Afvist indlæg, igen, igen

Berlingske har i lang tid været meget forsigtig i klimaspørgsmålet og kun nødigt offentliggjort noget, der gik i mod den herskende “konsensus”. Som aflad trykker man i ny og næ et indlæg af Bjørn Lomborg, og Ole P. Kristensen får også lov til at skrive nogle yderst fornuftige indspark om den grønne omstilling. Men de forbigås altid i tavshed.

Nu har avisen imidlertid taget et større skridt ud på overdrevet. I mandags (15. august) var der en stort opsat artikel af Berlingskes videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard. Den fik omtale på forsiden og fyldte 3 sider i den efterhånden noget tynde avis. Her blev gaspedalen trådt helt i bund:

Mens heden raser i Europa, løfter en række forskere fingeren: Vi ved slet ikke nok om de værste følger af de klimaforandringer, vi selv har skabt – om de i sidste ende kan føre til »udryddelse af menneskeheden«. Ekspert erkender, at »flere og flere vinduer lukker sig«, mens klimaprofessor kalder de mest optimistiske klimascenarier for »utopier«.

Den aktuelle tørke i Europa er decideret destruktiv og i flere regioner historisk enestående. I sidste måned kogte Storbritannien i de højeste temperaturer, der nogensinde er målt i landet, og for få dage siden druknede megabyen Seoul i Sydkorea i ubegribelige mængder nedbør.

Artiklen er i store træk baseret på det videnskabelige studie, der fornyligt blev offentliggjort i tidsskriftet PNAS, og som vi omtalte her på siden d. 15. august. Studiet var dybest set en masse spekulationer over hvor galt, det kunne forudses at gå, bare man skruer rigtigt på computermodellerne – og så en opfordring til at få flere penge til den forskning. Alt var spekulativt ude i 3. potens.

Men den gode Aagaard får en masse ud af det:

Her sigter de til de mulige konsekvenser af en global temperaturstigning på mere end tre grader, hvilket markant øger risikoen for såkaldte tipping points eller kaskadeeffekter, hvor kollaps af et centralt element i det globale klimasystem – for eksempel af det vestantarktiske isdække – fører til kollaps af andre elementer. Hvorefter klimaet »vælter«. Som dominobrikker.

[D]er er »masser af grunde til at tro, at klimaforandringer kan blive katastrofale, selv ved behersket opvarmning«.
I den forbindelse peger [artiklens forfatter] på forstærkende effekter fra finanskriser, konflikter eller nye sygdomme – hvilket alt sammen kan skubbe os nærmere kanten.

Den velkendte engelske klima-alarmist George Monbiot citeres i forbifarten for mere af samme skuffe:

Imens nærmer systemer i det jordiske kredsløb sig deres væltepunkter, »hvilket kan udløse en kaskade af kaos, kendt som systemisk miljøsammenbrud«.

Dernæst citeres en Bill McGuire for følgende:

Reelt har vi kun et enkelt sart halmstrå tilbage at knytte os til, før klimaet bryder nærmest fuldstændig sammen for øjnene af os … Strået er en halvering af de aktuelle globale udledninger af menneskeskabte drivhusgasser inden for de nærmeste blot otte år.
[D]en fremtid, som en nyfødt går ind, i bliver langt mere fjendtlig end den, som barnets bedsteforældre har oplevet – med syv gange flere hedebølger, dobbelt så mange tørkeperioder samt tre gange så mange oversvømmelser og svigtende høst. Måske endda i bedste fald.

Aagaard interviewer derefter 3 danske eksperter, hvoraf professor Kirsten Halsnæs maner lidt til ro.

Det er i mine øjne bare drama – og meget politiseret. Der findes ikke videnskabelig litteratur, som kan underbygge, at mennesker vil uddø på grund af klimaforandringer. Selvfølgelig har nogle økosystemer – koralrev, biodiversiteten – lavere tærskelværdier end andre for, hvornår det bliver alvorligt. Men mennesker som sådan? Næppe.

Derpå er det professor Peter Ditlevsens og Sebastian Mernilds tur, de er også lidt lunkne overfor Aagaards alarmisme, men kan dog alligevel være lidt med. Her Ditlevsen:

Vi kan godt glemme 1,5 grader, også 2,0 grader, og vi styrer nok realistisk set mod 3,5 til 4,0 graders temperaturstigning globalt. På den baggrund er man nødt til at sige, at det brænder på – at flere og flere vinduer lukker sig. Selv hvis vi stopper udledningerne i morgen, vil temperaturen fortsat stige, indtil vi kommer i en ny og varmere ligevægt.

Undertegnede mente, at det kaldte på et svar og skrev derfor en kommentar, der blev indsendt mandag morgen. Den har Berlingske nu meddelt, at man ikke vil trykke, så den vender vi tilbage til her lidt senere. Men grunden til, at Berlingske ikke ville bringe min kommentar er muligvis, at pladsen allerede var optaget af et andet klima-relateret indlæg, skrevet af professor i statskundskab, Peter Nedergaard: Han skriver bl.a.:

Sikringen af klimaet bør altid være i en prioriteringsliga helt for sig. Alternativet til sikringen af temperaturstigninger på maksimalt 1,5-2 grader celsius, som bestemt i Parisaftalen i 2015, er ganske uoverskuelige for kloden som helhed. Det er potentielt meget ødelæggende for verden, som vi kender den. Nedbringelsen af udslippet af klimagasser er på en helt anden måde en klodeeksistentiel, politisk nødvendighed, end de fleste andre politikområder er.

Tørke. Ørkendannelser i ellers frugtbare områder. Uudholdelige temperaturer. Menneskegrupper på flugt. Gletsjere, der forsvinder. Vandmangel. Alt det, som vi så småt er begyndt at ane i horisonten, vil kun fortsætte i et accelererende tempo, hvis vi ikke sætter drastisk ind verden over og giver klimaet politisk førsteprioritet.

Nedergaard skriver videre om “klodens klimasygdom” der kun kan kureres med en vaccine i form af grøn omstilling.

Og her kommer så undertegnedes forslag til indlæg, der blev vraget af Berlingske:

Ingen grund til panik

I Berlingske mandag finder man en meget dyster artikel af Lars Henrik Aagaard om klimaet og Jordens fremtid. Aagaard har læst en nyligt udkommet videnskabelig artikel i tidsskriftet PNAS, hvor forfatterne advarer mod, at vores klima i nær fremtid kan bryde sammen med utalte alvorlige følger for menneskeheden, ja endda bliver vi måske udryddet?

Udgangspunktet for Aagaards artikel er de ekstreme vejrbegivenheder, vi har set i år, en hedebølge hist, tørke pist og kraftigt regnvejr et tredje sted. Ekstreme vejrbegivenheder har vi imidlertid hvert år, og selvom nogle temperaturrekorder ind i mellem bliver slået, er der ikke for alvor belæg for, at det skulle være blevet værre med årene. USA, f.eks. har stadigvæk haft sine værste hedebølger tilbage i 1930-erne. Oversvømmelser og tørke har forekommet med jævne mellemrum op gennem historien, og selv IPCC mener ikke, at de for alvor er blevet værre på det sidste.

Men fremtiden bliver meget værre, det siger klimaforskernes modelberegninger. Der ofres uhyrlige summer på arbejde med computermodeller, men de har absolut deres begrænsninger. De er vildt uenige om hvor meget temperaturen vil stige i fremtiden og de har ikke været særligt gode til at simulere de senere års udvikling i temperaturen, selvom ”facit” sådan set er kendt. Jo længere ud i fremtiden vi kommer, og jo mere ekstreme temperaturer der lægges ind, desto længere væk fra virkeligheden vil vi være.

Seriøs forskning peger på, at den globale temperatur næppe vil stige så meget som frygtet, fordi virkningen af CO₂ aftager gradvist, jo mere der tilføres. Meget taler for, at vi kun vil nå en stigning på omkring 2 grader over ”førindustrielt niveau”, der netop var en meget kold og miserabel periode, også kendt som ”Den Lille Istid”.

Artiklen i PNAS er primært en opsummering af andres arbejde, der er 99 referencer. Formålet er at skabe opmærksomhed om alle de risici for Verden og menneskeheden, man kunne forestille sig, og derefter opfordres der til at bruge flere penge på forskningen i netop de emner. Men det er alt sammen på et meget teoretisk plan, baseret på computermodeller. Når man er ude på så usikker grund, kan man få næsten hvad som helst ud af computeren, det er kun et spørgsmål om de data, man fra start af fodrer den med.

Der er i øvrigt mindst tre nærliggende risici som undertegnede ledte forgæves efter i PNAS-artiklen:

1.    Risiko for en storkrig. Med Ruslands fremfærd i Ukraine og de muligheder, der er for, at andre autokratiske regimer lader sig inspirere, kunne vi ende i en udvikling, der kommer ud af kontrol.

2.    Risikoen i forbindelse med en fejlslagen grøn omstilling. Vi styrer mod en vinter, hvor alvorlig energimangel kan ramme Europa, ikke mindst Tyskland. Tyskland har ellers installeret sol og vind med en kapacitet, der langt overgår forbruget, men om vinteren i vindstille leverer de ingenting, og så vil der være brug for alle de kraftværker, der er nedlagt i utide. En alvorlig energikrise vil gøre os alle sammen fattigere og kunne let medføre voldsom social uro.

3.    Og endeligt, hvis vi i PNAS-artiklens ånd skal ud på fantasiens overdrev: Risikoen for en ny istid. Vores nuværende mellemistid har allerede varet lige så længe som forgængerne, og måske styrer vi mod en ny bundfrossen kuldeperiode. Det ville for alvor være en katastrofe.

Jordens undergang er blevet spået mange gange i forbindelse med klimaet de seneste 40 år. Men indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at den er nært forestående, så vi bør nok, som Kirsten Halsnæs i Aagaards artikel, slå koldt vand i blodet.