Accelererende havniveau?

Baseret på satellitmålingerne af havniveauet bliver det ofte fremhævet, at havstigningerne er accelererende. Det passer så godt ind i klimafortællingen, fordi årsagen kun kan være en stigende afsmeltning af gletsjere og iskapperne på hhv. Grønland og Antarktis. Den globale opvarmning vil således føre til oversvømmelser i kystnære byer osv. osv.

Det er jo mange gange blevet påpeget, at de kystbaserede målinger af havniveauet ikke viser nogen acceleration i stigningen. De viser også en lavere stigningstakt end satellitterne, målt i mm pr. år. Hvor sidstnævnte viser en årlig stigning på omkring 3,5 mm, måler man ved kysterne under 2 mm/år.

Der er således en berettiget tvivl om, hvorvidt satellitterne er velegnede til at måle havniveauet, der er jo krav om en uhyre præcision, når man skal detektere en ændring på en mm eller mindre. I tilgift har der været tvivl i forbindelse med overgangene fra en satellit til den næste i rækken, hvor det kan påvises at ”accelerationen” faktisk kommer fra, at to satellitter måler forskelligt.

Her er imidlertid en anden vinkel, hvorfra man kan anskue problemet. Fig. 1 viser NASA’s udgave af målingerne, de strækker sig efterhånden over 30 år. Det skal her bemærkes, at 30 år nok stadigvæk er i underkanten, hvis man vil have klarhed over tendenser i længere tidsrum – og det er jo netop, hvad klimaforskningen forsøger på.

Fig. 1 viser en ret linje (den røde) gennem målepunkterne, og man kan godt forsvare at bruge den, da den generelt følger punkterne pænt. Men man kan også vælge et andengradspolynomium, den grønne kurve, og den følger punkterne endnu tættere. Den resulterer i en acceleration, de årlige havstigninger forøges gradvist. Man kan nu bruge den formel til at beregne fremtidens stigninger og de vil hurtigt blive meget voldsomme, akkurat som IPCC har forudsagt. Men det er farligt på den måde at ekstrapolere, dvs. forlænge kurven ud i fremtiden. Den mindste fejl nu vil blive forstærket mange gange i fremtiden.

Når vi ser på målepunkterne i forhold til den rette linje, kan vi se, at de skiftevis befinder sig over og under linjen. Det kan man kigge lidt nærmere på ved for hvert måletidspunkt at udregne forskellen mellem linjen og det målte niveau. Det giver en kurve som vist på fig. 2.

Her får vi et helt andet billede. Det ser ud til, at afvigelsen svinger periodisk op og ned, og så er andengradspolynomiet ikke mere nogen god tilnærmelse. Det fortsætter opad her frem mod i år, mens forskellen til den rette linje er faldende.

Periodiske svingninger beskrives meget bedre med en sinuskurve, som vist på fig. 2 med orange farve.

Sinuskurven kan nu lægges ind i det oprindelige diagram, og så ser det ud som vist på fig. 3. Her ser man den bløde svingning, og hvordan den faktisk ligger endnu tættere på de målte punkter, end polynomiet gjorde.

Man kan således konkludere, at accelerationen var stigende frem til ca. 2020, hvorefter den begyndte at falde igen, se fig. 4.

Umiddelbart ligner det her ikke nogen katastrofe.