Her er en videnskabelig artikel, der åbenbart er udkommet i et anerkendt tidsskrift, Energy and Environmental Science, og som viser vejen til løsningen af problemet med vores CO2-udledninger og med at nå netto-nul-målet. Alt hvad man skal gøre, er at boble sin CO2 op igennem et rør med flydende metal, og så bliver kulstoffet udskilt som faste partikler. Hvor svært kan det være?
Her er et, let omskrevet, uddrag af artiklens sammendrag (abstract), det er alt, hvad der er offentligt tilgængeligt, mens hele artiklen kan købes for 42,50 engelske pund. Det er den nok ikke værd.
Direkte omdannelse af CO2 til kulstof (C) er en meget aktuel vej at gå, imidlertid medfører de velkendte varmebaserede eller katalytiske metoder et meget stort energiforbrug og de begrænses af tilkoksning.
Her beskriver vi en robust og meget præcis metode til direkte omdannelse af CO2 til fast kulstof over en flydende blanding af metallerne gallium og indium. Vi udnyttede denne blandings lave smeltepunkt til at spalte CO2 ved lave temperaturer. Ved 200 grader forløb processen fint, men selv helt ned til stuetemperatur kunne man stadigvæk producere kulstof, uden at der var brug for hjælpestoffer som f.eks. brint.
Det flydende metal så ikke ud til at miste effektiviteten på grund af tilkoksning, og det dannede kulstof samlede sig på overfladen af det flydende metal, hvor det let kan opsamles.
Røntgenanalyser af blandingen viste en stigning i indholdet af rent kulstof på 9,6 % og en tilsvarende nedgang i mængden af metallisk gallium…. Det førte til konklusionen, at de færdige produkter fra processen er rent kulstof på fast form og galliumoxid.…
Den her beskrevne metode viser en vej til at omdanne CO2 til permanent lagret fast kulstof og kan derfor blive et skridt til, hvordan man kan gøre noget ved kulstof-intensive industrier.
Man ved jo ikke, om man skal le eller græde, eller om artiklen her skulle have været udsendt 1. april. Det er jo intet mindre end genialt med en metode, der kan omdanne den klimaskadelige CO2 til harmløst kulstof, som man kan drysse ned i en forladt underjordisk mine eller kule ned på markerne. Hvorfor gør vi ikke bare det, f.eks. med udslippet fra vores kraftværker eller store virksomheder som Aalborg Portland?
Her kommer lidt basal viden om kemi og fysik desværre ind på tværs. Hvor har vi CO2-en fra? Den har vi jo i sidste ende fra forbrændingen af det kulstof, der befandt sig i kul, olie eller gas. Forbrænding er netop en reaktion mellem luftens ilt, O2 og kulstoffet C og de to bliver til CO2. Forbrændingen giver en masse energi, som vi udnytter til elektricitet eller varme.
Nu er naturen imidlertid sådan indrettet, at hvis vi ønsker at spalte vores CO2 igen, skal den som minimum tilføres den samme energi, som der kom ud af forbrændingen. Derved er fidusen ved at bruge brændstoffet i første omgang måske gået lidt fløjten.
Hertil vil artiklens forfattere indvende, at de jo kører deres proces ved en lav temperatur, så den kræver ikke meget varme. Nej, men til gengæld har de noget gallium – et metal – der bliver omdannet til galliumoxid, dvs. det reagerer med ilten. Derefter kan det ikke bruges mere. Hvis vi derfor vil spalte en stor mængde CO2, skal vi bruge en tilsvarende stor mængde gallium. Gallium er et sjældent metal, der ikke findes på ren form i naturen, så det skal udvindes, og det er en energikrævende proces. Den koster helt sikkert mere energi, end vi fik ud af at brænde vores kul i første omgang. En tilsvarende energimængde vil det koste, hvis man i stedet satser på at splitte den dannede galliumoxid til frit gallium og ilt igen.
Resultatet af hele processen er således, at vi ender med at bruge mere energi (hvorfra?), end vi oprindeligt fik ud af at bruge vores fossile brændsler. Så er det vist bedre at lade være med at bruge dem.
Man må undre sig over, at den slags artikler overhovedet kan finde vej ind i et fagfællebedømt tidsskrift, men igen hænger det nok sammen med, at det har det rigtige (klima-)budskab.
I omtalen i WUWT er der et langt kommentarspor, som er meget underholdende. Her vil vi nøjes med at gengive det første indslag:
Hvis du tror på den her historie, så har jeg et godt tilbud til dig:
Danish
Die einzige Gen, die wirklich CO2 in kohlenstoffreichere Verbindungen wandeln können und dabei kostenlose Sonnenenergie brauchen sind Chloroplasten. Chloroplasten brauchen leider Platz.