Debatindlæg, Klimapolitik, PM

IPCC gør det værre end det er

Hvor IPCC’s første del af den store sjette statusrapport (AR6) var relativt afdæmpet i sin beskrivelse af ”klimaforandringerne”, er Sammendraget for Beslutningstagere (SPM- Summary for Policymakers) i den anden del (WGII – Arbejdsgruppe nr. 2) meget mere alarmistisk i sin beskrivelse af ”klimakatastrofen”.

Her kan man på side SPM-7 læse følgende svada:

Menneskeskabte klimaforandringer, inklusive hyppigere og mere intense ekstreme begivenheder, har givet vidt udbredte skader og tilhørende tab og ødelæggelser i naturen og for menneskeheden, ud over hvad naturlige udsving i klimaet ville give. … Stigningen i vejr- og klimarelaterede ekstreme begivenheder har ført til nogle uoprettelige skader, da naturlige og menneskeskabte systemer bliver påvirket i et større omfang, end de kan håndtere (høj tiltro).

Det vil sige, at klimaforandringerne allerede er over os, og der er ikke nogen vej tilbage. Dele af Jorden og miljøet har allerede lidt uoprettelig skade. Det er en betydelig skærpelse af IPCC’s budskab, der jo ellers har lydt, at lige nu er det ikke så slemt, men klimamodellerne forudser, at det vil blive meget værre.

Man kunne jo så kaste et blik på hovedteksten i rapporten. Som vi allerede har omtalt, har den i lang tid været tilgængelig på IPCC’s hjemmeside, men bortset fra Sammendraget er alle siderne markeret med de besynderlige etiketter: ”Accepteret version, afventer endelig redigering” og ”Undlad at henvise, citere eller videresende”. Sidstnævnte er jo særligt interessant, hvorfor udsende 3640 sider af en rapport som ingen må bruge til noget?

Undertegnede blev nysgerrig efter at se, hvad der er af dokumentation for de ”uoprettelige skader” og gik så, trods advarslerne, hovedrapporten igennem. Et første indtryk er, at den er meget lang(!) og fyldt med gentagelser. Man fornemmer, at netop længden er dens bedste forsvar mod for megen nysgerrighed, det er vel næppe meningen, at folk skal læse andet end sammendraget. Rapportens formuleringer er knudrede og fyldt med lange litteraturhenvisninger i parenteser, hvilket gør læsningen endnu tungere (se fig. 1). Men om ikke andet, bliver man da overbevist om, at der er enorme mængder af forskning inden for området, og at rapportens ophavsfolk ikke har haft besvær med finde belæg for det, de gerne ville skrive.

Fig. 1: Uddrag af IPCC’s WGII rapport. Bemærk de mange litteraturhenvisninger i parenteser.

Tilbage til de uoprettelige skader. Vi lægger ud med rapportens første kapitel:

I fuld overensstemmelse med forudsigelserne er de mangfoldige og samtidige ændringer i det fysiske klimasystem blevet mere udtalte, inkl. stigende globale temperaturer, tab af is, stigende havniveau og ændringer i fordelingen af den globale mængde af nedbør. Ændringerne i det fysiske klimasystem, mest udtrykt ved flere ekstreme begivenheder, har på negativ måde haft indflydelse på naturlige og menneskelige systemer rundt om i Verden, medførende tab og forringelser af økosystemer, inkl. tropiske koralrev; reduceret vand- og fødevare-sikkerhed, stigende skader på infrastrukturen, øget dødelighed og sygelighed, menneskelig migration og fordrivelse, beskadigede levebetingelser, forøgede psykiske problemer og ulighed. (afsnit 1.1.1A)

Der er ingen henvisninger til faglitteraturen her, det er stadigvæk kun de indledende skingre forskræp. Så vi må videre i rapporten.

Først kommer der dog et afsnit om, at mange mennesker nu har opfattet, at der er en klimakrise. Det er jo så heller ikke nødvendigvis noget belæg for tingenes sande tilstand. Kapitel 1 fortsætter:

Denne rapport analyserer udfordringerne ved klima-handling i sammenhæng med bæredygtig udvikling. Klimaet skal håndteres i en verden, der allerede ser nogle af de mest hurtige og betydningsfulde ændringer i samfundene og miljøet, vi har set i årtier, inkl.: Arter og økosystemer, der går tabt pga. ændrede brug af landjord og havet og forurening, en voksende og mere bybaseret befolkning, teknologi der ændrer arbejdspladser gennem automatisering…(s. 1-8)

Her er der referencer, og her bliver der pludseligt nævnt nogle af de virkelige problemer, som Verden har at slås med. De er jo imidlertid helt uafhængige af klimaet.

Vi kommer dog hurtigt tilbage på sporet:

Størrelsesordenen af de nylige ændringer i klimasystemet i sin helhed og den nuværende tilstand af klimasystemet er uden fortilfælde i mange hundrede eller tusinde år. (s. 1-11)

Derefter når vi frem til de såkaldte attribution studies, på dansk ”sammenkædnings-studier” hvor man påviser, at en given vejrhændelse, f.eks. ekstremvejr, direkte kan tilbageføres til klimaforandringerne. Det samme gælder ændringer i arters geografiske udbredelse eller produktionen af fødevarer (s. 1-36).

Rapporten beskæftiger sig meget med denne sammenkædning, og det nævnes, at der er blevet udgivet mange flere videnskabelige artikler om emnet inden for de seneste få år, hvilket har givet større tiltro til, at de har fat i noget af det rigtige (s. 1-38).

I kapitel 2 kommer vi endeligt tættere på spørgsmålet om klimaskaderne. Her tales der igen om sammenkædning, og derefter nævnes det endnu en gang:

Klimaforandringer [og] forstyrrelser ændrer sig, og størrelsesordenen og frekvensen af ekstreme begivenheder som f.eks. oversvømmelser, tørke, orkaner, hedebølger og brand er forøget i mange verdensdele (stor tiltro). (s. 2-13)

Budskabet gentages på siden efter, og her er der for første gang to regulære referencer. Den ene er til en bog, der udkom i 2012, og som jo netop ikke kan beskrive udviklingen de seneste ti år. Den anden er til en artikel: Ummenhofer et al., fra 2017, og den kan downloades i sin helhed. Hvad siger Ummenhofer (fig. 2) så?

Fig. 2: Klimaforskeren Caroline Ummenhofer

Der er sikker dokumentation for, at visse tilfælde af ekstreme vejr- og klimabegivenheder, især rekordhøje daglige temperaturer og nedbør, har ændret intensitet og hyppighed i de seneste årtier. Disse ændringer er sammenkædet med menneskeskabte klimaforandringer, mens graden af indflydelse fra klimaforandringerne på den enkelte ekstreme klimabegivenhed er sværere at fastslå. (Sammendraget).

For at kunne definere ekstreme klimabegivenheder skal målingerne sammenlignes med en referenceperiode, f.eks. 1961-1990. Valget af referenceperiode har indflydelse på vurderingen af ændringernes omfang, og om de er udtryk for uforanderlighed eller det modsatte. (afsnit 2)

Det er med andre ord ikke ligegyldigt hvilken periode, man sammenligner f.eks. nedbør eller hyppighed af orkaner med. Ummenhofer vælger så en periode, der ligger 30 år tilbage i tid, og hvor især starten (60-erne) bar præg af, at vejret var koldt og med meget få ekstreme vejrbegivenheder.

Generelt er dokumentationen for at konstatere en menneskelig indflydelse på ekstreme temperaturer blevet styrket ….. Dagstemperatur-ekstremer er over hele Jorden blevet hyppigere og mere intensive siden 1950-erne, meget sandsynligt en følge af menneskelig indflydelse, og sandsynligheden for hedebølger er fordoblet i nogle egne. Trods store nylige forbedringer i modellerne, data-fortolkning og satellitmålinger, er det stadigvæk svært at måle og sammenkæde regional nedbør med menneskelig indflydelse. (afsnit 3)

Åbenbare ændringer i mange ekstreme klimabegivenheder er blevet observeret i den anden halvdel af det 20. århundrede. Ændringer i hyppigheden af ekstreme klimabegivenheder kan opstå som følge af forskellige forandringer, som set f.eks. i fordelingen af temperaturer…

Høje maksimale temperaturer har bevisligt haft en betydelig indflydelse på forskellige arter som f.eks. dokumenteret ved ændringer i størrelsen af kuld for en bestemt fugleart og på hvor godt en sommerfugleart er i stand til at overvintre i England, eller ændringer i økosystemer hvor udbredelsen af visse arter ændrer sig, når kritiske temperaturgrænser overskrides. (Afsnit 4)

Det nævnes så, at visse egne af Verden har fået mere regn, mens andre har fået mere tørke. Derefter taler artiklen om hedebølger (f.eks. i 2003) og tørke, der midlertidigt har haft indflydelse på det biologiske liv rundt omkring i Verden.

Der ses ikke nogen klar sammenhæng med antallet og omfanget af naturbrande, her nævnes kun, at mere varme og tørke vil fremme brandene.

Dernæst omtales en hedebølge i det nordlige Stillehav 2913-2015, som jo formentligt var en følge af en La Niña, og her tales der om store økologiske skadevirkninger på alt fra søløver, hvaler og til fugle. Samtidigt nævnes en kuldeperiode i Atlanterhavet, der omkring Florida også havde alvorlige følger for livet i havet.

En kilde citeres for, at der var kommet flere storme, vind og bølger siden 1950-erne om vinteren på den nordlige halvkugle, og der var målt højere bølger i Stillehavet langs Amerikas kyster.

Så meget for IPCC’s hovedkilde i kapitel 2 til påstandene om uoprettelige skader på økosystemer osv. Ummenhofer beskriver de variationer i klimaet, der har fundet sted hele tiden og som midlertidigt kan forvolde skader på økosystemerne. At de store periodiske svingninger i Atlanterhavet (AMO, NAO) og Stillehavet (PDO & ENSO) medfører betydelige omvæltninger for dyre- og plantelivet er ikke noget nyt, men effekterne er midlertidige og bliver rettet op igen, når pendulet svinger tilbage. Derudover nævner Ummenhofer kun konkret hedebølger og giver udtryk for usikkerhed vedrørende konklusioner om nedbørsændringer. Det er vist ikke dokumentation nok for IPCC’s bombastiske udmeldinger.

Derfor må vi videre i IPCC’s rapport. Længere henne i kapitel 2 kan man læse om naturbrande:

Den mere tørre vegetation i det vestlige USA fremkaldt af højere temperaturer fra menneskeskabte klimaforandringer har

fordoblet de brændte arealer fra 1984 til 2015 sammenlignet med, hvad der ville være brændt alene, hvis klimaet ikke spillede nogen rolle, inkl. unaturlig ophobning af brændbart materiale pga. undertrykkelse af brande, hvor det brændte område, der kan tilskrives klimaforandringer, udgør 49% (32 – 76 % med 95% sandsynlighed) af det samlede brændte areal. (s. 2-53).

Det påpeges dog endnu en gang, at netop ophobningen af brændbart materiale og stor tæthed af små træer har spillet en væsentlig rolle (s. 2.53).

Det konkluderes, at menneskeskabte klimaforandringer har forøget det brændte areal over det naturlige niveau i Nordamerika i perioden 1984-2017 samtidigt med, at den globale middeltemperatur er steget 0,6-0,9 oC og har ført til en fordobling af det brændte areal over 32 år (høj tiltro). (s. 2-54).

Om resten af Verden hedder det:

Det brændte område er forøget i Amazonas, Arktis, Australien og dele af Afrika og Asien, hvilket stemmer overens med – men ikke formelt kan tilskrives menneskeskabte klimaforandringer (middel evidens, stor overensstemmelse). Afskovning, dræning af sumpe, vækst i landbrugsarealer eller opgivelse af samme, undertrykkelse af brand og de store klimasvingninger som f.eks. El Niño (ENSO) giver en kraftigere effekt end klimaforandringerne på udviklingen i naturbrande i mange områder uden for Nordamerika (høj tiltro). (s. 2.56)

Punktet illustreres med denne, meget teoretiske og meget brugte, illustration (fig. 3), men bortset fra påstandene om Nordamerika må man sige, at heller ikke mht. naturbrande har klimaforandringerne givet ”uoprettelige skader”.

Fig. 3: Naturbrande inkl. klimaforandringer (orange) og uden (gul). Resultater af modelberegninger som gengivet i IPCC’s rapport

I kapitel 5 tager rapporten fat i spørgsmålet om klimaforandringernes indflydelse på vores fødevareforsyning. Her kan man ikke ignorere det faktum, at fødevareproduktionen generelt har været stigende igennem alle årene frem til nu, og derfor har man måttet ty til modelberegninger for at se, hvad der kunne have været produceret, hvis klimaet ikke havde ændret sig.

Klimaforandringer har haft forskellige, men mest negative, følger for høstudbytte, kvalitet og salgbarhed af produkterne (stor tiltro), der er medium evidens og stor overensstemmelse omkring, at effekterne af menneskeskabt opvarmning siden den førindustrielle tid har haft betydelig negative følger for det globale høstudbytte og har virket som en bremse på væksten i produktionen. (s. 5.14)

Det lyder jo slemt, men rapporten er ærlig nok lige her:

Det globale udbytte af de store afgrøder pr. arealenhed er steget 2,5-3 gange siden 1960. Udvikling af plantesorter, gødskning, vanding og kontrol med skadedyr har været de store faktorer …. (s. 5.20)

Så kommer vi tilbage til modelberegningsresultaterne og så er den gal igen. Herefter bliver almindelige tilfælde af ekstremvejr – som vi altid har haft – trukket ind i klimakampen:

Klimaforandringer har allerede gjort det sværere at brødføde Verdens befolkning. Klimarelaterede risici er blevet mere almindelige, de har skadet forsyningen af planteafgrøder, kød og fisk. Hurtige ændringer i vejrmønstre har sat producenterne i økonomiske vanskeligheder og fået priserne til at stige og begrænset udvalget og kvaliteten af de produkter, der er til rådighed for forbrugerne… Klimarisici er vokset over de seneste 50 år og er hovedårsagen til pludselige produktionstab (fødevare-produktions-chok). Fødevare-chok sker som følge af tørke, hedebølger, oversvømmelser, storme og forekomst af klimarelaterede skadedyr og giver tilsammen mange skader. Klimarisici vil nogle gange ramme oplagringen og transporten af fødevarer, hvilket rammer forsyningerne. (s. 5-162)

Der er ingen referencer for påstanden om at ”klimarisici” skulle være vokset over de seneste 50 år, hvor man jo – bortset måske fra antallet af hedebølger – ikke rigtigt har set nogen konsistente ændringer i forekomsten af ekstreme vejrbegivenheder eller tørke og nedbør.

Herefter går rapporten over til at behandle de enkelte verdensdele i hvert deres lange kapitel:

I kapitlet om Afrika står der stort set ikke noget om klimaforandringernes tilstand lige nu, umiddelbart kunne jeg kun finde følgende:

Der er kun i få regioner dokumentation for statistisk signifikante ændringer i regnmængderne, og i nogle områder er databaserne indbyrdes uenige om, hvad vej udviklingen går. (s. 9-46)

Vedrørende Australien beskrives der lidt ændringer i nedbørsmønsteret, hvilke meget vel bare kan en følge af de store svingninger over Stillehavet:

Det nordlige Australien er blevet vådere, mens nedbøren i sydvest og sydøst i april-oktober er faldet. I New Zealand er det meste af det sydlige område blevet vådere, mens det mest mod nord er blevet mere tørt. Hyppigheden, alvorligheden og længden af ekstremt brandfarligt vejr er steget i det sydlige og østlige Australien og østlige New Zealand. Ændringerne i ekstreme tilfælde af nedbør er uklare. Der har været en nedgang i hyppigheden af tropiske orkaner nær Australien. Pålidelige tal for visse typer af storme er begrænsede, især tordenvejr, lyn, tornadoer og haglvejr. (s. 11-9)

For Europas vedkommende er temperaturen steget lidt, og der er lidt ændringer (måske) i nedbøren regionsvis, men ikke meget, der tyder på uoprettelige klimaskader:

Ændringer i flere drivkræfter til klimaet har allerede vist sig i alle Europas regioner: Stigninger i gennemsnitstemperaturer og ekstreme hedebølger og nedgang i kuldeperioder. Is på søer og floder er blevet mindre i omfang, ligesom havisen op mod Arktis. … Gennemsnits- og maksimum-temperaturer, hyppighed af varme dage og nætter og hedebølger er steget siden 1950, mens tilsvarende kulde-begivenheder er faldet (stor tiltro). (s. 13-9)

Den gennemsnitlige nedbør er steget over Nordeuropa … mens omfanget og tegn på ændringer i Middelhavsområdet afhænger af, hvilken tidsperiode og region man vælger (middel tiltro). Tilfælde af ekstrem nedbør er steget i Nord- og Østeuropa … men har ikke ændret sig i Middelhavsområdet (lille tiltro). (s. 13-10)

I Nordamerika er situationen meget lig den i Europa, lidt varmere vejr og lidt ændringer i begge retninger af nedbøren. Her står der til gengæld noget om orkaner:

Andelen af orkaner i de kraftigere kategorier er sandsynligvis steget globalt over de seneste 40 år med middel tiltro til, at deres hastighed over land i USA er faldet målbart siden 1900, hvilket har givet målbare stigninger i lokalt regnvejr og oversvømmelser i kystområderne i forbindelse med disse orkaner, som f.eks. Harvey i 2017. (s. 14-11)

Vi har flere gange taget fat i påstanden om, at andelen af kraftige orkaner er steget. Det er den også, men det dækker over, at antallet af kraftige orkaner er uforandret over årene, mens antallet af de svagere orkaner er faldet. Så der er ikke blevet flere klimaskader på den konto, men det ser passende alarmerende ud. Igen er det svært at få øje på de monumentale skader på økosystemerne m.v., men der gøres alligevel et forsøg:

Flere studier har anslået, at den historisk ekstreme mængde nedbør, der faldt i Houston og omegn efter orkanen Harvey (2017) var 3 til 10 gange mere sandsynligt en følge af klimaforandringer. (s. 14-13)

Javel, ja.

Så følger et kapitel om de små øer (Karibiske og Stillehavs-), og her er der reelt ingen konklusioner i nogen retninger, de er måske blevet lidt varmere, men der mangler data (s. 15-10). Der er heller ikke nogen klare ændringer i hyppigheden af orkaner eller nedbør (s. 15-12).

Konklusion

Det må konkluderes, at der ikke rigtigt i hovedrapporten kan findes belæg for Sammendragets dystre ord:

…vidt udbredte skader og tilhørende tab og ødelæggelser i naturen og for menneskeheden, ud over hvad naturlige udsving i klimaet ville give. … Stigningen i vejr- og klimarelaterede ekstreme begivenheder har ført til nogle uoprettelige skader

Der tales om let stigende temperaturer og nogle udsving i nedbør, som ikke i sig selv synes at gå ud over de naturlige korttids- og langtidsvariationer, som vi altid har haft. Der er ikke rigtigt nogen forøget hyppighed af ekstreme vejrbegivenheder, storme, oversvømmelser osv. Måske er der kommet flere hedebølger, men det er jo en definitionssag, hvornår en varm periode er en ”hedebølge” eller ej, og med let stigende temperaturer kan man da helt sikkert finde nogle flere.

Naturbrande dækker større arealer nu end for 20-30 år siden, hvor der var et lavpunkt efter tidligere meget større tal. En stor del af forklaringen er misforståede natur- og miljøhensyn, hvor man har undertrykt de naturligt forekommende brande og tilladt ophobninger af store mængder af brændbart materiale i områderne.

Endeligt er der så påstandene om en fødevareproduktion, der nok er steget dramatisk de seneste 50-60 år, men som kunne have været endnu større, hvis det ikke var for klimaforandringerne – det viser i hvert fald modelberegningerne. Her ved man ikke, om man skal le eller græde.

Sammendragets formuleringer er sikkert godt for klima-forretningen, og sikrer IPCC’s fortsatte eksistens i mange år fremover, men der er ikke så megen sammenhæng med klimaets reelle tilstand – heller ikke ifølge IPCC’s egen rapport.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Erling Petersen

    Søren Hansen.
    Tak fordi du har haft kræfter til at læse en rapport på 3640 sider igennem og give os et resume.

    Det bekræfter mit indtryk gennem adskillige år. Der bliver stadigt større afstand mellem indholdet i de videnskabelige rapporter og politikernes konklusion på rapporterne.

    Jeg vil henvise til mit tidligere indlæg: https://klimarealisme.dk/2022/01/02/vi-holdes-hen-i-moerke

    • Hans Henrik Hansen

      “Tak fordi du har haft kræfter til at læse en rapport på 3640 sider igennem og give os et resume”

      – også min tanke!: Jeg må faktisk indrømme, at jeg blev helt træt (samt deprimeret) af blot at læse debatindlægget! Det forekommer helt ufatteligt og ganske tragisk, at der bortødes så megen energi på at vildlede Verdens befolkning vedrørende “katastrofal, menneskeskabt, global opvarmning”, når man tager i betragtning, hvor store reelle problemer, menneskeheden står over for.

      Også tak for tilskyndelsen til at genlæse Erling Petersens fortræffelige nytårsartikel…dejligt at se, at den blev læst af så mange! 🙂

Skriv et svar til Hans Henrik Hansen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*