CO2-opsamling og lagring

Der er flere måder at redde klimaet på. En er selvfølgeligt at udfase al brug af fossile brændstoffer, kul, olie og gas. Det kan dog vise sig at være vanskeligt i praksis. Hvis man f.eks. vil erstatte olie og gas med Power to X-brændstoffer, så bliver det fantastisk dyrt.

En anden vej til at slippe af med den ekstremt farlige CO₂ i luften er så opsamling og deponering, CCS (Carbon Capture & Storage). Det har vi været inde på før. Der er to muligheder, enten opsamling direkte fra luften eller også fra en skorsten på en fabrik eller et kraftværk. Ved opsamling fra luften i tilstrækkelig stor skala, vil man endda være i stand til at nedbringe koncentrationen i atmosfæren, f.eks. ned under de nuværende 420 ppm.

Der er fordele og ulemper ved begge metoder, opsamling fra luften er således besværliggjort af at koncentrationen af CO₂ i luften er meget lille, så man skal trække en kolossal mængde luft igennem sit apparat for at få et rimeligt kvantum CO₂ ud af det.

Hvorfor så ikke i stedet plante træer? Et træ opsuger CO₂ fra luften, og når man opskalerer det, får man en skov. Men problemet er, at hvis man vil opsamle milliarder tons af CO₂, så bliver de nødvendige arealer, der skal udlægges til skov, voldsomt store og vil kræve en masse vand, som heller ikke er til rådighed alle steder.

Nu gør man så i stedet et forsøg med opsamling fra luften i Island. Midt ude i ødemarken har man opført et anlæg til opsamlingen, se fig. 1. Det er efter sigende opført på kommercielle vilkår, hvad det så måtte betyde, idet der jo ikke skabes noget som helst værdifuldt eller salgbart produkt. Men man kan måske få den gængse CO₂-afgift udbetalt?

Det islandske foretagende pumper den opsamlede CO₂ direkte ned i undergrunden på stedet, her er der nogle vulkanske bjergarter, der er velegnede til at opsuge CO₂ og omdanne den til sten i løbet af få år.

Det er i øvrigt en af ulemperne ved opsamling f.eks. fra en skorsten, fordi undergrunden i området formentligt ikke vil være egnet, og derfor skal CO₂-en transporteres hen til et deponeringssted.

Det er udregnet, at hvis vi skal begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius, så skal der fra 2030 opsamles 5 – 14 milliarder tons CO₂ pr. år. Til sammenligning har det islandske anlæg, der p.t. er Verdens største, en kapacitet på 4000 tons/år. Så der er et stykke vej endnu.  

Omkostningerne er indtil videre stadigvæk skyhøje, pga. det store energiforbrug, der er involveret. Det islandske anlægs pris pr. ton CO₂ er p.t. US$ 775 (5000 danske kroner), men man forventer at den ved udgangen af årtiet når ned på 250 $/ton (1600 kr.)

De amerikanske myndigheder drømmer om at få prisen ned på 100 dollars/ton, hvilket er optimistisk og stadigvæk ca. fem gange dyrere end bortskaffelse ved at plante træer.

Hvem skal så betale de priser. Det viser sig, at velhavende selskaber som f.eks. Microsoft og Boston Consulting Group (rådgivningsfirma) er villige til at spytte kraftigt i kassen for derved at blive ”CO₂-neutrale”, m.a.o. grønvaskede. Noget tyder på, at de generelt sælger deres ydelser for dyrt.

CCS fra skorstene har indtil videre været plaget af mange problemer og utilfredsstillende resultater. Det har specielt været mindre forsøgsanlæg, der har kørt godt, mens større og mere ambitiøse projekter er løbet ind i mange vanskeligheder. Således er 13 ud af 14 store anlæg i USA blevet opgivet undervejs i indkøringsprocessen.

De anlæg, der kører, har udmærket sig ved at opsamle langt mindre CO₂ fra skorstenene end forudset. Et anlæg var således designet til at opsuge 80 % af CO₂-en, men endte med kun at få fat i 30 %.

Et andet problem er deponeringen af CO₂-en i undergrunden, hvor man traditionelt bruger gamle oliefelter. Det er jo en velkendt teknologi, der allerede benyttes i dag: Man pumper CO₂ ned i feltet og kan derved presse mere af olien ud. Men spørgsmålet er så, om CO₂-en faktisk bliver der nede efterfølgende. Der er kun få måledata til rådighed, men erfaringerne fra olieudvindingen siger, at en del af CO₂-en faktisk undslipper igen, og så er metoden jo straks mere problematisk.

Det er svært at forestille sig, at vi nogen sinde når op på at bortskaffe milliarder af tons CO₂ hvert år, pga. af både økonomien og de teknologiske udfordringer. Formentligt vil det ende med et kolossalt forbrug af penge, energi og ressourcer og en meget lille – eller ingen – indflydelse på klimaet.