Klimapolitik, Ledere

2021 er gået

I forbindelse med klimasagen var 2021 på mange måder bemærkelsesværdigt. Ikke så meget pga. klimaet selv, der faktisk resulterede i et relativt uopsigtsvækkende år. Den globale temperatur faldt tilbage til niveauet før de to store El Nino’er i 2016 og 2018. Havisens udbredelse i Arktis blev større, end den havde været i flere år – herom senere – og temperaturen i Antarktis fortsatte med at være stabilt lav, faktisk med rekordkulde i deres vinter.

Året var ikke præget af særligt iøjnefaldende vejrhændelser. Der var en hedebølge i det nordvestlige USA, der nok var varm, men ikke på nogen måde usædvanlig, hvis man f.eks. sammenligner med de varme år tilbage i 1930’erne. En oversvømmelse i Tyskland føjede sig til den lange række af tilsvarende begivenheder gennem de seneste 100 år. At den i år kom til at koste flere menneskeliv, skyldtes primært myndighedernes totale uforberedthed. Kineserne havde også en oversvømmelse, men med meget lidt tab af menneskeliv sammenlignet med så mange andre.

Antallet af navngivne orkaner i Atlanterhavet slog nye rekorder, men det skyldes primært, at man fik talt en del kortlivede og relativt svage storme med. Den samlede energi af de atlantiske orkaner var på ingen måde nogen rekord. Og samtidigt var hyppigheden af storme, tyfoner, og hvad de ellers kaldes i resten af Verden, mindre, end den har været i mange år.

Der var heller ikke nogen meldinger om tørke ud over det sædvanlige. Hvert år bliver forskellige områder på Jorden ramt af tørke og misvækst, men det skifter fra år til år, og der er ikke nogen langtidstendenser at spore i udviklingen.

Og endeligt begyndte havet heller ikke i 2021 på den accelererende stigning, vi ellers er blevet lovet af klimavidenskaben.

Så et kedeligt gennemsnitsår, hvor vejret bare var vejr. Det stod i skærende kontrast til de klimapolitiske fanfarer, hvor den virkeligt fik fuld skrue.

Den første store begivenhed var udsendelsen af IPCC’s nye rapport. Den kom i form af Sammendraget for Beslutningstagere og så rapportens første kapitel, på 3500 sider, der dog endnu ikke er færdigredigerede. Sammendraget havde en forholdsvis ædruelig gennemgang af den nuværende situation med klimaet, hvor der ikke rigtigt var belæg for nogen farlige tendenser. Men det blev slået fast, at der er klimaforandringer undervejs, og de er 100 % skabt af mennesker. Klimavidenskabens computermodeller forudser således, at det hele snart vil blive meget værre. Det er afgørende, at vi begrænser stigningen i den globale temperatur til 1,5 grader over et eller andet løst defineret (og i praksis ukendt) tal for 1850-1880.

Det videnskabelige grundlag for klimasagen blev ikke styrket i årets løb. Der ofres ufattelige summer på klimaforskningen, og der udgives kolossale antal af artikler, der alle har som udgangspunkt, at CO2 styrer os mod en katastrofe. Men dokumentationen og resultaterne er pauvre. De mange klimamodeller er rygende uenige, f.eks. om hvilken temperaturstigning en fordobling i atmosfærens CO2-indhold vil give. De er heller ikke i stand til nøjagtigt at simulere udviklingen i temperaturen i de seneste år, hverken globalt eller i de enkelte regioner af Verden. Det er åbent erkendt, at modellerne reelt ikke kan håndtere skydannelsen, der ellers spiller en meget stor rolle for de temperaturer, som møjsommeligt bliver målt, samlet sammen og udgivet månedsvis som globale værdier. IPCC har reageret på situationen ved i den nye rapport mere at basere sig på egne og mere moderate vurderinger frem for modellernes højere forudsigelser.

Da CO2 efter IPCC’s opfattelse er den eneste faktor, der betyder noget for den globale temperatur, er der ofret mange kræfter på at udjævne alle temperaturvariationer før den ”industrielle periode”. Middelaldervarmen og Den Lille Istid er her blevet glattet ud til ukendelighed. Igen er der her tale om meget tvivlsom forskning, hvor det er sagen, det drejer sig om, mere end videnskabelig redelighed.

I årets løb er der set flere forsøg på at ændre statistikkerne over fortiden, alle med det formål at få nutiden til at tage sig værre ud. HadCRUT-kurven over den globale temperatur siden 1850 blev justeret til en ny version, hvor nutidens opvarmning bliver mere prominent. Flere amerikanske vejrstatistikker blev ændret, ved at alle gamle data, f.eks. før satellitternes tid, blev taget ud. Så bliver udgangspunktet typisk 1960’erne eller 1970’erne, der var præget af lave temperaturer og ringe aktivitet f.eks. mht. uvejr, naturbrande osv.

Det værste eksempel kom dog her for ganske nyligt, hvor DMI og Polar Portal pludseligt ændrede deres statistikker over havisen omkring Arktis og Grønlands indlandsis. Baggrunden skulle være et skifte fra de gamle modeller til nyere og bedre versioner. Det betød dog bl.a., at havisens volumen i Arktis i år gik fra at være omkring middelværdien for perioden 2004-2013 til at være blandt de laveste nogensinde.

Årets anden store begivenhed var COP26 mødet i Glasgow i november. 30.000 repræsentanter fra 200 lande var fløjet ind og brugte 14 dage på at drøfte klimakrisen og de nødvendige tiltag til at afværge den. Resultatet var yderst beskedent, en lang sluterklæring uden noget konkret overhovedet. Det var så tydeligt, at størstedelen af Jordens lande slet ikke er interesseret i klimasagen, herunder nogle af de største udledere af CO2 som Kina, Indien, Rusland m.v. En række ulande var reelt kun kommet efter én ting, den lovede klimakompensation på 100 milliarder US$ pr. år, som de har været stillet i udsigt i nogle år, men endnu ikke har set noget til. De ville selvfølgeligt gerne have flere penge. Penge er altid godt, og hvem siger, at de skal spildes på solceller og vindmøller?

En enkelt sætning i COP26 sluterklæringen blev meget omtalt. For første gang nogensinde blev der talt om nedbringelse af anvendelsen af fossile brændstoffer, man enedes om udtrykket ”nedfasning” af kulforbruget.

Det bringer os over i den anden side af klimasagen i 2021: ”Den grønne omstilling”. I Vesten er der megen fokus på netop dette emne, der er et stort politisk pres for at ”gøre noget”. I de forgangne år er kapaciteten af sol og vind udbygget voldsomt i en stribe lande, men i 2021 er udviklingen mange steder bremset op. Årsagerne er dels lokal politisk modstand mod projekterne og de miljøødelæggelser, der følger med, men de enkelte landes energiselskaber er også blevet betænkelige ved den store vægt, som disse stærkt upålidelige energikilder har fået i elforsyningen. Det bliver sværere og sværere at indpasse dem, og risikoen for omfattende strømsvigt er overhængende.

I Danmark blev projektet med havvindmølleparken ved Omø Syd reelt lagt i graven af fuglebeskyttelseshensyn. Thor havmølleprojektet blev udbudt i Nordsøen og vundet af et tysk konsortium, der dog ikke er forpligtet til noget som helst, før de har gennemført forundersøgelser over nogle år. Møllerne skal først køre sidst i årtiet, hvis de bliver til noget.

Tysklands udbygning af vindmøller på land er tæt på at være gået i stå, og udbygningstakten er milevidt fra det, der skal til for at opfylde politikernes ambitiøse klimamål.

Politisk har det været meget lettere at angribe den fossile energi-infrastruktur. Præsident Joe Biden lagde hårdt ud med at få ødelagt den 100% selvforsyning med olie og gas, som USA ellers netop havde opnået under Trump. Resultatet blev stærkt stigende priser, og på et tidspunkt måtte Biden gå til OPEC (med Saudi Arabien i spidsen) med hatten i hånden og bede om, at de leverede mere olie. Ironien var ikke til at overse.

I Danmark fik vores energiminister stoppet al videre efterforskning efter olie og gas i Nordsøen og love at al produktion skal ophøre i 2050. Det har han høstet megen applaus for.

Tyskland fortsætter med lukningen af kernekraftværker og kulværker og sætter sin efterspørgsel efter gas tilsvarende i vejret, til stor tilfredshed for Rusland, der nyder de resulterende voldsomme prisstigninger på gassen. England er i en tilsvarende situation. Man taler nu åbent om millioner af ”energi-fattige”, dvs. mennesker, der ikke længere har råd til at opvarme deres boliger om vinteren, hvis de også skal have noget at spise.

Flere lande har i al hast måtte genopstarte værker, der ellers var taget ud af drift i forbindelse med klimaet, det gælder f.eks. Sverige, Tyskland og nu senest Grækenland.

Realiteterne er for alvor ved at indhente drømmene om ”den grønne omstilling”, og reelt er der ikke noget modsvar andet end tågede forestillinger om lagring af strøm, brint og Power-to-X, hvilket (bortset fra batterier, der er alt for dyre) er teknologier, der slet ikke findes endnu, og som ingen vil investere i, med mindre det offentlige kaster alle pengene i det. Det gør regeringerne jo så i et vist omfang, fordi politikerne også er overbeviste om ”sagen”.

Med et stærkt hullet grundlag i klimavidenskaben og tilsvarende urealistiske visioner om ”grøn omstilling” og ”vedvarende energi” åbner klimasagen op for en stærk argumentation fra den klimaskeptiske eller klimarealistiske side. Der er nok at tage fat på, som læserne af nærværende hjemmeside har kunnet konstatere, dag efter dag. I årets løb udkom der også adskillige fine klimarealistiske bøger, Steven Koonins ”Unsettled”, Patrick Moores ”Fake Invisible Catastrophes”, Marc Moranos ”Green Fraud” og vores hjemlige Johannes Krügers ”32 myter”.

Klimafrygten har ellers et godt tag i offentligheden, især politikerne, medierne og diverse kendisser, der føler sig hævet over almindelige menneskers niveau. Medierne ønsker tydeligvis ikke for alvor en åben debat om emnet, det er uhyggeligt svært at få bragt klimakritiske indlæg i de fleste af de store aviser eller i radio & TV. Politikerne har gennemgående en meget ringe indsigt i de faktiske forhold og flyder bare med strømmen, som de opfatter den. Mange virksomheder har kastet sig over den grønne omstilling og klimaet, men det er ganske åbenlyst mest ord og møntet på at tage sig politisk korrekt ud i medierne og i offentligheden. Der investeres færrest mulige penge, og afbrækket i den normale forretning holdes på et minimum. (Husk her, at selv en kæmpe vindmøllepark for et firma som Shell kun er en meget lille investering, det er ”lommepengene”, der bruges her, for at polere selskabets image.)

Men alligevel er der utryghed i klimakredsene. Hvor længe endnu kan man opretholde illusionen om klimakrisen i manglen af dårligt vejr og på et videnskabeligt grundlag, der virker mere og mere hullet? Man er på nuværende tidspunkt ikke bleg for at gribe til undertrykkelse af anderledes tænkende og censur på de sociale medier. Såkaldte faktatjekkere har slået sig op og går til angreb på artikler og indlæg, som de ikke bryder sig om. Det er bl.a. gået ud over Bjørn Lomborg. Ovennævnte bøger er alle blevet kritiseret voldsomt og samtidigt forsøgt tiet ihjel i de store medier. Ingen danske aviser anmeldte således Krügers bog.

Faktatjekkerne er endda lykkedes med at etablere et samarbejde med f.eks. Facebook, således at deres bedømmelse af et indlæg automatisk kan medføre advarende etiketter på Facebook, med tilhørende trusler om lukning af sider m.v. Der er faktisk etableret en hel videnskab, der specielt fokuserer på ”klimabenægteri”, som anses for at være meget farligt. Bagmændene her er i et vist omfang de samme, som taler om ”konsensus” inden for klimavidenskaben. Begge begreber er eklatante eksempler på en total mangel på forståelse for, hvordan den videnskabelige proces fungerer. 

Så hvad vil 2022 bringe? Forhåbentligt bliver vejen banet for en mere åben og ærlig debat om både klimaet og den ”grønne omstilling”. Diskussionen om sidstnævnte kunne blive godt hjulpet på vej af en alvorlig energikrise i Europa i den kommende vinter, specielt hvis der følger et eller flere nedbrud af strømforsyningen med. Dette er dog en uhyggelig høj pris at skulle betale for at få fornuften tilbage på bordet, og forhåbentligt går det ikke så galt.

Alle jer trofaste læsere ønskes hermed et godt og fremgangsrigt 2022.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

One Comment

  1. Claus Beyer

    Søren Hansen, det er deprimerende, men desværre korrekt, hvad du skriver. Det vil nok ende med en form for oprør. Nogle få positive ting er der dog at sige: Du skriver, at klimafrygten har godt tag i befolkningen. Tjah, mennesker betaler da exorbitante summer for at bo i nyopførte lejligheder lige i strandkanten ved havnefronten i mange byer. De kan ikke være særlig bekymrede for havniveaustigninger og stormflod. Vejrprofeterne i medierne omtaler stadigt strålende sol og varme dage som “godt vejr”, uden at lyde det mindste forskrækkede. Og olie- og gasaktierne stiger og stiger, selvom det forties af alle medier inklusive finansaviser som f.eks. Børsen, der kun kan skrive om “grønne” aktier. Ligesom DRs propagandaprogrammer, som f.eks. Lars Triers “Guld og Grønne skove” fortvivlet forsøger at tale grønne aktier op, mens de falder og falder. Det er næsten komisk. Pseudo-verdenen, dvs politikere, medier, lobbyister o.lign. snakker og snakker om den grønne omstillings velsignelser, mens den virkelige verden, dvs investorer og finansfolk, satser på olie- og gasvirksomhederne, fordi vi ved, at de er uundværlige og til umådelig stor gavn for menneskeheden.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*