Der var en god nyhed om korallerne, der undtagelsesvist nåede frem til nogle af de almindelige medier. Hvert år måler man udbredelsen af korallerne på The Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst. I mange år har historien lydt, at korallerne dér gentagne gange er ramt af blegning pga. den globale opvarmning. Det er kun et spørgsmål om tid, før revet vil være helt udryddet. Det gælder i øvrigt også korallerne i resten af Verden, allerede omkring 2050 kan det stort set være slut med dem – medmindre vi får gennemført en grøn omstilling og nedbragt vores CO2-udslip drastisk.
Den gode nyhed var nu imidlertid, at korallerne ud for Australiens kyst faktisk har det godt og i år har fået den største udbredelse siden 1986. Specielt i de nordlige og centrale dele har der været stor fremgang, se fig. 1, hvorimod det kniber lidt mere i den sydlige del, men det skyldes bl.a. en aggressiv søstjerne, der har bredt sig der.
Naturligvis kommer nyheden, fra det australske havinstitut (AIMS), ikke uden en masse dystre bemærkninger. Tidligere i år var revet igen udsat for blegning, og blegninger optræder hyppigere og hyppigere her i de senere år. Søstjernerne i den sydlige del vinder frem, fordi temperaturerne er blevet højere og havvandet er blevet mere ”surt” (lavere pH). Den påstand er interessant, fordi den sydlige del af revet har de laveste temperaturer (længst væk fra Ækvator), så hvis søstjernerne godt kan lide varme, hvorfor hærger de så ikke længere nordpå? Vi får også at vide, at den art af koraller, der breder sig mest p.t. er mere sårbar end de andre, og lettere vil gå til grunde, hvis det f.eks. bliver uvejr. Den bleges lettere og er også mindre modstandsdygtig mod ovennævnte søstjerne. Vi skal ikke tro, at alt bare er godt.
Peter Ridd, tidligere universitetsansat forsker, har udgivet en kort rapport om situationen. Ridd blev kendt, da han blev fyret fra sit universitet, fordi han tillod sig at drage kollegaernes forskningsresultater vedr. korallerne i tvivl. Ridd har aldrig ment, at The Great Barrier Reef var i nogen fare, men det var kollegaerne stærkt uenige i. Her er en smagsprøve fra en artikel fra 2012, gengivet i Peter Ridds rapport:
Uden store ændringer i omfanget af forstyrrelser og væksten af korallerne, vil deres dækning i de centrale og sydlige dele af Great Barrier Reef (GBR) formentligt falde til 5-10 % i 2022. GBR’s fremtid afhænger således af drastiske tiltag. Selvom verdens regeringer fortsat diskuterer nødvendigheden af at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, vil en reduktion af påvirkningen være en måde hvorpå man, lokalt og regionalt, kan styrke økosystemernes naturlige modstandsdygtighed.
Her står det sort på hvidt, vi skal bygge flere vindmøller, hvis vi skal redde koralrevet.
Det australske havinstitut udgav før i tiden en årlig kurve over koralrevets samlede udbredelse, som den procentdel af havbunden, der er dækket af koraller. Den praksis ophørte imidlertid i 2017, se fig. 2. Derefter offentliggjorde man kun regionale tal.
Peter Ridd har nu gjort sig den ulejlighed at tælle de regionale tal sammen, og så når han frem til kurven vist på fig. 3. Her ser man, hvordan udbredelsen har været stærkt stigende siden den store blegning i 2016 og i år er nået op på rekordagtige 33 %. Og vi skriver netop 2022 – hvor artiklen citeret ovenfor ellers havde forudset, at vi ville være nede på 5-10 %.
Peter Ridd har en interessant beskrivelse af, hvordan man måler koraldækket, det gør man ved hjælp af dykkere, der med en snor trækkes hen over revet og undervejs noterer, hvor stor en del, der er dækket af levende koraller. Det gør man i en lang række udvalgte områder og når så frem til de samlede tal.
Ridd forklarer, hvad vi også har nævnt mange gange før: Koraller er hårdføre dyr, der kan tilpasse sig lidt af hvert. Storme kan ødelægge store dele af de ramte rev, og f.eks. invasioner af søstjernerne koster også. Hertil kommer de midlertidige temperaturændringer, der kan medføre blegning. Men korallerne kommer igen, selv efter den værste begivenhed, typisk inden for 5-10 år.
Og lige nu går det rigtigt godt.
Ja, det er noget, NOGLE biologer taler om. Desværre de mest toneangivende. Jeg har også en biologisk uddannelse (cand. agro., lic. agro./Ph.D., plantegenetik), men har altid været forbeholden overfor katastrofe-teorier.
For år tilbage gik der folk rundt på gaden med skilte på maven og på ryggen; “Jorden går under imorgen, omvend dig, før det er for sent!”. Dengang var det religiøse alarmister, men det er lige før, nutidens alarmister opfører sig lige så tosset. “Klima-aktivisme” er blevet den nye tids religion, personificeret i bl.a. Greta Tintin Eleonora Ernman Thunberg, som også kan “se” CO2 vælde OP af skorstene, helt fysisk.
Utallige er de katastrofer, der er blevet varslet bare i min levetid, men så – modvilligt eller i dybeste stilhed – er gået i sig selv igen. Naturen er et fint netværk af samvirkende og modvirkende kræfter, som i Homo sapiens’s levetid har overlevet adskillige “katastrofer” med voldsomme temperaturskift.
Jeg læste også den gode nyhed i avisen.
Til gengæld har jeg altid undret mig over angsten for korallernes uddøen. Det er noget biologer taler om. Som geograf tænker jeg: havniveauet var ca 150m lavere i slutningen af sidste istid. Afslutningen af sidste istid betød et kæmpe temperaturspring på nogle få århundreder. Det medførte en meget stor afsmeltning af gletscherne på land og dermed også en hurtig stigning af havniveauet. OG korallerne uddøde ikke! Altså en større temperaturstigning for 11500 år siden end i dag kunne ikke udrydde korallerne. Hvorfor skulle vi så være bekymrede i dag? Geografer og geologer er ikke bekymrede.