Variationer i solindstrålingen

Videnskaben er ikke bare uenige om hvor stor en indflydelse, variationerne i Solens totale indstråling over tid har på klimaet, men der er også stor uenighed om, hvor meget indstrålingen overhovedet har varieret. Ved det såkaldte Maunder Minimum omkring 1715 skulle Solen være relativt svag, og det faldt sammen med en af de koldere perioder under Den Lille Istid. Videnskaben har så givet forskellige bud på hvor meget, indstrålingen er steget siden, og der nævnes tal mellem 0,34 og 6,0 W/m². Det er jo en vis forskel.

Nu har forfatterne her sat sig for at komme dette spørgsmål lidt nærmere, ved at gennemføre en ny rekonstruktion af solindstrålingen fra år 1700 til nu. Kun i de sidste ca. 40 år har man haft satellitmålinger, og i nogle årtier før da forsøgte man at måle fra jorden. Endnu tidligere betragtede man antallet af solpletter som en god indikator for solens udstråling – og dermed indstråling på Jorden. Mange solpletter er tegn på en mere aktiv sol, og derfor mere indstråling.

Solindstrålingen varierer primært over en 11-årig cyklus med et maksimum halvvejs igennem. Højden på dette maksimum varierer fra den ene cyklus til den næste, og disse maksima svinger også hen over perioder på flere hundrede år. Fig. 1 viser de seneste godt 30 år, med maksima i hhv. 1990, 2002 og ca. 2015. Man ser, at den seneste top var lavere end den foregående, og der er almindelig tro på, at Solen er på vej ind i en længerevarende svag periode – et såkaldt ”minimum”. Det var sådan et, der også var tilbage i 1715.

Fig. 2 viser så resultatet af rekonstruktionen, hvor 3 forskellige metoder er koblet sammen, med målinger tilbage til 1948 og optegnelserne af solpletter før da. Solplet-antallet er omregnet til indstrålingen baseret på sammenhængen i perioden efter 1948. Det viser sig, at der er en ganske god overensstemmelse mellem de forskellige rekonstruktioner, usikkerheden er ikke større end +/- 0,25 W/m².

I fig. 3 er vist gennemsnittene af indstrålingen over 11 års perioder. Man ser, at værdien var lav i starten af 1700-tallet og steg og faldt et par gange, før den nåede et maksimum mellem 1950 og 2000. Forskellen mellem det første minimum og det seneste maksimum er kun op til 0,7 W/m². Det er jo ikke meget, og artiklens forfattere skynder sig da også at konkludere, at variationen i solindstrålingen naturligvis ingen indflydelse har på den globale temperatur, det har kun CO₂.

Den konklusion er meget klimapolitisk korrekt, men man ser bort fra de forstærkende mekanismer, der kan være tale om, som f.eks. foreslået af Henrik Svensmark. Det er jo interessant at se, hvordan solindstrålingen faktisk har varieret i takt med, hvad vi ved om den globale temperatur. Man ser Den Lille Istid, med kuldeperioderne i starten af 1700-tallet og igen 100 år senere. Så kommer stigningen fra år 1900 til 1950 afløst af et fald 1950-1970, hvilket hænger godt sammen med den manglende temperaturstigning i sidstnævnte periode (og frygten for en ny istid). Fra 1970-2000 var der opvarmning, der derefter afløstes af varmepausen, ca. 1998-2014.

Så mon ikke Solen alligevel har en større indflydelse, end klimaforskerne bryder sig om?