Vi omtalte for nogen tid siden en artikel, Kemp et al., der blev offentliggjort i det amerikanske tidsskrift PNAS og som handlede om behovet for meget mere forskning i ekstreme klimascenarier i fremtiden. Det var en temmelig grotesk omgang, og efterfølgende har den også givet en del debat i PNAS. Her skal gengives i oversættelse en af kommentarerne skrevet af anerkendte klimaforskere, Roger Pielke Jr., Matthew Burgess & Justin Ritchie:
Kemp et al. taler for at katastrofale klimaforandrings-scenarier – inklusive sammenbrud af samfundene og menneskets udryddelse – burde studeres nøjere, men i øjeblikket bliver forsømt. Vi er enige i, at sådanne scenarier bør undersøges, og samfundet skal prioritere tiltag til at undgå katastrofale følger.
Imidlertid viser historien også, at der er risici forbundet med at overdrive sandsynligheden for katastrofer. Med dette in mente mener vi, at Kemp et al. ikke fyldestgørende giver udtryk for hvor meget, de senere tiders videnskabelige og offentlige diskussioner allerede prioriterer katastrofale klima-scenarier.
Kemp et al. bemærker at IPCC’s rapporter lægger vægt på scenarier med en temperaturstigning på mindre end 2 grader celsius. Samtidigt lægger IPCC også for meget vægt på de alvorligste scenarier, lige som man gør i den bredere debat. For eksempel udgør de katastrofale scenarier RCP8.5 [mængden af forventet udledte drivhusgasser over tid, red.] og tilsvarende SSP5-8,5 [samfundsudviklingen i forbindelse med RCP8.5, red.] – som nu generelt bliver betragtet som urealistiske – ca. halvdelen af alle referencer til scenarier i de seneste IPCC-rapporters afsnit om følgevirkninger (WGII), se fig. 1A. Det samme gør sig gældende i den underliggende videnskabelige litteratur. SSP3-7.0 scenariet, som Kemp et al. bruger i deres analyser, forudser en Verden, der i år 2100 er stærkt afhængig af kul og ikke har nogen klimapolitik – en utænkelig fremtid. Scenariet opererer med langt højere udledninger end det Internationale Energiagentur (IEA)’s fremskrivninger, som løbende er blevet justeret nedad i de senere år (se fig. 1B).
Kunne et mere sandsynligt scenarie i den høje ende, hvad udledninger angår, som f.eks. SSP2-4.5 føre til katastrofale klimaforandringer? IPCC fremfører, at SSP2-4.5 med høj sandsynlighed (5%-95%) vil føre til en opvarmning i intervallet 2,1-3,5 oC i år 2100, i hvilket man kan forvente alvorlige skader lokalt i visse områder, og man kunne udforske globale katastrofer med lav sandsynlighed.
Imidlertid kan man med dette interval af opvarmning forudsige økonomiske skader på mellem 2 og 15 % af det globale bruttonationalprodukt i år 2100. Ved de mest økonomisk pessimistiske (og muligvis realistiske) SSP3-forudsigelser vil bruttonationalproduktet pr. indbygger være mere end fordoblet i 2100 i de fleste lande. Derfor, omend der er store usikkerheder, vil velstanden højst sandsynligt fortsætte med at stige over størstedelen af Verden i dette århundrede, selv når man ser på de relativt pessimistiske scenarier.
Når man lægger for megen vægt på apokalyptiske fremtider, risikerer man at understøtte undertrykkelse og forhastet handling. For eksempel førte katastrofale og i sidste ende unøjagtige scenarier om overbefolkning i 1960-erne og 1970-erne til, at flere lande indførte tvungne sterilisations- og abort-programmer, inkl. Kinas et-barns-politik, der medførte op imod 100 millioner tvungne aborter, en stor andel af dem piger.
Fascistiske og neofascistiske bevægelser bruger ofte frygten for miljøkatastrofer som påskud til at fremme eugenik [”arvemasse-hygiejne”, red.] og kæmpe imod indvandring og hjælp. Sri Lankas regering, der var bekymret for forurening, forbød pludseligt syntetisk gødning og pesticider i 2021, og bidrog dermed til en landbrugs- og økonomisk krise.
Snak om klimakatastrofer kan bidrage til de unge menneskers mentale helbredsproblemer. I en nylig international undersøgelse af ungdommen svarede 45%, at tankerne om klimaforandringer havde en negativ indflydelse på deres daglige liv og gerninger, og 40% talte om, at de tøvede med at få børn.
For at sammenfatte, så bør et bredt udvalg af klimascenarier blive udforsket, men da man allerede fokuserer meget på de urealistiske katastrofe-scenarier, så vil yderligere opfordringer til at fortsætte ad den vej, medføre en risiko for at man forsømmer at kigge på de mere sandsynlige fremtider.
Pielke og hans fæller prøver her at tage luften ud af den værste alarmisme, der jo er godt på vej til få en helt ødelæggende effekt for samfundene, specielt i den Vestlige Verden. En ungdom i dybt mismod og pres for at gennemføre en urealistisk og prohibitivt dyr grøn omstilling baseret på teknologi, vi ikke har. Pielke & Co. argumenterer meget forsigtigt, men alligevel i samme retning som f.eks. Bjørn Lomborg. Vi kan godt tackle og leve med de klimaforandringer, der efter al (IPCC-)sandsynlighed kommer.
Kemp et al. fik efterfølgende bragt et svar, hvor de naturligvis udtrykte deres dybe uenighed med ovenstående. Essensen af deres argumentation var, at man ikke skulle hænge sig så meget i IPCC’s scenarier, det her handler om at fokusere på de værst tænkelige tilfælde, og man kunne i teorien godt forestille sig, at de ville indtræde selv ved mindre udledninger – eller at de kunne komme endnu længere ude i fremtiden, dvs. efter år 2100.
Forretningen skal holdes kørende for enhver pris, og den videnskab, der her bedrives, udmærker sig ved at være totalt uforpligtende i enhver henseende, forskerne har helt frie tøjler til at udvælge de data, de vil beskæftige sig med og til at skabe de resultater de ønsker.
Tænk hvis alle de kræfter og penge blev brugt på noget nyttigt i stedet?
Danish