Anmeldelse af bogen: Winter Games af David Church
At henvende sig til offentligheden med sund fornuft og saglige argumenter om den grønne omstilling er i bedste fald et meget langsigtet projekt. I værste fald nytter det ikke en brik.
Vi klimarealister må se i øjnene, at frygt sælger. Og at klimaalarmisterne kan komme af sted med deres uansvarlige skræmmekampagner, fordi medier og politikere labber det i sig. Og store dele af offentligheden – med undtagelse af nogle forskræmte børn og teenagere – nyder ligeledes det gode gys (og tænker i deres stille sind – den sang har vi hørt på i mange år, og det bliver nok ikke så slemt – hvilket de har fuldstændig ret i).
Så vi bliver nok nødt til at give igen med samme mønt.
Det kan vi roligt gøre. Der foreligger ingen reel dokumentation for, at fremtidens klimaændringer med tilpasning vil koste menneskeliv i noget væsentligt omfang, og vi ved, at de fremtidige omkostninger, som klimaændringer vil medføre i form af udgifter til diger mm., vil være overskuelige og blot gøre os 5 procent mindre rige om hundrede år, hvor vi uden klimaændringer vil være ca. 5 gange rigere.
Derimod er der allerede nu dokumentation for, at den forcerede grønne omstilling har store negative konsekvenser både for dødelighed, velstand og velfærd.
Den energifattigdom, som meget velhavende mennesker, der aldrig i deres liv har frosset elle sultet i eller i øvrigt lidt nogen materiel nød, tvinger verdens dårligst stillede mennesker ud i, har allerede kostet menneskeliv og vil fremover koster millioner af liv til sult og kulde.
For ikke at tale om de uhyrlige mange penge, der nu bliver brugt på en dyr og uvirksom grøn omstilling. Bare her er i DK skal vi minimum bruge 100 mia. kr. år = 5 % af BNP for at kunne opfylde netto-nul. Og i USA har man lige afsat 370 mia. USD til støtte til de grønne tosserier. Penge, som ville kunne løse en masse konkrete her-og-nu problemer om sygdomsbekæmpelse og bedre ernæring og på kort sigt redde millioner af menneskeliv.
En af måderne at komme ud til folk er med kunst og litteratur. Det vrimler med klimadystopiske film og bøger, og de sælger godt.
Der er langt imellem Grøn Omstillings dystopier. Men de er ved at dukke op. Faktisk skrev Michael Crichton i 2009 bogen ”State of Fear”
Nu er der kommet nogle nye.
Den jeg her vil nævne, er bogen Winter Games af David Church. Også anmeldt på WUWT af Kip Hansen.
Den beskriver malende, hvor stor en trussel kulde er for menneskene. At den verden, vi lever i, har en middeltemperatur på 15 grader C, ca. som Danmark. Og at ingen mennesker kan overleve ubeskyttet ved denne temperatur i særlig lang tid.
Romanens klimarealister har de samme problemer med at komme til orde, som vi har. Så nogle af dem tager et drastisk skridt. De sætter sig i et lokale, hvor temperaturen er 15 grader (59 grader Fahrenheit, derfor kalder de sig Fifty Niners) med et par vifter til at simulere, at det ofte blæser lidt og i let påklædning. Det optager så en kort video af sig selv hver anden time, hvor de viser luft- og kropstemperatur og fortæller hvordan de har det. Det fortsætter, indtil de er døde af hypotermi efter et døgns tid. En ubehagelig måde at dø på, dog lindret lidt af, at fremskreden hypotermi åbenbart medfører eufori. Mange af jer har måske læst Johannes V. Jensens: Mortens Juleaften. Tomheden havde haft sine arme om ham, og hvisket ham om søvnens fred….
Så fik klimarealisterne opmærksomhed, og resten af romanen handler om, hvordan det lykkes dem at bruge den til fortælle om, hvor mange stakkels fattige mennesker, der dør af kulde på grund af den grønne omstilling. Og romanen får en lykkelig ende, da det lykkes dem at få en saglig diskussion optaget i et medierne, og selv nogen af klimaaktivisterne forklædt som forskere kommer ud af skabet og fortæller om, hvordan de har misinformeret offentligheden.
Romanen er velskrevet, letlæselig og underholdende og kan varmt anbefales.
Jeg tror dog på at vi klimarealister kan opnå den nødvendige opmærksomhed uden at gå til sådanne yderligheder.
Danish
Jo, Frederik, på grund af alle de mennesker, som under et videnskabeligt dække har opblæst et internationalt hysteri eller massepsykose i lighed med korstogene. Et godt eksempel: Man lægger ud med en videnskabelig tilgang; dernæst påstår man pludseligt, at “vi VED at….er et faktum”!
Men desværre for hysteri-industrien er vi såmænd bare på vej ud af den ‘Lille Istid’.
Vi har brug for en reformator i lighed med Martin Luther, der kan lede os ud af det religiøse vanvid og afladshandlen. Men folket har brug for en ny tro, som er renset for religiøst vanvid, tyranni og afladshandel. Fremtidsvisionen må være, at mennesket skal ud i rummet, og det kommer vi ikke med træflis, pedalcykler, løbehjul, vand-, vind-, træde- og papirmøller, rugbrødsmotorer og elastikmotorer.
Nej – vi har IKKE brug for en “reformator”, vi har brug for at fjerne os HELT fra religionen (og mærkelige religiøse termer) og lytte til videnskaben i stedet for – og vel og mærke ikke kun den del af videnskaben, der underbygger de synspunkter, vi selv har.
Den videnskabelig metode er et særdeles stærkt værktøj, som netop tilskynder til, at man angriber videnskaben ved at udfordre dens resultater. Hvis ens angreb på den etablerede videnskab så er solid, må denne revideres, så den matcher virkeligheden.
Udviklingen inden for dette har selvfølgelig heller ikke stået stille inden for klimaforskningen, hvilket betyder at vi i dag VED, at menneskabte klimaforandringer qua primært CO2-udledninger er et faktum. Så det, der nu debatteres, er en kvantificering af opvarmningen (her er der stadig et udfald på mellem ca. 2,0 og 4,5 grader / fordobling) og ikke mindst: Hvad bliver konsekvenserne for civilisationen ved disse temperaturstigninger?
Det sidste er ret svært at forudse, i og med, vi ikke har nogle sikre historiske data, der er i nærheden af de temperaturer stigningstakter, vi ser nu, at referere til.