Katastrofal statistik

Bjørn Lomborg har fået udgivet en artikel i The New York Post i anledning af, at FN har udsendt en ny rapport om antallet af naturkatastrofer gennem tiderne. Rapporten konkluderer, at der har været en kraftig stigning i antallet af hændelser, og omkostningerne i forbindelse med dem er også steget. I dag har vi 5 gange så mange naturkatastrofer, som i 1970 og der er udsigt til endnu flere i fremtiden. Det skyldes naturligvis alt sammen vores onde udledninger af drivhusgasser.

Lomborg går kraftigt i rette med FN’s konklusioner, der bl.a. bygger på en central database. Den har vi beskrevet tidligere, hvor det blev påvist, at den stigning man har set over de seneste 50 år primært skyldes at man er begyndt at tælle mange flere hændelser med, end man gjorde tidligere. Statistikken bliver administreret af en organisation kaldet EM-DAT.

EM-DAT udsendte selv en rapport helt tilbage i 2003, hvor man advarede imod at bruge tallene til at se på udviklingen over årene. Årsagen var netop de store ændringer i rapporteringen fra 1970 og fremefter. Fig. 1, fra EM-DAT, viser situationen. Der er en gradvis stigning i det totale antal rapporterede naturkatastrofer i perioden 1974-1996 og derefter en meget stejl stigning frem til 2003. Det fremgår, at den gradvise stigning nøje følger statistikken fra forsikringsselskaberne, hvor man tydeligt nok er begyndt at tælle mange flere hændelser med. Det stejle spring til sidst skyldes imidlertid udelukkende en kraftig stigning i antallet af rapporter fra diverse institutioner, der også ganske åbenbart på det tidspunkt har ændret rapporteringsmetoder. Et øget CO₂-indhold i atmosfæren kan jo ikke få antallet af naturkatastrofer til at stige fra 200 til over 400 på 3 år. Sådan er naturen ikke indrettet.

Lomborg skriver, at man kan undre sig over, at FN hopper med på den vogn og bevidst overser advarslerne om det statistiske materiale. Men det passer jo godt med forestillingerne om en ”klimakatastrofe” og nødvendigheden af en ”grøn omstilling”. Nu til dags kan man jo ikke se en reportage om en naturbrand eller en oversvømmelse uden at den bliver kædet sammen med de ”farlige klimaforandringer”. Men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Herefter skriver Lomborg følgende:

Så hvordan kan vi mere pålideligt afklare, om vejrrelaterede naturkatastrofer virkeligt er blevet værre? Den bedste metode er ikke at tælle katastrofer, men i stedet at se på antallet af dødsfald. [Hændelser med] større antal af dødsfald er blevet registreret meget stabilt i det seneste århundrede.

Data viser klart, at vejrrelaterede begivenheder – oversvømmelser, tørke, storme, brande og hede- eller kuldebølger – faktisk ikke dræber flere mennesker. Antallet af dødsfald er faldet enormt; i 1920erne blev næsten en halv million mennesker dræbt af klimarelaterede katastrofer. I 2021 var det mindre end 7000 mennesker. Klimarelaterede katastrofer dræber 99 % færre mennesker end for 100 år siden.

FM’s rapport inkluderer en optælling af ”global katastrofe-relateret dødelighed” – og det lykkes at fastslå, at i modsætning til den internationale katastrofe-database er antallet af døde højere end før. De når dette resultat ved, yderst bizart, at inkludere dødsfaldene fra Covid i katastroferne. Husk, at Covid dræbte flere mennesker bare i 2020 end alle verdens øvrige katastrofer i de seneste 50 år. At slå Covid-dødsfaldene sammen med dem fra orkaner og oversvømmelser synes at være møntet på at skaffe overskrifter, snarere end at være et forsøg på at få forståelse, og det passer jo godt med FN’s ønske om at argumentere for klima-aktion. 

Lomborg fortsætter med at påpege, at vores øgede velstand har givet os meget bedre beskyttelse mod naturkatastroferne, og den udvikling vil naturligvis fortsætte. Hvis vi lige nu besluttede slet ikke at gøre mere ved f.eks. de forventede havstigninger, ville 187 millioner menneskers hjem være oversvømmet i år 2100, og de økonomiske tab ville være astronomiske. Men selvfølgeligt gør vi noget, og resultatet vil være, at stort set ingen bliver oversvømmet i år 2100 og de økonomiske omkostninger ved de nødvendige foranstaltninger vil være en minimal brøkdel af ovennævnte tab.

Herfra er der kun at tilføje, at det er en skandale, at klimasagen skal holdes oppe ved bevidste fordrejninger af virkeligheden og fusk med tallene. Men det er vel sådan noget, man griber til, når man i realiteten ikke har nogen god sag.