Klimapropaganda

Roger Pielke, jr. skriver her om elementerne i klimapropagandaen. Han lægger ud med at fortælle, at han har set meget de sidste tre årtier. Hans egen forskning i klimaet blev dækket bredt i medierne i perioden fra slutningen af 1990-erne til midt i nullerne. Men fra 2010 og fremefter var journalisternes holdning ændret til, at Pielke burde fyres. Men i hele tidsrummet har Pielke skrevet de samme budskaber, og de bliver stadigvæk refereret til i den videnskabelige litteratur, inkl. alle tre store dele af den seneste IPCC-rapport.

Pielke har hen ad vejen bemærket, hvordan klimajournalistik har udviklet sig fra at referere nyhederne til at fremme og beskytte klimabudskaberne. Og det er Pielkes problem, at hans forskning ikke nødvendigvis understøtter de herskende fortællinger, f.eks. vedr. ekstremvejr eller RCP8.5-scenariet, som ellers fremføres af branchens modejournalister.

I det følgende giver Pielke så en oversigt over de mest almindelige klimafortællinger. Det er måske lidt frækt formuleret, men Pielke har set, hvilken sygelig indflydelse klimajournalistikken har på offentlighedens synspunkter på forskningen og de politiske diskussioner, og især hvordan det går hårdt ud over ungdommen.

1. Vi kan forklare alting med klimaforandringerne

Høfeber, værtshusslagsmål, problemer med at få børn? Der er næppe noget fænomen i Verden, der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet kædet sammen med klimaforandringerne. Grunden til at den slags historier er så udbredte, er at så mange journalister beskæftiger sig med klimaet, og deres redaktører forlanger en stadig strøm af klima-relaterede historier. Det medfører så i anden omgang, at forskerne bliver motiverede til at opfinde den slags historier, uanset hvor tyndt funderede eller latterlige de er.

2. Den kommende katastrofe.

Der er et stort marked for studier, der kommer med skræmmende forudsigelser om fremtiden, typisk baseret på usandsynlige scenarier som RCP8.5. Disse studier er nemme at omsætte til pressemeddelelser fra universiteternes side, og disse er igen nemme at omsætte til historier i medierne. Historierne skriver sig selv. Snak om vores skæbnesvangre fremtid baseret på de seneste forudsigelser (klimamodeller) er en fast ingrediens i klimapropagandaen.

3. De gode og de onde

I enhver historie med en moralsk pointe er det vigtigt at vide, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Det er normalt let, men indenfor klimaet er det svært, da der er mange dygtige eksperter, men kun en del af dem har de rigtige meninger. Derfor producerer medierne en stadig strøm af artikler, der hjælper til med at identificere hvem, der er helte og hvem, der er skurke. Har man i USA noget at gøre med republikanerne eller fossile brændstoffer, så er det et tegn på, at man tilhører de onde, hvorimod demokrater eller fortalere for vedvarende energi er de gode.

4. Ekstremvejret, der lige ramte os

Vejret er en vedvarende ressource. Det sker hver dag, og ét eller andet sted vil det være ekstremt. Storme, tornadoer, oversvømmelser, tørke eller hagl. Det er blevet helt grundlæggende i klimafortællingen at sammenkæde enhver ekstrem vejrbegivenhed med klimaforandringerne.  Glem alt om IPCC og strenge videnskabelige standarder for optælling og sammenkædning. Der er artikler man kan plukke, eksperter der er klar til at udtale sig og en ny industri af husflid med hurtige sammenkædningsstudier. Ekstremvejr er ikke mere vejr.

5. At heppe på vores hold

Efter Elon Musk overtog Twitter er der kommet mange flere af de onde dér. I en undersøgelse kunne man samtidigt se f.eks. journalisterne fra The New York Times og The Guardian, der jo altid har de rigtige meninger om klimaet, bundtet sammen med aktivister som Greta Thunberg – således at man ikke var i tvivl om, at de var på samme hold. En stor del af mediernes behandling af klimaspørgsmål er simpel agitation for sagen. F.eks. da Joe Bidens store plan blev diskuteret, var medierne enige om, at det var godt, at den blev vedtaget. De offentliggjorde budskaberne fra de folk, der er betalt af den vedvarende industri, mens der ikke blev citeret noget fra kritiske røster. Nu må man kun kritisere Bidens plan, hvis man mener, at den ikke er vidtgående nok.

Klimajournalistik er nu tilsyneladende en holdsport.

Så vidt Roger Pielke, vi ser i høj grad de samme fænomener i de danske medier, hvor klimarealistiske budskaber som oftest er henvist til små nichemedier, mens klimapropagandaen spredes hæmningsløst i de store aviser og f.eks. DR.dk og TV2.

[Alle ovenstående illustrationer er fra DR.dk.]