Klimapolitik, Ledere, PME

Klimarealistisk roman på dansk!

Så vidt vides blev det undertegnede, der først udkom på dansk med en klimarealistisk roman. Der er skrevet mange klima-dystopier, hvor det udmales, hvor galt det går, hvis vi ikke får gennemført den grønne omstilling. Så dør menneskene på stribe af varme, oversvømmelser, tørke, misvækst og orkaner. Den slags bøger er nemme at få udgivet, men det ligger tungere for en bog med det modsatte synspunkt.

Men her er den: “En grøn drøm”, udgivet på Saxo Publish og til at købe både i papirudgave og som E-bog.

Vi befinder os i Danmark omkring år 2050, hvor den grønne omstilling er gennemført, og samfundet er tæt på det forjættede “Netto-Nul” i drivhusgasudledninger. Det har ført til en generel forarmelse af landet og indskrænkninger i folks frihed og muligheder. Det har naturligvis ikke haft nogen som helst indflydelse på den globale temperatur.

Myndighederne vogter nidkært over klimaet, og i kombination med fanatiske hensyn til køn og krænkelser gør det tilværelsen svær for almindelige mennesker.

Danmark oplever sit første landsdækkende strømsvigt af flere dages varighed, og det medfører det totale sammenbrud af samfundet og mange lidelser for befolkningen. Myndighederne er lammet, og alle de ting, vi tager for givet i vores hverdag, er pludseligt ikke tilgængelige.

Bogen er en sort fremtidsvision, men alligevel er der plads til lidt humor – vi er vel mennesker – og en livsbekræftende historie om forhindringsfyldt kærlighed.

Læs bogen og bliv forberedt på fremtiden med den grønne omstilling.

Der er mere information, bl.a. uddrag fra teksten, på bogens hjemmeside, engroendroem.com.

Bogen kan bestilles på nettet hos flere boghandlere ved at google på titlen, men her er et link direkte til den på Saxo.com.

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Jørn Baun Christensen

    Kære Søren Hansen!
    Min lyttende hustru vil gerne “læse” bogen i form af lyd.
    Er der tanker om at kunne lyksaliggøre hende?
    Mvh Jørn Baun Christensen

  2. Hej Søren

    Tillykke med udgivelsen.
    Det er en meget vigtig bog. Jeg vil mene at situationen beskrevet i de læste uddrag af bogen kan forekomme så snart de store PtX anlæg er en realitet, Da de er afhængige af en stabil elforsyning fra kul og atom…, dvs før 2030.
    Noget andet er, at banker er begyndt at lukke i USA uden varsel.

    Jeg har læst 1984 af George Orwell. Den giver også et dystert indblik i den verden, vi lever i i dag, som er dybt inficeret af censur og kontrol.

    Strømsvigt af flere dages varighed finder allerede sted, Sidste sommer stod den sønderjyske by Gram uden strøm i næsten 2 dage. Men det må ikke kommenteres i medierne.

    Jeg er meget glad for at Johannes Krüger skal til Kolding på fredag og håber at der kommer rigtig mange mennesker især berørte borgere og offentlige lovbrydere som embedsfolk og politikere.

    Bedste hilsner
    Kristian

    (forkortet af Red.)

  3. Mikael Thau

    Hej Søren

    Tillykke med udgivelsen.

    Du har ret det med hensyn til humor, som jo altid kan give os mennesker et lyspunkt i en ellers svær tid. Vi kan også glædes over, at Danmark i går kunne fejre selveste begyndelsen på et nyt dansk eventyr baseret på nedpumpning af CO2 i undergrunden. Igen er vi foregangsland, og den dertil tilhørende udstyrsindustri har armene helt oppe i forventning om en gylden fremtid, når resten af klodens lande følger trop.

    På mine gamle dage har jeg kastet mig over ølbrygning og følger interesseret med i vores dygtige og kreative mikrobryggerier og også de lidt større. Det var mig derfor en stor glæde at erfare, at det allerførste nedpumpede CO2 blev leveret fra et belgisk bryggeri. Når nu man indenlands ikke rigtig har kunnet finde leverandører af CO2 til nedpumpning, så er det opløftende, at Belgien med deres stolte traditioner ud i brygning kan træde til, så kronprinsen ikke måtte tage forgæves til Esbjerg.

Skriv et svar til Mikael Thau Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*