Solindstrålingen

John Robson har igen udsendt en af sine interessante videoer. Denne gang er den lidt længere, end de plejer, 20 minutter, men den er yderst interessant, da den tager fat på hele diskussionen om, hvorvidt Solen spiller en rolle i Jordens klima. Robson inkluderer nogle indslag med forskeren Ronan Connolly (spændende at høre på ham), og udgangspunktet er Connollys store artikel fra 2021, som vi allerede har refereret her på siden.

Et af punkterne, der grundigt behandles af Robson her, er de to konkurrerende kurver over Solens indstråling de seneste 40 år. De er baseret på satellitmålinger, og i starten hed måleprogrammet ACRIM. Der blev sendt flere satellitter op efter tur, de holder ikke evigt. Desværre gik programmet galt i 1988, da man efter planen skulle opsende en ny ACRIM-satellit. Det var to år efter den tragiske ulykke med rumfærgen Challenger, og den havde medført, at mange satellitopsendelser blev udskudt i flere år (satellitterne blev i vid udstrækning sendt op med rumfærgerne). Den nye satellit kom først op i 1991 og det betyder, at der var et hul i måleserien af et par års længde, som vist på fig. 1. 

Det hul forsøgte man så at lukke på forskellig vis, og man nåede frem til en ACRIM-kurve, som måtte anses for at være pålidelig, se fig. 2. Kurven er interessant, fordi den viser en svag stigning i perioden 1985 til 1996 fra bund til bund i Solens cyklus. Det stemmer overens med den opvarmning, der var på Jorden i samme periode. I den længere periode 1985-2009 var indstrålingen uforandret fra minimum til minimum, og det passer godt sammen med den varmepause, den globale temperatur har haft i perioden 1998-2014.

Ved hjælp af proxyer har man forsøgt at rekonstruere solindstrålingen længere tilbage i tiden og fig. 3 giver nogle bud på sådanne kurver. Også her er der tydelige variationer, og man ser, at solindstrålingen var lavere i perioden med Den Lille Istid fra 1600 til 1850. Der synes således at være en sammenhæng mellem solindstrålingen og den globale temperatur – selvom alle selvfølgeligt er enige om, at de minimale ændringer i solindstrålingen, der er tale om, ikke i sig selv kan ændre så meget på Jordens temperatur.

Alligevel var der stærke kræfter, der mente at der måtte ”gøres noget” ved det ubekvemme budskab, der lå i ACRIM-kurven. Data blev nyfortolket og der blev udsendt en konkurrerende kurve til ACRIM, den blev kaldt PMOD. Den ene af ophavsfolkene udtalte:

Det faktum, at nogle mennesker kunne bruge [ACRIM-kurven] som en undskyldning for ikke at gøre noget ved drivhusgasserne, er en af grundene til, at vi fandt, at vi blev nødt til selv at se på data.

En anden alarmistisk indstillet forsker fra Schweiz udtalte yderligere til støtte for den nye kurve:

Enighed om en indstrålings-tidskurve er ikke kun ønskelig fra et videnskabeligt perspektiv, men også når man tager i betragtning den stigende offentlige interesse i spørgsmålene om klimaforandringer. [Med en fastlagt kurve] kan man forhindre klimaskeptikere i at udnytte uenigheden inden for indstrålings-videnskaben, ved f.eks. at påpege Solens indflydelse som en undskyldning for ikke at gøre noget ved menneskeskabt opvarmning.

Det her er jo tydeligvis videnskab, hvor resultatet er fastlagt på forhånd af politiske årsager. Det kan vel næppe karakteriseres som sund videnskab. Men den nye kurve, fig. 4, opfyldte målet, den viser nu et svagt fald i perioden 1986-2009, hvorfor enhver opvarmning i det tidsrum kun kan komme fra drivhusgasserne.

Forskerne bag den nye kurve fremførte en teori om, at de benyttede instrumenter på ACRIM-satellitterne var tilbøjelige til at drive ud af kalibrering og derved blive for ”følsomme”. Det betød, at de angiveligt gav for høje måleværdier. Forskerne ”korrigerede” så for denne ”fejl”, sænkede tallene for de senere års målinger og voilà, kurven på fig. 4 var født.

I sin Fjerde Statusrapport fra 2007 medtog IPCC begge kurverne på den samme illustration, rapportens fig. 2.16 (WGI), her gengivet på fig. 5. Her kan man sammenligne de to kurver og netop se den afgørende forskel. IPCC støttede i den ledsagende tekst naturligvis PMOD-kurven og i de efterfølgende rapporter (AR5 og AR6) var ACRIM-kurven ikke med mere.

Men var der noget galt med satellitterne? Robsons hold opsøgte den mand, der havde været ansvarlig for instrumenterne i sin tid og han kunne kategorisk benægte, at der havde været tale om kalibreringsproblemer og fejlagtige visninger. I en e-mail skrev han bl.a. følgende:

1. Der er ikke nogen kendt fysisk ændring i den elektrisk kalibrerede Nimbus7-måler eller dens elektronik, der kunne få den til at blive mere følsom…. Der er ikke nogen, der er kommet frem med en fysisk teori, der skulle kunne medføre, at instrumentet blev mere følsomt.

2. Nimbus7-instrumentet blev elektrisk kalibreret hver 12. dag…. Da vi hørte om påstanden, at der var en ændring i Nimbus7’s følsomhed, undersøgte vi sagen og konkluderede, at der ikke var noget internt bevis, der kunne retfærdiggøre den foreslåede korrektion. Da vi ikke havde fundet noget, fandt vi det ikke nødvendigt at publicere noget om det.

3. Således er PMOD indstrålingskurven ikke i overensstemmelse med de interne data eller fysikken bag Nimbus7’s instrument.

Vi står således i en situation hvor forskere tilsyneladende ikke er blege for at redigere i (eller om man vil, fuske med) data, for at opnå politisk motiverede resultater. Man vil bare ikke opgive tvangstanken om CO₂ som den helt store klimasynder – koste hvad det vil på redelighedens alter.

Som nævnt før er de variationer i solindstrålingen, der er tale om her, ikke nok i sig selv til at ændre på Jordens temperatur i det observerede omfang. Men her er det, at Connolly og vores hjemlige Henrik Svensmark for længst har godtgjort, hvordan indirekte mekanismer kan give den observerede effekt, primært ved ændringer i det globale skydække.

Sådanne forstærkende mekanismer bliver naturligvis afvist af IPCC lige i denne sammenhæng, men til gengæld er de fuldt accepteret, når det drejer sig om at få vanddamp til at forstærke CO₂-ens noget svage drivhuseffekt på egen hånd.