Ekstremt vejr

Vi har tidligere her på siden beskrevet, hvordan IPCC’s sjette store rapport (AR6) ikke kunne tages til indtægt for påstandene i medierne om ”farlige” klimaforandringer forårsaget af den globale opvarmning. IPCC’s sprogbrug er behersket, der tales f.eks. kun om ”middel sandsynlighed” for en sammenhæng mellem global opvarmning og hyppigheden af ekstremvejr.

Global Warming Policy Foundation har nu imidlertid udsendt en rapport med titlen Extreme weather, the IPCC’s changing tune (”Ekstremvejr, IPCC’s ændrede melodi”). Rapporten er noget utilfreds med IPCC’s AR6. I de forrige rapporter var IPCC endnu mere tilbageholdende med at sammenkæde opvarmningen med ekstremvejr, så der er faktisk sket en skærpelse af retorikken i AR6. GWPF’s rapport kigger så nærmere på, hvorvidt denne skærpelse er berettiget.

I en række afsnit gennemgår GWPF’s rapport de forskellige typer af klimarelaterede ekstreme hændelser, som man i medierne kan se udskreget som en følge af ”klimakrisen” forårsaget af den globale opvarmning.

Rapporten kigger på tørke og illustrerer med en række eksempler, hvordan der ikke er nogen tendens i retning af mere tørt vejr de fleste steder. Fig. 1 viser situationen i USA, hvor man med proxyer har registreret tørken helt tilbage til år 800. I nutiden er der mindre tørke, end der var for 1000 år siden.

Fig. 2 viser situationen i Europa de seneste 1000 år. Der er store svingninger fra år til år og århundrede til århundrede, men ingenting tyder på, at nutiden skulle have mere tørke end hele perioden, snarere tværtimod.

Vi har flere gange skrevet om orkanerne og den manglende stigning i antal og energiindhold. Fig 3 er den klassiske illustration, der viser antallet af orkaner globalt siden 1980. Der er ingen tendens i retning af flere hændelser, men procentdelen af totalen, der hører til den stærkere kategori er steget lidt, hvilket er et resultat af, at faldet af antallet af svagere orkaner er størst. Men det er svært at sammenkæde det fænomen med en moderat opvarmning.

Der er et uforandret antal af tornadoer i USA siden 1950, men andelen af de kraftigere af slagsen (EF3 og større) er faldet meget, se fig. 4.

Naturbrande er et stort emne i medierne, det hævdes at der er kommet mange flere, de er meget mere ødelæggende, og det skyldes naturligvis kombinationen af tørke og varmere temperaturer. Det er bare ikke hvad statistikkerne siger. Fig. 5 viser det brændte areal i Europa, med Sydeuropa vist separat. Der er en klar nedgang siden 1980.

I USA har der været en stigning i omfanget af naturbrande siden 1960, men går man længere tilbage – til 1925, ser man at i tyverne og trediverne var der langt større arealer, der blev ramt af brand årligt, se fig. 6. Stigningen i de senere år kan henføres til mange års forsømmelser med skovplejen og brandforebyggelse. Man har forsømt at opretholde passende brandbælter og samtidigt tilladt en farlig ophobning af dødt ved og andet plantemateriale, fordi skovene skulle være ”naturlige”. Man har også forhindret små brande i at brede sig. Områderne vil alligevel brænde på et tidspunkt, og så går det rigtigt galt med alt det brændbare materiale, der er samlet sammen.

I Australien har de seneste års brande på ingen måde været rekorder, også her har man tidligere haft langt større brændte arealer, se fig. 7. I Australien er dårlig naturpleje også en medvirkende forklaring på de senere års katastrofer.

GWPF-rapporten kigger derefter på hedebølger og tilfælde af ekstrem kulde. Mange steder, bl.a. i USA (se fig. 8) har der ikke været nogen udvikling i omfanget af hedebølger. Kuldebølger er derimod forekommet i betydeligt omfang, og har dermed gjort IPCC’s udsagn om mere sjældne kuldebølger delvist til skamme.

Rapporten har også et afsnit om korallerne. De trives over det meste af Verden, og ved The Great Barrier Reef ved Australiens østkyst har de i 2021 nået en rekordagtig udbredelse, den største siden 1986, se fig. 9. Koraller bleges med mellemrum, som følge af ændringer i deres lokale miljø. Men de kommer hurtigt igen i langt de fleste tilfælde. Blegning er ikke noget nyt, det har man observeret helt tilbage i 1700-tallet. Og korallerne har været på Jorden i flere hundrede millioner år, og har overlevet mange drastiske klimaforandringer i fin stil.

Rapporten slutter med at konstatere, at tabene og omkostningerne ved ekstreme vejrhændelser er faldet over årene, og især er antallet af relaterede dødsfald styrtdykket.

Der er ikke nogen klimakrise.

Indlægget her blev i en mere lettilgængelig version bragt i netmediet Indblik.