Viborg skal forgrønnes

Et nyt projekt har netop i første omgang fået grønt kommunalt lys i Viborg. Projektet har fået navnet Viborg go green og en projektvirksomhed BioCirc ApS står bag i samarbejde med Rambøll som rådgiver. Planen er simpelthen at bygge en ”energiø” på land. Pressen er naturligvis svømmet over med ros:

Med hvad der i en pressemeddelelse fra Bio Circ betegnes som et storstilet milliardprojekt, vil selskabet sørge for, at viborgenserne får grøn og billig energi – det være sig til varme og til lys over emhætten. Viborg Folkeblad

Målet er at transformere Viborg Kommunes energiforbrug på 3-4 år til udelukkende at leveres af grønne energikilder. Breaking.dk

Selv sagkundskaben lader sig rive med:

– Jeg ville nok være lidt varsom med at håbe på, at der kommer rigtig mange penge ud af projektet, men i stedet håbe på, at langt hovedparten af planen kan gennemføres. For hvis det kan gennemføres, så er det sådan set et rigtig godt bidrag til den grønne omstilling i Danmark, siger Brian Vad Mathiesen. DR.dk

Planerne går i al korthed ud på at kombinere en række vedvarende energi-teknologier på samme sted. Der skal være vindmøller og solceller, og de skal levere strøm til elektrolyse af brint og derefter fremstilling af metanol.

Ved siden af skal der være et stort biogasanlæg, og af restprodukterne herfra skal der fremstilles biokul (som man kan grave ned som beskæftigelsesprojekt, fordi man derved tror, at man har reduceret atmosfærens CO₂-indhold), + noget gødning, som man jo normalt har som restprodukt efter biogasfremstilling. Det ubetinget snedige ved konceptet er, at biogas normalt indeholder ca. 30 % CO₂, når den er gæret færdig i tanken. Denne CO₂ skal skilles fra, før biogassen kan bruges som erstatning for naturgas. Og netop her får vi så den CO₂, der skal bruges i metanolfremstillingen. Det er smart, fordi CO₂ kan udskilles ganske billigt fra biogas i modsætning til, hvis den skulle komme fra opsamling fra skorstene eller direkte fra atmosfæren. CO₂ er metanolprocessens akilleshæl, og det slipper man ud over her.

Et diagram over hele processen er vist på fig. 1. Man bemærker straks, at anlægget er koblet op på det ordinære elnet, hvilket selvfølgeligt er en forudsætning for at processerne kan køre. I en projektbeskrivelse er Rambøll for en gangs skyld befriende ærlige på dette punkt:

Der forventes at blive opsat op til 18 vindmøller til strømproduktion, som sammen med de ca. 700 ha solcelleanlæg, vil producere strøm, der primært forbruges af energiklyngen. Givet at elproduktionen vil være en funktion af vejr og vind, vil der i perioder være overproduktion, som øger andelen af elproduktion til det almene elnet, samt perioder med underproduktion, hvor energiklyngen vil være afhængig af at trække strøm fra elnettet.

I rapporten kan man finde forskellige tal for de planlagte produktioner. Fornuftigt nok er man forsigtig, og regner f.eks. kun med at elektrolysen skal fungere i 50 % af tiden. Kapaciteten er 150 MW, og hvis anlægget kørte året rundt, ville det kunne producere 23.000 tons brint, men man regner kun med at få ca. 12.500 tons. Det betyder, at man kan standse produktionen eller skrue ned for den, hvis der ikke er noget strøm fra solceller eller vindmøllerne.

Metanolprocessen og biogasanlægget skal derimod køre mere stabilt, og her regner man med at deres elforbrug i princippet bliver dækket af elnettet.

Metanolanlægget vil, baseret på de 12.500 tons brint, kunne producere ca. 66.000 tons pr. år. Hertil skulle bruges i alt godt 90.000 tons CO₂, men biogasanlægget leverer kun ca. 70.000 tons. Der er så tale om at importere mere CO₂ fra et nærliggende biogasanlæg. 

Biogasanlægget vil producere ca. 60 mio. m³ biometan. De forudsete råvarer er i stort omfang gylle, så der bliver en heftig lastbiltransport til anlægget, 80-90 lastbiler pr. dag, året rundt. Det menes dog ikke, at de skal køre mere end højst 20 km pr. tur.

Man er opmærksomme på problemerne med den ustabile elproduktion fra sol og vind. Til udjævning påtænkes der installeret batterier med en samlet kapacitet på 30 MW og 200 MWh. Det er jo ikke i nærheden af at være nok til at udjævne f.eks. solcellernes produktion over døgnet, de kan lade batteriet op på mindre end en ½ time og efterfølgende rækker det til godt en times elektrolyse. Til gengæld vil det med dagens priser vel koste omkring 600 mio. kr.

Tidsplanen for projektet er stram, se fig. 2. Man regner med, at driften kan påbegyndes allerede i 2026. Det er nok noget optimistisk.

Hvad kommer det så til at koste? Herom skriver DR.dk:

Ifølge Bertel Maigaard [projektets initiativtager, red.] vil projektet i Viborg koste et større encifret milliardbeløb. Om det så er to eller ni milliarder vil han ikke ud med. En del af projektet vil dog også kunne opnå støtte fra staten. Biogasanlæg modtager allerede i dag statsstøtte, og i de forskellige klimaplaner – der er vedtaget over i de seneste år – er der også sat penge af til både biokul og grønne brændstoffer.

Her fremgår det tydeligt, at uden massiv statsstøtte vil projektet aldrig blive økonomisk bæredygtigt. Biogas har altid været afhængig af støtte, og Power to X-brændstoffer er 3-5 gange dyrere end markedspriserne, så de kan heller ikke sælges uden en hjælpende hånd.

Det kunne være interessant at se, hvordan det vil gå med strømforsyningen til anlægget. Sol og vind vil jo – specielt når det er lokale parker – give en stærkt varieret forsyning. Et eksempel, hvor den nationale danske produktion fra sol og vind i 2022 er skaleret ned til projektets kapaciteter, er vist på fig. 3.

Her ser man det konstante behov fra elektrolysen på de 150 MW og den faktiske produktion, der svinger både under og over linjen. Hver gang produktionen er lavere, skal der importeres strøm udefra, mængden er her vist på fig. 4. Det er store mængder der er tale om. Hvis elektrolysen kørte på fuld kapacitet hele året, skulle strøm fra elnettet dække ca. halvdelen af det samlede forbrug. Da elnettets strøm jo ikke er CO₂-fri, risikerer anlægget at komme i samme situation som det planlagte Aabenraa-eventyr, hvor man netto vil få en større udledning af CO₂ ved at gennemføre projektet, fremfor at skrinlægge det.  

Den anden halvdel af produktionen fra de lokale vindmøller og solceller vil blive leveret til nettet, og på fig. 5 ser man, hvordan den forsyning vil se ud. Det er vel den, der hentydes til, når der står, at viborgenserne vil få dækket hele deres strømforbrug fra projektet. Det er jo mildt sagt en noget tvivlsom forsyning, og den vil i praksis naturligvis kræve en hurtig og effektiv udglatning fra Energinets forskellige muligheder, kraftværker eller import. Det siger sig selv, at det må være begrænset, hvor mange af denne slags projekter, der kan kobles til, før elnettet bryder sammen.

Fig. 3-5 er baseret på tal fra hele Danmark, hvor man må forvente en del udjævning, især af solenergien på dage med vekslende skydække. Viborg-projektet skal derimod være baseret på en enkelt solcellepark, og her kan der være tale om uhyggeligt store variationer over meget kort tid, se fig. 6. Det siger sig selv, at en sådan forsyning på ingen måde kan sættes til at drive en kemisk proces.

På et folkemøde i Viborg havde projektets ophav, Bertel Maigaard udtalt:

at han så ville sælge strømmen, når den var dyr, og bruge strømmen til elektrolyse, når den er billig. Men når strømmen er dyr, har han jo ikke noget at sælge af (solen skinner ikke, og der er ingen vind), og når strømmen er billig, så kan han kun afsætte 170 MW internt. [Det blev endda klart på] mødet, at han kun har 250 MW forbindelse ud fra ”øen”, så der er perioder, hvor han skal slukke 1/3 af sine solceller. (Han kan maksimalt afsætte ca. 170 MW internt, og sende 250 MW ud på nettet (forudsat at nettet kan tage det hele). [Det blev aldrig klart], om han ikke forstod problemstillingen, eller om han bare var kynisk forretningsmand, der skal sælge et projekt.
(Personlig kommentar fra deltager i mødet).

Det smarte ved projektet her er, som nævnt, at man får CO₂-en fra biomasse, og derved undgår den kostbare opsamling fra skorstene eller fra luften. Desværre vil det nok blive et problem, hvis man vil basere en landsdækkende Power to X-produktion på denne kilde, fordi vi hurtigt vil løbe ind i de begrænsninger, der er på mængden af biomasse, der er til rådighed for energiproduktion. Skulle hele Danmarks forbrug af flydende brændstoffer (for slet ikke at tale om luft- og skibsfarten) dækkes af Power to X, vil der slet ikke være nok biomasse til rådighed, og formentligt ender man med at skulle opsamle CO₂ fra luften.

Det kommer aldrig til at kunne svare sig, hverken økonomisk eller energimæssigt. Og vi er ikke et skridt nærmere en løsning på problemet med den fluktuerende produktion fra sol og vind.