Hønen med guldæggene

Her er en artikel skrevet af Norman Rogers, der beskriver sig selv som klimabenægter gennem lang tid. Han er fysiker af uddannelse og medlem af bestyrelsen i CO₂ Coalition. Artiklen stod oprindeligt på hjemmesiden American Thinker.

Klimavidenskaben var et ukendt og uvigtigt hjørne af den akademiske verden, indtil professorerne fik held i sprøjten med global opvarmning. Ideen med global opvarmning slog gnister hos regeringen og medierne og gik i brand. Penge og indflydelse strømmede fra Washington til den akademiske verden.

I sin afskedstale i 1961 advarede Præsident Eisenhower mod, at den videnskabelig-tekniske elite var afhængig af støtte fra regeringen. Eisenhower frygtede, at eliten ville bruge sin indflydelse og ekspertise til at skævvride regeringens politik til sin egen fordel. Det er nøjagtigt, hvad der sker. Global opvarmning er bare ét af de mange nuværende videnskabelige fupnumre, som fremmer velstanden for de videnskabsfolk og bureaukrater, der støtter svindelen.

Siden Anden Verdenskrig har de stigende pengebeløb, der flyder fra Washington, bidraget til en gradvis ændring af forholdene på forsknings-universiteterne. Penge blev vigtigere end videnskab. Administrative ledere, der fokuserede på penge og magt, voksede i antal og blev dominerende….

Den globale opvarmning forsynede professorerne og de administrative ledere med en høne, der lægger guldæg, baseret på dårlig videnskab. De var fast besluttet på at forhindre enhver i at dræbe hønen.

Der blev udviklet en fortælling, der skulle knuse ”benægtere”, som vovede at stille spørgsmål ved historien om den globale opvarmning. Benægterne blev beskrevet som agenter for de internationale olieselskaber. Det er lidt komisk, fordi olieselskaberne hele tiden var på udkig efter nogen, de kunne overgive sig til. Olieselskaber havde ikke bare ingen chancer for at vinde en propagandakrig mod den akademiske verden og medierne, de ønskede ikke en gang at prøve. De var klar til at sværge troskab til historien om global opvarmning. De vidste udmærket godt, at vrøvlet om global opvarmning på ingen måde var en trussel mod deres forretning. Men hoben har brug for en skurk, så olieselskaberne fik ikke lov til at overgive sig.

Mange, der kæmper mod svindelen med global opvarmning, bryder sig ikke om etiketten ”benægter”. De ser det som et forsøg fra klimafolkenes side på at slå dem i hartkorn med Holocaust-benægtere. Min mening er, at vi lige så godt kan bære den etiket med stolthed, og således ødelægge dens effektivitet.

Vi benægtere kommer fra en lille flok mennesker, der godt kan lide at diskutere, har videnskabelig baggrund og et job eller indkomst, der giver en vis grad af immunitet mod repressalier. Benægtere er moderne versioner af barnet, der sagde, at kejseren ikke havde noget tøj på.

Det er nemt for de etablerede kredse at beskrive benægtere som tosser. Hvem er de, der vover at udfordre den videnskabelige konsensus? At nogle få benægtere faktisk er tosser hjælper ikke. Men der er mange flere tosser, der argumenterer for den falske klima-alarm, og mange af dem tilhører samfundets mest privilegerede lag.

Grupper af klimaforskere har brugt milliarder af dollars på at udvikle computermodeller af Jordens atmosfære i et forsøg på at underbygge historien om den globale opvarmning. Computermodellerne lystrer deres skabere. Forskerne kan manipulere modellerne til at vise de resultater, der underbygger det ønskede resultat – global opvarmning eller global afkøling. Kevin Trenberth, der ikke er nogen benægter og på et tidspunkt leder af modelarbejdet på NCAR (det nationale center for atmosfæreforskning) kan have kastet lys over situationen, da han sagde: ”Ingen af modellerne …. er bare en lille smule tæt på det nuværende observerede klima.”

Skønheden ved et ”blackbox” computerprogram med hundredtusinder af kodelinjer er, at det er svært at afgøre, om det er et fantastisk stykke arbejde eller rent spild af tid.

Akademiske forskere tør ikke kritisere noget, der skaffer penge til deres organisation. Når det gør det, opdager de hurtigt, at fastansættelse er en vittighed sammenlignet med vigtigheden af pengestrømmen fra Washington.

Gennemsnitsforskeren, der taler om global opvarmning, tror virkeligt på den globale opvarmning. Det er let at tro på ideer, der bringer penge til huse. Akademikere udenfor klimavidenskaben, som kunne udfordre fupvidenskaben om global opvarmning, foretrækker at holde mund. At kritisere andre folks dårlige videnskab er farligt for dem, der selv bor i glashuse.

Professionelle klimaforskere, der åbenlyst kritiserer fortællingen om global opvarmning, er enten pensionerede eller så videnskabeligt anerkendte, at de er umulige at fyre. Så vidt jeg ved, findes der ikke en eneste kritisk forsker, der er tidligt i sit karriereforløb. Sådan en kommende forsker ville ikke holde længe.

Der er organisationer, der kæmper mod den globale opvarmnings-svindel, men de har ikke fordelen af milliarder af offentlige dollars til at sprede deres budskab. De bliver altid angrebet af de personer, der bliver understøttet fyrsteligt af den store regeringsbetalte videnskab. Heartland Institute og CO2 Coalition er to ud af mange benægter-organisationer.

Der er talrige hjemmesider, der køres af benægtere eller benægtergrupper. En af de bedste, realclimatescience.com, bestyres af elektroingeniøren Tony Heller. På vidunderlig morsom vis afslører han løgnene fra global-opvarmning-flokken og mediernes hang til sensationer. Hans specialitet er afsløringerne af manipulationer med klimadata for at få dem til at stemme overens med teorien om global opvarmning. Hvis en teori ikke stemmer overens med data fra den virkelige verden, så er manipulation med data en måde at underbygge svindelen på.

Folk bliver snydt af profeter og guruer, der lader som om, at de har en bedre forståelse end almindelige mennesker har. Den slags mennesker ville blive betegnet som heksedoktorer af antropologer, der studerer afrikanske stammer. Så må man spørge, hvem er de heksedoktorer der har fuppet antropologerne? Det Amerikanske Antropologiske Selskab udsendte en erklæring om klimaforandringer, som gav fuld støtte til svindelen med global opvarmning.

Jeg kan ikke se nogen afslutning på den dårlige videnskab, fordi der er for mange penge i den og de troværdige institutioner, der kunne prikke hul i den, mangler objektivitet og ekspertise. De ideologisk skævvredne medier bliver tiltrukket af enhver skør teori, der indebærer, at der skal bruges flere offentlige penge og samles mere magt for at løse ”problemet”. For dem er historien om den globale opvarmning vidunderlig, fordi den giver regeringen et påskud for at gribe ind med styring af næsten alting.

En mulig reform kunne være at overføre pengene og kontrollen med forskningen til delstaterne. Det ville i hvert fald give halvtreds forskellige tilgange, også selvom nogle af dem kunne ende katastrofalt. Det ville også fremme konkurrencen og bringe flere synspunkter frem. Top-bureaukraterne i Washington kunne blive sendt på tidlig pension. De yngre bureaukrater kunne søge job i delstaterne. 

Det svageste punkt i Norman Rogers artikel er nok forslaget i sidste afsnit til en løsning, der næppe ville ændre stort på situationen. Men ellers er artiklen jo en skarp beskrivelse af den pengemaskine, som klimaforskningen har udviklet sig til.

Måske skulle vi i øvrigt begynde at kalde os selv for ”klimabenægtere”?