Forfatterne til denne artikel har kigget på, hvor godt klimamodellerne har været i stand til at forudse temperaturen forholdsvis få år frem i tiden. Udgangspunktet var de temperaturkurver, som blev vist i IPCC’s Fjerde Rapport (AR4) i 2007.
Her var der kurver for forskellige scenarier, som afhang af, hvor meget vi var i stand til at nedbringe CO2-udledningerne i de kommende år. Konkret tages der fat i de såkaldte ”B1” og ”A2”-kurver.
A2 var den værste kurve, med en forventet temperaturstigning i år 2100 på 3,4 grader i forhold til perioden 1980-1999. Den ligger tættest op ad den senere udviklede RCP8.5, som var tænkt som ”Værste Tilfælde” men som endte med at blive betragtet som ”Business as Usual”, resultatet hvis vi slet ikke bygger nogen vindmøller. RCP8.5 forudser en temperatur ved århundredets udgang, der er 4,5 grader højere end det førindustrielle niveau. Den er blevet kritiseret af andre forskere for at være for pessimistisk og groft overvurdere de realistiske CO2-udledninger. Selv dens ophavsfolk medtog den kun som et yderligt liggende ”Værste Tilfælde”.
Hvorfor så bruge A2? Det er fordi udviklingen i udledte gigatons CO2 faktisk matcher virkeligheden bedst i det korte tidsrum fra 2005 til 2020. Artiklen her mener, at vi kommer til at følge RCP8.5 mht. udledninger i hvert fald frem til 2050 og måske også længere.
B1 er et mere ”klimavenligt” scenarie med masser af de tiltag, man drømmer om, til at nedbringe CO2-udledningerne.
Fig. 1 viser så resultatet, hvor de to modelfremskrivninger sammenholdes med de faktisk målte temperaturer frem til 2020. De målte temperaturer er hhv. fra UAH (satellitter) og NASA/GISS.
Det ser jo umiddelbart ikke så godt ud for modellerne. Deres resultater sammenlignet med den reelle situation ligger langt over de målte temperaturer. Ja faktisk ser realiteterne snarere ud som om, at vi allerede er i fuld gang med CO2-reduktioner og ”grøn omstilling”. Det er vi jo som bekendt ikke.
Det Internationale Energiagentur (IEA) forudser at vores fremtidige forbrug af fossile brændstoffer og dermed afledte CO2-udledning faktisk vil følge RCP8.5 frem til 2050, som vist på fig. 2. Her er ikke megen optimisme mht. en global ”grøn omstilling”, hvilket næppe er så urealistisk, taget i betragtning at store dele af den nuværende udledning kommer fra lande, der overhovedet ikke har forpligtet sig til nogen som helst konkrete reduktioner. Fig. 3 viser den nuværende fordeling af energikilder, hvor olie, kul og naturgas tegner sig for 84 % af forbruget, mens ”vedvarende” kun dækker 5 %.
Men da meget tyder på, at modellerne groft overvurderer konsekvenserne af dette forbrug af fossile brændstoffer står vi formentligt alligevel ikke over for nogen ”katastrofal global opvarmning”.
Danish
Syokoro Manabe og Klaus Hasselmann får nu Nobelprisen i fysik 2021, som som ”klimamodellernes fædre”.
Jeg ved intet om dette område, og ser derfor frem til beskrivelser af deres fortjenester.