De fleste husker nok de forfærdelige billeder af hvalrosser, der styrtede i døden ned ad en klippeskrænt. Filmklippene var fra en engelsk Netflix-dokumentar: ”Our Planet” fra 2019, hvor selveste Sir David Attenborough forklarede os, at dette var en konsekvens af den globale opvarmning. Den havde medført et tab af havis, hvor hvalrosserne ellers normalt kravler op for at hvile sig. Nu var de i stedet tvunget til at gå i land på strandene, og her var der ikke plads nok til dem alle, så nogen søgte op i højderne bag stranden. Derefter kunne de ikke finde ned igen og endte med at tumle ud over skrænten med døden til følge.
Susan Crockford, kendt her på siden som isbjørneekspert, gik hurtigt ind i sagen. Hun fandt materiale frem om hvalrosser og kunne hurtigt konstatere, at vi vist ikke havde fået hele sandheden. Hvalrosser har altid gået i land på stranden og de elsker at klumpe sig sammen, selvom der er plads nok. Nogen søger op i højderne bag stranden, men de kan sagtens finde ned igen. Til gengæld bliver de meget let opskræmt, selv mågeskrig kan være nok. Når det sker, søger de direkte ud mod vandet, og så går det galt, hvis de befinder sig ovenfor en skrænt. I forbindelse med Attenboroughs film gik der rygter om, at der havde været isbjørne på spil, de havde lusket rundt oppe i terrænet og ligefrem satset på, at de kunne skræmme hvalrosserne, for bagefter at holde ædegilde nede på stranden. Det er noget, der er sket mange gange før på Sibiriens nordkyst. Så mon ikke der også var isbjørne på spil her? Det blev imidlertid hårdnakket benægtet af udsendelsens producer i flere interviews.
Det er udgangspunktet for Crockfords bog Fallen Icon, der udkom tidligere i år. Den er næsten som en kriminalroman, hvor en større sammensværgelse oprulles skridt for skridt. Det kan lyde som ren konspirationsteori, men det er så veldokumenteret i alle detaljer, at man ikke behøver at være i tvivl om historiens rigtighed. Kønt er det ikke!
Få måneder efter Our Planet udsendte BBC en ny serie: ”Seven Worlds”, hvor der også var et afsnit om Arktis. Igen er Attenborough speaker. Og her optrådte de stakkels hvalrosser en gang til! Det var tydeligvis den samme lokation og de samme billeder af dyr, der tumlede ned ad skrænten. Denne gang blev det forklaret, at der var isbjørne på spil, og de havde skræmt hvalrosserne.
Det er jo mere end gådefuldt, men Crockford får afsløret, hvordan det hele var planlagt på forhånd. BBC og Netflix var fælles om optagelserne og ”delte” dem i mellem sig. Netflix’s film skulle fokusere på klimaforandringerne og kom derfor først ud. Senere fulgte BBC’s mere sobre budskab.
Men hvorfor? Hvorfor ville medierne gå med til at fremkomme med en usand historie i første omgang, vel vidende at få måneder senere ville det hele blive afsløret?
Det får vi en temmelig uhyggelig forklaring på. Bag det hele står WWF World Wildlife Fund, der er en styrtende rig lobbyorganisation. Den drives som en benhård forretning; hvor der er udsigt til penge og donationer, finder man WWF i fuld vigør. Flere år før de to udsendelser blev produceret, blev der truffet en beslutning om, at man ville have nogle optagelser af faldende hvalrosser. Man kendte præcist til stedet, Cape Schmidt i Sibirien (i Tjukterhavet, syd for Wrangeløen), hvor den slags hændelser indtraf hyppigt, ja næsten hvert år. Man havde en lokal kontakt, en russisk videnskabsmand på stedet, og han kunne varsko filmholdene, når hvalrosserne kom i land og begyndte at søge op i højderne. Lynhurtigt kunne kamerafolk, producere osv. blive fløjet derud i helikoptere.
Da først optagelserne var i kassen, kunne man begynde på alle de øvrige optagelser til de to programmer og få det hele flikket sammen til en helhed.
Men Attenborough, hvordan kunne en mand af hans ry gå med på det her? I Susan Crockfords bog er han det ”faldne ikon”, et forbillede, der ikke er mere. På sine gamle dage (manden er 95 år) havde han åbenbart besluttet sig for, at han egenhændigt ville vække Verdens opmærksomhed på klimakrisen og få gang i den grønne omstilling. Det blev så til de to ovennævnte programmer og 4 udsendelser mere, alle med det samme tema: Klimaforandringerne vil ødelægge Jorden og naturen, som vi kender den. Kulminationen skulle være en filmforevisning og en præsentation ved klimatopmødet COP26 i Glasgow sidste år.
Desværre er det hele jo faldet lidt til jorden. COP26 endte uden noget håndgribeligt resultat, og siden har verden, mildt sagt, fået andet at tænke på. Tilbage står Attenborough som en temmelig uvederhæftig person.
Susan Crockford har skrevet en god og spændende bog. Den er ikke ret lang, og bagest er der en masse sider med henvisninger og referencer. Crockford har været meget omhyggelig, og alt er dokumenteret i detaljer. Bogen er illustreret med nogle få blege sort-hvide fotos og nogle instruktive kort. Den kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i, hvad der foregår i maskinrummet i klimapropagandaen.
Danish
Super interessant oplysning, som desværre bekræfter, hvor ofte det forsøges, at manipulere folk til at tro noget helt forkert om dyrelivet og de naturlige klimaforandringer.
Kan du ikke lige uddybe på “naturlige klimaforandringer” – det virker som om, du har noget inside information?
Hvad mener du f.eks. er skyld i temperaturstigningerne siden 1960 – jeg har forgæves søgt overalt for at finde de naturlige forklaringer på dem.
Lad mig svare på Karins vegne. Solindstrålingen havde et maksimum omkring 1960 og har været faldende siden. Højere solindstråling giver en kraftig opvarmning af havet ved Ækvator og i løbet af årtier fordeles denne varme så i havet og efterfølgende i atmosfæren. Det skud varme, vi fik i årene efter 1960, har været en medvirkende årsag til den globale temperaturstigning, man siden har målt i atmosfæren. Men nu er opvarmningen ved at gå i stå, kun de to El Nino’er i 2016 og 2019 gav et ekstra skud, men de virker jo ved at trække varmen ud af havet og op i atmosfæren. La Nina virker omvendt. Når det er sagt, så har stigningen i CO2-indholdet i atmosfæren sikkert også givet et bidrag. https://klimarealisme.dk/2022/06/29/variationer-i-solindstraalingen/