Debatindlæg, Klimaadfærd

Klimapanik

Som læserne af kalenderen på denne side vil vide, holdt Johannes Krüger og undertegnede foredrag på Folkeuniversitetet (FoU) i Aalborg. De var slået sammen til ét arrangement over to torsdage, således at Krüger lagde ud, og jeg var der ugen efter. Krüger fortalte om klimasagen, IPCC og realiteterne bag, mens undertegnede selvfølgeligt snakkede om grøn omstilling.

De to arrangementer var en stor succes, der var mødt ca. 30 tilhørere op begge gange, heraf en del fra den lokale afdeling af IDA, der benyttede lejligheden til at samles. Der blev stillet mange spørgsmål, og der var en meget fin dialog undervejs. Tak til lokalafdelingen af IDA.

Men hele forløbet var ikke uden gnidninger. Et stykke tid før arrangementet skulle løbe af stablen var der indgivet en klage fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Man protesterede imod, at FoU havde sat foredragene på programmet. Den Grønne Ungdomsbevægelse udtrykte frygt for, at vi ville være for ensidige i vores belysning af klimakrisen.

Det betød så, at foredragene kom til høring i FoU’s Programråd og bestyrelse. Programrådet besluttede derefter, at det skulle indskærpes:

– at det er vigtigt, at vi begge forholdt os videnskabeligt til emnet
– at der er videnskabelig evidens for de to oplægs budskaber
– at vi også fremlagde de modsatrettede evidensbaserede holdninger til klimaspørgsmålet

Krüger tog det meget roligt, i et svar til FoU gjorde han opmærksom på, at alt hvad han fremlagde var baseret på officielle statistikker, f.eks. over temperaturer, vejrbegivenheder de sidste 150 år osv. Og undertegnede kunne berolige Programrådet med, at jeg primært bruger Energistyrelsen og Klimarådets egne tal.

Dermed kunne sagen være afsluttet, men sandelig om ikke der kom en artikel på en hjemmeside ved navn Klimamonitor, der beskrev hele forløbet. Artiklen lægger hårdt ud (småfejl er ikke forsøgt rettet):

Geografiprofessor Johannes Kryger og civilingenør Søren Hansen er nogle af de få tilbageværende stemmer i Danmark, der sår tvivl om, hvorvidt klimakrisen er menneskeskabt.

Dernæst beskrives foredragene – loyalt nok – og så får vi at vide at:

Det er faldet en del klimaaktivister for brystet, ansporet af [XX]. Hun lagde en post på Instagram fredag 14. april, hvor hun kalder forelæsninger for et »klimabenægterkursus«

Derefter interviewes den ansvarlige fra FoU, der svarer fornuftigt nok, selv på spørgsmål som:

På de fleste andre uddannelsesinstitutioner er det, man taler om i disse år, hvordan man bedre klæder elever og studerende på til at forstå klimakrisen. Hvordan agerer Folkeuniversitetet i Aalborg i forhold til den agenda?

Aha, vi skal ”klæde de studerende på”, dvs. indoktrinere dem i den rette tro?

Et andet spørgsmål fra journalisten på Klimamonitor:

Formålet med Folkeuniversitet er ifølge jeres hjemmeside »gennem folkeoplysende undervisningsvirksomhed at udbrede kendskabet til den nyeste viden via forskningens metoder og resultater samt fremme demokratiforståelsen og aktivt medborgerskab«. Udbreder i kendskabet til den nyeste viden med denne forelæsningsrække?

Men repræsentanten for FoU stod fast, og journalisten prøvede så med interviews med ”the usual suspects”. Det kom der dog så heller ikke så meget ud af. Brian Vad Mathiesen, energiprofessor i Aalborg udtalte:

»Hvad er der kontroversielt ved det? Det er et folkeuniversitet. Det har ikke noget med Aalborg Universitet at gøre. Jeg synes, det må være sådan, at de selv står for hvilke emner, de tager op. Der er masser af arrangementer i hele Danmark, som jeg kunne mene noget om. Men det her kan ikke hidse mig op.«

Heller ikke Sebastian Mernild kan hidse sig op over arrangementet, han mener at der skal være højt til loftet på et universitet – og plads til at diskutere videnskab. Han kommer så med en bemærkelsesværdig sidste udtalelse:

»Set i lyset af de seneste klimavurderinger fra IPCC, FN’s klimapanel, kunne det da interessant at høre, hvad de to forelæser om.«

Ja, men kære Mernild, så duk dog op, eller kig i vores bøger!

Klimamonitors journalist slutter så af med at nævne, at han forgæves har forsøgt at indhente kommentarer fra Krüger og Deres Ærbødigste, men de var ikke vendt tilbage inden hans – noget arbitrære – deadline. Det viste sig, at Krüger have været i sommerhuset og undertegnede blev aldrig kontaktet, da journalisten havde forvekslet mig med en ansat på Aarhus Universitet.

Åstedet for de famøse foredrag: Aalborg Universitet ved Kroghstræde

For overhovedet at få mulighed for at læse artiklen måtte jeg tegne et 14-dages prøveabonnement på Klimamonitor. Man kunne jo så kaste et blik på, hvad siden ellers bringer, og det ser ikke ud til, at der er særligt højt til loftet her. Man vil kigge forgæves efter ”klimabenægter”-litteratur.

Men der var et debatindlæg af en civilingeniør Jan Vejnaa Hansen og det var ganske bemærkelsesværdigt:

Vejnaa starter med at konstatere, at allerede 6 af de ”planetære grænser” er overskredet. En af dem viser sig så at være, at atmosfærens CO2-indhold har passeret de 350 ppm.

Hvor kommer det tal fra? Det er vist bl.a. aktivisten Bill McKibben, som er beskrevet her for nyligt i en oversættelse af et indlæg fra Roger Pielke jr.

Vejnaa kalder Paris-aftalens 1,5 graders mål for en politisk beslutning. Det er det jo også, men i den modsatte betydning af Vejnaas opfattelse. For ham er 1,5 grader den absolutte grænse, før katastrofen sætter ind, og han citerer IPCC’s rapport fra 2018 om 1,5 vs. 2 graders temperaturstigning:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Vejnaa gør opmærksom på den politiske proces, der styrer IPCC’s rapporter og konklusioner, og den betyder, at de ”udvander” de videnskabelige budskaber. Hertil kommer, at videnskaben i sig selv er ”konservativ” og ikke så gerne maler Fanden på væggen.

Men Vejnaa ved selvfølgeligt bedre:

Allerede nu dør mennesker andre steder i verden på grund af oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C til 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5°C?

Vejnaa mener, at hvis vi fortsætter den nuværende udvikling mod højere temperaturer, er det ren ”gambling” med eksistensgrundlaget, både for os selv og for Jordens dyr og planter.

Så det er uforsvarligt at tro, at bare vi holder os under de 1,5 graders opvarmning, så er alting godt. Her ved Vejnaa igen bedre:

Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område.

Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

Selv en Michael E. Mann ville vist være stået af, hvis han læste det her. Hvordan kan folk som Vejnaa, uddannet civilingeniør, tro på den slags? Som om at Jorden går under, bare det bliver en smule varmere – som det jo i øvrigt har været mange gange tidligere – sidst for ca. 1000 år siden?

Men Vejnaa ryster ikke på hånden. Her kommer hans afsluttende anbefalinger, efter at have påpeget, at vi står i en nødsituation, der er meget værre end Covid-krisen eller såmænd 2. Verdenskrig.

Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed. Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser. Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Man noterer sig den sædvanlige begejstring for totalitære tiltag. Parret med en panik, forårsaget af grænseløs uvidenhed og mangel på indsigt, er det en farlig cocktail.

Undertegnede kunne naturligvis ikke dy sig for at sende et svar-indlæg til Klimamonitor, hvori alle Vejnaas fejlslutninger blev påpeget. Der gik lang tid, før der indløb et afslag fra redaktøren. Afslaget var uden begrundelse, men mon ikke man gerne vil undgå at besudle Klimamonitors rene linjer?

Del på de sociale medier

8 Comments

  1. I Norge har fornuftige folk dannet “Folkeoprøret imod klimahysteriet”, en aktivistisk forening og hjemmeside der konstant påpeger idiotien i den førte klimapolitik.
    Hvad med at oprette en lignende forening i Danmark? Måske prøve at komme i Folketinget, hvor vi kan afdække løgnene om klimaet og den såkaldt Grønne omstilling?
    Hvem vil være med. Jeg kan kontaktes på hvedel@mail.dk

  2. Ian Ditlevsen

    Det er uhyggeligt, at folk render rundt og bekræfter hinanden i de her lukkede miljøer.

    Hvem sagde radikalisering?

    Endnu mere skræmmende er det, at langt inde i borgerlige kredse løber man efter den økonomiske gevinst, der ses i grøn omstilling. Desværre fordi de har valgt at tro på hele klimasagen.

    Med den seneste afdækning af russificeringen af klimabevælgelsen i lighed med anti A-kraft i 70erne, er der for alvor grund til at råbe op.

    Mit eneste svar er, findes John Gault og kan han skynde sig noget mere?

  3. Svend Stouge

    Godt at se at Folkeuniversitet ikke bare udelukker kurser pga – eller lader sig tryne af – den ’rigtige’ mening. Jeg selv har undervist i en (lang) årrække ved Folkeuniversitet i København og det sidste kursus omhandlede ’Vulkanisme og Palæoklima’. Betegnelsen ’palæo-’ var bevist, da jeg tænkte at ordet ’Klima’ alene ville være at gå for tæt på. I kurset beskæftigede jeg bl.a. med CO2’s udvikling gennem jorden ’nyere’ historie dvs fra Kambrium til i dag, et tema som måske ville kontroversielt her i nutiden. Der var også en del deltagere, men kurset blev stoppet – dog ikke pga klimaaktivisme, men Corona krisen og dens restriktioner lukkede kurset. Måske og efter jeres beskrivelse af forløbet i Ålborg skulle man måske tage emnet op igen. Men ellers hjertelig tillykke med resultatet og kurset.

  4. BØRGE KROGH

    Denne Vejnå må være en ret nyslået civilingeniør. Hans udgydelser vidner ikke om at han gennem sin uddannelse har været i berøring med hverken naturvidenskab eller statistik, men snarere uddannet sig i retorik for at positionere sig i den store klimakonsensus …som hviler på politik og intet andet.

  5. Erling Petersen

    Tak til både Johannes Krüger og Søren Hansen for en heroisk indsats.

    At klima-religionen har bidt sig fast, er vel dybest set som andre religioner, men det besynderlige er, at rigtig mange veluddannede har glemt, at planterne skal have CO2 for at leve.

    • Frederik Jørgensen

      Planter skal bruge CO2 – men i de seneste ca. 8.000 år har vi haft 280-ish ppm CO2, og det er gået rigtigt fint og evolutionen virker jo netop ved, at naturen tilpasser sig de givne omstændigheder.

      Nu er vi så i gang med at fordoble indholdet af denne komponent i atmosfæren. Der er ingen evidens for, at det vil bedre planters vilkår generelt, men der er al mulig videnskabelig evidens for, at det vil medføre (kraftigt) stigende globale temperaturer og vandstande.

      Det er selvfølgelig et prioriteringsissue, hvorvidt vi hellere vil tackle de problemer, det medfører med tekniske løsninger end at gøre, hvad vi kan for at undgå/mindske problemerne.

      Men at påstå, at der IKKE kommer problemer, er at stikke hovedet i busken.

  6. Peter Krogsten

    Man forbløffes, men ikke så meget længere. Alene det at han hopper på Coronanummeret og bruger udtrykket “over natten” (Overnight) siger den del om hans intellektuelle habitus. Man bør også se at klimakæmperne i bund og grund er totalitærer, og ikke holder sig tilbage for at bruge de klassiske virkemidler: Censur, misinformation, undertrykkelse af fakta, diskreditering og sygeliggørelse af dem der ikke er enige med dem.

  7. Jørn Baun Christensen

    “Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.”

    Vel er jeg ikke psykiater, men radiolog, men jeg får indtryk af bipolar sygdom, med det nævnte skrevet i manisk fase.
    Der mangler vel kun deltagelse af dronningen.

Skriv et svar til Peter Krogsten Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*