og 85% af alle Ordovisiske arter uddøde i slutningen af Ordovicium. Brakiopoderne er en skalddyrsgruppe, som blev ramt hårdt. Den levede på lavvandede shelf områder, som blev tørlagt som følge af nedisningen (trilobitterne levede også i oceanet og i dybere vand og blev dermed ikke særligt påvirket eller påvirket i langt mindre grad).
3) Den Sen Ordovisiske masseuddøen forklares ofte som resultatet af (1) den kraftige og hurtige nedkøling dvs istid, som startede i sen Ordovicium og kulminerede i det tidsrum, som vi kalder Hirnantian etagen (445 til 443 mill. år) og (2) havniveau fald, som blev følgen af nedisningen.
CO2 indholdet var ca 14-16 gange højere i sen Ordovicium sammenlignet med idag – alligevel blev det til en istid og er dermed en vigtig ‘paradoks’ til nutidens opfattelse af CO2’s virkning på klima.
Det kan også tilføjes- som en side kommentar – at der heller ikke findes spor af Iridium ved denne masseuddøen.
Andre oversete masseuddøen – udover de ‘fem store’ omfatter:
1) Tidlig Proterozoic (ca. 2.5 millarder år siden) hvor atmosfæren modtog fri ilt, som følge af fotosyntese; dette var en ‘gift’ og blev en katastrofe for de anaerobe (dvs bakterier som lever uden ilt) – og jorden begyndte at ‘ruste’ dvs bjergarterne på jordens overflade begynder blive røde. Denne episode er blevet relateret til den ældste ‘Snowball Earth’ begivenhed (også kendt som Huronian Snowball Earth).
2) Alutningen af Neoprotezoikum (Ediacaran) hvor de første store organismer (Ediacara faunaen) uddøde før starten af Kambrium. Dette er også blevet relateret til afslutning af de to sidst kendte ‘Snowball Earth’- istider (Sturtian og Marinoan) i Cryogenian (720 – 635 Millioner år siden). Denne uddøen førte til den ‘kambriske eksplosion’, som fulgt kort tid efter (dvs kort ifølge geologisk tidsskala)
De to sidste omtalte ‘masseuddøen’ er ofte overset – eller glemt, men de var ikke mindre alvorlige end deres bedre kendte og yngre ‘fem store’.
) Biologerne at vi lever i den ‘sjette masseuddøen’ – men det mangler vi at se.
Jeg forstår ikke figur 1 ovenfor som viser at den Ordovisiske masseuddøen skulle være større end Perm-Trias masseuddøen – dette må være forkert. Kommer denne figur fra Christian?
og tilslut
– og nej trilobitterne uddøde ikke i slutningen af Ordovicium, men ved Perm-Trias grænsen.
D) Jeg er meget overrasket over at se dette citat:
‘Vores studie peger i retning af, at det ikke vil være godt for biologien, hvis temperaturen i nutiden stiger med tre-fire grader. Så risikerer vi at ryge uden for det vindue, hvor biologien trives. Vi kan ikke se ind i fremtiden, men jeg vil mene, at der i vores forskningsresultat ligger en løftet klimapegefinger til os her i nutiden’
– dette er slet ikke i overensstemmelse med vores mange års (generationers) observationer og erfaringer af liv gennem jorden historie (f.eks. kridttiden var varm, hvor livet blomstrede med høj mangfoldighed).
Jeg gad vide om Christian har set dette citat før det blev publiceret i avisen, fordi dette plejer ikke at være hans holdning i ‘dagligdagen’.
Undskyld ‘forelæsningen’, men jeg syntes, at noget af indholdet kunne være relevant her.
mvh
Svend Stouge
(relativt gammel) palæontolog
Tusind tak for en meget interessant gennemgang og kommentar. Undertegnede er ivrig amatør på palæontologiens område og har faktisk 5-6 forstenede trilobitter på skrivebordet.
Billedet af de 5 masseuddøen’er er fra Our World in Data: https://ourworldindata.org/mass-extinctions Jeg tog det med, fordi det sparer mange ord.
Og ja, jeg skriver da også til sidst at de kære trilobitter først uddøde i slutningen af Perm.
Men det glæder mig, at du er enig i, at det er det værste vrøvl, at hævde at nogle få graders højere temperaturer skulle være ugunstigt for livet på Jorden. Livet trives i varmen og i øvrigt vil en global opvarmning have meget lidt indflydelse på temperaturerne i troperne, det er primært på nordligere og sydligere breddegrader at temperaturen stiger, og det er jo helt overvejende en positiv ting.
Når CO2 (g) opløses i vand dannes “kulsyre”, og der sker en dissociation med en ligevægt, hvor Le Chateliers princip gælder. Dvs. hvis mere CO2-gas tilføres, og koncentrationen dermed øges, så vil vandets surhed øges, og hvis opløseligheden af CO2-gas i vandet formindskes fx pga. en stigende vandtemperatur, så vil vandet blive mindre surt, alt andet lige. Der er tale om to modsat rettede processer i en ligevægtssituation.
Regnvandet, som er en vigtig kilde til fornyelse af havvandet, udvasker CO2-gas fra atmosfæren og indeholder derfor allerede kulsyre. Det betyder, at opholdstiden af CO2 i troposfæren er meget mindre end indikeret af den lange halveringstid beregnet ud fra reaktion af CO2 med hydroxylradikaler, der benyttes i klimamodellerne.
Christian Mac Ørum gør bare som andre forskere: Medtager “klima” i deres forskning, for at få EU tilskud.
Siden omkring år 2000 har det næsten været umuligt at få støtte til forskning, der ikke indeholder “klima”.
Det er altså lidt underligt, den brug af Henrys Lov, du kommer med der. Henrys Lov, siger faktisk ikke noget principielt og væskens temperatur (- det er der en anden lov, der gør) Henrys Lov siger, at mængden af en gas opløselig i en væske stiger eller falder proportionalt til partialtrykket.
Partialtrykket skal forstås således, at det i princippet er gassens eget tryk, uafhængigt af trykket i øvrigt.
Dvs. fx, at nu da partialtrykket af CO2, det er steget 50% ( – fra 280 ppm, til 420 ppm) så opløses tilsvarende 50 % mere af atmosfærens CO2 i havet, end der gjorde før – og det er ikke 50% af nul – det er 50% mere, hvor havet er koldt, og “halvtreds procent” mindre (33% – matematisk korrekt), hvor det er varmt – bl.a fordi disse områder er forskudt således, at det optagende kolde område, det er blevet meget større, og det afgivende varme område, det er blevet meget mindre.
Joh, i mellemtiden er det blevet ca. én grad varmere – men af iskernemålingerne ses, at det medfører – efter planterne fx også har spist af det – kun alene 10 ppm i atmosfæren pr. grad, hvilket i sammenligning med de 140 ppm, det er steget i dag, er ganske, ganske lidt.
Gudmand-Høyer Er det ikke korrekt, at opløselighedsproduktet af en luftart er en funktion af temperaturen? Og meget højere ved godt 0 grader end ved f.eks. 30°. Ellers har jeg misforstået noget. Forklar gerne. Jeg er ikke kemiker.
CO2 som livgivende luftart. – Der er ingen, som kender årsagen til den såkaldte “Kambriske Eksplosion” for 540 millioner år siden. Pludseligt (geologisk set pludseligt) opstod der kalkskallede dyr, hvilket gjorde, at man kunne få dannet fossiler. Så det er stort set fra det tidspunkt at livets historie er beskrevet ved hjælp af fundne fossiler. Men hvorfor skete det? Mit forslag er, at den meget høje koncentration af CO2 (næsten 20 gange dagens beskedne niveau) kan have været medvirkende årsag til det, idet CO2 er ingrediensen i karbonater. Desuden havde oceanernes vand indeholdt store mængder CO2 i den foregående verdensomspændende istid (“Snowball Earth”), pga henrys lov, som siger, at koldt vand kan have meget mere CO2 i opløsning end varmere vand. Ved den globale “Ice house” periodes afslutning og stigende temperaturer afgassede vandet CO2 (og andre luftarter) til atmosfæren og afgav CO2 til biologisk dannelse af karbonater i form af kalkskaller. Så jeg ser det som en mulighed, at en meget hurtig ændring af opløseligheds produktet af CO2 i vandet pga hurtig opvarmning har gjort det let for organismer at “trække” nødvendig CO2 til skaldannelse ud af vandet. Det er blot min hypotese. Det er ikke sikkert, at den er rigtig. Hører derfor gerne fra personer, der ved mere om det. For den kambriske eksplosion (eller revolution, som Dr. Seilacher kaldte den) er stadig et mysterium.