USA’s planer for energilagring

Joe Bidens regering i USA har store planer for fremtidens energiforsyning. Allerede i 2035 skal hele landets elproduktion være baseret 100 % på CO₂-frie energikilder, dvs. primært sol og vind. Det blev kundgjort ved en pressemeddelelse, som måske ikke i sig selv er juridisk bindende, da f.eks. Senatet og Repræsentanternes Hus jo ikke er blevet spurgt. Men på den anden side har vi her i landet set, hvordan et pressemøde er nok til at nedlægge hele mink-erhvervet.

Et mere nærliggende spørgsmål er dog, hvorvidt planerne for USA overhovedet er realistiske. Det kigger denne artikel, skrevet af Francis Menton, nærmere på.

Ved tidligere lejligheder har vi set, at et af hovedproblemerne ved en vind- og sol-baseret energiforsyning er, at man skal være i stand til at lagre store mængder energi, til dækning af vindstille perioder, overskyede dage og så alle nætterne, hvor solcellerne ikke producerer noget. Der er foretaget nogle få beregninger for kapaciteten af de batterier, der skal til, og Menton vælger her et bud, der siger, at USA skal kunne lagre i alt 250.000 GWh (gigawatt-timer). Det bliver nogle store batterier.

De skal imidlertid allerede være på plads om 12-13 år, så hvordan er status med udviklingen af teknologien og de forventede priser?

Det amerikanske energiministerium (DOE) har adskillige initiativer i gang og har afsat betydelige beløb til opgaverne. En af planerne er oprettelsen af et forskningscenter i energilagring, idet man har erkendt, at vi i dag ikke rigtigt har teknologien til langtidslagring af elektrisk strøm i stor skala. Litium-batterier taber for meget af strømmen, hvis de skal holde på den længere end få uger. Og til den store USA-løsning vil der blive behov for lagring mellem årstiderne. Forskningscenteret skal stå klar allerede i 2025.

USA’s energiminister, en jurist ved navn Granholm har ved flere lejligheder afsløret sin afgrundsdybe uvidenhed om energispørgsmål. Hun har nu udtalt, at fremtidens lagringsmetode bliver de såkaldte flow batterier. Hun har netop givet 18 millioner dollars til forskning i disse apparater.

Et andet bud er de såkaldte zink-ion-batterier. Om dem hedder det, at de vil være i stand til at afgive strøm ved fuld effekt gennem flere dage meget bedre end flow-batterier. Men indtil videre er zink-batterierne ikke kommet over pilotskala.

Det betyder alt i alt, at den teknologi, der skal bære hele lagringen om 12-13 år først skal udvikles på et forskningscenter, der ikke slår dørene op før om 3 år, eller som til nød befinder sig på pilotskala.

Menton har også forsøgt at finde nogle priser på alle disse teknologier, og faldt over en længere rapport fra det amerikanske energiministerium, hvor forfatterne forsøger at prissætte forskellige lagringsløsninger. De kigger ikke kun på prisen på batterierne selv, men også på alt det udstyr, der skal til for at styre batterierne og deres integration i et elnet i stor skala. (De har også afsnit med om nogle af de andre lager-”løsninger”, f.eks. komprimeret luft eller svinghjul).

Den rapport konkluderer, at litiumbatterierne er de billigste, med en pris på 362 US$/kWh. Litium er dog ikke god til langtidslagring, så en mere realistisk mulighed (og den næstbilligste) er zink-batterierne med en pris på 433 US$/kWh. Hvis man ganger den pris med behovet på 250.000 GWh, får man et resultat, der siger 108.000 milliarder dollars. Med et årligt amerikansk bruttonationalprodukt omkring 21.000 milliarder, kan vi se, at prisen på batterierne svarer til fem gange dette.

Det er tal, der ligner meget, hvad vi har regnet os frem til for Danmarks vedkommende.

At forestille sig, at USA’s elforsyning skulle blive CO₂-fri, og den tilhørende nødvendige batterikapacitet skulle være på plads inden for 12 år er, mildt sagt, totalt urealistisk. Hvorfor skal visionerne om ”grøn omstilling” altid være så fuldstændigt løsrevet fra virkelighedens verden?