Anmeldelse, Klimapolitik

Anmeldelse: Michael Manns seneste

Michael E Mann, ophavsmanden til hockeystavkurven over fortidens temperatur, udsender regelmæssigt bøger. Her må der være en oplagt mulighed for at se, hvad der menes på klimasagens parnas. Han har netop nu udsendt en ny bog, med titlen ”The New Climate War: The Fight to Take Back Our Planet” (”Den Nye Klimakrig: Kampen for at Tage Vores Planet Tilbage”).  Desværre har Mann ikke sendt Klimarealisme.dk’s hjemmeside et anmeldereksemplar, og undertegnede har ikke den store lyst til at bruge egne penge på sagen. Derfor følger her i stedet en oversættelse i uddrag af en engelsk anmeldelse, skrevet af universitetsprofessor Mike Hulme.

Klimakrigenes tragedie

Michael Mann har været i klimakrig i mere end 10 år nu. Og i sin nye bog minder han os ofte om, at han har været i sine fjenders sigtekorn, har slået kamphundene tilbage og er arret efter bataljerne. Selv miljøforkæmperen Bill McKibben gør i sin reklame-omtale Mann til helt som følge af hans ”ar fra klimakrigene”. At bruge militære udtryk i forbindelse med klimaforandringer startede længe før, Mann blev involveret, men det er noget, han har gjort meget for at fremme i sine blogs, tweets, og almene offentlige optræden.  

Så derfor er det ikke nogen overraskelse, at Manns nye bog fortsætter med at karakterisere klimapolitik med en række komplicerede militære vendinger og talemåder. Krige, slag, angreb, kampe og fjender er drysset ud over bogens 260 sider. Meget af, hvad jeg har sagt om Manns [tidligere bøger], gælder lige så meget den nye. Nu er hans kerneargument, at der er en ny krig i gang. Den gamle krig – som mest drejede sig om klimaforskeres forskellige teorier – er (i store træk) vundet. Men en ny krig er startet; Mann og hans allierede er nu tvunget til at kæmpe mod kræfter, der ikke ønsker at gøre noget ved klimaet.

Mann har halvt ret i sin diagnose. Hovedlinjerne i den offentlige debat og argumentation vedr. klimaet har ændret sig. Politikken omkring klimaforandringerne fremtræder anderledes nu, end den gjorde for ti år siden. Der er nu mere fokus på – og det er en god ting – de faktiske og presserende spørgsmål vedr. de initiativer, politikker og indgreb, der er nødvendige, passende og effektive for at reducere risikoen ved et klima i forandring. Hvad koster de, og hvad får man ud af dem? Hvordan vil de forskellige muligheder fungere sammen med diverse kulturelle værdier og sammenstødet med veletablerede interesser? Hvordan gør de global udenrigspolitik mere kompliceret?

Så vedr. den observation har Mann ret. Fokus er flyttet fra ”er der et problem?” til ”hvad skal vi gøre ved det?” 

Tragedien med Mann og folk, der tænker som ham, er, at de ser argumenter i forbindelse med disse spørgsmål gennem en manikæisk linse [hvor alt enten er ondt eller godt, red.]: Al modstand mod det korrekte synspunkt – Manns synspunkt – vedr. løsningen på klimakrisen, kan spores tilbage til et ondt imperiums sammensværgelse. Den grundlæggende doktrin i Manikæismen er en fastlåst konflikt mellem godt og ondt. I følge Mann stammer ondskaben fra den fossile brændstof-industri, der med hans udtryk repræsenterer ”Saurons øje”, den altomfattende onde magt i “Ringenes Herre”.

Der er ingen tvivl om nødvendigheden af en hurtigere overgang væk fra de fossile brændstoffer. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at der er stærke interesser, der stritter imod denne omstilling. Men Mann er så præget af sit manikæiske verdenssyn, at uanset hvor han kigger hen i de offentlige, videnskabelige eller politiske debatter om klimaforandringer, ser han skyggen af Koch-brødrene (nævnt 52 gange i bogen), Exxon Mobil (23 gange) og The Heartland Institute (15). Den ondsindede hånd fra fossil-lobbyen er tilstede overalt. Dette verdenssyn fører Mann til nogle latterlige påstande der, alt i alt, resulterer i at [hans bog] formidler en usammenhængende og meget lidt hjælpsom fortælling om klimaforandringerne. Lad mig give nogle eksempler på, hvad jeg mener:

Tag f.eks. Manns bedømmelse af et udvalg af ”løsninger” på klimaforandringerne, som han ender med at betragte som ”ikke-løsninger”. De inkluderer kernekraft, geoengineering, diverse metoder til fjernelse af CO2, inkl. opsamling fra skorstene og lagring (CCS), direkte opsamling fra luften (DAC), bioenergi kombineret med CCS, genrejsning af skov og styrkelse af tilpasning og samfundets modstandskraft. I Manns sort/hvide verden er alle disse teknologier og politiske mål våben for manglende aktion, en bestanddel af den ondsindede strategi som ondskabens imperium forfølger. Er det rigtigt? Genrejsning af skov? Kernekraft? Skal alle disse teknologier og politiske målsætninger bare afvises, fordi de ikke passer ind i de oplystes præferencer? (Og det er her den manglende sammenhæng i Manns standpunkt bliver åbenlyst: Han kan godt se værdien af DAC, han er lidt tvivlrådig omkring CCS og kernekraft, og andre steder i bogen opfordrer han samfundet til at tilpasse sig.)

Ikke særligt hjælpsomt definerer Mann 8 sammenhængende grupper af fjender, der sammen tager opstilling under inaktivitetens flag: Nedbrydere, bedragere, nedtonere, splidskabere, afværgere, dommedagsprofeter, smølere, opmærksomhedsafledere. (Simple ”benægtere” er nu ikke mere nok.) Kredsen af fjender er vokset, muteret og, måske mest ildevarslende, har de infiltreret selve ”klimabevægelsen”.

Faktisk finder han det nødvendigt at skabe fjender ud af et udvalg af videnskabsfolk, lærde, skribenter, filmskabere og tænketanke, der faktisk arbejder seriøst på at finde løsninger på klimaforandringerne – bare ikke Manns løsninger. Folk som Michael Mann er uenige med – en lang liste, der endda indeholder progressive ikoner som Michael Moore og Bill Gates – bliver til fjender, agenter for de mørke kræfter af inaktivitet, eller modsigere, eller ”bløde benægtere” eller afværgere, eller folk med undskyldninger eller folk, der giver op på forhånd…..

Hvis man nu ser bort fra slagmarks-komedien, udråbning af fjender og afgørelser af skænderier på Twitter, hvad kan man så lære af Manns bog om hvordan, man kan planlægge, udføre og skabe ændringer i Verden, der kunne nedsætte risici ved klimaforandringerne? Den strategi, der lægges frem – og som selvfølgeligt hedder en ”slagplan” – har fire elementer: Bekæmp dommedagsprofeterne, lær af børnene, uddan de u-uddannede og fokuser på ændringer af systemet, ikke ændringer i folks personlige livsstil. Jeg har helt sikkert megen sympati for det første af disse mål, idet jeg i de sidste 15 år har fremført, at advarsler om umiddelbar global katastrofe hverken er videnskabeligt begrundede eller politisk konstruktive (hvilket dog ikke afholder Mann i at placere mig på ”den forkerte side,” en modstander).

Men det mest interessante af hans fire punkter er det sidste: At ændre på systemet kræver systemforandringer. Nu kan ”systemforandringer” betyde forskellige ting for forskellige mennesker, men for Mann betyder det at belægge kulstof med afgifter og fremme 100 % vedvarende energi for at opfylde verdens behov (andre teknologiske løsninger synes at være udelukket af Mann). Det er jo bestemt ikke, hvad visse klimaaktivister – f.eks. ….. Greta Thunberg – mener med systemforandringer, og det er bemærkelsesværdigt, at Mann udfordrer visse af aktivisternes holdninger, mens han arbejder hårdt på at holde Thunberg inde i kredsen af dydige.

Jeg spekulerer på hvem, der vil være imponeret af denne bog? Den vil helt sikkert hjælpe dem, der leder efter en simpel tjekliste over de gode og de onde (efter Manns mening) i klimadebatten. Og bogen kan måske rekruttere nogle folk til hans slagplan, personer som tror, at kulstofafgifter og de tekniske løsninger med vedvarende energi vil ”bringe vores planet tilbage”, formodentligt ud af kløerne på den fossile brændstofindustris mørke magter.

……

Mann synes ikke at være interesseret i at opbygge alliancer for at opnå politiske forandringer. Først og fremmest har bogen ikke meget at tilbyde dem, der søger en vejledning i den komplicerede globale politik vedrørende klimaforandringer. Det her er en Amerika-Først-bog. Den opretholder den misforståelse, at global klimapolitik kan anskues gennem amerikansk partipolitik. De andre klima-supermagter – EU (nævnt 6 gange), Kina (8), Brasilien (3) og Indien (0) – synes at være helt ubetydelige for Mann. Der er ikke nogen analyse af den politiske økonomi i forbindelse med den globale energi-omstilling, og han er nedladende over for den globale udfordring med at afhjælpe energi-fattigdom (”et kunstigt begreb”). Og Mann bruger et trick, som han ellers anklager modstanderne for at anvende – at betragte det som ligegyldigt – når bekymringerne hos dem, der argumenterer for en retfærdig omstilling for Verdens fattige, bliver fejet til side med hans nedladende kommentar ”der er altid vindere og tabere”.

Den tyske teoretiker Carl von Clausewitz betragtede krig som ”en voldelig handling, der skal få vores modstander til at føje vores vilje”. Det er ikke en god måde at tænke på klimapolitik i et demokrati. ”I krige har vi vindere og tabere. Vi vælger side og løsningen er at erobre og besejre din fjende. [citat fra en John Besley] ….. Ønsker vi at se videnskabsfolk som vrede, frustrerede mennesker eller folk, der gør deres bedste for at løse problemer og gøre Verden til et bedre sted?”. Faren ved Manns krigeriske militarisme er, at den ender med at være en nedbrydende form for argumentation. 

Undertegnede er langt fra enig med Mike Hulme i alle hans standpunkter. Klimavidenskaben er ikke ”afgjort”, der er bestemt meget at diskutere stadigvæk, herunder om vi overhovedet har et problem med en ”klimakrise”. Men hans anmeldelse giver et godt indtryk af Manns værk.

Hvis nogen af læserne her får lyst til at købe og læse Manns bog, kan den helt sikkert bestilles hos Amazon.

https://issues.org/new-climate-war-michael-mann-hulme-review/

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Villi+John+Petersen

    Der er ingen tvivl om, at anmeldelsen er stærk kritisk over for Michael Mann, men uenigheden drejer sig tilsyneladende kun om, hvilke “løsninger” man skal anvende i kampen mod klimaet. Citat fra anmeldelsen: “Der er ingen tvivl om nødvendigheden af en hurtigere overgang væk fra de fossile brændstoffer”. Her gør Mike Hulme sig imidlertid til frontkæmper sammen med Mann. “Der er ingen tvivl…” er netop et sikkert tegn på både Manns og Hulmes uvidenskabelige tilgang til emnet. Det er politik ophøjet til en sandhed, der ikke findes i den videnskabelige verden. For der selvfølgelig tvivl, især om betydningen af den øgede CO2 koncentration i atmosfæren, og hvor meget der skyldes menneskets afbrænding af fossile brændstoffer. Man kan ikke finde et eneste videnskabeligt argument for, at den ekstra CO2 har negativ indvirkning på klimaet, virkeligheden uden for computersimulationerne tyder på det modsatte. Man kan undre sig over, at Manns krigeriske – manikæiske – fremfærd har sejret så stort, at “der er ingen tvivl..” er det eneste tilladte standpunkt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*