Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

COP27

Årets store klimamøde, COP27 er netop nu i gang i Sharm el-Sheikh, Egypten. Mødet, der forventes at have i alt 35.000 deltagere, strækker sig over 2 uger. Stats- og regeringschefer deltager noget af tiden, og ellers er det ministre og alle mulige regeringsembedsfolk, der fylder sæderne op. Der er også folk med fra NGO’er, klima-aktivister o.lign., omend Greta Thunberg har meddelt, at hun ikke deltager. Det er også svært at rejse til Egypten med toget p.t., hvis man gerne vil nå frem med livet i behold.

Mødet i år er på en betydeligt mere dyster baggrund end sidste års show i Glasgow (COP26), hvor det største drama som bekendt kom til at dreje sig om, hvorvidt man i slutteksten kunne skrive, at kul skulle ”udfases” eller ”nedfases”. Nu har vi en galopperende energikrise og en begyndende finans-ditto. Krigen i Ukraine vil nogen give skylden for energikrisen, men i virkeligheden er årsagen snarere den forcerede ”grønne omstilling” og det politiske pres for at nedbringe investeringerne i fossil energi. Her er der oparbejdet et betydeligt efterslæb i efterforskning og udvikling af nye olie- og gasfelter – og pludseligt var der udsigt til en mørk og kold vinter mange steder. Det har så til gengæld sat fart i udvindingen og forbruget af kul, der forventes at slå alle rekorder i år og til næste år. Det er jo ikke så godt for de ambitiøse mål om nedbringelse af CO2-udledningerne.

På COP27 er man naturligvis overbevist om, at ”klimakrisen” allerede er over os, og at det er tvingende nødvendigt, at vi kan holde den globale temperaturstigning under de 1,5 grader celsius. Selvom det er et rent politisk vedtaget tal, tror man alligevel fuldt og fast på, at enhver overskridelse vil føre til katastrofale resultater for planeten. Ingen kan give udtryk for den vrangforestilling bedre end FN’s generalsekretær, António Guterres der i sin åbningstale ved COP27 blandt andet fik sig selv til at sige:

Snart fødes baby nr. 8 milliard i Verden. Hvordan vil vi svare på den babys spørgsmål: ”Hvad gjorde I for vores planet, da I havde chancen?”

Svaret er i vores hænder og uret tikker. Vi er i kamp for vores liv, og vi er ved at tabe.

Den globale temperatur stiger, og vores planet når snart et punkt, hvor klima-kaosset bliver umuligt at rette op. Vi er på motorvejen mod klima-helvedet med speederen i bund.

Klimaforandringerne er det afgørende problem i vores tid. Det er uacceptabelt, skandaløst og selv-ødelæggende ikke at give det fuld prioritet.

Menneskelige aktiviteter er årsagen til klimaproblemet. Så menneskelige tiltag må være løsningen.

Videnskaben er klar: Skal vi begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius, skal vi nå netto nul i udledninger globalt i 2050. Men målet om de 1,5 grader ligger i respirator og udstyret rasler. Vi er på vej til et punkt, hvor der ingen vej er tilbage.

Derefter taler Guterres om en pagt mellem de rige og de fattige lande, hvor målet skal være den altomfattende grønne omstilling. Pagten skal bl.a. omfatte et stop for nye kulfyrede elværker og ophør af brugen af kul i OECD-landene i 2030 og i resten af Verden i 2040. Generalsekretæren afslutter med følgende fyndige besked:

Menneskeheden har et valg: Samarbejd eller dø. Det er enten en klima-solidaritetspagt eller en kollektiv selvmordspagt.

Der gøres et stort nummer ud af, at Verden allerede er ramt af alvorlige skader som følge af klimaforandringerne. Oversvømmelserne i Pakistan og tørken i Europa denne sommer nævnes som oplagte eksempler. Den seneste orkan i Florida er også endt ”meget værre” end den ville have været, hvis vores klima var som i 1850 – før de menneskelige CO2-udledninger tog fart.

Vi har tidligere her på siden skrevet om den såkaldte ”sammenkædning” hvor netop forbindelsen mellem de ekstreme vejrbegivenheder og den globale opvarmning etableres og underbygges. Det er af politiske årsager vigtigt for klimasagen, at folk allerede nu får det indtryk, at vi er midt i farlige klimaforandringer. Det er vi jo så som bekendt ikke, der er er ikke noget i de senere års oversvømmelser, tørke, storme osv., der er ud over det sædvanlige gennem de seneste 100-150 år. Men på COP27 vil man naturligvis gerne holde fast i disse skrøner.

De forskellige deltagerlande er mødt op til COP27 med hver deres forventninger til konferencen. Ved tidligere lejligheder blev der stillet i udsigt, at de rige lande skulle udbetale store beløb til de fattige, dels som hjælp til den grønne omstilling og dels som kompensation for de klimaskader, som de riges udledninger af drivhusgasser allerede har medført. Et årligt beløb på 100 milliarder dollars har været på bordet. Det ligger imidlertid tungt med at få afleveret pengene. Danmark har nu forpligtet sig til at yde sin del, hvilket er adskillige milliarder danske kroner pr. år, men i virkeligheden vil en god del af pengene vist fremkomme ved at omdøbe den allerede ydede ulandsbistand til klimabistand…

I år er COP-mødet tydeligvis klemt i mellem en stribe forskellige interesser, der næppe kan forenes. Man ønsker brændende at holde fast i målet om at begrænse temperaturstigningen til de 1,5 grader. Der opereres med et såkaldt kulstofbudget, som siger noget om, hvor meget CO2, vi kan udlede fra nu af. Det er ikke ret meget, det svarer til ca. 10 år på det nuværende niveau. En ”realistisk” plan siger derfor, at udledningerne må halveres inden 2030 og helt bortfalde i 2050 – evt. kombineret med opsamling og deponering af CO2.

Disse ambitioner ville kræve en drastisk reduktion af forbruget af kul, olie og gas allerede nu. Men stort set alle landene i Verden er blevet opmærksomme på deres dybe afhængighed af de fossile brændstoffer og har, som nævnt, allerede forøget udnyttelsen af kulfyrede kraftværker. Det bliver næppe kun i en kort overgang, at det fortsætter.

Ulandene og de store asiatiske industrinationer ønsker at udbygge deres forbrug af fossile brændstoffer og deres bekymring om en temperaturstigning på 1,5 grader er vist ikke voldsom. Hverken Indien eller Kina vil således forpligte sig til nogen bindende klimamål.

Til gengæld vil ulandene gerne have nogle flere klimamilliarder, som så kan bruges til deres generelle økonomiske udvikling, militær oprustning, eller hvad de nu måtte have behov for.

Det bliver interessant at se, hvad COP27’s slutdokument kommer til at indeholde. Et godt bud er nok, at der bliver vedtaget meget lidt konkret i år, men til gengæld vil der blive lagt op til meget store beslutninger på COP28 til næste år.

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. JENS JAKOB KJÆR

    Godt indlæg. Var dt ikke bedre for klimaet, hvis de 35.000 deltagere blev hjemme og tog mødet på Teams?

  2. Erling Petersen

    Der er tilsyneladende ingen grænser for hvad man læser af vrøvl om klimasagen. En af de mest anvendte er, at enkelte lande ikke opfylder de løfter som de afgav på COP 21 i Paris i 2015. Det er noget logisk vrøvl. Mig bekendt afgav ingen lande konkrete løfter om CO2 eller andre klimatiltag. De lovede hinanden, at de ville arbejde på, at klodens temperatur ikke måtte stige mere end 1,5 grader. Men da ingen ved, hvad der skal til, for at dette sker, kan ingen vide, om løftet bliver holdt, og da det er et kollektivt løfte som svarer til, at hele fodboldholdet lover at score flere mål, men de ikke gør det, så kan man ikke anklage en enkelt spiller. Så påstanden om, at et enkelt land ikke har holdt sit løfte fra COP i Paris er noget logisk sludder.

    • Hans Henrik Hansen

      “Så påstanden om, at et enkelt land ikke har holdt sit løfte fra COP i Paris er noget logisk sludder”

      JA! For nogle dage siden bragte ‘Deadline’ et interview med en håbefuld ungersvend fra Concito, som bla. kunne oplyse, at COP-etellerandet (15 eller 21?) var ‘juridisk bindende’! Udsagnet er ikke nyt, men det undrede mig en del, at studieværten ikke gik gæsten nærmere på klingen!

      For at kunne gøre juridisk ansvar gældende, må man vel:

      1. Kunne eftervise, at et deltagende land ikke har efterlevet sine aftalte forpligtelser.
      2. Kunne ‘rejse sagen’ ved en retlig instans, der har myndighed til at afgøre skyldsspørgsmålet og ikende en passende sanktion (såfremt landet kendes skyldigt).

      Hverken 1. eller 2. forekommer i praksis mulige, så ‘juridisk bindende’ må betegnes som rendyrket bragesnak!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*