IPCC: Sammendrag af Sammendraget

Medierne har kogt over i anledning af IPCC’s seneste udgivelse, der er et Sammendrag for Beslutningstagere af det endelige Sammendrag af hele 6. Vurderingsrapport, der udkom i 3 dele i 2021-2022. Sammendraget af Sammendraget er offentliggjort mandag, men som en kladde, man hverken må videregive, citere eller bruge til noget som helst. Det er der nu alligevel mange, der  har gjort, da rapporten er flittigt refereret. Berlingske brillierede i første omgang med et billede af nogle mennesker ude i vandet og følgende billedtekst:

Land under vand. Sidste år blev 33 millioner mennesker og næsten en tredjedel af Pakistan ramt af oversvømmelser, der tilskrives klimaforandringerne.

Nej, Berlingske, det er for længst godtgjort at det kun var 8% af Pakistans areal, der blev ramt af oversvømmelserne, og der er ikke seriøst påvist nogen forbindelse til den globale temperaturstigning på en grads penge. 

IPCC melder hårdt ud:

Menneskelige aktiviteter, primært i form af udledninger af drivhusgasser, har entydigt forårsaget global opvarmning, idet den globale temperatur i 2011-2020 nåede 1,1^oC over 1850-1900. De globale udledninger af drivhusgasser er fortsat med at stige med ulige historiske og nutidige bidrag, fremkommet ved ikke-bæredygtigt forbrug af energi og [generel levefod].

Vidt udbredte og hurtige forandringer i atmosfæren, havet, isdækker og biosfæren er sket. Menneskeskabte klimaforandringer har allerede indflydelse på mange tilfælde af ekstremt vejr og klima over hele Jorden. Det har medført udbredte negative følger og tilhørende tab og skader for naturen og mennesker (stor tiltro). Sårbare samfund, der historisk har bidraget mindst til de nuværende klimaforandringer er blevet ramt i relativt højere grad (stor tiltro).

IPCC tøver dog stadigvæk lidt mht. sammenkædningen mellem klimaforandringerne og ekstreme vejrbegivenheder. Den har ellers været en vældig succes for hele klimabevægelsen, men det videnskabelige grundlag er jo noget vakkelvornt. IPCC skriver:

Dokumentationen for de observerede ændringer i ekstreme vejrbegivenheder såsom hedebølger, skybrud, tørke og orkaner og især deres sammenkædning med menneskelig indflydelse, er blevet styrket siden AR5 [forrige vurderingsrapport, red.].

”Styrket” i forhold til en tidligere rapport, men ikke noget om hvor meget. Man mærker ubehaget ved situationen, da statistikkerne jo reelt siger, at bortset fra hedebølger er der ikke flere tilfælde af ekstremvejr nu, tvært imod f.eks. er der klart færre tornadoer i USA.

I mellem 2010 og 2020 var dødeligheden fra oversvømmelser, tørke og storme 15 gange højere i stærkt sårbare områder, sammenlignet med områder med lav sårbarhed (stor tiltro).

Ja, selvfølgeligt, hvis man bor i et blikskur ved stranden på et sted, hvor der hyppigt er storme eller oversvømmelser, så har man en større risiko for at komme galt afsted. Sådan har det vel altid været. Man spørger sig selv, hvem IPCC mon tror, de snyder med den slags?

Om hedebølgerne skriver IPCC:

I alle regioner har forøgelsen af tilfælde af ekstrem varme ført til sygdom og død blandt mennesker (meget stor tiltro)…. I de vurderede regioner er der identificeret nogle mentale problemer i forbindelse med stigende temperaturer (stor tiltro).

Der har jo altid været dødsfald forbundet med hedebølger, især i lande, hvor aircondition ikke er så udbredt. Der er dog ikke blevet flere i de senere år, generelt er antallet af vejrrelaterede dødsfald jo reduceret kraftigt over årene. Og så citeres noget af den totalt verdensfjerne forskning, der ser sammenhænge mellem en behersket opvarmning og alle mulige samfunds- og helbredsproblemer. Der er en hel industri, der fremstiller den slags forskningsresultater, og det uagtet, at vi jo allerede i dag har mennesker, der lever i meget varme lande og trives fint med det.

Om havstigningerne hører vi om accelerationen, der er sket i de sidste 50 år. Før 1971 var den 1,3 mm/år, 1971-2006 var den så 1,9 mm/år og efter 2006 – hvor satellitmålingerne overtog – var havstigningen pludseligt 3,7 mm/år. Menneskelig indflydelse er meget sandsynligt hovedårsagen til denne acceleration.

Ja menneskene skiftede fra kystbaserede målinger, der generelt ikke har vist nogen acceleration de sidste 100-150 år, til satellitter, der af endnu uforklarlige årsager viser højere tal. IPCC fortsætter med fremskrivninger af den forventede havstigning frem til år 2100, og her tales der om en samlet stigning helt ned til 28 cm på de 77 år, hvilket vil kræve, at accelerationen brat ophører allerede i morgen.

Det øgede CO₂-indhold i atmosfæren har jo bevisligt gavnet plantevæksten kolossalt og medvirket til støt stigende høstudbytter de seneste 50 år. Det har klima-alarmister det meget svært ved, fordi CO₂ helst skal være éntydigt negativt. IPCC tackler spørgsmålet på følgende måde:

Forøgede antal af ekstreme klima- og vejrbegivenheder har udsat millioner af mennesker for akut fødevareusikkerhed. … Selvom høstudbytterne generelt er steget, har klimaforandringerne begrænset denne vækst globalt over de seneste 50 år (middel tiltro).

”Fødevareusikkerhed”, ikke mangel. Områder, der rammes af ekstremvejr får ofte problemer med høsten, men det er jo ikke noget nyt. Men igen hører vi, at havde det ikke været for vores CO₂, ville vi have kunnet høste endnu flere afgrøder. Resultatet er vel fremkommet ved modelberegninger og må betragtes som yderst usikkert. ”Middel tiltro” er vist også noget med 50/50 sandsynlighed, dvs. man kunne have slået plat og krone om spørgsmålet.

IPCC taler herefter meget om forebyggelse (mitigation), dvs. grøn omstilling. Her kigger man på nationernes bidrag til forsøget på at nå 1,5 graders målet for den globale temperaturstigning, og her ser det ikke så godt ud. Selv 2 grader kan blive svært at nå. Og indtil nu er de årlige udledninger stadigvæk stigende. IPCC er ellers meget optimistisk omkring den grønne omstilling:

Flere forebyggelsesmetoder, især sol- og vindenergi, elektrificering …. energieffektivisering, styring af forbruget, bedre styring af skovbrug og landbrug samt begrænsninger af madspild, bliver mere og mere omkostnings-effektive og støttes generelt af befolkningerne. Fra 2010 til 2019 har der været fortsatte fald i enhedsomkostningerne for solenergi (85%) vindenergi (55%) og litium-batterier (85%) og en stor stigning i deres udbredelse, dvs. >10x for sol og >100x for elbiler, med store variationer mellem regionerne.

Men det er et problem, at det går for langsomt med den grønne omstilling:

Fortsatte udledninger af drivhusgasser vil medføre forøget global opvarmning hvor vi om kort tid vil ramme de 1,5^oC. Ethvert trin i stigningen i den globale temperatur vil forstærke flere forskellige og samtidige risici (stor tiltro). Dybe, hurtige og fastholdte reduktioner i udledningerne af drivhusgasser vil medføre en skelnelig opbremsning af opvarmningen inden for omkring 2 årtier og også til en skelnelig ændring i atmosfærens sammensætning inden for få år (stor tiltro).

Det er jo et interessant spørgsmål, hvad der ville ske, hvis vi virkeligt fik nedbragt vores udslip af CO₂. Sidst det skete var i forbindelse med Covid-pandemien, og der kunne man absolut intet se på atmosfærens CO₂-indhold. Luftens CO₂-indhold hænger jo bl.a. sammen med temperaturen, og ved højere temperaturer vil havet afgive mere til atmosfæren. Det er således tænkeligt, at selv med kraftige reduktioner af vores udledninger vil det ikke rigtigt kunne ses på koncentrationen i atmosfæren. Set i det lys er ideerne om at ”finjustere” den globale temperatur ved at opsamle og deponere CO₂ om muligt endnu mere risikobehæftede. Hvad nu hvis vi opsamler en milliard tons CO₂, og havet umiddelbart efter afgiver en tilsvarende mængde (der er jo masser af CO₂ i havet, 50 gange atmosfærens indhold)? Så har vi spenderet en formue – helt uden noget som helst resultat.

IPCC kommer kort ind på væltepunkterne (tipping points), hvor risikoen naturligvis stiger med en højere global temperatur (stor tiltro).

Vi får også repeteret klimabudgettet:

For hver 1000 gigatons CO₂ udledt af menneskelig aktivitet vil den globale temperatur stige med 0,45 grader… Det bedste estimat på det resterende kulstofbudget fra starten af 2020 er 500 gigatons, hvis vi skal have 50% chance for at holde opvarmningen under 1,5 grader.

Rapporten har en del fokus på opsamling og deponering af CO₂ (jfr. ovenfor) hvorom det bl.a. hedder i en alenlang fodnote:

CO₂-opsamling og nedpumpning i undergrunden er en moden teknologi i forbindelse med udvinding af gas og olie. I modsætning hertil er teknologien ikke så moden i forbindelse med kraftværker eller cement- og kemisk industri. Det anslås, at der er plads til at deponere 1000 gigatons i undergrunden, hvilket er mere, end der er brug for frem til år 2100, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5^oC, omend mulighederne er skævt fordelt mellem regionerne. Gennemførelse af CO₂-opsamling står over for teknologiske og økonomiske barrierer…. Lige nu er niveauet af aktiviteten alt for lille til at kunne nå målene om de 1,5 eller 2 graders opvarmning.

Ja, teknologien er slet ikke moden endnu, og omkostningerne ser ud til at blive skyhøje. I øvrigt indebærer opsamlingen også et massivt energiforbrug, der næppe er velkomment i en tid, hvor der skal spares…

Generelt mener rapporten ikke, at det vil lykkes at holde opvarmningen under de 1,5 grader, og derfor vil man midlertidigt skyde over målet (overshoot), men det kan så fikses senere ved massiv opsamling af CO₂ og så må man leve med alt ekstremvejret i den mellemliggende periode. Det er jo kun midlertidigt…

IPCC har også noget med om afvejningen af omkostningerne ved forebyggelse, versus hvad klimaforandringerne kan tænkes at ville koste. Afsnittet starter med endnu en bandbulle:

Klimaforandringerne er en trussel mod menneskelig trivsel og planetens helbred (meget stor tiltro). Der er et tidsrum med muligheder for at sikre en bæredygtig fremtid for alle, der hurtigt er ved at lukke (meget stor tiltro).

Dyb, hurtig og fastholdt forebyggelse og accelereret indførsel af tilpasning i dette årti vil reducere de forventede tab og skader for mennesker og økosystemer (meget stor tiltro) og give mange tillægsgevinster især for luftkvaliteten og helbredet (stor tiltro).  

Herefter hedder det, at det er svært at opstille cost-benefit analyser for alle de tænkelige skader fra klimaforandringer, som man kan undgå.

Dokumentationen er for begrænset til at opstille en … robust konklusion for en begrænsning af opvarmningen til 1,5^oC. Hvis man begrænser opvarmningen til 1,5^oC fremfor 2^oC vil forebyggelsesomkostningerne blive større, men der bliver også flere fordele i form af reducerede skader og tilhørende risiko og mindre omkostninger til tilpasning (stor tiltro).

IPCC’s grundlæggende problem er jo, at de 2 grader oprindeligt blev trukket op af en høj hat, og de 1,5 grader har slet ikke nogen videnskabelig basis, de er politisk besluttet. Det har knebet gevaldigt med at få nogle solide omkostninger hæftet på så små temperaturstigninger, hvorimod den grønne omstilling (forebyggelse), der skal til for at opnå dem, er uhyggeligt dyr – for ikke at sige prohibitivt dyr, i det omfang den overhovedet er gennemførlig. IPCC erkender da også selv, at det er en meget stor mundfuld.

De gennemsnitlige årlige investeringer i forebyggelse i perioden 2020-2030 skal i scenarier med 2 eller 1,5^oC’s opvarmning være 3 til 6 gange højere end de nuværende. De totale forebyggelses-investeringer (offentlige, private, indenlands og internationale) skal nødvendigvis stige i alle virksomhedsområder og regioner (middel tiltro). 

IPCC udtrykker, at den grønne omstilling absolut er mulig, og skriver om problemerne med sol og vinds ustabilitet bl.a.:

Spredning af energiproduktionen til flere kilder (f.eks. vind, sol, vandkraft i lille skala) og styring af forbruget (f.eks. lagring og forbedringer i energi-effektiviteten) kan forøge pålideligheden af energiforsyningen og reducere sårbarheden over for klimaforandringerne (stor tiltro).

Hertil kommer Power to X til skibe og fly m.v. Her erkender IPCC dog, at teknologien stadigvæk har brug for forbedringer.

Fremskridt i batteriteknologier kunne fremme elektrificeringen af tunge lastbiler og understøtte konventionelle elektriske jernbanelinjer (middel tiltro). Miljøaftrykket af batteriproduktionen og stigende bekymringer over kritiske materialer kan blive løst ved strategier om spredning af materialeanvendelsen og kilder til samme, forbedringer af energi- og materialeforbruget og cirkulær økonomi (middel tiltro).

Det hele skal være klar om 8 år, men optimismen fejler ikke noget. Igen har man det klare indtryk, at IPCC ikke har nogen anelse om, hvordan man tackler problemerne med ustabil sol og vind, og helst bare fejer det ind under gulvtæppet. Det er en interessant krølle med de elektriske jernbaner, der skal have hjælp af batterier, ellers stopper togene jo midt på strækningen, når solen går ned.

Det nævnes også, at vi skal til at bo anderledes i byerne. Vi skal bo tæt på vores arbejdsplads, og alle ting skal være indenfor cykel- eller gå-afstand. Det er jo igen ikke noget, der kan gennemføres globalt de første 100 år.

Tilsidst er IPCC også gået hen og blevet woke:

Prioritering af lighed, klima-retfærdighed, social retfærdighed, inklusion og retfærdige overgangsprocesser kan fremme tilpasningen og ambitiøse forebyggende tiltag og dermed klima-robust udvikling.

Her skrives om de fattige egne af Verden, der er mere såbare over for klimaforandringer.

Tilpasningsresultater for de mest sårbare i og mellem landene og regionerne bliver forbedret ved at  fokusere på lighed, inklusion og rettigheder. Sårbarhed bliver forværret af ulighed og marginalisering i forbindelse med f.eks. køn, race, lav indtægt, dårlige boliger, handikap, alder og historiske eller nuværende mønstre af ulighed som f.eks. kolonialisme…

En betydelig del af befolkningen i lande med lave udledninger mangler adgang til moderne energiforsyninger. Teknologisk udvikling, overførsel og finansiering kan støtte udviklingslandene i at springe direkte til eller overgå til lav-emissions transportsystemer.

Det er jo ideen med, at ulandene skal springe direkte fra ingenting til en ustabil elforsyning baseret på sol og vind. Det kommer ikke til at løse deres fundamentale problemer med manglende udvikling og vil holde dem nede i fortsat fattigdom. Det er det begreb, der også kaldes ”grøn kolonialisme”.

Så vidt IPCC i denne omgang. Rapporten bruger bombastiske ord, men den har på mange måder fjernet sig fra virkeligheden, både med hensyn til temperaturmålene og den grønne omstilling. Det synes ikke som om, der er en reel vilje til at opstille nogle realistiske mål og skitsere vejene til at nå dem.

Medierne er som nævnt generelt positive og flyder over med kommentarer om ”sidste udkald”, ”8 år tilbage” osv., som de jo plejer. Men der er dog også lidt malurt i bægeret. Her citeres en kendt klimaprofessor:

Sebastian Mernild er i øvrigt skuffet over, at rapporten ikke klokkeklart slår fast, at verden med al sandsynlighed kommer til at skyde forbi de 1,5 grader allerede i begyndelsen af 2030erne. I stedet hedder det – med en mere vag formulering – at temperaturgrænsen kan passeres »på kort sigt«.

»Det er bekymrende og ærgerligt, for videnskaben siger, at det med stor sandsynlighed kommer til at ske i starten af 2030erne. I stedet går rapporten efter godkendelsen af regeringer ind og giver formuleringen mere elastik eller udvandethed. Det er ikke det, der er brug for. Der er brug for, at politikere forstår alvoren, og at der skal handles nu,« understreger klimaprofessoren.

Nej, der er netop brug for, at politikerne holder hovedet koldt og ikke kaster sig ud i vanvittigt dyre tiltag, der ikke vil have anden effekt end en ødelagt energiforsyning og en forarmet befolkning.