En lillebitte opvarmning

Her er en oversættelse – let forkortet – af en del af en større artikel skrevet af den navnkundige klimaforsker og -realist Richard Lindzen. Emnet her er den globale temperatur og ditto opvarmning, som bliver sat grundigt i perspektiv. Nogle læsere vil måske finde teksten svær, men gør jer den ulejlighed at kigge på figur 1a-1c og teksten omkring dem, samt figur 3. Her demonstreres det meget klart, at “global opvarmning” og den hævdede temperaturstigning faktisk er temmelig meningsløse.

Som i alle dæmoniserings-projekter starter historien med global opvarmning med den latterlige forudsætning, at enhver opvarmning (og, for den sags skyld, enhver stigning i CO₂-indholdet) er noget dårligt og et bevis på, at det hele bliver værre. Vi ved, at ingen af disse antagelser er korrekte. Folk vælger at flytte sydpå når de bliver pensionister, ikke op i de arktiske områder. CO₂ pumpes ind i drivhuse, for at fremme væksten. Når man gør så meget ud af ”de varmeste år i historien” skyldes det vist at opvarmningen mellem 1978 og 1998 efterfølgende synes at være stoppet og temperaturen har været stort set uforandret siden. Så, selvfølgeligt, hvis 1998 var det varmeste år, så vil de efterfølgende år også være blandt de varmeste, fordi temperaturen ikke har ændret sig, og dermed tangeres rekorden hele tiden. Intet af dette er i modstrid med, at opvarmningen faktisk er standset. Og dog har man fået mange mennesker til at tro, at begge udsagn ikke kan være rigtige på én gang. I bedste fald må man her konkludere, at folk er temmelig godtroende. Den potentielle effekt at den såkaldte varmepause (og måske er det ikke bare en pause og temperaturen kunne begynde at falde igen) bliver aldrig omtalt og er sjældent forstået. At der er en pause betyder, at der er en faktor i klimaet, der har lige så stor en effekt som påvirkningen fra os mennesker. Men IPCC holder menneskeheden ansvarlig for størstedelen af den nutidige (og kun den nutidige) opvarmning, og denne antagelse, der er baseret på modeller, tillader ikke, at der kan være nogen konkurrerende faktorer.

Denne fokus på temperaturerne er værd at gå lidt dybere ind i. Hvad er det præcist for en temperatur, det drejer sig om? Det kan i hvert fald ikke være den gennemsnitlige overfladetemperatur på Jorden. At udregne gennemsnit fra steder så forskellige som Death Valley og Mount Everest giver ikke meget mere mening end at udregne gennemsnittet af numrene i telefonbogen (hvis man ellers kan huske, hvad en telefonbog er for noget). I stedet udregner man gennemsnit af ”temperatur-anomalier”. Her tager man 30-årige gennemsnit for hver eneste målestation i Verden og noterer sig derefter afvigelsen fra dette gennemsnit. Det er hvad man kalder ”anomalier” og det er disse, der bruges til beregning af gennemsnit for hele Jorden. Det eneste forsøg, jeg kender til, på at illustrere trinene i denne proces er vist i fig. 1a – 1c. Fig. 1a viser alle resultaterne for anomalierne på målestationerne. Fig. 1b viser resultatet efter, at man har udregnet gennemsnittene af disse anomalier. De fleste videnskabsfolk ville sige, at med den spredning i data giver resultaterne ikke nogen mening, alle målingerne ophæver hinanden. Men det gør man ikke. I stedet strækker man temperaturskalaen ud til det tidobbelte, således at de bittesmå variationer i fig. 1b kommer til at se mere betydningsfulde ud.

Der er temmelig meget statistisk ”støj” i fig. 1c og denne støj giver et godt indtryk af usikkerheden på analysen (ca. +/- 0,2 ^oC.). Normalt viser kurverne noget, der er mere jævnt. Det er nogle gange resultatet af en udglatning af resultaterne ved hjælp af noget, man kalder ”løbende gennemsnit”, hvor hvert punkt er gennemsnittet af en række år før og efter det aktuelle år. Målestationerne, hvorfra data i fig. 1a stammer, er alle landbaserede. Tilføjer man tal fra havet, får man generelt mere jævne kurver, men til gengæld er nøjagtigheden af data fra havet ukendt, da de består af en blanding af forskellige målemetoder (spande fra skibe i gamle dage, kølevandsindtag efter Første Verdenskrig, satellitmålinger af havoverfladen, hvilket er noget andet end vandtemperaturer, og data fra bøjer). Disse problemer er sammenfattet i fig. 2, som viser en idealiseret skematisk fremstilling af temperaturerne og deres usikkerhed.

Her ser vi tydeligt, at fordi stigningen stopper i 1998, så vil 18 ud af de 18 varmeste år i historien (i følge den skematiske kurve her) være faldet inden for de seneste atten år. Vi ser også, at den store usikkerhed og de små variationer fra år til år giver masser af plads til justeringer, der vil have en dramatisk effekt på kurvens forløb (bemærk, at usikkerheden normalt ikke vises på den slags kurver).

På dette tidspunkt løber man sandsynligvis ind i diskussioner af detaljer i temperaturkurven, men det tjener ikke andet formål end at mudre vandene. Intet kan ændre det faktum, at det er små ændringer, vi kigger på.

Selvfølgeligt er ”små” et relativt begreb. Størrelsesordenen kan betragtes på tre måder.

Fig. 3 viser variationerne i temperaturen i Boston over en måned. De blå lodrette søjler viser variationen i den målte temperatur over døgnet, dag for dag. De mørkegrå søjler viser det spænd af “normal”-temperaturer, man fra et klimasynspunkt kan forvente. De lysegrå søjler viser de absolut højeste og laveste temperaturer målt på de pgl. datoer gennem årene. I midten af figuren er der en vandret rød streg. Tykkelsen af den svarer til de temperaturvariationer, som vi globalt har haft i de seneste 175 år. Det viser, at den temperaturforandring, som vi diskuterer i forbindelse med klimaet, er meget lille sammenlignet med, hvad vi oplever fra dag til dag. Husk det, når nogen hævder, at de kan ”mærke” den globale opvarmning.

Den anden måde, vi kan kigge på, er, hvordan de observerede temperaturforandringer er i sammenligning med, hvad vi kan forvente fra drivhus-opvarmningen. CO₂ er som bekendt ikke den eneste menneskeskabte drivhusgas. Når de alle sammen bliver taget med, finder IPCC, at vi er tæt på den drivhus-påvirkning af klimaet, som man kan forvente fra en fordobling af CO₂, og den temperaturstigning har været ca. 0,8 ^oC. ”Følsomhed” er som regel forstået som den temperaturstigning som en fordobling af CO₂ vil medføre, når hele systemet er kommet i ligevægt. Hvis menneskehedens udledninger er ansvarlige for hele temperaturstigningen de seneste 60 år, så ser det stadigvæk ud til, at følsomheden er mindre end den, der forudsiges af de modeller, der ligger i den lave ende (de forudsiger 1,5 – 4,5 ^oC ved en fordobling af CO₂). Og de lave følsomheder er ikke problematiske, kan vi forstå. IPCC fremfører imidlertid, at mennesket kun er ansvarlig for det meste af opvarmningen, ikke det hele. Derfor kan følsomheden være endnu lavere. Selvfølgeligt er situationen ikke så simpel, men beregninger viser, at for at få større følsomhed, skal man se bort fra noget af (- i mange tilfælde meget af) den kølende effekt fra partikler i atmosfæren (aerosoler). Denne kølende effekt er ellers nødvendig for at få modellerne til at simulere fortidens temperaturer korrekt. En ny artikel har faktisk påpeget, at der i realiteten foretages en del tilfældige justeringer af modellerne for at få dem til bare nogenlunde at stemme overens med fortiden. I takt med at påvirkningen fra aerosolerne bliver mindre usikker, kan vi se, at modellernes høje følsomheder ikke længere er holdbare. Det passer godt sammen med det faktum, at næsten alle modeller, der bruges til at forudsige ”farlig” opvarmning samtidigt har forudsagt for høje temperaturer efter kalibreringsperioden, hvori modellerne blev indstillet til at passe med observationerne.

Med andre ord, den observerede opvarmning er lille sammenlignet med hvad de bekymrende modeller forudsiger. Det er vist på fig. 4.

Som nævnt muliggør usikkerhederne betydelige justeringer i fortidens temperaturer. Et temmelig berygtet tilfælde involverede NOAA i USA, der foretog nogle justeringer, så varmepausen [1998-2012 – red.] blev skiftet ud med fortsat opvarmning, hvorved det så ud til, at der aldrig havde været nogen pause. Men det var let at påvise, selv med den justering, at modellerne blev ved med at give mere opvarmning end selv de ”justerede” temperaturkurver viste, hvilket klart indikerer, at modellerne stadigvæk overdriver meget. Dertil kommer, at de fleste artikler, der er udkommet siden, har afvist NOAA’s justering (der i øvrigt, sjovt nok, udkom lige før IPCC’s COP-møde i Paris i november 2015). 

Den 3. måde at se på størrelsesordener er noget anderledes. I stedet for at argumentere med, at forskellene ikke er små, hævder den, at ændringen er ”uden fortilfælde”. Det er Michael Manns berygtede ”hockeystav”. Her brugte Mann årringe fra børstekogle-fyrretræer til at fastlægge temperaturerne på den nordlige halvkugle hundreder af år tilbage.

Det blev gjort ved at kalibrere årrings-data med målte temperaturer i en 30-årig periode og bruge denne kalibrering til at rekonstruere temperaturer i den fjerne fortid med det formål at slippe af med Den Middelalderlige Varmeperiode. Klimaalarmister ønsker at slippe af med Den Middelalderlige Varmeperiode fordi den ellers viser, at varme perioder har eksisteret tidligere, længe før menneskeheden forøgede atmosfærens indhold af CO₂. Og rekonstruktionen viste, at temperaturen har været helt uforandret de sidste tusinde år. Den normale test for sådan en fremgangsmåde ville være at se, hvor godt metoden kan reproducere temperaturer efter kalibreringsperioden. Desværre viste disse resultater ikke den temperaturstigning, som vi har målt. Løsningen var umådeligt simpel og stupid. Årringedata blev udeladt efter afslutningen af kalibreringsperioden og erstattet med målte temperaturer. I Climategate e-mailkorrespondancen (Climategate er det store læk af e-mails fra forskellige alarmistiske forskere, hvor undertrykkelse af uenighed, pres på redaktører, manipulering af data osv., alle blev diskuteret) blev dette omtalt som ”Mann’s trick”.

 Hele formålet med at kigge på de tre fremgangsmåder til bedømmelse af små størrelser er at gøre det klart, at vi ikke skal være bekymrede for opvarmning i sig selv, men over hvor meget opvarmning, der er. Det er nødvendigt at undgå miljøforkæmpernes grundfilosofi om at alt, hvad der er skadeligt i store mængder for enhver pris skal undgås under alle omstændigheder uanset hvor lille mængden er. En lille opvarmning er i virkeligheden fordelagtig på mange måder.