Vi har en gang før omtalt en artikel, hvor forfatterne gerne ville slå til lyd for mere forskning i klimakatastrofen og alle de potentielle følger. Her er et andet bud, fremført som brev til tidsskriftet PNAS. Denne gang handler det om civilisationens mulige sammenbrud. Forfatterne indleder:
Vi definerer et sammenbrud i civilisationen som tabet af samfundets evne til at opretholde essentielle regeringsfunktioner, især opretholdelse af sikkerhed, lovens overholdelse og fremskaffelse af de grundlæggende fornødenheder så som mad og vand. Sammenbrud af civilisationen i denne forstand kunne hænge sammen med borgerkrig, vold og udbredt mangelsituation og således have ekstremt negative følger for menneskenes velfærd.
Bemærk at en elforsyning eller anden energi ikke nævnes som en grundlæggende fornødenhed. Når først sol og vind har overtaget energiforsyningen, skal vi åbenbart vænne os til at sidde i mørket.
Forfatterne opstiller nu tre mulige scenarier:
1. Lokalt kollaps. Her nævnes som eksempel Syrien, efter borgerkrigens start, og nøden blev forstærket af tørke.
2. Verden i Stykker. Nogle lande eller større byer kollapser, mens andre holder. De får dog en svær tid i forsøget på at fortsætte med at fungere iblandt sammenbrudte samfund.
3. Globalt kollaps. Dette er en naturlig videreudvikling af ”Verden i stykker”, her bliver de samfund, der klarede den i første omgang, skubbet ud over kanten af yderligere klimaforandringer.
Det skal forstås, at ”katastrofale klimaforandringer” vil variere fra sted til sted. For Maldiverne kan en global temperaturstigning på 1,5 grader være en uacceptabel risiko, mens det for Canada næppe betyder det store.
Forfatterne går herefter over til at beskrive mekanismer for sammenbruddene og her er der igen tre muligheder: Direkte skadevirkninger, socio-klimatiske feedbacks og sårbarhed over for ydre alvorlige påvirkninger.
Førstnævnte beskrives på følgende måde:
Direkte skadevirknings-mekanismer antager, at alvorlige og kombinerede klimafølger – stigende havniveau, tørke, oversvømmelser, ekstrem hede osv. – kunne undergrave landbruget, vandforsyningen og andre grundlæggende faktorer i civilisationen. Disse mekanismer involverer ofte … væltepunkter hvor f.eks. en global temperaturstigning på 2 oC medfører en ustoppelig nedsmeltning af Antarktis’ iskapper, frigør metan fra permafrost eller giver skovdød.
De socio-klimatiske feedbacks kunne f.eks. være, at klimaforandringer påvirker fødevareproduktionen negativt, hvilket giver politiske konflikter og nedsat funktion af samfundene, hvilket igen nedsætter evnen til at tilpasse sig, mens det kan føre til uhensigtsmæssige handlinger, som f.eks. fødevare-eksportforbud eller krig. Disse vil virke destabiliserende og fremskynde sammenbruddet.
Sårbarheden over for ydre påvirkninger kunne medføre at klimaforandringer svækker evnen til at tilpasse sig, som nævnt i de to første kategorier, hvorved det globale samfund kan bryde sammen, hvis der sker andre ting som f.eks. krig eller pandemier.
Forfatterne foreslår herefter, at der bliver brugt flere ressourcer på at udforske de mulige følger af klima-kollapser. Mekanismerne skal kortlægges systematisk, samtidigt med at man kigger på de processer, der kan føre til tilpasning og de økonomiske og samfundsmæssige faktorer, der kan føre til en succesfuld grøn omstilling.
Det er påpeget fra anden side, at risikoen for de alvorlige følger primært vil opstå, hvis udviklingen følger IPCC’s værste scenarier (i.e. RCP8.5) og i den forbindelse nævnes det, at disse er urealistiske, da sol- og vind-energi allerede er så billig. Men det skal naturligvis ikke stoppe det guldæg, der triller hen imod artiklens forfattere, det er alt for tidligt at være optimistisk på vegne af Jordens fremtid. Vi kan stadigvæk forvente en opvarmning op i mod 4 grader, når vi nærmer os år 2100, og det er langt ud over grænserne for, hvornår alle ulykkerne kan forventes.
Forfatterne slutter af med følgende:
Som et emne af yderste vigtighed for menneskeheden, kræver risikoen for et klimakollaps omhyggelige videnskabelige undersøgelser. Og forskning på nærtbeslægtede emner – så som tilfælde af kollaps i fortiden, grænser for tilpasning og risici indbygget i systemet – vil gøre det svært at argumentere for, at klimakollaps er umuligt at studere videnskabeligt.
En sober bedømmelse af risikoen for klimakollaps og de veje, man kan følge for at holde den væk vil, efter vores mening, hjælpe på at dulme nerverne og få sat gang i noget handling.
For forfatterne her og deres ligesindede er det ren win-win. De kan pusle med modellerne, fremkomme med diverse gætterier og skrive lange artikler om resultaterne. Om det har noget med virkeligheden at gøre, er totalt ligegyldigt. Det handler om klima, så forskningsbevillingerne ruller frit og uden krav om noget som helst fornuftigt resultat.
Interessant nok er der jo masser af fortilfælde på civilisationers kollaps, og i langt de fleste tilfælde havde det intet med klimaet at gøre. Ukraine-krigen er vel det seneste eksempel, med to modstandere, der begge klarede sig fint, og alligevel gik det helt galt. Det behøver vi ikke klimaforskere til at forklare noget om.
Danish