”Forsuring” er et mærkeligt sejlivet begreb, der bliver brugt i endnu et forsøg på at dæmonisere CO2. Det påstås, at det stigende indhold af CO2 i atmosfæren også medfører et tilsvarende stigende indhold i havene af fri CO2, der agerer som en svag syre. Derved falder havets pH og vi ved jo alle, at kalk bliver opløst af syre. Det faldende pH medfører således, at havdyr som muslinger, snegle og hummere simpelthen er på vej til at gå i opløsning.
Nu er der jo ikke tale om, at havet faktisk bliver ”surt”, det ville kræve en pH på under 7 og p.t. ligger den i gennemsnit på omkring 8,1. Det er en logaritmisk skala, så der er en faktor 10 til forskel mellem f.eks. 7 og 8. 8,1 er solidt basisk og kan ikke få kalkskaller til at gå i opløsning.
Noget tyder på, at havenes pH dog er faldet lidt, fra måske 8,2 i ”førindustriel tid” til den nuværende værdi. Men tallene er meget usikre, da man ikke kunne måle pH før omkring 1910, og derfor bruger man proxyer eller de allestedsnærværende computermodeller til at beregne nogle værdier for tiden omkring 1750, der af IPCC er definitionen på førindustriel tid.
Det er slet ikke let at fastlægge en global værdi for pH i verdenshavene, fordi den lokalt svinger meget, både med årstiderne, afhængigt af vind og strøm, og sågar mellem nat og dag. Nogle steder falder pH ned til 7,7 eller lavere i perioder, og det er ikke til at se, at det har nogen indflydelse på dyrelivet.
Det er også svært at fastslå, hvor meget CO2, der befinder sig frit i oceanerne. Der er ingen tvivl om at havene har opsuget store mængder af den CO2, menneskeheden har udledt gennem de seneste 150 år. Stigningen pr. år i atmosfærens indhold er kun på ca. det halve af den tilførte mængde fra vores forbrug af kul, olie og gas. Noget af resten ender i den forøgede plantevækst på landjorden, men en del bliver også opsuget af havet. Hvad der herefter sker er mere uklart. Det er sikkert, at den ekstra CO2 ikke bare bliver i vandet, som brus i en sodavand. Planteplankton vil betragte den ekstra CO2 som mere næring og derved kommer den til at indgå i havets kredsløb, der bl.a. medfører et løbende tab af kulstof ned i dybet (f.eks. i form af afføring fra dyr eller kalkskaller fra døde organismer).
Men forskerne interesserer sig levende for forsuring; der er bevillinger og prestige i alt, hvad der kan relateres til klimaet og den globale opvarmning. Her er så et eksempel på en forskningsartikel, hvor man vil se, om forsuring og højere temperatur har nogen indflydelse på udviklingen af hajtænder. Ja, det handler det faktisk om.
Forskerne lod nyudklækkede hajunger gå to måneder i akvarier med forskellige betingelser. Referencen var ”normal” temperatur og pH. Et af forsøgene var med sænket pH, 0,3 enheder. Et andet forsøg var med en stigning i temperaturen på 3 grader. Og det sidste en kombination af de to.
Efter de to måneder blev hajernes tænder tjekket grundigt, for hårdhed, elasticitet og slidstyrke. Resultaterne er vist på fig. 1. De var lidt blandede, forsuring gav således lavere hårdhed og elasticitet, men større slidstyrke. Øget temperatur førte til uændret hårdhed, højere elasticitet og lavere slidstyrke. Og endeligt gav kombinationen af de to onder bedre hårdhed og elasticitet end forsuring og temperatur hver for sig, og slidstyrken blev højere end den ved temperaturen alene.
Alt i alt et temmelig positivt resultat, der er ikke noget, der tyder på, at vi skal til at udstyre alle Verdens hajer med gebis, hvis klimaforandringerne løber løbsk, hvad de jo nok heller ikke gør.
Tak til Craig Idso fra MasterResource
Danish