Klimarealisme i medierne, Solen

Mon solen betyder noget for jordens temperatur?

IPCC har meget svært ved at forlige sig med den mulighed, at den store gule fætter oppe på himlen kan have nogen som helst betydning for, at jorden holder sig varm. Og at dens svingende aktivitet kan bevirke ændringer i jordens temperatur. Derfor prøver IPCC med arme og ben at reducere solens indflydelse til et ligegyldigt lavt niveau.

Til underretning for de ubefæstede sjæle, der betragter IPCC som Moses, der bringer stentavler ned fra himlen, har jeg bedt Henrik Svensmark, den førende af de mange solforskere, som både teoretisk og eksperimentelt kan vise at solens aktivitet via den kosmiske stråling har en betydelig indflydelse på opvarmningen i nyere tid, mere præcist ca. 40 %,  Quantifying the role of solar radiative forcing over the 20th century, tage til genmæle overfor IPCC’s løsagtige afvisning af hans arbejde.

Illustration af Mælkevejen set fra Jorden, hvor supernovaer udsender kosmiske stråler med høje energier. (kredit: DTU Space)

IPCC’s diskussion af kosmisk stråling, skyer og klima var forældet og mangelfuld inden den kom ud

Af Henrik Svensmark, seniorforsker på DTU Space og medlem af klimarealismes rådgiverpanel

Citat fra IPCC rapporten om kosmisk stråling og skyer:

“Studies continue to seek a relationship between GCR and properties of the climate system based on correlations and theory. Svensmark et al. (2017) proposed a new mechanism for ion-induced increase in aerosol growth rate and subsequent influence on the CCN concentration. The study does not include an estimate of the resulting effect on atmospheric CCN concentration and cloud radiative properties.”

Siden 2009 har forskellige grupper testet ideen om, at kosmisk stråling kan producere flere sky-kondensations-kerner (CCN), benyttende store numeriske globale cirkulationsmodeller. Alle disse modelberegninger viste, at de små aerosoler ikke formår at vokse op til CCN. Små aerosoler går næsten alle tabt, inden de når CCN størrelser. Hvis det er korrekt, er det teoriens endeligt. Det har derfor været hovedårsagen til at afvise kosmisk-stråling-sky mekanismen. Men i 2017 viste vi både eksperimentelt og teoretisk, at der er en yderligere effekt af kosmisk stråling på aerosoler. Kosmisk stråling accelererer også væksthastigheden aerosolerne, og derfor er overlevelse af aerosoler meget større. Denne mekanisme er ikke medtaget i nogen af det ovenfor omtalte numeriske modeller.

https://doi.org/10.1038/s41467-017-02082-2

Udover eksperimenter og teori er der observationer, der støtter, at kosmisk stråling har en signifikant effekt på jordens strålingsbalance.

I 2008 viste Nir Shaviv at jordens energibalance ændres med 1-1.5 W/m2 over solens 11 års periode (Observeret i fire uafhængige data set). Denne variation er næste 10 gange for stor til at kunne forklares med ændringer i solens udstråling, og noget må derfor forstærke solens aktivitet.

Ændringer i skydækket har den rette størrelse til at forklare observationerne.

Sidenhen har observationer af jordens energibalance under soludbrud vist, at når den kosmiske stråling formindskes med ca. 15%, måles det, at ca. 2 W/m2 mere energi når jordens overflade. Dette er en signifikant forcering [påvirkning, red.] som skyldes en ændring i jordens skydække. Studiet viser også, at det hovedsageligt er lave skyer over havet, der påvirker energibalancen, hvilket er i overensstemmelse med den af os foreslåede mekanisme.

https://doi.org/10.1038/s41598-021-99033-1

Citat fra IPCC rapporten om kosmisk stråling og skyer:

”Furthermore, Svensmark et al. (2009, 2016) find correlations between GCRs and aerosol and cloud properties in satellite and ground based data. Multiple studies investigating this link have challenged such correlations (Kristjánsson et al., 2008; Calogovic et al., 2010; Laken, 2016).”

Fundamentet af vores artikel fra 2016 er en metode til at rangere størrelsen af soludbruds effekt på den kosmiske stråling. Vi kan således vise at de svage hændelse ikke har noget signifikant effekt på skyer, men det har derimod de kraftige hændelser. Denne rangering viser derfor også hvorfor Kristjánsson et al., 2008; Calogovic et al., 2010; Laken, 2016 ikke finder et signal. De har hovedsageligt brugt svage dyk i den kosmiske stråling og kan derfor ikke forvente at se et stort signal.  Benyttes de fem stærkeste hændelser observeres en signifikant ændring i både aerosoler og skyer. Den estimerede ændring af CCN er ca. 2%.

https://doi.org/10.1002/2016JA022689

Jeg ser IPCC’s afsnit om kosmisk stråling og skyer som et partsindlæg. For eksempel viste det famøse ”climategate” læk, da man søgte forfattere til IPCC rapporten, at en kvalifikation var at forfatteren var ”anti-Svensmark”. Citat:

”>       As for the others, there are loads I’ve never heard of. Useful ones     > might be Baldwin,

>   Benestad (written on the solar/cloud issue – on the right side, i.e      > anti-Svensmark),”

Generelt mener jeg, at IPCC’s rapporter undervurderer solen indflydelse. Den er i den seneste rapport sat til stort set nul. Dette strider med de utallige observationer der viser, at klimaet tilbage i tiden varierer med solaktiviteten gennem de sidste 10.000 år med temperatur udsving på 1-2 grader.

https://www.thegwpf.org/content/uploads/2019/03/SvensmarkSolar2019-1.pdf

Kun en rationel tilgang til videnskaben kan sikre en grundlæggende forståelse at alle de processer, der påvirker klimaet.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Mikael Thau

    IPCC’s ageren med den underliggende hær af klimaforskere er helt forståelig, fordi hele menageriet er afhængig af vestlige regeringers vilje til at betale for deres aktiviteter og lønninger. De afholdte COP møder viser at det kan være svært at få alle med ombord, hvorfor IPCC må anstrenge sig for at fokus fastholdes i det politiske miljø. Solen er udenfor menneskers kontrol og eventuelle effekter fra solen skal ikke forstyrre den politiske meningsdannelse i klimaspørgsmålet, hvorfor dette forsøges ignoreret.

    Jørgen Keinicke har i sin artikel fra 1. april “Det klima-industrielle kompleks” belyst et interessefællesskab imellem klimaindustrien, politikere, medier og forskere. Keinicke belyser dette interessefællesskab ganske godt, men går måske til tider lidt for langt. Pointen er dog klar og artiklen anbefales at læse.

    Hvis vi er heldige vil solen måske hjælpe til med at reducere sin aktivitet så Paris målsætningerne alligevel overholdes.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*