Klimarealisme i medierne, Ny Teknologi

Glædelig jul, et juleeventyr

Klimarealismes redaktion vil hermed gerne ønske alle vores trofaste læsere en rigtig glædelig jul. Nogen af jer har nok travlt med juleforberedelserne her i de sidste timer, mens andre har mindre at lave og bare skal have tiden slået ihjel inden juleaften.

En juledekoration?

Til sidstnævnte kan vi her med fornøjelse bringe et vaskeægte juleeventyr, i form af en oversættelse af endnu et indlæg fra Willis Eschenbach. Om eventyr kan man generelt sige, at de behøver ikke at være sandfærdige eller på nogen måde tilhøre realiteternes Verden. De krav må følgende opfindelse siges at opfylde til fulde. Den er tankevækkende af flere årsager. Dels dens åbenlyse tåbelighed, men også det faktum at der kastes store summer af penge efter den slags – i klimasagens navn:

Min ven Matt var så venlig at sende mig links til en ny plan til at gemme kulstof i områder af havet, hvor der er meget lidt klorofyl, dvs. områder med meget lidt af havets ”grønne planter”, kaldet planteplankton. Planteplankton er de små klorofyl-producerende planter, der er grundlaget for alt liv i havet – alt hvad der lever i det åbne hav enten spiser planteplankton, eller spiser noget, der spiser planteplankton, eller spiser noget, der spiser noget, der spiser planteplankton, og så videre. Uden planteplankton er havet klart blåt og uden liv.

Den nye plan er baseret på arbejde i et firma, der kalder sig MyOpen Resources, og som vil løse det problem de kalder ”Global opvarmning og forsuring af havet” på én gang. De planlægger at bygge noget, de kalder ECOPIA, hvilket står for “Earth Climate Optimisation Productivity Island Array” – ”Produktiv Øgruppe til Optimering af Jordens Klima”. ECOPIA er tænkt til at forøge havets optag af kulstof. Information om ECOPIA kan findes på en PDF-fil i ovenstående link.

(Et kort sidespring. Disse forkortelser, som ECOPIA, er til at grine af. Jeg har arbejdet nogle få gange som konsulent for de amerikanske myndigheder. Når du skriver en rapport der, vil de have en oversigt over forkortelser til sidst. Så jeg opfandt en forkortelse ”SEBEMLUF” og satte den ind i listen, med forklaringen at det stod for ”SElskabet til BEvarelse af Meget Lange Ubrugelige Forkortelser” …. selvfølgelig var der ingen af de bureaukrater, der læste min rapport, der opdagede noget. Men det var et sidespring, lad os hejse sejlene på det vidunderlige hav…)

Matt sendte mig oplysningerne, fordi han ved, at jeg er glad for data, samt at jeg har været både fisker og matros på det åbne hav. Jeg har sejlet i nogle af de områder med meget lidt klorofyl, som planerne her handler om.

Blandt Matts oplysninger var referencer til to artikler, som var meget interessante link og link, Begge artikler hævdede, at områderne i havet med lavt indhold af klorofyl vokser. Så jeg besluttede at tjekke, om jeg kunne genskabe deres resultater. Jeg brugte et andet datasæt, ”AQUA satellit-klorofyl”, fordi det er det, der rækker over flest år. Her er resultatet for gennemsnitlige klorofylindhold fra den anden af ovennævnte artikler, i perioden 1998 – 2013, se fig. 1.

Fig. 1: Indholdet af klorofyl i havet, geografisk fordelt, i mg/m3 fra Signorini et al.

Og her er mine resultater for perioden 2002 til 2021, fig. 2:

Fig. 2: Fordelingen af klorofylindholdet i havet, bemærk, logaritmisk skala

Jeg har brugt en logaritmisk skala, ligesom artiklen, for at få plads til hele variationen i data. Som I kan se, får jeg resultater, der stort set er identiske med artiklens, på trods af forskellen i periode og kilde til data. Så deres resultat må betragtes som eftervist. Det globale gennemsnit for klorofyl, vægtet pr. areal, er 0,38 mg/liter.

Imidlertid var jeg helt ude af stand til at genskabe deres resultater i forbindelse med påstanden om at arealerne med mindst produktion er voksende. Her er mine resultater, der viser ændringerne over tiårsperioder i klorofylindholdet, fig. 3:

Fig. 3: Ændring i klorofylniveau for tiårs perioder, blå-grøn negative, gul-rød positive

Der er flere ting at bemærke her:

  • Nogle områder mister rigtigt nok klorofyl, og andre vinder. Disse områder har dog kun en løs tilknytning til områderne med mindst produktivitet, specielt på den sydlige halvkugle.
  • Over hele Jorden vokser klorofylindholdet i havene, det formindskes ikke. Stigningen i globalt gennemsnit er ca. 0,012 mg/liter pr. tiår.
  • Ændringerne, den ene eller den anden vej er generelt små i forhold til det gennemsnitlige indhold på 0,38 mg/l.
  • Den største tilvækst er uden for troperne, især i nærheden af polerne, og troperne har i gennemsnit ingen udvikling.

Jeg kunne således eftervise den ene, men ikke den anden påstand, og nu var det tid til at kigge på ECOPIA-opfindelsen. Deres plan er at lagre ni milliarder tons (gigatons) kulstof pr. år. De påstår, at en glaslinse med en diameter på 1 meter, plus et par hundrede meter optiske fibre, vil kunne opsamle 50 kg kulstof pr. år. Og luftigt anfører de, at de bare behøver ”at opskalere konstruktionen af disse anlæg”. Ja, ja, det er så let. Her er deres skitse af linsen plus de optiske fibre, se fig. 4.

Fig. 4: Anordning til fremme af klorofylvækst. Øverst en linse, derunder et bundt optiske fibre, der spredes ud i dybet – under termoklinen

Deres plan er at lede lys dybt ned i havet for at forøge planteplankton-væksten. Lad mig påpege, at hvis lys var det eneste, der skulle til for at forøge væksten af planteplankton, så ville vi finde planteplankton ved overfladen … men det gør vi ikke, fordi de nødvendige næringsstoffer, primært jern, ikke er til rådighed. ECOPIA’s idé er, at undersiden af deres installation skal ned under ”termoklinen”, dvs. grænsen mellem det overfladevand, der omrøres af vind og bølger, og så de dybere lag. Det siges, at der er masser af næringsstoffer i de dybere vandlag.

Som et lille sidespring er det langt fra sikkert at det vil fungere, hvis man lader noget hænge ned under termoklinen. Problemet er, at strømmene i det omrørte lag ofte løber en anden vej end strømmene under termoklinen … og når det sker vil fibrenes top blive slæbt i en anden retning og ender måske med at have en vinkel med lodret, der gør at de ikke længere når ned under termoklinen….

I øvrigt er det også meget koldere nede under termoklinen, så det er uklart, hvorfra disse kulderesistente planteplankton skal komme, idet der ikke findes nogen i naturen.

Imidlertid kan jeg ikke finde nogen indikation på, at de faktisk har afprøvet ideen, for at se om den virker … hvilket er mærkeligt, fordi sådan et praktisk forsøg kunne gennemføres for omkring 100-200.000 kr. Man undrer sig!

Under alle omstændigheder, hvis vi antager at der kan oplagres 50 kg kulstof pr. linse pr. år (de viser ikke nogen faktiske forsøgsdata), så vil den åh-så-simple ”opskalering” til opsamling af 9 gigatons kulstof kræve fremstilling af ikke færre end 180 milliarder 1-meters glaslinser med et bundt optiske fibre til hver.

(Til sammenligning bliver der hver år fremstillet ca. 90 millioner biler og 135 millioner brødristere. Så hvis vi kunne bygge disse linser/fibre med en årlig produktion på, f.eks., 500 millioner, så ville det kun tage 360 år at opbygge hele systemet … men det var et sidespring).

Så siger de, at ”linse/fiber-installationerne vil blive indbygget i ringformede kunstige øer med en diameter på 50 km, med et indvendigt bassin på 46 km i diameter” … fig. 5 viser en tegning af hele konceptet.

Fig. 5: Kunstig ringformet ø, inden for hvilken de optiske linser og fibre er monteret.

Jeg har ingen idé om hvordan man skulle kunne bygge sådan en dims på en måde, så den kan modstå en alvorlig storm. I følge beskrivelsen vi overfladen af [den ringformede] ø være 2 km bred og 160 km lang, og vil blive fremstillet af … nåh, det står der ikke noget om. Hvad kunne det overhovedet blive lavet af? Hvordan vil det blive stærkt nok til at modstå deformationerne fra de kæmpebølger, der ind i mellem kommer?

For at give et indtryk af størrelsen, så vil hver ø have en overflade på ca. 300 millioner kvadratmeter. Overfladen på Verdens største containerskib er 24.000 kvadratmeter, så der skulle 12.500 af Verdens største skib til for at dække øens område.

Og idet vi må gå ud fra at glaslinserne flyder frit, hvad skal så forhindre dem i at smadre hinanden til døde i den første storm?

Så bliver det hævdet, at disse kunstige flydende øer vil blive forhindret i at drive rundt indtil de brager ind i kysten et eller andet sted ved hjælp af ”magnet-hydrodynamiske løsninger (MHL) eller lodrette vinger” … skal det tages alvorligt? Kræfterne, der påvirker disse konstruktioner bliver enorme. At svinge med tryllestaven og mumle om MHL eller vinger vil vist ikke løse det.

Og hvor og hvordan vil de konstruere bare én af disse gigantosaurer? Den er 50 km i diameter … den eneste måde synes at være at bygge den i 12.500 kæmpeskibs-store sektioner, hver især vejende et par hundrede tusinde tons, trække sektionerne tusinder af kilometer ud på havet og bolte dem sammen …. der er aldrig prøvet sådan noget før, med god grund. Bare at slæbe en af disse sektioner vil kræve en hel flok slæbebåde … og tanken om at bolte to 200.000-tons sektioner sammen midt på havet, mens de uafhængigt af hinanden gynger op og ned i bølgerne, får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Jeg får en fornemmelse af, at nogle af disse mennesker aldrig har været ud på havet i en voldsom storm, hvilket ellers ikke er noget for krystere.

Derpå er der prisen. Det hævdes, at hele projektet kan realiseres for bare 10 billioner dollars. I første omgang søger de om 20 millioner dollars i startpenge…

Nu er de færreste klar over, hvor stor en billion dollars er. Så lad os antage, at de får så meget gang i deres finansiering, at de henter 20 millioner dollars ind hver eneste dag i året … med den vilde hastighed, hvor lang tid vil det tage at samle 10 billioner dollars sammen?

Svaret er, hvis de samler 20 millioner dollars ind pr. dag vil det tage dem 1369 år at få indsamlet alle 10 billioner $.

Og selv de tal synes vildt optimistiske. Deres plan er at bygge et hundrede af disse flydende ringformede øer, hver især svarende til 12.500 gigantiske containerskibe. Disse kæmpeskibe koster ca. 200 millioner dollars stykket …. og øerne skal være meget stærkere end dem for at kunne klare belastningen. Så de et hundrede flydende øer vil komme til at koste ca. 250 billioner dollars … og selv i det usandsynlige tilfælde, at de kunne bygges til en tiendedel af den pris, er det stadigvæk 25 billioner $ for et hundrede øer, hvilket er mere end det dobbelte af hele projektets pris.

Og endeligt, som mangeårig fisker og sømand kommer her det problem, som jeg kan love, vil blive det største af dem alle. Et problem, som slet ikke bliver nævnt …

Begroninger.

Bunden på skibe bliver malet med giftig antibegronings-maling for at forhindre alle mulige små havdyr i at slå sig ned på overfladen under vandet – rurer, snegle, muslinger, vandlopper og en masse dyreplankton og planteplankton, elsker alle at etablere kolonier på alting under vandet. Nogle antibegronings-malinger er blevet ulovligt fremstillet, fordi når der var et antal både i et område, så kunne de forgifte hele bugte og havne … det lyder ikke godt for ECOPEDIA’s visioner om at forøge livet i havet …

Disse undervands-overflader vil være den rene himmel for planteplankton, især fordi de er planter, og alle planter har brug for lys. Planteplankton vil omgående slå sig ned på hver af de optiske fibre. Og disse få planteplankton-celler vil spærre for lyset til det omgivende område, som ECOPIA-folkene skal bruge til at få en masse planteplankton til at blomstre … ikke godt.

Menneskeheden har brugt århundreder på at forsøge at holde begroninger væk fra undersiden af skibe, kun med begrænset succes. Selv de bedste antibegronings-malinger skal fornys efter få år, og der findes ikke en eneste af den type malinger, der er gennemsigtig, som vi ellers har brug for i vores tilfælde.

Os selvom én eller anden magisk gennemsigtig antibegronings-maling skulle blive opfundet, så er det næsten helt sikkert, at den skulle genpåføres de 180 milliarder bundter af fiberender f.eks. hvert tredje år (omend det er sandsynligt, at det skal gøres oftere) … hvilket betyder, at man skulle tage en båd op til 20 km ind i bassinet i øen, trække fibrene op, rense begroningerne af, gøre overfladen klar og påføre ny antibegronings-maling, og det skal ske med ikke færre end 164 millioner fiberbundter hver dag, 24/7/365, i al evighed

Okaaay … så hvis vi ser bort fra de praktiske vanskeligheder, så lad os antage, at inklusive arbejdskraft, materialer og transport af disse ud midt på havet, så vil det måske koste 1500 kr. at forny antibegronings-malingen pr. bundt fibre. Formentligt er beløbet meget større, det koster meget mere at få rettet en bule ud i bilen, men lad os være vildt optimistiske.

Det ville blive en årlig udgift på 15 billioner dollars … og de siger, at hele projektet kun vil koste 10 billioner $ …

Tag aldrig hjemmefra uden din matematik.

https://wattsupwiththat.com/2021/11/13/oceanic-insanity/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*