Pigen og rumraketten

Jens Jakob Kjær siger det med et eventyr.

Frygtens købmænd driver heksejagt på CO₂ for egen vindings skyld.

De skræmmer vores børn og unge så de ikke tror på fremtiden.

Det næste eventyr handler om klimaangst.

Hej! Jeg hedder Bo og er 8 år. Jeg bor på Frederiksberg sammen med min mor og far og min lillesøster Ida. Hun er 5 år og skal starte i nulte klasse næste år. Hun glæder sig meget.

I vores familie går vi altid tidligt i seng, men en nat vågnede jeg ved at Ida græd. Vi deler værelse så jeg vågnede med det samme. Jeg spurgte hende hvad der var galt og hun fortalte hulkende, at hun havde haft en uhyggelig drøm.

Nu kom far ind i værelset og tændte lyset. Hvad er der galt spurgte far. Jo, jeg drømte at vi alle sammen druknede i en stor oversvømmelse fordi nogle onde mænd byggede osende skorstene med giftig røg. Jeg så det selv i fjernsynet, hulkede Ida.

Så, så, sagde far. Det var ikke meningen, at du skulle se den fjernsynsudsendelse. Jeg troede, at du legede inde på dit værelse. Det var en rigtig dum udsendelse. Det skal du ikke tage dig af. Der er nogle mennesker i fjernsynet der laver den slags udsendelser for at skræmme os alle sammen så de kan tjene en masse penge. Det er noget mærkeligt noget, men man kan faktisk tjene penge på at gøre folk bange. Det er selvfølgelig forkert, men nu vil jeg fortælle jer en lille historie.

Juhu tænkte jeg og hoppede op i sengen til Ida. Vi elskede når far fortalte historier. Så satte far sig på sengekanten og begyndte at fortælle.

I gamle, gamle dage var det hele dækket af et tykt lag is. Det hed Istiden. Men en dag begyndte det at blive varmere og isen begyndte at smelte og vandet steg. Og snart blev de danske øer, hvor vi bor, dannet. Og så piblede det frem med træer og grønt græs og der kom dyr. Men der kom også mennesker. Jo varmere det blev jo mere voksede det alt sammen og jo lettere blev det for menneskene at klare sig.

Men der var også mennesker, som boede i dybe dale. Og for dem var det et problem, at isen smeltede og vandet steg.

I en sådan dal boede der en mand der hed Noah sammen med sin familie og deres dyr. Noah var tømrer og elskede at lave ting i træ. Han sagde altid; det er en god ting at lave ting. Det er en dum ting at lave ingenting. Hele familien plejede at grine når Noah sagde det.

Men det var rigtigt. For da vandet begyndte at stige byggede Noah bare et skib med plads til hele familien og alle deres dyr.

Og sådan sejlede de alle sammen afsted da vandet steg.

Efter flere dage på havet kom de til en dejlig grøn ø, hvor de gik i land og levede lykkeligt til deres dages ende.

Så søde lille Ida, du skal ikke være bange, sagde far og strøg hende kærligt over håret. Vandet stiger ikke så meget i vores tid. Og i øvrigt bor vi på 5. sal. Her kan vandet slet ikke nå op. Og skulle det blive et problem en gang i fremtiden så flytter vi bare til Himmelbjerget ovre i Jylland.

Himmelbjerget, udbrød Ida. Det lyder spændende. Der vil jeg gerne bo. Så kan du bygge et hus til os på Himmelbjerget far. Du er jo også tømrer. Så grinede far og sagde ja, ja sov nu godt søde børn da han slukkede lyset.

Og Ida sov godt den nat mens hun drømte om at bygge et skib og et hus på Himmelbjerget.

Næste morgen sprang Ida glad ud af sengen og råbte. Far, hvornår skal vi flytte over op på Himmelbjerget? Mor havde nær fået kaffen galt i halsen.

Det gør vi når der står vand nede i opgangen og du har tegnet et hus til os grinede far velvidende at dette aldrig ville ske. Mor rystede opgivende på hovedet.

Men Ida gik straks i gang med at tegne et hus på Himmelbjerget.

En dag købte min far en stjernekikkert. Den kom med fragtmanden i en stor papkasse.

En klar sommeraften tog far kikkerten ud på altanen og viste os stjernerne på himlen. Både Ida og jeg syntes det var vildt spændende at se stjernerne forstørret igennem kikkerten.

Så sagde far, at en dag skal mennesket ud i rummet. For at komme det må vi bygge nogle rumskibe. Det er lige som Noah der byggede et skib råbte Ida ivrigt. Ja, sagde far. Du har fuldstændigt ret. Og derfor må vi bygge nogle fabrikker, hvor vi kan bygge rumskibe grinede far.

Fra den dag drømte Ida om spændende rejser ud i rummet og hun gik straks i gang med at tegne et stort rumskib med plads til hele familien. Ligesom Noah havde gjort det i gamle dage.

Siden da hørte jeg aldrig Ida vågne op om natten på grund af uhyggelige drømme.

Og Ida tegnede og tegnede rumraketter, huse, skibe, alt muligt. Og hun blev dygtigere og dygtigere for hver dag der gik.