COP27-mødet er slut

Det endte i en usædvanlig version af det sædvanlige drama mod enden, hvor forhandlingerne, som de plejer, gik over tid. Den endelige tekst skulle have været klar fredag eftermiddag, men det trak ud helt til søndag morgen, før de udmattede delegerede kunne erklære sig enige om en sluttekst. Inden da var airconditionanlægget brudt sammen, og staklerne sad og svedte i de midlertidige telte, hvor konferencedeltagerne opholdt sig. De kan jo så glæde sig til de behagelige forhold på hjemturen i deres privatfly.

I en tid med krig, energimangel, truende mangel på fødevarer og en begyndende finanskrise stod det klart, at det kunne blive svært at samle opmærksomheden om klimaet. De færreste bekymrer sig om temperaturen i år 2100, hvis der ikke er mad på bordet i næste uge. Men her havde FN valgt at slå kraftigt på sammenkædningen mellem ekstremvejr og klimaforandringerne forårsaget af den globale opvarmning. Som nævnt lagde generalsekretær António Guterres hårdt ud, og medierne har været flinke til at fortælle os om, at f.eks. oversvømmelserne i Pakistan direkte er en følge af vores CO₂-udledninger. Her er det Weekendavisen, der giver den gas:

De globale udledninger er eskaleret; temperaturen stiger, ekstreme begivenheder som oversvømmelser, tørker og storme hober sig op; klimaforandringerne viser tænder.

Indien er et levende bevis på de ekstremer, man kun kan forvente flere af i fremtiden. Foråret i New Delhi var således historisk varmt med den ene varmerekord efter den anden; og marts i år var den hedeste nogensinde og den tørreste i 121 år. Samtidig var sommeren en af de fugtigste, og den årlige monsun bare fortsatte og fortsatte, så der selv i oktober faldt store mængder nedbør.

At klimaet i Indien er ude af kontrol, dokumenteres af en ny rapport, der viser, at der næsten hver dag i 2022 indtraf en klimakatastrofe på det indiske subkontinent.

Pakistans præmiereminister var ikke sen til at skyde skylden på de vestlige landes udledninger. »Vi lider, men det er ikke vores egen skyld,«

Alt det er jo i realiteten bare udslag af vejrliget, der er ingen håndfaste beviser på nogen sammenhæng mellem vores CO₂-udledninger og så de oversvømmelser, tørker og storme, som der altid har været. Beviserne ligger udelukkende i ”sammenkædnings-videnskabens” computermodeller.

COP27-konferencen kom kun langsomt i gang, og midtvejs stod det klart, at der var tre store knaster, hvor det var svært at nå til enighed.

Den første var opretholdelsen af målet om at begrænse den globale opvarmning til de 1,5 grader, dvs. kun 0,4 grader over det nuværende niveau. Det er lige så urealistisk, som det er svagt funderet rent videnskabeligt. I følge modelberegningerne vil det kræve, at udledningerne af drivhusgasser halveres allerede i 2030 i forhold til nu. Det kommer jo ikke til at ske.

Det andet problem var udfasningen af de fossile brændstoffer. Det var her, det gik galt sidste år på COP26, hvor man ville have noget med om udfasning af kul, men det blev kun til ”nedfasning”. På COP27-konferencen var der stærk modstand, ikke mindst fra Saudi Arabien og de andre store olieproducerende lande.

Det tredje – og nok mest alvorlige – problem var tankerne om at oprette en gigantisk fond, hvor de fattige lande skal få kompensation for ”tab og skader” som følge af klimaforandringerne. Ideen er, at når f.eks. Pakistan har fået en masse ødelæggelser som følge af de oversvømmelser, som de havde forsømt at sikre sig i mod, så skal de rige lande udbetale erstatning. Europa og USA står jo for broderparten af de historiske CO₂-udledninger, og det er således netop dem, der er årsagen til at Pakistan blev oversvømmet. Der er mange vanskeligheder forbundet med denne idé. Den kunne ende som en glidebane mod større og større beløb til udbetaling – til korrupte regimer, der bare bruger pengene til alt muligt andet. Der er også et problem i, at Kina og Indien nu efterhånden står som de største udledere i Verden. Men samtidigt er de historisk set fattige, så på hvilken side af gaveboden skal de stå?

I lang tid så det ud til, at dette emne slet ikke ville komme med i slutteksten, men i en sen time lørdag nat gav en svedig EU-delegationsleder sig og gik med til at inkludere nogle – omend uforpligtende – ord om sagen.

Derefter kom slutteksten i hus og er allerede refereret bredt i medierne. Så vidt vides foreligger teksten i skrivende stund kun som en fremskreden kladde, men det er vist den, der er enighed om.

Og hvad kom der så ud af 40.000 menneskers møde i 14 dage og 400 privatflyveture?

Der er meget få egentlige beslutninger i dokumentet, der fylder 10 A4-sider. Alle afsnit begynder i stedet med vendinger, hvor det erklæres, at konferencen: ”noterer sig”, ”anerkender”, ”udtrykker”, ”byder velkommen”, ”er klar over”, ”overvejer” osv. Så reelt er ingen hængt op på nogen som helst forpligtelser.

Hele teksten er opdelt i nummererede afsnit, her følger et udvalg i oversættelse med kommentarer hist og pist:

4. Gentager at konsekvenserne af klimaforandringer vil være meget mindre ved en temperaturstigning på 1,5 ^oC, sammenlignet med 2 ^oC, og vedtager at forfølge yderligere initiativer til at begrænse temperaturstigningen til 1,5 ^oC.

8. Understreger det presserende behov for øjeblikkelige, dybe, hurtige og vedholdende reduktioner i globale udledninger af drivhusgasser af Parterne i alle relevante sektorer, herunder ved hjælp af stigende brug af lav-emissions og vedvarende energi…

Denne passus er interessant, fordi ideen med at inkludere ”lav-emissions”-kilder er ny. Energikilder med lave udledninger af drivhusgasser kunne f.eks. være kernekraft – som COP-møderne ellers helst ikke taler om – men det kunne også i værste fald være naturgas, som en egyptisk delegeret bekræftede var i tankerne.

I afsnit 10 understreges det så yderligere, at omlægningen af energiforsyningen skal være i overensstemmelse med de nationale omstændigheder og anerkendelse af behovet for støtte. Igen skal sol og vind ikke bare trækkes ned over hovedet på de sagesløse ulande.

11. Erkender, at en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 ^oC kræver hurtige, dybe og vedholdende reduktioner af de globale drivhusgas-udledninger på 43 % i 2030, sammenholdt med niveauet i 2019.

Det kommer jo som nævnt ikke til at ske. Men der er heller ikke nogen, der lover noget. Afsnit 12 gentager, at der her skal tages hensyn til de enkelte landes nærmere omstændigheder.

13. Opfordrer Parterne til at accelerere … overgangen til ren el-fremstilling … herunder accelererende anstrengelser hen imod nedfasning af kulkraft….

Så nedfasningen af kul kom med igen, men ikke stærkere formuleret end ved COP26 i Glasgow, og stadigvæk bliver olie og gas ikke nævnt med et ord. Teksten i dette afsnit, under overskriften ”afhjælpning” (Mitigation), nåede at blive kraftigt udvandet, når man sammenligner den med et forslag, som det egyptiske formandskab havde udsendt om fredagen. Her stod det nævnt, at kul skulle ”udfases”, og der var også megen snak om nul-udledninger af drivhusgasser i 2050, det forsvandt helt.

Den endelige tekst kommer så ind på det, der betragtes som gennembruddet, omend et noget forkølet et af slagsen:

24. Byder velkommen til, for første gang, overvejelsen af elementer i forbindelse med finansierings-arrangementer som svar på tab og skader, der er kommet som følge af klimaforandringernes negative følger, inkl. et fokus på at beskæftige sig med tab og skader….

Så slap katten ud af sækken til ulandenes udelte begejstring. Det er jo dog en temmelig uforpligtende formulering, så man skal nok ikke forvente, at pengene begynder at rulle allerede til næste år. Der er ellers nok at bruge dem til, ifølge tekstens afsnit om penge:

30. Henleder opmærksomheden på, at omkring 4 billioner US$ årligt skal investeres i vedvarende energi frem til 2030 for at kunne nå netto nul udledninger i 2050, og desuden at en global omstilling til en lav-kulstof-økonomi vil kræve årlige investeringer på mindst 4-6 billioner US$.

32. Bemærker med bekymring den stigende kløft mellem udviklingslandenes behov, især dem fra følgerne af klimaforandringer og forgældelse, og så den støtte de modtager .. som burde ligge på 5,8-5,9 billioner US$ pr. år i perioden op til 2030.

33. Udtrykker alvorlig bekymring over at målet med at de udviklede lande skulle betale 100 milliarder dollars årligt fra 2020 … endnu ikke er nået …

35. Bemærker, at de globale klima-relaterede pengestrømme er relativt små i forhold til udviklingslandenes behov, hvor beløbene i 2019-2020 er anslået til at være 803 milliarder US$, hvilket er 31-32 % af de årlige investeringer, der skal til for at holde den globale temperaturstigning godt under 2 ^oC…

Så meget om finanserne, store beløb men absolut ingen forpligtelser for nogen.

Resten af dokumentet er lidt tomgang om samarbejdet på kryds og tværs, noget om skove og havene og lignende, der ikke gør nogen forskel i praksis.

Med denne tekst må man igen spørge, om ikke tiden er løbet fra de store COP-møder? Der er en voksende erkendelse af, at Verden ikke kan fungere uden fossile brændstoffer, og at den grønne omstilling til ren sol og vind er helt urealistisk inden for en overskuelig fremtid. Samtidigt er det svært at se noget negativt ved den beherskede opvarmning, vi har haft siden Den Lille Istid sluttede for 150-200 år siden.

Klimasagen har så fået kunstigt åndedræt ved den voldsomme fokus på ”sammenkædning” af den globale opvarmning og de tilfælde af ekstremvejr, som vi har haft – og som vi har hvert år, hverken værre eller bedre. Sammenkædnings-videnskaben blev etableret med det ene formål at skabe fornyet politisk bevågenhed og opbakning til klimasagen. Den er i enhver henseende tvivlsom, men har været en bragende succes, som vi så i starten af dette indlæg. Men vrøvl er det – fra enden til anden. Hvis vi standsede alle CO₂-udledninger i morgen, ville Pakistan stadigvæk blive hjemsøgt af oversvømmelser – og de ville vedblive med at få alvorlige konsekvenser, lige indtil landets regering tager sig sammen og får justeret sine prioriteringer i retning af opbygning af en fornuftig infrastruktur og planlægning af flodløb. 

Ser man på COP27-slutteksten omtalt her, må det ellers konkluderes, at 40.000 menneskers rejse og arbejde var det rene spild af ressourcer – og anledning til et helt overflødigt ekstra udslip af drivhusgasser.