Arktis, Klimarealisme i medierne

Sådan fodrer man klimahysteriet

Indlandsisen smelter og havene stiger – og meget af det kan vi ikke stoppe.

Det er overskriften i Jyllands-Posten, hvor professorerne Jens Hesselbjerg Christensen og Sebastian Mernild bliver interviewet i anledning af den nye rapport fra IPCC.

Overskriften stammer fra en udtalelse fra Jens Hesselbjerg Christensen.

Sebastian Mernild fortæller, at isen i Grønland i dag smelter med langt større fart end tidligere. Der forsvinder nu godt 20 pct. mere is fra Grønland hvert år, end der gjorde for få år siden.

FN’s klimapanel, IPCC konkluderer i den nye rapport om isen og havniveauet, at det med hensyn til havvandstanden ser værre ud, end det gjorde, da IPCC kom med den store hovedrapport i 2014. IPCC vurderer nu, at havet frem mod år 2100, hvis der ikke gøres en kraftig indsats, vil stige op til 92 cm – mod 82 cm, da hovedrapporten kom i 2014. Det skal bemærkes, at Grønland ikke er den eneste bidragsyder til stigende vandstand. Antarktis og andre gletsjere bidrager også, ligesom havets volumen bliver større med stigende vandtemperatur.

Forudsigelserne bygger på klimamodeller fra IPCC, hvor menneskeskabt CO2 får den globale temperatur til at stige.

Klimahistorien i Grønland og ikke mindst de senere års udvikling giver imidlertid et mere nuanceret billede af fremtidens klima i Grønland.

Klimahistorien i Grønland går langt tilbage i tiden. Iskerneboringer går 115-130.000 år tilbage til sidste mellemistid, hvor temperaturen i Grønland var 8 grader højere end i dag. Jeg har afgrænset perioden til de sidste 12.000 år. Det dækker det tidsrum, hvor Danmark blev beboet.

Fig. 1: Grønlands temperatur de seneste godt 11.000 år, proxydata fra iskerneboringer. Kilde: Vinter et al. (2009).

Fra 5.800 før vor tidsregning og indtil 1784 er temperatur-trenden i Grønland faldende. I den periode, som kaldes Den Lille Istid når temperaturen til et lavpunkt. I 1784, som er i Den Lille Istid, starter DMI temperaturmålinger i Grønland (fig. 2).

Fig. 2: Grønlands temperatur 1784-2020 ved direkte målinger

Fra 1784 til 1920 stiger temperaturen ikke i Grønland. Tværtimod har temperaturen i den 136 år lange periode været langt lavere end i 1784. Fra 1920 og frem til i dag udviser temperaturen en bølgebevægelse, hvor varmen kulminerer i 30’erne og igen i 2010. Indimellem de 2 bølgetoppe er det igen blevet koldere, så koldt at de på et tidspunkt er koldere end i 1784. Bortset fra året 2010 er den nye varmeperiode på samme niveau som i 30’erne. Bemærk også, at det i hele perioden ind imellem har været langt koldere end i 1784. Varmeanomalierne er ikke så høje som kuldeanomalierne er lave.

Fortællingen om den smeltende is og det stigende hav bygger på den forudsætning, at stigende CO2 i atmosfæren styrer klimaet i Grønland. Derfor må det undersøges, om det også har været tilfældet i de mange år, hvor temperaturen i Grønland kan rekonstrueres med baggrund af iskernemålinger.

Kurven for CO2 er universel, fordi indholdet af CO2 i atmosfæren er den samme over hele jorden.

Der er i den mere alarmistiske klimaforskning skabt en sammenhæng imellem kurven for CO2 og den globale temperatur (fig. 3). Som det ser ud, er kurven for CO2 brugt til at rekonstruere den globale temperatur.

Fig. 3: Ændringen i den globale temperatur de seneste 22.000 år sammenholdt med CO2-niveauet i atmosfæren. Temperaturkurven er af forskerne (Osman et al. 2021) redigeret og tilpasset til CO2-kurven, hvilket er i modstrid med næsten alle andre rekonstruktioner.

Derimod går trenden for temperaturen i Grønland og trenden for CO2 i hver sin retning. I de sidste 7.500 år indtil 1784 er temperaturen svagt faldende i Grønland (jfr. fig. 1). I samme periode er CO2 indholdet i atmosfæren svagt stigende. Bemærk, at kurven for CO2 bygger på iskernemålinger.

Fig. 4: Årlige udledninger af CO2 (grå kurve) og koncentrationen i atmosfæren (blå kurve), 1750-2021)

Perioden efter 1784 er yderst interessant.

Fra 1784 til 1920 stiger temperaturen i Grønland ikke. I samme periode er CO2 svagt stigende. Fra 1920 stiger CO2 kraftigt på grund af menneskelig udledning af CO2. Temperaturen i Grønland udviser en bølgebevægelse, men med stigende trend i forhold til 1920. Temperaturen er i dag steget med 2 grader i forhold til 1920. Temperaturen i Grønland er ikke steget mere end temperaturen i Danmark fra 1920 til i dag. I de sidste 90 år er temperaturen ikke steget i Grønland og temperaturen i Grønland i dag er på samme niveau som i 30’erne. Det er til trods for, at CO2 i perioden er steget kraftigt.

CO2 har givetvis påvirket klimaet i Grønland siden 1784, men naturlige klimaændringer har også spillet en rolle. Det ser man af bølgebevægelsen.

Afsmeltningen fra indlandsisen afspejler udviklingen i temperatur. Efter 2012 ophører den accelererende afsmeltning, fordi det igen er blevet koldere. Sidste år var afsmeltningen minimal, kun -84 Gt. Med den hastighed vil det tage 32.000 år, før al indlandsisen smelter. Til den tid har vi sikkert en ny istid, hvor også Danmark er dækket af is.

Til sidst lidt om vandstandsstigninger. NASA måler med satellitter vandstanden i verdenshavene. Målingerne viser, at stigningstakten aftager efter 2016, og på det seneste er stigningstakten nærmest gået i stå.

Kystdirektoratet har siden år 1900 målt vandstanden i danske havne til at stige med 2 mm om året og uden acceleration. Da landet Danmark de fleste steder hæver sig, er vandstandsstigninger her langt mindre end 2 mm om året.

For nogle få år siden udsendte DMI en pressemeddelelse, som blev flittigt citeret i aviser og TV. Overskriften lød: Ny forskning, Verdenshavene stiger med rekordfart.

Hverken Kystdirektoratet eller NASA har registreret den rekordstore stigning. Det havde intet med virkeligheden at gøre. Baggrunden for den rekordstore stigning var modelberegninger og modeller kan tage fejl.

Klimahysteriet som dagligt bliver fodret af medierne er skabt af modelberegninger. Naturkatastrofer frembragt af en usædvanlig lang La Niña periode fuldender billedet, så FN’s generalsekretær kan tale om, at vi er på vej imod et klimahelvede. Naturkatastrofer er eksempelvis den langvarige tørke på Afrikas Horn eller oversvømmelserne i Pakistan.

For en ordens skyld. La Niña er et naturligt forekommende vejrfænomen i Stillehavet, som fremkalder naturkatastrofer over hele Jorden. Derfor er Jorden i fortiden ramt af naturkatastrofer og vil også blive det i fremtiden. Det har ingen sammenhæng med CO2.

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. Lars Nielsen

    Jørgen skriver, at måling af havstigningen i danske havne har ligget på 2 mm om året siden år 1900. Da størstedelen af Danmark hæver sig, må den reelle havstigning ifølge Jørgen derfor have været meget mindre.
    Nej, den må da have været meget større. For den målte havstigning i havnene må da være forskellen mellem havstigningen i oceanerne og den lokale landstigning.

  2. Dines Jessen Petersen

    I fig. 4. vises den årlige øgning i atmosfærens CO2-indhold, ca. 33 GT. Det er dog kun co2-tilførslen fra menneskelig aktivitet der vises, den totale tilførsel er ca. 760 GT.
    I “32 myter om klimaet ——-” af Johannes Krüger side 114 angives indholdet af opløst kulstof i havet til 38.000 GT og indholdet i atmosfæren til 770 GT. ( fejl:Der står opløst CO2, det korrekte er opløst C (kulstof),
    hvilket er erkendt af Johannes Krüger). 38.000 GT opløst kulstof i havet er ca. 160.000 GT CO2 + noget metan, og 770 GT opløst kulstof i atmosfæren er ca. 3200 GT CO2 + noget metan. Inholdet i atmosfæren er således ca. 2% af den totale mængde af opløst CO2.
    På side 136 angives, med IPCC som kilde, at det totale årlige udslip til atmosfæren er 759 GT, ca. 24% af det totale indhold på ca. 3200 GT. Af disse er 33 GT (= 4,3% af tilførte, 1% af totale) stammende fra menneskelig aktivitet. Udslippet fra menneskelig aktivitet svarer nogenlunde til øgningen i CO2-indholdet i atmosfæren, 1 PPM er ca. 7,2GT.
    Er de 4,3% af den årlige tilførte mængde virkelig årsagen til ændringen i atmosfæren CO2-indhold? Er det måske bare en tilfældighed at de 2 værdier, korrespondere? Når den totale tilførsel er 759 GT årligt, og 765 GT opsuges af jord, klipper, planter og hav, er 33 GT menneskabt CO2 da årsagen til øgningen i atmosfæren CO2?
    Der er plads til megen tvivl hos undertegnede.

    • Frederik Jørgensen

      Hej Dines

      Hvis du læser denne videnskabelige artikel:

      https://www.climate.gov/news-features/climate-qa/how-do-we-know-build-carbon-dioxide-atmosphere-caused-humans

      Vil du se, at simpel isotop-analyse af carbon i atmosfæren – uden tvivl – fastslår, at hele øgningen fra præ-industrielt niveau på 280 til det nuværende niveau på omkring 420 skyldes menneskelige udledninger.

      Grunden til, at det “lille” bidrag fra mennesker i det store regnestykke kan skubbe så meget til læsset, er selvfølgelig, at der før vi skubbede, var der en meget fin ligevægt. Den er ødelagt nu – i og med vi på meget kort tid frigiver carbon, som denne ligevægt har lagret over millioner af år. Det svarer til at bruge hele pensionsopsparingen på 4 milisekunder 😉

      • Søren Hansen

        Hej Frederik,
        Der var nu ikke nogen “meget fin ligevægt” mht. CO2-indholdet i atmosfæren. Tværtimod var det generelt nedadgående og nærmede sig nogle ubehageligt lave niveauer, hvor plantevæksten kunne komme i fare. Troen på, at klimaet bare var i balance og helt perfekt frem til for 150 år siden er, netop, en tro og har intet med realiteterne at gøre.

        • Frederik Jørgensen

          Kan du ikke lige dokumentere denne “nedadgående, grænsende til fare” tendens.

          I følge hvad jeg hurtigt googlede, har den ligget særdeles stabil på ca. 275 i fra slutningen af seneste istid indtil den industrielle alder begyndte, hvorefter den er steget med 50% på ekstremt (i geologisk perspektiv) tid.

          https://skepticalscience.com/co2-measurements-uncertainty.htm

          Hvilket niveau mener du i øvrigt er til fare for plantevækst? Det er tilsyneladende gået rigtigt fint i hele den holocæne periode, hvor vi har ligget omkring 275.

          Bemærk venligst, at det var CO2, jeg skrev var i fin (ikke perfekt) balance frem til, vi pillede ved det. At klimaet også har været særdeles stabilt (sammenlignet med tidligere mellemistider), er der bred videnskabelig koncensus om.

          • Under sidste istid faldt CO2-indholdet til under 200 ppm, hvor faregrænsen for plantevækst liggr omkring 150 ppm. Generelt har CO2-niveauet været faldende gennem de seneste mange millioner år, og det var en udvikling, der godt kunne være endt galt. (Naturen søger ikke balance, eller er smuk og rigtig, naturen er ligeglad – og hvis planterne ikke mere kan gro, så fred være med dem.) Men den udvikling fik vi da stoppet – i hvert fald midlertidigt.
            Siden slutningen af sidste istid har CO2-niveauet været stigende, først relativt brat, siden mere afdæmpet (med lidt udsving undervejs), op til de ca. 280 ppm vi havde for ca. 150 år siden. Se kurven her:
            https://www.reddit.com/r/dataisbeautiful/comments/ct9ifm/oc_co2_concentration_in_atmosphere_over_last/
            Enhver snak om at CO2, eller for den sags skyld temperaturen, “er i balance” er noget sludder. Temperaturen har svinget meget, også her i den seneste mellemistid, og klimaet har forandret sig i mange retninger undervejs.
            Jeg er netop ved at færdiglæse Alex Epsteins bog “Fossil Future”, den er noget af en øjenåbner. Den tager fat i den grundlæggende forkerte antagelse, der flyder rundt blandt priviligerede mennesker i den Vestlige Verden, gående ud på at alt i naturen var smukt og rigtigt, indtil vi mennesker kom til og ødelagde det hele. Nej, der er ikke noget smukt og rigtigt i naturen, livet for vores forfædre i stenalderen var kort og brutalt og fyldt med lidelser og afsavn. Det vil vi ikke tilbage til.

Skriv et svar til Frederik Jørgensen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*