Anmeldelse, Klima i Medier

Anmeldelse: DR2 “Ren Teknologi”

Energiløsningerne har fået deres egen programrække på DR2, foreløbigt i form af fire korte udsendelser i en serie, som er døbt ”Ren Teknologi”. Hver udsendelse er på et kvarters længde, og de handler henholdsvis om Power to X, udbygning med sol og vind, kernekraft og CO2-opsamling.

Vært på udsendelserne er en – noget overfrisk – Lasse Winther, og der er flotte billeder i lækre omgivelser hele vejen igennem. Der er ikke sparet på pengene til de i alt 1 times udsendelser, Winther og hele filmholdet har foruden rundt i Danmark været i både Island, Sverige, Østrig og langt ude i Nordsøen (for at se på vindmøller).

Udsendelsernes udgangspunkt er klart klima-alarmistisk, Winther understreger, at vi har en alvorlig klimakrise, der kræver omgående handling og som minimum nul i udledninger i Europa i 2050. Ellers dør vi alle sammen – stort set.

Derfor haster det med den grønne omstilling, og udsendelserne tager nu fat i forskellige af de midler vi har – eller tror at have – til rådighed. Winther har her en række eksperter til at udtale sig, og en gennemgående figur er Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet. Han er jo som bekendt meget glad for vindmøller og grøn omstilling.

De fleste af udsendelsernes oplysninger er for så vidt lødige nok. Der er f.eks. en sund skepsis over for Power to X. Det starter med en flyvetur i Forsvarets lejede batteridrevne fly, men den korte rækkevidde og mulige flyvetid er jo åbenlyst et problem. Men omdannelsen af strøm til brint og brændstoffer indebærer store energitab, får vi at vide, og brint er tilmed svær at håndtere.

Lasse Winther i forsvarets batteridrevne fly

Vi kommer ombord på et af Mærsks gigantiske containerskibe og her fortæller en repræsentant, at Mærsk gerne vil omlægge hele brændstofforbruget til Power to X i løbet af en kort årrække. Det vil dog kræve en meget stor installation af vedvarende energi. Det oplyses, at hvis f.eks. Mærsks forbrug skulle dækkes af solceller, skulle man have et areal af disse på størrelse med hele Fyn.

Udbygningen med vindmøller går alt for langsomt. Sidste år blev der i Tyskland, Sverige og Danmark til sammen installeret tre (3) landvindmøller i alt. Det duer slet ikke. Brian Vad Mathiesen får sagt, at hvis vi skal opfylde klimamålene, skal Europa inden 2050 have installeret 300 GW havvind, 1000 GW landvind og 1000 GW solceller. Det er sådan en 10-20 gange mere, end vi har i dag.

Lasse Winther på toppen (af en vindmølle)

I udsendelsen om kernekraften er der ikke noget klart budskab for eller i mod. Affaldsproblemet ser overkommeligt ud, men priserne på nye værker er meget høj. Selv Mathiesen mener dog, at kernekraft f.eks. kan være en udmærket ting i de tætbefolkede områder i Asien (langt væk herfra). Men det påpeges, at sol og vind er meget billigere ifølge de såkaldte LCOE-beregninger. Det nævnes kortvarigt, at energiforsyningen fra sol og vind jo er noget svingende, og det kunne ellers også være et argument for kernekraft her hos os.

Men her får én af de interviewede eksperter lov til – helt uimodsagt – at fremføre, at sol og vind jo supplerer hinanden meget fint, idet vinden ofte tager til om aftenen, når solen går ned. Så det skal nok gå alt sammen.

Nej, det går slet ikke, som vi har påpeget her på siden utallige gange.

Afsnittet om CO2-opsamling starter med en gennemgang af forskellige metoder, f.eks. plantning af træer, eller de såkaldte biokul, hvor man opvarmer plantemateriale til høje temperaturer uden ilt, hvorved de forkuller og kulstoffet kan derefter deponeres eller pløjes ned i jorden. Derefter tager vi til Island, hvor man har opstillet et anlæg, der suger CO2 ud af atmosfæren og pumper den ned i undergrunden. Dyrt og besværligt. Det er bedre, at opsamle CO2 fra skorstene, f.eks. hos Aalborg Portland. Og vi bliver overbevist om, at CO2-fangst i enorm skala er helt uundværlig, hvis vi skal redde Kloden. Energiforbruget og ressourcetabet forbundet hermed gås der let hen over.

Lasse Winther deponerer CO2 i Island

Som nævnt en udsendelsesrække med meget fine billeder, mange ubestridelige fakta, en lidt irriterende overgearet vært og så en klart klima-alarmistisk synsvinkel, der forhindrer, at mere realistiske konklusioner når frem på bordet.

Se udsendelserne og lær noget, men husk bare, at den energimæssige fremtid, de maler op, ikke på nogen måde kan komme til at fungere.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Jan Williams

    At en såkaldt ekspert udtaler sig om, at vinden som regel tager til om aftenen når solen går ned, er da et svar, der virkelig blæser i vinden og afslører en vis uvidenhed derom. For faktisk sker der ofte det modsatte, nemlig at vinden løjer af, når solen går ned, lige med undtagelsen af de gange hvor vinden er opstået via et kraftigt lavtryk fra Nordatlanten.

    At Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, er glad for vindmøller kan umuligt undre, idet Aalborg Universitet jo har et meget tæt samarbejde med Vindindustrien som var medvirkende til at den verdensanerkendte akustikforsker ved universitetet, Henrik Møller, blev afskediget. Selv den “vindglade” avis, Informationen, mente dengang det var betænkeligt: https://www.information.dk/indland/2014/06/fyret-stoej-professor-valgt-blandt-200-forskere#comments-open

    Og noget andet er, at den netop nytiltrådte borgerlige regering i Sverige (heldigvis) har indset, at al den snak om solceller og vindmøller ikke er vejen frem, og de vil nu (gen)satse på A-kraft. Se evt. mere derom via: https://klimatupplysningen.se/karnkraftsrevolution-i-var-nya-energipolitik/

    • Claus Beyer

      Helt enig. DR burde gøre opmærksom på VESTAS’ støtte til Ålborg Universitet, hver gang de spørger en lektor eller professor fra Ålborg Universitet om energiforhold. Ligeså burde de præsentere tænketanken CONCITO, hver gang de referere til dem. I det hele taget er der en gennemgående mangel på reel oplysning om de personer eller organisationer, som DR vælger at interviewe. I øvrigt burde de også fortælle, hvilke kompetancer vore politikere har indenfor de områder, de udtaler sig om. Men det bliver nok for morsomt.

  2. Knud Larsen

    DR1 TV “Vores vejr” d.d.: “Historisk stormfald “, “Historisk orkan” 17.-18. oktober 1967.
    750.000 træer væltede, 1½ års skovhugst. Skibskatastrofer.

    Ja, jeg husker det tydeligt. Et voldsomt vejr-fænomen, før CO2-hysteriet. Men det blev ikke relativeret i “Vores vejr”, som næsten daglig bidrager til de unges angivelige mistrivsel. Jorden går under imorgen.

    Tom Kristensen skrev allerede i 1932 – for 90 år siden:

    Asiatisk i Vælde er Angsten.
    Den er modnet med umodne Aar.
    Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
    som om Fastlande dagligt forgaar.

    Men min Angst må forløses i Længsel
    og i Syner af Rædsel og Nød.
    Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
    og mod Hærværk og pludselig Død.

    Jeg har længtes mod brændende Byer
    og mod Menneskeracer på Flugt,
    mod et Opbrud, som ramte Alverden,
    og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

    – Der er intet nyt under solen.

  3. JENS JAKOB KJÆR

    Man kunne passende spørge DR2 om hvilke konkrete klimaforberinger den danske befolkning har fået for alle de milliarder der er brugt på klima? The answer my friend is blowing in the wind.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*