I Danmark skal den aktuelle gaskrise ifølge politikerne løses ved en hurtig og kraftig udbygning af vindkraften. Vestas presser på for at få lov til at opstille 500 monstermøller på land, spredt ud over hele riget. Kønt bliver det ikke, men det er nok mere påtrængende at se på, om det egentligt løser problemerne med vores elforsyning.
Vi har mange gange påpeget problemet med de længerevarende perioder med vindstille eller svag vind, hvor hele Nordeuropas bestand af vindmøller absolut ikke producerer noget og vi skal klare os med andre energikilder.
En kraftig udbygning med vindmøller løser ikke dette problem, til gengæld vil der dukke et nyt op. Mange møller betyder stor overkapacitet, og ved god vind vil møllerne producere væsentligt mere, end der er brug for. Og hvad gør man så med den overskydende strøm?
Tyskland har allerede problemet inde på halsen, og de løser det bl.a. ved at eksportere deres strøm til Danmark – i perioder, hvor vi slet ikke har behov for at importere. I Tyskland er det ikke lovligt at stoppe vindmøllerne, det vil medføre store bøder. I stedet betaler de tyske energiselskaber så os for at stoppe vores møller (og nogen gange skal vi også skrue ned for vores biomassefyrede elproduktion). Danmark tjener mange penge på den måde – bare ved at lade vindmøllerne stå.
I følge en ny artikel har England det samme problem. De har også så mange vindmøller, at produktionen i lokale områder ofte overstiger behovet, og strømmen kan ikke transporteres videre pga. flaskehalse i elnettet. Så må møllerne standses. Men kontrakterne er skruet således sammen, at ejerne af møllerne er berettigede til at få penge for al den strøm, de kan producere, og hvis de bliver bedt om at stoppe deres møller, skal de have kompensation.
Den situation koster på nuværende tidspunkt det engelske samfund over en milliard pund om året (8-9 milliarder danske kroner).
I Danmark har vi rost os selv af, at f.eks. havvind nu er så billig, at staten slet ikke skal give støtte mere, tværtimod vil den modtage et par milliarder af vinderen af Thor-vindmølleparkens udbud. Men hvad så hvis der bliver produceret mere strøm, end der kan aftages? Skal Thor-ejerne så have kompensation? Er det el-kunderne, der skal betale, eller staten?
Vi kan kigge på et scenarie med f.eks. 10 GW solceller, 15 GW landvind og 5 GW havvind, og et årligt elforbrug der er på 50 TWh (versus ca. 35 TWh i dag). Scenariet vil stadigvæk give os et behov for at importere godt 8 TWh strøm, men til gengæld vil vi på sol- og/eller vindrige dage få samlet et overskud sammen på ikke mindre end 24 TWh eller næsten 50 % af det hjemlige forbrug. Der er ingen grund til at tro, at vi vil kunne eksportere de mængder – og så står vi i en situation, hvor møllerne skal standses eller solcellerne kobles fra. Og hvem betaler ejerne kompensationen, der med f.eks. 30 øre pr. kWh kunne løbe op i godt 7 milliarder kr./år?
Man drømmer jo om til den tid at lagre overskudsstrømmen i batterier, eller at bruge den til brint og Power to X. Men førstnævnte løsning bliver helt prohibitivt dyr i investering, hvis den skal kunne afhjælpe problemet, og vi har endnu til gode at se en Power to X-proces, der kan køre på stærkt variabel strøm fra sol og vind.
Med en hurtig udbygning, som Vestas drømmer om, vil disse løsninger i hvert fald slet ikke være på bordet i en skala, der gør nogen forskel, og så er der kun en løsning: Nogen må betale vindmølleejerne for at stoppe deres produktion. Gæt hvem, der skal have tegnebogen frem?
Danish
Hvis vi ikke løser problemet med balance mellem produktion og forbrug i elnettet, er vi nødt til at fortsætte med at bruge kul og gas til spidslast-kraftværker og stoppe vindmøller, når det blæser. Så må vi lave CO2-fangst og lagring for at kompensere for kraftværkernes udledning. Det bliver rigtig dyrt.
En løsning kunne være lagring af brint. Med vores nordlige beliggenhed skal vi ikke bare udjævne nogle få timers eller dages ubalance. Vi er nødt til at kunne sæsonlagre energi. Brintanlæg kunne bestå af en elektrolyseenhed, et brintlager og en kraftenhed, der producerer strøm til balancering, når der er for lidt vind og sol. Vi taler om meget store energilagre. Men lagerets andel af den samlede investering i et brintanlæg er lille, så lagreret kan skaleres op for en lille merudgift.
Det fremhæves ofte, at der ikke kan være økonomi i sådan et anlæg, fordi enten elektrolyseenheden eller kraftenheden står stille. Men vi accepterer jo, at vindmøller står stille, når det ikke blæser, solceller står stille om natten og spidslastværker står stille, når der ikke er behov for balancering. Hvorfor skulle det være anderledes med brintanlæg?
Det påstås også, at der ikke er økonomi i sådan et anlæg. Det er selvfølgelig et spørgsmål om teknologisk udvikling, men det er i høj grad også et spørgsmål om implementering. Sektorkobling kan gøre en kæmpe forskel. Læg brintanlæggene ved siden af vores fjernvarmeværker, så de kan bruge spildvarmen fra både elektrolyseenhed og kraftenhed. Dimensioner brintanlægget efter, at det skal kunne levere balancering til elnettet men også levere brint til transportsektoren. Så sparer man omkostningen med at flytte brint rundt i samfundet. Når kraftenheden kører, producerer brintanlægget el lokalt, så omkostningen til fremføring af strøm til forbrugerne reduceres væsentligt. Ilt og kemisk rent vand er restprodukter, der kan sælges. Elektrolyseenheden kan bruge det rene vand fra kraftenheden. Hvis det ikke er nok, kan man bruge renset spildevand til elektrolysen, så får vi som en sidegevinst fjernet de sidste rester af forurening fra vores renseanlæg.
Vi mangler ikke teknologierne. Vi kan gøre det i dag. Vi bør bygge nogle pilotanlæg for at samle erfaringer med både økonomi og teknik. Herefter kan optimering bane vejen for en udbredelse til anlæg ved hovedparten af Danmarks ca 400 fjernvarmeværker.
Med denne løsning kan Danmark helt og holdent tage ansvar for balancen i elnettet selv. Vi bliver ikke afhængige af at balancere ved at købe strøm på elbørserne (hvis der overhovedet er strøm at købe), hvilket pt er regeringens bud på fremtidig balancering.
Det er jo nok ikke helt så enkelt, som det beskrives her. Brint fylder utroligt meget, så selv ved høje tryk vil der være brug for enorme volumener af lagre, hvis brinten skal fungere som backup til Danmarks elforsyning. Hertil kommer, at brinten skal fremstilles på basis af stærkt varierende vindstrøm (eller endnu værre: solcellestrøm), og det er stadigvæk et helt åbent spørgsmål, om det overhovedet kan lade sig gøre. Brintproduktion er kemisk industri med mange hjælpemaskiner – ikke mindst kompressorerne. Kan det bringes til at fungere med en strømforsyning, der cykler op og ned? Jeg tvivler.
Hertil kommer selvfølgeligt de samlede omkostninger til hele eventyret, investeringerne bliver skyhøje, hvis man tæller det hele med: Stor overkapacitet af sol og vind, transmissionsledninger, brintanlæg med voldsom overkapacitet (da de jo kun kører ind imellem) + de gigantiske brintlagre.
Mon ikke en stribe kernekraftværker ville være meget bedre?
Få brugt energi til at tømme grusgrave og underjordiske reservoirs for vand som så ved genfyldning kan drive nogle vandturbiner der producerer elektrisk energi. Det kan suppleres med små ATOMKRAFT dampgeneratorer i skibskonstruktioner, der er forbundet til landanlæg med damp-turbine-drevne generatorer.
Derudover skal der investeres kraftigt i den elektriske infrastruktur. Der skal udvikles på selvkørende fasestyrede inverterstationer. (De skal kunne startes op uden et styrende trefasesystem)
Ideen med vand i grusgrave og underjordiske hulrum vil ikke kunne gøre den mindste forskel. Højdeforskellene er for små og det gør, at de mængder vand, der kan blive tale om, slet ikke vil lagre/producere energi i et omfang, der batter noget. https://klimarealisme.dk/2020/11/25/video-energilagring/