Debatindlæg, Energipolitik, Klimapolitik, PME

IPCC’s hattrick

Forleden udkom – med en halv dags forsinkelse i forhold til den annoncerede plan – den tredje og sidste del af IPCC’s store Sjette Tilstandsrapport (Assessment Report 6). Tredje del handler om, hvordan vi forebygger klimaforandringerne, og det gør vi selvfølgeligt først og fremmest ved den grønne omstilling af energiforsyningen og samfundet.

Rapportens forside

Som med de to foregående delrapporter, hvoraf den første handlede om den videnskabelige baggrund og den anden om følgerne af klimaforandringerne og umiddelbar afhjælpning af disse, er der i denne omgang kun officielt udsendt Sammendraget for Beslutningstagere (Summary for Policymakers). Resten af delrapporten kan downloades og læses, men hver side er mærket med to etiketter: ”Accepteret version, afventer endelig redigering” og ”Undlad at henvise, citere eller videresende”.

Det er jo naturligt nok, at man ikke nåede at blive færdig med hele mammutværket på knap 3000 sider, men hvorfor sende noget ud, som læserne i princippet ikke må bruge? Endnu mere mærkeligt bliver det, hvis man på nuværende tidspunkt forsøger at downloade delrapporterne 1 og 2 (fra hhv. WGI og WGII, WG = Working Group). De blev udsendt i hhv. august sidste år og februar i år, men her er alle siderne i hovedrapporterne stadigvæk mærket med ”Accepteret version, afventer endelig redigering” og ”Undlad at henvise, citere eller videresende”.

Man spørger sig selv, om der virkeligt ikke er nogen hos IPCC, der gider at færdigredigere værkerne? På en måde forstår man dem godt, hver delrapport er på 3000 sider eller mere, og indeholder ulidelige gentagelser, snørklet sprog og de mange litteraturhenvisninger flettet ind i teksten. Men resultatet virker en kende amatøragtigt.

Sammendraget til den Tredje Delrapport er lidt længere end de to foregående, ca. 65 sider. Læsningen er i starten vanskeliggjort af den usædvanlige opsætning. Afsnittene er nummereret på sædvanlig vis, men teksten afbrydes konstant af ”fodnoter”, der er trykt med samme sats og puttet ind i mellem brødteksten. Så det ene øjeblik læser man selve teksten, lige efter får man så en af de utallige fodnoter, der ofte er lige så lange som den tekst de tilhører. Læseren bliver forvirret – eller irriteret – alt efter temperament.

Sammendraget tager sit udgangspunkt i IPCC’s særrapport fra 2018, hvor man opstillede CO2-budgetter for målsætningerne om hhv. 1,5 eller 2 graders stigning i den globale temperatur. Man beregnede, hvor meget mere CO2 vi kan udlede, før den globale temperatur vil overskride disse to grænser. Det så ud til at være svært at begrænse sig så meget, og en løsning kunne være at “skyde over målet”, dvs. udlede lidt mere CO2, og efterfølgende suge den op igen og deponere den i undergrunden.

Siden den rapport udkom, har menneskeheden udledt nye rekordagtige mængder af drivhusgasser, så nu ser det endnu sværere ud at nå målene på 1,5-2 grader.

Alligevel opstiller IPCC’s forskere nye modeller, der viser, at hvis vi skal overholde målet på 1,5 grader, skal udledningen af CO2 toppe allerede i 2025, og derefter skal den i forhold til nu være faldet med 43 % allerede i 2030 og med 84 % i 2050. Accepterer man en temperaturstigning på 2 grader, kan vi nøjes med lidt mindre reduktioner (se fig. 1).

Fig. 1: Udledninger af drivhusgasser ved IPCC’s forskellige scenarier, i millarder tons CO2e pr. år. Rød kurve viser hvad der sker, hvis vi kun implementerer de nuværende planer. Lysegrønne og lyseblå kurver er udviklingen, der kræves, hvis vi skal holde os under hhv. 2 og 1,5 grader uden midlertidigt at “skyde over målet”. (Rapportens fig. SMP.4)

Hvis vi giver los og bare fortsætter den nuværende udvikling, risikerer vi at løbe ind i det frygtede RCP8.5-scenarie, der vil give en temperaturstigning på 4 grader inden århundredets udgang.

Løsningen er naturligvis den grønne omstilling, hvor sol og vind, vandkraft, geotermi og biomasse skal overtage hele elforsyningen. Sol og vind skal suppleres med energilagring og store områder (regioner) skal sammenkobles elektrisk, så de kan understøtte hinanden. Samtidigt skal store dele af det øvrige energiforbrug omstilles til elektricitet (transport, opvarmning af huse, industri m.m.). Det vil kræve endnu flere vindmøller og solceller.

Hertil kommer et ”smart” elforbrug, der justerer sig ind efter, hvad der bliver produceret – dvs. når solen går ned, slukkes der for køleskabet. Det inkluderer også brug af folks elbiler som backup-batterier. Vi (især de rige af os) skal ydermere ændre adfærd, spise mindre kød, transportere os mindre rundt og få isoleret husene bedre. Og så skal vi selvfølgeligt have elbiler.

En måde at pynte på tallene på er selvfølgelig opsamling af CO2 og deponering i undergrunden, en teknologi, der slet ikke er moden endnu, men som inden for få år skal spille en stor rolle i energiforsyningen.

Til den vedvarende energis gunst taler ifølge IPCC, at priserne på både sol og vind er faldet kraftigt de seneste 20 år, se fig. 2. Det drejer sig her om de såkaldte LCOE, Levelized Cost of Energy (udjævnede energiomkostninger). IPCC skriver, at der endda er udsigt til, at den bliver endnu billigere, så hvad er der at betænke sig på?

Fig. 2: Udviklingen i priser og implementering af vedvarende energi. Øverst: Energipriser 2000-2020 i US$/MWh for hhv. sol, landvind og havvind. Nederst: Udvikling i installeret kapacitet 2000-2020, nedenunder står den nuværende andel af den samlede globale elforsyning (Rapportens fig. SPM.3)

Sammendraget kommer dernæst ind på Bjørn Lomborgs tanker (uden at nævne ham, selvfølgeligt) om en sammenligning af omkostningerne ved den grønne omstilling med de tab som eventuelle klimaforandringer måtte medføre. Her kan IPCC citere nogle forskere for, at omkostningerne nok vil være på niveau med tabene i forbindelse med en 2-graders stigning. Interessant nok nævnes det (afsnit C.12.3), at man ikke rigtigt har regnet på tabene ved 1,5 graders stigning, da de forventes at være små. Her bør den opmærksomme læser spidse øren. Hvorfor skal vi så overhovedet beskæftige os med dette mål, der vil være hundedyrt i omkostninger til den medfølgende ekstra forcerede grønne omstilling? Det spørgsmål forbigås dog i tavshed.

Rapporten påpeger, at den nødvendige omstilling bliver meget dyr, og der skal bruges 3-6 gange så mange penge årligt, som der anvendes p.t. til formålet. (Ud fra nogle af rapportens andre oplysninger forekommer dette tal at være noget lavt.) Finansieringen kunne blive via CO2-skatter eller lignende instrumenter, som vores hjemlige klimaøkonomiske ekspertise også ynder.

Så vidt Sammendraget for Beslutningstagere. Klimabudgetterne fra 2018-rapporten kombineret med en række teoretiske betragtninger om en grøn omstilling primært baseret på sol og vind. Problemerne med svingningerne i produktionen fra disse kilder verfes bort med henvisning til noget energilagring (batterier er faldet i pris) og sammenkobling af elnettene, samt de udefinerede adfærdsændringer og ”intelligente” elforbrug.

Vi må således vove os ind i hovedrapporten, selvom det ikke er tilladt, for at få kastet mere lys over disse spørgsmål. Det bliver emnet for en kommende artikel.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Frede Vestergaard

    GEUS publicerede i januar en glimrende rapport om de såkaldte sjældne jordartsmetaller, som Kina i de nærmeste halve snes år fuldstændig vil dominere. Rapporten har ikke vakt nogen synderlig opmærksomhed – ligeså lidt som Tyskland og Italiens afhængighed af russisk gas har gjort det før invasionen i Unkraine.

    Rapporten hedder: Sjældne jordartsmetaller (REE) – Forekomster, Forarbejdning, forbrug, forsyning og forventninger. Findes på Mima.geus.dk. Her kan man også finde en glimrende og godt illustreret lærebog om disse spørgsmål for Gymnasiet og HF med titlen: Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation.
    Den før omtalte rapport præsenteres sådan:
    “Værdikæderne af de sjældne jordartsmetaller adskiller sig i kompleksitet fra de fleste andre råstoffer, fordi det er en stor gruppe af metaller, som findes sammen i mineralerne, men som i nogen grad har forskellige anvendelser og forskellig efterspørgsel. Disse kombinationer fordrer en infrastruktur, som omfatter mange trin af komplicerede teknologier (hvoraf en del endda er rettighedsbeskyttede), og et marked, der kan aftage produkterne.

    Det er således ingen simpel sag at udvikle vestlige forsyningskæder, som i konkurrence med kinesiske selskaber kan levere de vigtige råstoffer til bl.a. den grønne omstilling. Formålet med denne rapport er derfor at belyse kompleksiteten af en sådan opgave. Rapporten giver først en oversigt over værdikæderne for sjældne jordartsmetaller fra mineralefterforskning til færdige produkter, ligesom de vigtigste industrielle anvendelser omtales. Derefter påpeges nogle af årsagerne til at den vestlige verdens forsyningsudfordringer for de sjældne jordartsmetaller, nu ca. 10 år efter udfordringerne blev almindeligt erkendt, endnu ikke er løst. Rapporten giver desuden et bud på de forsyningsudfordringer verden kan stå overfor frem mod 2030 med den stigende fokus på grønne teknologier, hvor de sjældne jordartsmetaller indgår som nøgleråstoffer til flere teknologianvendelser. Herudover berører rapporten den betydelige klimapåvirkning, som fremstilling af de sjældne jordartsmetaller, der bruges i den grønne omstilling, giver anledning til.”

  2. Thomas Martin Nielsen

    Det helt store problem er den akutte mangel på alle de metaller og sjældne jordarter, som indgår i den grønne omstilling, både til vindmøller, solceller, elbiler, batterier og ikke mindst de millioner af kilometer kabel, der skal etableres for at transportere elektriciteten rundt. Der er slet ikke miner nok i verden til at følge med den stigende efterspørgsel, og derfor ender det galt.
    Lars Tvede har lige lavet et udmærket oplæg om netop den store udfordring på Kontrast.dk
    https://kontrast.dk/sektioner/video/artikel/lars-tvede-ensidig-groen-omstilling-giver-ringere-livskvalitet

  3. Mikael Thau

    For særligt interesserede henvises til kronik i Berlingske fra 4. april skrevet af Kirsten Halsnæs, professor, DTU, og ledende koordinerende hovedforfatter, FNs klimaekspertpanel.

    Jeg tillader mig også at henvise til min kommentar til gårdsdagens debatindlæg: “Samfundstanker om klima”.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*